Forbandet!

[William Quiles]

Værelset var aflangt og på et skrivebord der stod lænet op af den ene væg, lå noter der overalt, fyldt med underlige skriblerier. Skrivebordet var af gran og man kunne tydeligt se at det var brugt. Ved siden af skrivebordet stod en simpel seng, med et neutralt tæppe over. I den anden ende af lokalet stod et stort egetræsskab, fyldt med diverse pakkenelliker og nogle få stykker tøj. Oven på skabet kunne man hvis man kiggede godt efter ane toppen af en katana, godt skjult under en militærgrøn sportstaske. En kold kop kaffe stod på skrivebordet, tilsyneladende glemt og forladt. Tapetet var i rolige farver og ikke noget at lægge mærke til. Det eneste der kunne virke underligt for nogle, var at rummet var helt frit for teknologi af nogen som helst art, ligesom ejeren heller ikke ejede et eneste stykke elektronik. Sidstnævnte sad på nuværende tidspunkt på sengen, vendt mod skrivebordet hvor en kniv og en skål vand stod. William bandede højlydt da han bevægede skulderen lidt for meget. Efter at have mødt Lillith da han kom tilbage, havde han haft brug for en flyvetur, skulle han aldrig have gjort. Åbenbart var der jægere i skoven for tiden og de syntes nok han ville blive en fin addition til samlingen, åbentlyst var han ikke selv enig. Han havde først ikke opdaget dem, og var derfor blevet fanget uforberedt af et skud. Han var blevet ramt i skulderen og beviset for det sad der stadig. Han var ikke helt sikker på hvordan han var kommet tilbage, specielt ikke flyvende, men tilbage var han altså. Han vidste at han måtte ud og lede efter Kira igen snart, men først måtte han få geværkuglen fjernet. Han tog kniven i hånden og pillede koncentreret kuglen ud, milimeter efter milimeter. Endelig var den ude og lå i den blodige sjat vand der var i skålen.

[Kira Angel]

Kira kom roligt trippende hen af gangen, lugten af blod fanged ehendes næsebore og fik ehdne til at sætte tempoet op. Hun nåede hans dør, stopepde tøvende op for det var heromkring at blodlugten var kommet fra. Hun stod der i et par sekunder, hun gruede voldsomt for hvad der kunen være sket. Hun smilte beroligende til sig selv, bankede på og trådte så forsigtigt ind af døren. Hun så et mørke hærske her, intetheden, elelr nej vent. Der lå en nøgen dreng på maven i hans seng, han lignede at han sov og han var bestemt ikke den hun havde søgt efter. Hun smækkede forbrilsk døren i efter sig, lavede store øjne og skyndte sig så videre til døren evd siden af. Nu hun snykked elidt til luften, kunne hun lugte at det i sandheden var her lugten var kommet fra. Hun bankede tøvende på døren, var næsten sikekr på at det var her. Men ventede dog usikkert på den rigtige side af døren og spurgte så emd en blød og venlig stemme Det er Kira, Bor du her William.? hun satte øret til døren, lytetde omhyggeligt og hørte så en lille pjaskelyd, der let var til at overhøre..

[William Quiles]

Han hørte nogen gå rundt ude på gangen, men gav det ikke større opmærksomhed, da det ikke var så underligt på den tid af dagen. Han sad i lidt tid i sine egne tanker, da han pludselig hørte nogen banke på døren, hvilket omgående fik ham i alarmberedskab, og med kniven stadig i hånden var han sikker på at kunne forsvare sig mod alt. Han blev dog beroliget det næste øjeblik ved stemmen der kom fra en anden side af døren. Det var Kira. Smilende skyndte han sig at putte en forbinding på skulderen, men stoppede midt i det hele og tænkte. Han huskede at Kira var blevet voldtaget af nogen, skønt han ikke vidste hvem, hvilket nok var meget heldigt for den person der havde gjort det. Han svarede hende i et roligt tone fald "Ja, det er mig her." Ham gik over til døren og drejede nøglen i låsen, tog fat i håndtaget og åbnede døren.

