Forbandet!

[William Quiles]

Da ha mærkede hendes krop stivne, stoppede han med det samme og så på hende. hun var tydeligvis utryg ved noget, måske mindedes hun voldtægten, ikke overraskende eftersom det ikke var særligt længe siden det skete, og det måtte jo stadig fylde en del i hendes tanker. Han hev sig selv op så han var i hovedhøjde med hende. Han vidste at hun var nød til at tale om det på et tidspunkt og skammede sig en smule over at han ikke havde gjort en så stor indsats for at få hende til at snakke om det tidligere. Han strøg hendes hår tilbage med en blid hånd og kiggede indgående på hende. "Fortæl..." sagde han lavmælt, varme i sit blik og stemme.

[Kira Angel]

Kira sank en klump, holdte først blot blikket imod loftet, ville ikke snakke om det. Hun lukkede øjnene i et smertende sekund, sukkede kort og retetde så sine rødbrune øjne imod ham og svarede med en lavmælt stemme det er ikke noget, jeg kom bare lige til at tænke på.. det der skete i skoven! hun smilte tydeligt falsk og vendte så blikket væk.
Hun ville tydeligt ikke snakke om det længere, men det virekde næsten ondt at holde ham ude. Hun elskede ham, ville ikke holde ham ude. Men hun havde alligevel ikke lyst til at snakke. Hvad skulle hun dog gøre..?

[William Quiles]

Han vidste godt at hun ikke havde lyst til at tale om det, og det smertede hans hjerte sådan at forsøge at presse hende til det. Men han følte ligesom at hun var nød til at komme ud med det. Egentlig kunne han godt acceptere at der var ting hun ikke havde lyst til at fortælle ham, gud ved at han selv holdte én ting hemmelig over for hende. Men en ting som det der skete i skoven var en ting der var vigtig at snakke om. Han så tydeligt falskheden i det lille smil hun sendte "Det er jo noget... Ellers ville du jo ikke have det sådan her, og det ville være mærkeligt hvis du bare havde det fint, efter det der er sket." Han tog hendes hånd i sin for at sende et budskab om at han var der, ligegyldigt om hun ville snakke om det eller ej.

[Kira Angel]

Kira var ikke vandt til at dele sine bekymringer og tanker med andre, hun havde levet et meget hårdt liv ind til nu og havde derfor ikke vendet sig til at have denen dejlige fyr ved sin side.
Hun vendte blikket imod ham igen, smilte denne gang kærligt og ægte og svarede så med en klar og venlig stemme jeg er ikke vandt til at have så dejligt et menneske der for mig, du må undskylde Du skal selvfølgelig være en del af mit liv! hun lød oprigtig, smilte kærligt og rullede så rundt så hun endte med at ligge op af ham. Hun lå faktisk halvt op af ham, lægde sit hovede imod hans bryst så hun kunne fornemme hans hjertets beroligende rytme imod sit øre. Hun lukkede sine øjne i, lytede til hans vejrtrækning, slappede af og begyndte så at fortælle jeg komemr hele tiden til at tænke på ham. Tænker på hans ustryk, det han.. gjorde, du vel. Det hele duker op, hver gang jeg oplever noget der minder om. En lille berøring, et sjofelt smil for sjovt. Altså alt der bare kan minde det mindste om det, får mig tilbage til den nat. Selv lugten af træ..! Altså jeg bliver snart skør, hvis der ikek snart sker noget! hun lød trist, eller nej det var nok nærmere desperat. Hun havde fået nok af alle de triste tanker, hvad skulle hun gøre for at komme af med den her forbandelse..?

[William Quiles]

Han var glad for at hun var i den side med hans raske skulder, ikke bare fordi at så gjorde det mindre ondt, men også fordi at det gav ham mulighed for at lægge en arm omkring hende, hvilket han så benyttede sig af netop nu, da hun lå indtil ham. Med tommelfingeren nussede han hendes ryg beroligende og lyttede stille til hendes ord. Tonen i hendes stemme da hun fortalte om det, skar ham i hjertet. Hun lød så desperat for at ændre det, og det kunne han egentlig godt forstå. Da hun stoppede med at tale, var han tankefuldt stille et øjeblik, mens han tænkte på hvad han kunne sige for at hjælpe, for at gøre det hele lidt lettere at bære. "Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal gøre det bedre for dig, men vid at jeg altid vil være der for dig, til at støtte og besyktte dig i fremtiden, ligegyldigt hvad der sker. Og jeg vil hjælpe dig med at skabe nye gode minder til at erstatte de dårlige."

