Forbandet!

[William Quiles]

Han rystede opgivende på hovedet, kunne hun da ikke forstå at han ikke kunne fortælle hende det. Man render ikke bare rundt og fortæller alle og enhver, at man er flere tusinde år gammel. I bedste fald tror folk at man er skør.. I værste fald, nej det ville han slet ikke tænke på, det havde han prøvet. Han rejste sig træt fra sengen og bevægede sig over mod hende "Jeg er ikke en fugl.. ikke mere end du er." Han knælede foran hende så han var i øjenhøjde med hende igen. "Jeg fortalte dig ikke om det fordi... fordi jeg ikke ville skubbe dig væk. Det er ikke engang fordi at jeg kan huske alt fra mit liv. For en 18 år siden fik jeg en indianershaman til at slette min hukommelse. Det er bare det at i de seneste 8 år har jeg oplevet flere og flere syner fra min fortid, i starten var det bare færdigheder, kontrol af mine evner og den slags, men indenfor den senere tid er det også ofte minder, og ikke altid gode minder. Jeg ved mere end jeg synes om og har oplevet mere end hvad der er sjovt. Jeg har været på flugt fra mig selv siden synerne begyndte, 8 år på farten." Han sukkede og satte sig ned ved siden af hende "Du kan ikke forestille dig hvordan det er at se frem til at leve evigt og se alle du elsker blive til støv."

[Kira Angel]

Hun sukkede træt og kiggede forvirret op på ham. Hun ville sådan gerne kunne forstå, men hvordan kunne hun. Hun havde oplevet for meget svigt og der var generelt sket for meget for ehnde her den sidste tid. Hvordan skulle hun kunne tro ham?
En tåre trillede af hendes kind, hun vendte de fugtige øjen imod ham og sagde så med rystende stemme hvorfor.. Hvorfor sker det her altid for mig? hun havde haft en forfærtelige mor, de grorde de grueligste ting imod ehnde. Havde levet på gaden, været voldtaget og nu sad hun her med sit livs kærlighed og han var.. var flere tusinde år gammel. Hvor uheldig kunne hun dog lige være..

[William Quiles]

Han ville sådan ønske at han vidste hvad han skulle sige for at gøre hende glad igen. Han havde jo haft ret hele vejen igennem, det ville ikke gaven noget at fortælle hende om sin sande alder.
han havde bare lyst til at tage hende i sine arme og beskytte hende mod alle livet trængsler. Men det kunne jo ikke alde sig gøre, han tvivlede også på at hun havde lyst til at være i hans arme p.t.
"Fordi de værste ting altid sker for de bedste personer" han kigge op og mod hende igen med et sorgmodigt blik. Det var heller ikke fair at hun skulle opleve så meget skidt på så kort tid.

[Kira Angel]

Endnu en tåre trillede af hendes kind, hun lod den ene hånd føre sig frem til hans, stille og usikkert. Hun lod blikket flakke, vidste ikke hvad hun skulle gøre. Men han var den eneste fyr hun fuldt ud havde betroet sit hjerte til og så..
Hun lod hånden berøre hans mildt, en tåre trilelde mere, hvorefter hun med svag og vaklende stemme sagde jeg stolede på dig! hendes hånd vandrede op af ahsn arm, op til hovedet, hvorefter hun lod sit hovede komme helt hen til hans. Hun berørte hans læber blidt og så ham dybt ind i øjnene og sagde så med en silkeblød, men alligevel hård stemme lyv aldrig til mig igen! endnu en tåre trillede af hendes kind. Stilheden hærgede og alt lå nu ved ham. Ville han tage imod hendes kærlighed, elelr forbande sig selv eller hende..?