[Kira Angel]

Kira åndede lettet op da un hørte ahns stemme, for for det første var hun bare glad for ikke at skulle dumpeind til endnu en nøgen fyr og så for det andet, så var hun generelt bare glad for at høre hans stemme og så derefter også se ham dukke op i døren. Hun smilte glad frem for sig og konstaterede så lettet hvor er jeg glad for at se dig! Vær du glad for at du ikek så hvad jeg lige gjorde! hun kigegde krot hen imod døren som hun lige var kommet fra, smilte muntert og vente så sine rødbrune øjne imod hans smukke gyldne, smilede glad og trådte så hen imod ham. Hun bemærkede nu hans forbinding, stopepde bekymret og sog spurgte så med en panderynken hvad er der dog sket? hun trådte nærmere, lægde undersøgende en meget forsigtig hånd imod hans skulder og kiggede så derefter spørgende på det. Hun kunne ikke længere fange hans øjne, da hun stod for tæt. Hun havde savnet ham forfærteligt, især lige efetr alt det i skoven var hændt. Hun ville så gerne havde holdt om ham, mærkede hans tryghed og se hans beroligende gyldne øjne..

[William Quiles]

Han lagde armene om hende og trykkede hende tæt ind til sig, han havde virkelig savnet hende. Bare det at holde hende som han gjorde nu, gav ham en følelse af helhed og afslappethed. han lagde sit hoved på hendes og svarede på hendes spørgsmål. "Løb bare ind i en jæger, som synes jeg lignede en flot fugl. Hvordan han dog kan have troet at jeg var en fugl kan jeg ikke vide" jokede han og smilede ned i hendes hår. Det vidunderlige bløde hår. "Jeg er også glad for at se dig, jeg har virkelig savnet dig" Han havde valgt at hurtigt springe over det med jægeren, ville ikke bekymre hende og hans sår ville hurtigt hele, specielt hvis han kunne genskabe effekten med de helende tårer.

[Kira Angel]

Kira lod ham komme ind til sig, lægde sine hænde rom ham og følte allerede nu trygheden der begyndte at dampe omkring ehnde. Hun lægde sig hovede ind til hans raske skulder, smilte glad frem for sig og svarede så med en blød og kærlig stemme jeg har også savnet dig, du skulle bare vide hvor ensomt og Utrygt.. det har været uden dig! Da hun udtalte ordet 'utrygt' var ehdnes stemme spottende, eftertænktsom og nærmest fraværende, eller der var ihvertfald noget andetledes ved lige netop dette ord. Hun forsøgte at læge sien dunkle minder væk, grave dem ned et dybt sted og så bare focusere på hvad der skete i nuet og ikke fortiden. Hun lægde mærke til at han hurtigt var skøjtet over hans forklaring på såret, så hun smilte blot roligt ved ahns muntre komentar og lægde så også den dystre tanke fra sig. Hun knugede sig ind til ham, ikke hårdt, men alligevel fyldt med følelser i hvert et lille led. De fortalte om længsler, håb og lidenskab. Hun havde sådan savnet ham og det viste hendes knus ind til mindste detalje, så lange fraser var slet ikke nødvendige..

[William Quiles]

Han lukkede sine øjne og lyttede til ordene der kom fra hendes mund, ikke så meget ordene som meningen i dem. Han fornemmede ændringen i hendes stemme og tonefald da hun udtalte ordet: utrygt. Hun mente sikkert voldtægten. Åh, hvor han dog forbandede sig selv over ikke at have været her til at beskytte hende og være der for hende, da hun havde allermest brug for ham. Han lovede sig selv at han aldrig ville gøre noget lignende igen, om han så skulle opgive sin fortid for det, han havde jo alligevel alt tid i verden, bogstaveligt talt. Men han kunne ikke gøre ugjort hvad allerede var sket, hvor meget han end ville. Han var her nu og det var det bedste han kunne gøre indtil videre. Hun vidste nok ikke at han vidste det og han var ikke helt sikker på at hun ville fortælle ham om det, hvis ikke han startede. Han vidste ikke om hun havde snakket med andre om voldtæften, men vidste nok til at vide, at sådan noget var man nød til at snakke om ellers ville det bare blive værre, som tiden gik. "Jeg har måske en idé om det, Lillith fortalte mig hvad der er sket." Han fortsatte med at holde hende tæt til sig, og undgik at fortælle hvordan han havde reageret da han først havde hørt om det, det have været kaos. "Er det noget du vil tale om?" sagde han med lav og blid stemme.

