Forbandet!

[Kira Angel]

Kira smilte venligt til ham, nikkede takkende og konstaterede så kærligt selvfølgelig gjorde jeg det, vi er sammen, så vi skal da hjælpe hinanden! hun smilte venligt til ham, tog hans hånd og klemte den drillende.
Hun kiggede roligt på såret, det så fint nok ud, der var syet fint og betendelse var der endnu ingen tegn af. Det så rent og fint ud, hans kulle nok klare sig, hvis han altså holdte sig lidt i ro her frem over, hvilket hun nok tvivlede en anelse på.
Han var jo føniks, han havde en vild sjæl, så det at sidde hjemme og ro og mag, var nok ikek lige ham. hun smilte lidt frem for sig ved disse tanker, hvorefetr ahn så bare forblev stille..

[William Quiles]

Han smilte igen varmt til hende "Tak alligevel" sagde han. Han tænkte over hvor lang tid han mon skulle passe på såret, forhåbentlig ikke for lang tid, han stolede ikke på sig selv til at forblive rolig i mere end et par dage, han havde brug for at bevæge sig. Men det var jo syet fint, så han måtte vel bare vente og se right? Han så hende smile som om hun smilte af sine tanker "Hvad er det der er så sjovt?" spurgte han drillende og muntert, mens han løftede den ene arm for at klø sig i nakken. Den arm han havde løftet var den sårede, så det gjorde en smule ondt, men han havde ikke tænkt over hvilken arm han løftede.

[Kira Angel]

Hun smilte venligt til ham og forklarede så med fraværende tanker jeg kom bare til at tænke på at du nok burde passe lidt på hvad du nu her vile lave, for du burde nok være lidt roligt for nu. Du skulle jo nødigt gøre det være. Men jeg tænkte også på at du jo sikkert ikke vil kunne holde dig rolig ret længe af gangen, nu hvor du er føniks! hun smilte muntert, blev igen tilstedeværende og kigede varmt ind i hans gyldne smukke øjne. Hun var altid så betaget af disse meget smukke øjne, hun ville ønske t hun havde nogle magen til, de var[ftp][/ftp] bare noget af det smukkeste hun kendte til. De havde så meget varme og kærlighed, men var på samme måde også mystiske og smukke på deres sjældne måde..

[William Quiles]

Hun vidste ikke hvor tæt hun faktisk kom på sandheden. Han var jo føniks, den første og sidste. Måske skulle han fortælle hende det, Lillith var vidst sur på ham over at han ikke havde sagt noget til Kira, skønt hans handlinger var de rigtige i egne øjne. Han kunne vel heller ikke starte et forhold på en løgn, enten måtte hun acceptere ham som han var og hvis hun ikke kunne var det vel bedre at ende forholdet tidligt end senere. Det var bare så svært at tage det valg. Hvorfor var han dog også havnet i den her situation, han havde aldrig bedt om at leve evigt, tværtimod. Og i det øjeblik tog han en af de sværeste beslutninger han længe havde taget.
"Kira.. Jeg har noget jeg er nød til at fortælle dig"

[Kira Angel]

Kira smilte venligt til ham da hun havd sagt sine ord, men da han så pludselig ik over og blev helt alvorlig, tav hun brat og kiggede roligt på ham.
Hun kunne se at der var et elelr andet vigtigt eller alvorligt der nu skulle ske, men hun vidste ikke hvad det var, så hun lod ham tage al den tid han skulle bruge for at sige sine ord.
Hun smilte roligt frem for sig, nikkede kort og sagde så med en lyttende stemme lokay, hvad er det? hun drejede automatisk sit hovede en anelse stråt, som en ulv elv eller et kattedyr ville havde gjordt i hendes sted..

[William Quiles]

Han lukkede sine øjne og tog en dyb indånding, det var enormt svært det her. Hvordan skulle han gribe det an, hvor skulle han starte. Det var jo overhovedet ikke det samme som da han fortalte Lillith om det, det her var Kira, det gjorde al ting så meget sværere. Ubevidst begyndte han at pille ved sengetæppet af nervøsitet. "Sagen er...." han tøvede et øjeblik. Var det her virkelig det rigtige at gøre, hvad ville det gavne at fortælle hende sandheden, intet. Men han kunne jo heller ikke stole på at Lillith ville holde det hemmeligt, godt nok havde hun lovet det, men den måde hun havde opført sig sidst de mødtes kunne godt tyde på at hun ikke ville fortsætte med at holde på hans hemmelighed. Og hvis det kom fra Lillith og ikke fra ham selv, ville det bare skade endnu mere. Fortjente Kira ikke også at kende sandheden? "Sagen er.. at jeg er fugl føniks"

[Kira Angel]

Kira forstod ham ike, hun havde da set hans føniks skiggelse. Så hvorfor var det så svært for ham her at fortælle det?
Hun kiggede tævende op på ham, en anelse fortvivlet og bange. Han vidste noget hun ikke vidste, men hvad vidste hun ikke.
Hvad var en rigtig føniks? Indeholdte det noget hun ikke vidste, siden det var så hårdt for ham at fortælle hende det?
Fortvivlelsen og bange anelser spejlede sig i hendes rødbrune øjne. Hun forsøgte at holde øjenkontakten g sagde så lettere angst det ved jeg, jeg så jo din skiggelse? hendes ord ledte mere hen til et spørgsmål, end en konstatering. Hvorofr havde han så svært ved at fortælle det?