[Kira Angel]

Kira smilte mildt frem for sig, holdte stadigvæk sine øjen lukkede og lyttede afslappet til hans beroligende stemme.
Hun mærkede hans hjerte, hørte hans vejrtrækning og kunne fornemme at det ikke huede ham at hun havde det sådan her. Men hun kunne sagtens forstå ham, for hun ville helt sikkert have det på samme måde, hvis han var i hendes sted. Hun smilte mildt, lyttede og svarede så med en mild og kærlig stemme tak skat, det sætter jeg pris på! hun trykkede roligt sit hovedet lidt mere ind til ham, lægde sin hånd på hans bryst og smilte så mildt og helt afslappet frem for sig.
Hun lå sådan lidt, nød stilheden og rørte slet ikke på sig.
Hun smilte roligt frem for sig, rejste sig så pludselig op og kiggede friskt på ham, som var hun pludselig kommet fri fra alle disse dystre tanker. Hun smilte kærligt til ham, holdte øjenkonstakten og konstaterede så med en omsorgsfuld og lidt drillende stmme så lad os sørge for at du så også kan være her! Det sår der skal ordnes! hun kendte ham efterhånden nok til at vide at han ikke ville sætte sig op og afbryde det hele, for at ordne sit sår. Så hun ledte ham herved hen imod det hun alligevel ville, hun ønskede ikke at han led..

[William Quiles]

Han lå lidt i sine egne tanker og overvejde hvordan han bedst kunne hjælpe hende til at få det bedre, det var bare svært at finde den helt rigtige måde. Da hun rejste sig og begyndte at snakke igen tog det derfor et lille stykke tid før han registrerede det. Ærligt talt havde han faktisk glemt alt om sit sår, havde været for fokuseret på hendes lidelser, der jo var så meget værre end hans egne. Men nu da han igen tænkte over det, vendte smerten tilbage for fulde sejl. Hvor var det egentligt ærgeligt at han ikke vidste hvordan han skulle bruge sine helbredende egenskaber, det ville være så meget lettere. "Såret er ikke så slemt, det er bare en skramme." sagde han som om det ikke betød så meget, i forhold til hvad han havde oplevet tidligere i sit liv, var det bare en skramme, men det gjorde fandens ondt alligevel.

[Kira Angel]

Kira hævede afprøvende det ene bryn en anelse op, smilte opfordrende og svarede så emd en venlig stemme oh jo, kom så! hun fjernede ham helt fra ham, smilte kærligt og håbede han ville følge med op at sidde.
Hun kigede undersøgende rundt efetr nogetd er kune hjælpe, for godt nok lå det hele her vidst, men hvad manglede han.
Hun kigegde vuderende på hans skade, rynkede vuderende med næsen og spurgte så nysgerrigt hvor langt er du nået? hun retetde sien rødbrune øjne imod ham, smilte kærligt og afventede så stædigt hans svar. Hun ville hjælpe og han kunne lige vove på at afværge det, for nu havde han hjulpet hende og så kunne han også godt lade ehnde hjælpe ham. Basta..

[William Quiles]

Modvilligt rejste han sig halvt op i sengen. Dog langsomt for ikke at gøre skaden i skulderen værre. Med rolig hånd fjernede han den blodige bandage fra såret, og smed bandagen på gulvet. Han rettede blikket over mod Kira atter en gang. Hun var da godt nok stædig. "Nåede kun lige at få kuglen ud før du kom." Han syntes ikke rigtig om at vise sit sår frem, det så sikkert ikke særligt godt ud, hvis ikke man var vandt til at se på den slags skader. "Hvis du kigger i venstre skuffe i skrivebordet, skulle der gerne ligge en flaske brintoverilte, en nål og noget tråd"

[Kira Angel]

Kira skar en grimasse da det blodige bandage kom af, hun var vandt til at se sår, men hun følte alligevel at dette var anderledes. Det var ikek ehnde selv der lå der og havde smerter, det var hendes elskede William.
Hun sukkede krot, nikekde forstående og gik så hen til skuffen og fiskede det hele frem. Hun gik igen hen til ham, lægde det i sengen ved dem og fandt så en klud frem. Den så ren ud, hun nikekde kort og vendte blikket imod ham og sagde unskyldende okay er du klar, for det her kommer til at svie! hun rulelde hans dyen sammen , lægde den støtende bag ham og vendte så igen til age til situationen. hun skulel til at rense hans sår og så derefter så det. Uhh hun ville hslet springe denen del over, men alligevel, hun ville hjælpe ham og intet, sel v ikke dette skulle holde hende tilbage. Hun ville ikek skade ham, kunen det ikke, men dette ville gavne ham i længere løb..