[Kira Angel]

Kira løsnede sin greb en anelse, som stod hun bundet i en tidløs labyrint af tanker. Vidste han det.? Hun sukkede kort frem for sig, smilte så meget hun lige kunne præstere og konstaterede så ind til hans skulder jeg.. Jeg har oplevet meget i mit endnu korte liv, så det var vel bare endnu et bump i vejen! hun mærkede sine øjne blive blanke og dernæst også en tåre der ensomt trillede ned af hendes kind og ned på hans skulder. Hun havde snakket med et par om hvad der var sket der i skoven, hun havde endda snakket med ham der havde gjordt det og vidste at han ikke havde gjort det, men at det var et bæst i hans indre der havde udført denne grusomme hændelse. Hun mærkede lugten af mos og skovbund der hev hende tilbage til skoven. Hun fornememde den fraværende og nærmest bevidstløse tilstandt hun havde været i. Som om at hun slet ikke havde været der, men derimod havde fløjet oppe imellem trækronerne og der mærket smerterne og angsten i sin krop.
Hun knugede sig ind til ham, fæstnede sit greb og vidste at hun nu pressede en anelse for hårdt. Men bare tanken om det fik hende til at føle angsten, smerterne og de fortabte og fovirrede tanker. Hun måtte give slip på sin fortid, der var ikke andet at gøre.
Hun smilte mildt frem for sig, nærmest på en forkert og falsk måde og konstaterede så med gråd i stemmen jeg var så bange, rystede af skræk og intet kunne jeg gøre! Han.. Han.. flere tårer trillede nu ned af hendes kinder, hun kunne ikke sætte ord på hvad hun tænkte, for tusindvis af ord strømmede nu igennem hendes hovede. Panik, angst og fortvivlelse hærskede. Hendes stemme havde været helt ængstelig og kruset af gråd. Hun stod nu og græd stille til stilheden omkring dem. Hun havde fået meget medlidenhed her på det sidste og hun troede derfor at hun efterhånden var ved at være træt af det. Men i virkeligheden savnede hun nogen at holde om, en der kunne tage styrringen og så bare lade hende leve sig ned i sin barndomssind og græde al sorgen ud. Hun manglede en som William..

[William Quiles]

Han mærkede at hun løsnede sit greb og at hun først prøvede bare at springe over det der var sket som om det ikke betød så meget, men var ikke overrasket overhovedet da han mærkede en tåre på sin bare skulder, en sådan hændelse var ikke noget man bare kunne springe over, det var noget der ofte gav langvarige men. Det var ikke fair at sådan noget skulle være sket for hende, ikke fair overhovedet. Det var lidt som o hun for et øjeblik forsvandt væk, måske tilbage til da det var sket. Og han knugede hende ind til sig for at vise at han var der, fra nu af og altid. Kunne mærke at hun knugede ham tilbage, hårdere end hun havde gjort før, men det gjorde ham ikke noget, hvis det hjalp så var det alt værd. Han lyttede til hendes ord. Hendes stemme havde været fyldt med gråd og på sin skulder følte han nu den fysiske manifestation af det. Han holdt hende blidt i sine arme og vidste at hun havde brug for at få det ud. Med beroligende og blid stemme sagde han "Schh... jeg er her.." efter en kort tid, løsnede han sit greb lidt og gjorde bevægelse til at føre hende over mod snegen for at sidde ned.

[Kira Angel]

Kira knugede sig ind til ham, mærkede hans beroligende effekt og vidste nu igen hvorfor hun havde savnet ham så forfærdeligt. Hun snøftede kort op, mærked endnu en tåre trille sin vandte vej end af hendes kinder og lægde så mærke til sit hjerte der også var begyndte at galopere afsted af bare ophidselse og forvirring. Hun kunne slet ikke samle sig selv igen, selv ikke om hun så ville det. Hun havde mest af alt bare lyst til at ligge sig i en seng, trække dynen hen over sig og så bare ligge der i fosterstilling og græde al sin sorg og forvirring ud. Ligge der i flere timer, lytte til stilheden og få lidt styr på sine tanker og sind.
Hun løsnede igen sit greb om ham da han gjorde det, tørrede så den ene kind af for saltede tåre og fulgte med ham hen imod sengen. Hun gik langsomt, snøftede lidt i ny og næ og gik så stadigvæk og var helt begravet i sine egne tanker. Men et eller andet sted imellem de meget forvirrede tanker, hørte hun hans beroligende stemme, mærkede roen der blev skabt derved og ønskede blot mere. Hun holde så forfærdeligt meget af ham og i sådanne stunder, kunne hun slet ikke se hvad hun skulle havde gjordt uden ham..