[William Quiles]

Hun tilgav ham faktisk for at have holdt sandheden hemmelig for hende. Lige som han sad og troede at alt var tabt, tilgav hun ham. Han ville ikke holde noget hemmeligt for hende, forudsat at det ikke kunne bringe hende i en faresituation. Hun behøvede for eksempel ikke at vide at det højst sandsynligt var en militærskytte der havde beskudt ham og ikke en jæger. Heldigvis havde de ikke fundet ham her. Det var bare så generende altid at være på flugt. Han lænede hovedet mod hendes "Jeg lyver ikke for dig igen, det lover jeg dig" sagde han lavmeldt og kyssede hende blidt.

[Kira Angel]

Kira tøvede selvfølelig med at føre kysset videre, men hvad kunen hun ellers? Hun holdte virkelig af denen mystiske fyr, alt ved ham. Så hun lod hånen glide om til hans nakke, førte kysset mere videnskabeligt an og lod det blive et tungekys. Endnu en tåre trilelde af hendes kind, landede på ham og måtte sige emre end tusind ord. Hun elskede ham sådan at hun ikek kunen gøre andet end at forsøge at tilgive.
Sådan var livet jo, det bestod af tilgivelser og fortrydelser og hun havnede altid lige midt imellem dem begge..

[William Quiles]

Han lod sig rive med af kysset og mærkede en tåre falde på sig, fra Kira. Det havde ikke været hans mening at gøre hende ondt, men han havde også følt at hun fortjente sandheden. Inderst inde frygtede han dog at han havde skadet deres forhold uhelbredeligt, hvorfor kunne han aldrig tage den perfekte beslutning. Fandtes en sådan overhovedet?
Han stoppede kysset og lagde en hånd på hendes kind. "Måske skulle du gå ind og lægge dig lidt, det er meget at tage ind på én gang. Han håbede at hun forstod at han ikke skubbede hende væk, men han kunne godt se at hun nok havde brug for at tænke lidt selv."

[Kira Angel]

Hun kigegde tøvende på ham, nikekde forstående og kyssede ham så kort på munden inden hu rejste sig igen.
Hun vendte sig tilbage imod ham, smilte kærligt og stopede så op. Hendes bli flakekde igen forvirret, ja det var mange informationer lige inden for så kort tid. Hun lod blikket vandre hen på ham igen, stadigvæk blanke og fortvivlede, hvorefter hun så mildt sagde vil du ikke ligge ved mig! hun følte pludselig en gruende angst for at miste ham. Hun ville ikek kunen klare det. Han var hendes et og alt. Alt det gode hun for tiden havde fået, havde han givet. Han havde givet hende troen på livet igen, fået hende til at stole på folk pg åbne op. Hun ville intet havde været uden ham. Blot et tomt hylser uden liv..

[William Quiles]

Han nikkede langsomt til hende som svar og rejste sig op fra gulvet. Med lange skridt gik han hen og lagde armene om hende.
"Jo, det skal jeg nok. Jeg vil altid være der for dig" sagde han stille. Han følte sig udmattet, både fysisk og psykisk, det havde været en hård dag. Først blev han skudt og dernæst var han nød til at fortælle Kira sandheden. Kunne han dog ikke bare få et par dage uden problemer og konflikter, det var så stressende i længden. Han gik over og lagde sig i sengen og løftede armen inviterende.

[Kira Angel]

Kira smilte svagt, gik med ham hen til sengen og lægde sig så helt ind til ham.
Hun lå nu med hovedet imod hans brystkasse, kunne mærke hans beroligende hjerterytme under øret. Hun smilte fraværende, mærkede al fortvivlelsen der nu greb hende ind i en dyb søvn af angst og problemer.
Hun sov kun efter meget få sekuner, der var ganske enkelt sket for meget til at hun kunne holde sig vågen ret meget længere.
Hun sov tungt, men uroligt.
Der ver mareridt, flammer over alt. William, og andre af hendes venner, der med tomme øjne vendte hende ryggen. Hun sad i et hus af flammehav. Alt brændt, hendes hud, huset og hendes følelser der brændte op i røg. Folk vendte hende ryggen, havde ingen følelser og gik bare uden at vende sig tilbage.
Hu stod i huset, brændte og skreg af fortvivlelse. I sengen ved William rykkede hun uroligt på sig, svedte voldsomt og stønende bange..