[William Quiles]

Han tog en dyb indånding og gjorde sig klar til rensningen. Det var faktisk ikke så slemt alligevel, sved kun en lille smule. Med sin frie hånd tog han nålen og opvarmede sin hånd i sådan en grad at det desinficerede nålen. Han skulle nok selv sy såret, det var ikke noget han ville udsætte hende for, det var lettere hvis han selv gjorde det, i hvert tilfølde for hans samvittighed. "Hvis du bare tråder nålen, skal jeg nok sy såret sammen, det behøver du ikke at gøre" sagde han varmt til hende og rakte nålen til hende.

[Kira Angel]

Kira tog den mindre varme nål til sig, mærkede at det sved imellem sine fingre, emn tog sig ikek af det.
Hun fandt tråd frem, smilte roligt og begyndte med halvt sammenklemte æjne at få placeret den pokers snor ind i nåleøjet. Hun var ikkegod til dette og endte derfor emd at side med tungen halvt ude, med rynket næse og være godt irriteret. Hvorfor kunen sådan noget da ikek bare fungere, når man endelig havde brug for det..?
Hun åndede irriteret ud, fik snoren på pladst og smilte så næsten stolt frem for sig. Hun skulle til at række den til ham, men stopepde så brat op og trak den til sig igen. hun drejede krot på hovedet og konstaterede så læn dig tilbage og luk dine øjne! hun ville gøre det, så svart kunen det da ikek være. Hun ahvde prøvet det før, så selv om at hun helst vill undgå dette, så kunen hun godt. Hun gjorde sig klar til det..

[William Quiles]

Han sad og smilede varmt over det sjove ansigtsudtryk hun fik da hun skulle tråde nålen, mens han kæmpede med sig selv for ikke bare at bryde ud i grin, for det var alligevel meget sødt af hende sådan at tage sig af ham. Da hun rakte nålen frem mod ham ville han til at tage imod den, da hun pludselig trak hånden tilbage. Da han blev bedt om at læne sig tilbage og lukke øjnene sukkede han dybt og gjorde som han blev bedt om. Han ville helst selv have syet såret til, men Kira ville åbentbart ikke lade ham gøre det, forhåbentlig vidste hun hvordan man skulle gøre, ellers ville såret bare blive værre. Hvorfor kunne han dog ikke bare genskabe den forbandede helbredelses egenskab.

[Kira Angel]

Kira satte sig ud for hans sår, åndede lette ud og begyndte så med en smiddig hånd st sy det sammen. man kunne tydeligt se på hende at hun havde gjordt dette mange gange. hun vidste lige præcist hvad det var hun lavede og vidste at den mindste fejl kunne være emd til blot at gøre skaden endnu være end det allerede var.
Hun sad koncentreret og lappede såret sammen med sin nål og tråd, smilte stolt og satte sig så igen roligt op. Hun var færdit og det så ud til at være gået temmeligt godt. Hun smilte kærligt til ham, lægde nålen fra sig og sagde så med en stolt stemme så er du lappet sammen! gjorde det ondt? hun smilte håbefulgt, da hun ikke ville kunne klare en viden om at hun netop lige havde skadet ham. men på den anden side, så havde det jo hjulpt på den længere sigt. Så det overvejede vel hinanden. Hun havde hjulpet sin elskede..

[William Quiles]

Han havde forberedt sig på mere smerte end den han følte da hun begyndte at sy såret sammen. Derfor blev han en smule overrasket over manglen på smerte, måske var det fordi at smerten fra såret overdøvede det, måske. Da hun erklærede at hun nu var færdig, åbnede han øjnene og smilte. "Nej, det var ikke så slem, tak fordi du syede såret sammen, selvom du ikke behøvede gøre det." han rakte hånden ud og tog hendes i sin. Han bevægede forsøgende sin skulder og kom så til den konklusion at han nok ikke skulle bevæge den for meget, eftersom at stingene så nok ville gå op.