[William Quiles]

Han holdt hende til sig og fulgte hende langsomt over til sengen, hele tiden mens han sagde lavmeldte beroligende ord. Han følte, da han kiggede på hende, en enorm trang til at beskytte hende mod alt ondt, om han så skulle følge hende overalt resten af sit evige liv, ville han fra nu af være der til at beskytte hende. Med sin ene hånd strøg han hende beroligende over håret og ignorerede den stikkende smerte han følte i sin skulder. Smerten var nu blevet værre, nu akkompagneret af en dunken, der fik det til at smerte voldsomt hver gang hans hjerte slog. Han måtte nok også fortælle hende at hun ikke skulle tage på flyveture alene, det var for farligt nu, med alle de jægere der var i skoven. Han vidste ikke hvad han skulle gøre hvis hun fik sig selv skudt, ligesom han selv havde gjort.
Men alt det var ikke vigtigt nu, nu var det vigtigt at han var der for hende. Da de nåede hen til sengekanten, satte sig ned og trak hende med sig.

[Kira Angel]

Kira smilte mildt frem for sig, hans beroliegdne ord hjalp hende helt vidunderligt. Hun satte sig ved siden af ham, holdte blikekt imod sine hænder som hun nu sad og knugede godt imod hianden. Hun kunne ikke blive ved med at tænke tilbage, at græde alle tårekanalerne tøre. Hun måtte græde færdig nu og så komme videre for alt andet ville være for ynkeligt, elelr det mente hun ihvertfald.
Hun vendte blikket imod ham, smilte kærligt og skulle til at sige noget, men i stedet for dette kom der en ensom tåre mere end af ehdnes kind. Hun sad nu og smilte kærligt og lidt tøvende til ham, havde en tåre på vej ned af kinden og vidste ikke helt hvordan hun overhoevdet skulle takke ham nok. Han var der for ehjdne og det var hun uendelig taknemmelig for..

[William Quiles]

Han sad ved siden af hende og rakte en hånd ud for at tage hendes, mens den anden arm sneg sig rundt om hende og hold hende tæt til ham. Da en tåre løb ned af hende kind, tørrede han den væk med en blid bevægelse og lagde sin arm tilbage rundt om hende. Han var der for at trøste hende, for at hjælpe og beskytte hende, og det var hvad han agtede at gøre. Han kiggede dybt i hendes øjne, et blik fyldt med ro og omsorg. "Det er i orden at græde Kira.." Han ønskede at han kunne tage og få hende til at glemme den frygtelige hændelse, blive glad igen. Det kunne han dog desværre ikke, det lå ikke inden for hans magt. Det bedste han kunne gøre var at være der for hende, at lade hende græde ud og fortælle hende at alt ville blive okay.

[Kira Angel]

Kira smilte glad fremf or sig, nikkede kort og svarede så med en næsten drillende og munter stemme ja jeg ved det, men jeg kan ikek græde emre og vil helelr ikke! hun havde grædt så meget at tårene nu ikke ville komme mere. Hun mærkede sorg,. men hun havde fundet så meget ro som der nu engang var muligt. Der var nu ikke mere at gøre evd det og hun forsøgte konstandt at minde sigs elv om dette. Hun trykkede hans hånd kærligt, smilte glad og lægde så også sin hånd bag om hans ryg, så de nu sad og holdte om hinanden. Hun smilte roligt frem for sig, var nu mere glad og konstaterede så endeligt jeg kan ikek takke dig nok for at være her for mig William! Jeg.. Ord kan ikek sættes på min taknemmelighed, så stor er den! ehndes ord var oprigtige og mere rolige, end hun førhen havde kunnet præstere..

[William Quiles]

Han holdt hende blot ind til sig og nød hendes nærvær. Var glad for at hun åbenbart havde det bedre, og følte sig egentlig hemmeligt stolt over at det var ham der havde haft den effekt. Han vidste det måtte have været slemt for hende, og havde også på fornemmelsen at hun ikke var kommet over det endnu, men det ville hun, skulle han nok sørge for. Han lyttede til hende da hun forsøgte at sige tak, men der var ingen grund til at sige tak, det var jo det han var der for. Han var en skulder at græde på, en hjælper i nøden og en hun kunne have det sjovt hyggeligt og trygt ved, hvis det ikke havde været hvad han ville være, havde han aldrig kysset hende i skoven den aften. "Du skal ikke takke mig, det er trods alt hvad jeg er her for" sagde han og smilede varmt til hende, beskuede hendes smukke ansigt, der godt nok var mærket efter hendes gråd, men som var smukt alligevel, det ville det nok være ligegyldigt hvad, tænkte han. "Men hvis du virkelig gerne vil udtrykke din taknemmelighed, ville jeg være tilfreds med et kys fra dine smukke læber" sagde han i et halvt drillende tonefald.