Forbandet!

[Kira Angel]

Hun tog hans hånd, smilte roligt og lod sig så hjælpe helt op at stå. Hun nikkede kort, smilte venligt og svarede så med en anelse gru i stemmen ja du har sikkert ret! Men vi ses snart igen, ik? ved det sidste indeholdte hvert ord, længsel og håb. Hun ville ikke lade det gå så lang tid igen.
Det havde været det rene helvede, at vide at ens kærlighed, fyren der bar ens hjerte, rendte rundt et helt andet sted. Et sted hvor hun ikke kunne være, og hvor der kunne ske så mange ting. Der var desuden gået meget lang tid, alt for lang tid.
Hun smilte håbefuldt til ham, nød hans nærvær, men sagde ikke mere. Lyttede blot spændt.

[William Quiles]

Han armene om hende "Selvfølgelig gør vi det" sagde han stille. De boede jo samme sted, de kunne ikke undgå at rende ind i hinanden dagen efter, skolen var jo ikke så stor igen. Han vidste godt at det ikke lige havde været tilfældet de sidste par uger, men han havde jo haft så meget han skulle ordne. Men nu ville han bruge mere tid på skolen og i omegnen, det var efterhånden på tide at han fik afprøvet sine evners kræfter.
Han kyssede hende blidt "Jeg går jo ingen vegne" sagde han med et smil

[Kira Angel]

Kira smilte kærligt da han lagde sine arme om hende, lagde sine egne om ham og kyssede ham så glad igen.
Hun smilte helt lykkeligt frem for sig, håbede sådan at de her frem over kunne tilbringe mere tid sammen, så de begge kunne få tid ti at finde ud af hvad der her var sket og så de kunne komme videre til en lidt mere 'normal' tilværelse. Hun ville gerne væk fra alle de forfærdelige hændelser som var sket her de sidste par uger, hun ville frem til en mere lykkelig verden og opleve kærligheden fulde kraft.Hun smilte glad, nikekde kort og svarede så med drillende stemme det håber jeg virkelig heller ikke for din skyld! hun smilte muntert til ham..

[William Quiles]

Han smilte varmt og muntert, slap hende og bukkede "Your wish is my command m'lady." svarede han i samme drillende tonefald. Han plejede ellers aldrig at ty til sådan fjollerier, men han følte at når han var sammen med Kira kunne han være mere fri, hun fik ham til at ville være et bedre menneske.
Måske kunne det alligevel ikke betale sig at få hukommelsen tilbage, han havde det jo fint nu, som han havde det. Men den tanke blev hurtigt skubbet ud af hovedet igen da han huskede tilbage på den forvirring der havde været synlig i Kiras øjne efter de havde delt drømme. Nej det var bedre at huske det hele, og så blive kvit med de drømme.

[Kira Angel]

Hun smilte muntert til hans komentar, drilleierne lyste i hendes øjne, men hun måtte til at videre. Så de måtte gemmes til en anden gang, næste dag måske..?
Hun smilte kærligt til ham, læbte sig frem i et lidenskabeligt kys og sagde så derefter nå, men jeg må til at videre! Så vi ikek får ballade! hun smilte kærligt og vendte sig så væk for at gå hen imdo døren og væk.
Hun vilel for alt i verdenen gerne bare blive her, men hun kunne ikke. Det var en pinefuld sandhed, som hun måtte erkende og følge..

[William Quiles]

Han gengældte det lidenskabelige kys, lidt skuffet over at hun jo var nød til at gå nu, men hvis personalet så hende her ville de virkelig få problemer. Han så varmt på hende, og da hun vendte sig om for at gå, kom han i tanke om at han havde glemt noget. "Vent lige et øjeblik" sagde han stille til hende. Med hurtige skridt gik han hen til skabet og rakte ud efter en papæske der lå ved siden af hans katana på toppen af skabet. I æsken lå et smykke han selv havde lavet, tiltænkt hende. Medaljonen var en udhulet rubin på størrelse med en femkrone, med ild, der blev holdt kunstigt i live i midten. Han havde selvfølgelig sørget for at ilden ikke var varm nok til at skade stenen, men man ydersiden af stenen var altid lun på den måde og afgav en svag glød. Rundt om rubinen var der lagt sølv i et delikat mønster, det var faktisk ikke så svært at lave, når først man fandt ud af hvordan man holdte sølvet på stadiet mellem fast og smeltet. Han havde godt nok ikke haft tid til at købe en kæde til, men stenen sad i en lædersnor han havde og han syntes selv at det så ganske pænt ud.
Han gik tilbage til Kira og rakte æsken til hende "Jeg glemte næsten at give dig den her" sagde han, lidt nervøs for om hun ville kunne lide den.