[William Quiles]

Han havde næsten regnet med at hun ikke ville fange den med det samme, måske prøve han også selv at udskyde så længe så muligt. Der var ikke mange ting der kunne gøre ham nervøs, men dette var en af de få ting, de var næsten for svært at komme ud med ordene. Han mund føltes efterhånden som om den var fyldt med sand og han kunne mærke en hovedpine bane sig vej. Det skete faktisk oftere og oftere, det der med hovedpinen, han vidste bare ikke hvorfor det var blevet en så frekvent gene for ham. Langsomt åbnede han øjnene og kiggede direkte ind i Kiras rødbrune øjne. "Jeg er ikke bare fugl føniks, jeg er dén fugl føniks"

[Kira Angel]

Kira kiggede først bare undrende på ham, hvad var han?
Hun kiggede måbende på ham, var hun forelsket i en fugl? Hendes øjen flakkede, havde nu ingen fokus og virkde helt fraværende.
Hun lod den ene hånd flyve til hovedet, hovedet rystede kort og hun virkede tydeligt fraværende. Hun lod igen blikket fare op til ham og hu sagde med en lavmældt stemme en fugl? hun vidste ikke helt hvad hans ord helt præcist havde betydet. Det eneste hun lige nu kunne få frem af det han havde sagt, var at han var en fugl. En legendarisk fugl, der styrrede flammer og vidst kunne heale sig selv med sine tårer. Den skulle vidst nok også være temmelig stærk, men hvad det helt præcist betød vidste hun ikke emd sikkerhed. Det eneste hun lige nu kunne forstå var at hendes store kærlighed var en.. en fugl..

[William Quiles]

Selvom at han prøvede at undertrykke det, trak det i hans ene mundvig, kun en skygge af et smil, men stadig der. Sådan havde han aldrig tænkt på det, hvad var han mest, menneske eller fugl. Han startede vel ud som menneske så det var vel hvad han var.. right? Hvem sagde også at en føniks var en fugl, han var vel ligeså meget menneske som alle andre mutanter, han var vel bare en af de første. Han rystede stille på hovedet "Jeg er ligeså meget menneske som alle andre mutanter. Jeg blev jo født som menneske, eller nærmere som mutant...." sagde han roligt og tilføjede så noget mumlende "For nogle få tusinde år siden..."

[Kira Angel]

Tankerne farrede rundt i hovedet på hende, menneske? Fugl? nogle tusinde år siden?
Hendes øjne veg først hen til sengen under hende, til siden og så hen på ham og sådan fortsatte det hele tiden.
Hun kunne ikke samle nogle af sine tanker, nogle tusinde år gammel? Hund vendte blikket imod ham, blev så helt stille i kroppen, hvorefter det hvide af øjnene så kom til syne og hun besvimmede der midt i det hele.
Hun væltede bagover og ned af sengen, landede der med et bump og blev liggende. Der var ganske enkelt sket for meget, for store informationer på en gang..

[William Quiles]

Han begyndte efterhånden at blive bekymret for hende, hun så ikke ud som om hun havde det for godt. Hans frygt blev kun bekræftet da hun for øjnene af ham, vendte det hvide ud af øjnene og besvimede. Det var anden gang på to dage nogen var besvimet på grund af ham. Først Lillith, nu Kira, hvad gjorde han dog forkert. Så hurtigt som hans sårede skulder tillod det, farede han ned ved siden af hende og løftede hende forsigtigt op på sengen igen, mens han hurtigt scannede hende for skadet. Heldigvis var der vidst ikke sket noget alvorligt. Han aede hende blidt på kinden "Kira, vågn op."

[Kira Angel]

Hun vågnede med et sæt g stirede lige in di de smukkeste gyldne øjne. Hun smilte kærligt til ham, men så ko det hele tilbage til ehnd eog ehndes blik gled væk fra ham og ned til siden.
Hun følte sig næsten forrådt som han sad der emd hend eog først nu havde fortalt hvem han virkelig var. Hun elskede ham over alt på denne jord, han var hendes store kærlighed og alligevel havde han ikek fortalt det.
Hun rykkede roligt væk fra ham, gik ned fra sengen af og gik langsomt væk fra ham af. Gik baglænds og rystede uforstående på hovedet. Det kunne ikek passe, hun havde endelig fundet fred i sit sind. Det kørte endelig som på skinder og så skete det her. Hvorfor..?

[William Quiles]

Han smilte beroliget da hun åbnede øjnene og kom til bevidsthed igen, men blev bekymret igen da hun åbentbart ikke ville se på ham. Han skulle ikke have fortalt hende om sig, hvis det fortsatte på den her måde ville han miste hende, akkurat som han frygtede. Se det her var jo grunden til at han ikke normalt lod folk komme så tæt på ham, de ville bare forlade ham så snart de fandt ud af hvem han i virkeligheden var. Han kiggede sørgmodig på Kira og sagde lavmældt "Jeg er stadig den samme jeg altid har været, jeg er ikke en anden person bare fordi du nu ved dette om mig." bedte han hende om at forstå. Han slog blikket ned igen og sukkede "Jeg forstår godt hvis du er vred på mig, og ikke vil kendes ved mig mere."

[Kira Angel]

Hun kom nu helt hen til muren, lod den ene hånd placere der for at fidne fasthed og noget der ikke bare sådan umiddelbart ville ændre sig. Hun placerede dernæst den anden hånd op til hovedet og sagde forvirret og lavmældt en fugl som er et par tusinde år gammel.. Et par tusinde og.. og.. hun vendte forvirret sine rødbrune øjen imod ham og sagde mildt du syntes ikke at det var en mindre detalje du burde havde nævnt noget før? det hel har.. har været en løgn! hun rystede fortvivlet på hovedet, ikke det at han var disse ting. Men at han ikke havde fortalt det. Hun trykkede sig nu helt ind til muren, rullede ned på jorden og placerede så forvirret begge sine hænder imod hovedet. Hvorfor altid hende..?