SOVER//

[William Quiles]

Kort efter han hørte Kira falde i søvn kunne han mærke sine egne øjenlåg blive tungere og det varede ikke længe førend han selv faldt ned i søvnens dybe brønd. Atter en gang blev søvnen afløst af minder, om krig, død, ensomhed. Han blev dog revet ud af sin indre mindepøl af Kira bevægede sig meget uroligt ved siden af ham. Stadigvæk halv i søvne så han flammer over det hele, med Kira i midten. Han rystede hovedet og blev helt vågen. Kira havde åbentbart mareridt, det var det der havde vækket ham. Han rystede hende blidt for at vække hende "Kira.. vågn op, det er okay" sagde han med en beroligende stemme.

((Tænkte på om du er med på et eller andet mentalt bånd imellem William og Kira. Det kunne være skabt da de talte over tankerne som fønikser første gang de mødtes.?))

[Kira Angel]

Flammerne slikkde huset i sit, slikekde hendes hud og brændte voldsomt.
Hun brød ud i et skrig ved siden af William i sengen, tulede rundt og skubebde alt fra sig,f or at komme væk.
Hun anså først slet ikke ahns stemme, men så pludselig rngede den i henes hovede og med ét, farede hun op og gispede hunge angst.
Hendes blik farrede fovildet rundt, hun kunen slet ikke samle sig først, tanker farred ei ehdnes hovdet og hun kunen stadigvæk nlæsten fornemme flammerne imod sin hud..

((jo okay, det lyder meget spændende))

[William Quiles]

Da Kira pludselig brød ud i et skrig og begyndte at slå ud omkring sig, lagde han sine arme fast rundt om hende for at forhindre hende fra at skade sig selv eller ham. Han blev ved med at mumle beroligende ord til hende indtil hun uden advarsel fløj op og var vågen. Han holdt hende stadigvæk fast men blidt og begyndte stille at rokke hende frem og tilbage. "Det er okay Kira, det var bare et mareridt" Han vidste ikke helt hvad han skulle mene om det billede der farede gennem hovedet på ham lige før hun havde vækket ham. Det underligt, og foruroligende.

[Kira Angel]

Hendes åndedrat var hurtigt, næsten gispende og sveden hang på hendes pande som svedperler.
Hun lukkede kort sine øjne i, forsøgte at berolige sit indedrat igen, alt imens hun roligt lod sig rokke af ham. Det beroligede hende meget, hendes åndedrat fandt hurtigt sin vandte rytme igen og hendes tanker og øjne begyndte igen at fine fokus.
Hun sank en klump i halsen, smilte en anelse forvirret frem for sig og sagde så tydeligt lettet det var et forfærtelit mareridt, du skulle havde set det. Med flammer over alt, på huset, møblerne og på.. mig. Folk kiggede bare væk! hun undlod at nævne hvem der havde kigget væk, specielt den del at det havde været hendes allerbedste venner og h ham, hendes store kærlighed William. Det var for foruroligende til at hun selv kunne mene at det var godt at snakke om. Jo mindre han vidste om det, jo mindre kunne han så analysere bagefter..

[William Quiles]

Han lyttede intenst til det hun fortalte, det passede så slående til det billede han havde set. Det måtte være et sammentræf, et meget heldigt sammentræf ganske vist, men alt andet var for utroligt til at han kunne kapere det lige nu.
Han fortsatte med atrokke hende beroligende "Jeg tror godt jeg kan forestille mig det" sagde han med en lidt underlig stemme, det var bare for underligt til at være sandt. "Men det var bare en drøm, drømme kan ikke gøre os noget" sagde han stille og lagde sit hovede på hendes.