[Kira Angel]

Hun vendte sig igen om imod ham, smilte spændt og tog så imod æsken da han rakte den til hende.
Hun åbnede, så den smukkeste ædelsten med en lille flamme lig der til hende. Hun åbnede munden helt op i forbavselse, mærkede sien øjne blive fugtige og sagde så helt forgabt i stenen hvor er den smuk, jeg.. jeg er helt vild med den! en tåre trillede, aldrig havde nogen skænket hende en gave og så kom han med en så smuk gave. Hun sprang op, omfavnede ham i stor glæde og knugede ham ind til sig i kærlige omfavnende hænder.
Endnu en tåre trillede, hun havde aldrig været så glad og hendes kærlighed til ham voksede blot endnu mere. Hun ville tage dette smukke smykke på og aldrig tage det af igen..

[William Quiles]

Han lagde smilende armende om hende, lettet og glad over at hun kunne lide gaven, han havde trods alt lagt megen tid og energi i at lave smykket. Han så på hende, varme og kærlighed i sit blik "Jeg er glad for at du kan lide den. Jeg begyndte på den allerede for flere uger siden."
Han kunne stadig føle en dunkende smerte i sin skulder, men det betød ikke så meget når hun var her. Men hun var jo nok stadig nød til at gå tilbage til sit eget værelse. Han bøjede hovedet og kyssede hende blidt "Du er nok nød til at gå nu.. lov mig at vi ses igen i morgen ik?" sagde han stille.

[Kira Angel]

((Sejt billede.. XD))

Kira smilte lykkeligt frem for sig, kiggede kort på smykket igen og mærkede så sit humør stige, om muligt, blot endnu mere. Hun kyssede ham glad igen, trak sig derefter væk fra ham og nikkede kort. Ja hun var nødt til at gå igen, men hvert af hendes atomer tiggede og bad om at blive. Hun lod hovedet sinke kort, men vendte hurtigt opmærksomheden imod ham igen, da han sagde det sidste. Hun nikkede glad, smilte kærligt og svarede så med munter stemme ja det skal vi helt klart! vi ses! hun vendte sig hen imod døren, var på vej væk derfra. Hun nikkede svagt frem for sig, var tydeligt helt op at køre over gaven. Tårerne havde hun for længst tørret væk, men hendes hjerte galoperede af fryd. Hun havde aldrig fået en gave før, men nu havde hun og hun var himmelhenrykt over det smukke smykke han havde lavet..

[William Quiles]

Da hun vendte sig om blev han denne gang bare stående, han kunne ikke finde på flere undskyldninger for hvorfor hun skulle blive, selvom at han gerne ville have det. I stedet for stod han bare og betragtede hende, glædede sig over det under der var Kira. Et stille smil trak i hans mundvige "Sov godt.." sagde han sagte.
Han havde nogle ting der skulle gøres nu han var hjemme på skolen igen, men han ville sørge for at gøre det til sin prioritet at mødes med hende så ofte som overhovedet muligt, hvordan kunne han dog også overleve uden. Han var, delvist mod sin egen vilje, begyndt at nære stærke følelser over for hende. Og i et hurtigt øjeblik kunne hans følelser læses i hans øjne, men hurtigt blev dette dog dækket væk af hans normale ravgyldne varme.

[Kira Angel]

Kira forlod ham her, smilte svagt og gik så ud af dør og end af koridoren.
Inden længe var hun på sit værelse. Hun sad med smykket om halsen, kigede varmt på det og glædede sig allerede til de skulel ses igen..


((Skal vi starte en ny tråd op et sted..?))

OUT//

[William Quiles]

Han lukkede roligt døren efter hende og satte sig hen på sengen. Med rolige hænder løsnede han langsomt bandagen på sin skulder for at se til sit sår. Det gjorde stadigvæk ondt som fanden ind i helvede, og han kunne ikke rigtigt ignorere det mere. Ud over at være blevet skudt, havde han også overanstrengt skulderen bagefter, og nu kom det tilbage for at hjemsøge ham. Han besluttede at prøve at helbrede det en enkelt gang igen. Måske var det fordi han anstrengte sig for meget, måske blokerede det for evnen når han tænkte for meget på det. Efter et par dybe indåndinger lagde han en hånd over såret og forestillede sig at det var helet. Et gyldent lys bredte sig under hans hånd og 'flød' ned i såret. Han mærkede en underlig fornemmelse i skulderen kort, førend lyset og fornemmelsen var væk igen. Han løftede sin hånd og kiggede på såret, bortset fra at nu, var der intet sår.

((Ny tråd, ny tråd ))