Forbandet!

[William Quiles]

Han vendte sig langsomt om og kiggede på hende. Han følte sig ligeså forvirret som hun så ud og han havde intet svar til hende. "Jeg ved det ikke Kira.. men jeg opfattede også noget af dit mareridt." han rystede stille på hovedet. Det ville faktisk ikke være så godt hvis hun nu så alle hans minder, det var hårdt nok for ham selv at opleve alle de ting, for det meste ikke gode ting. Men at hun også kunne risikere at opleve tingene... det gav ham vel bare endnu en grund til at komme af med de drømme, at få låst op for sine minder så han ikke var nød til at lære dem at kende nat efter nat.

[Kira Angel]

Hun stod med forvirringen malet i ansigtet, det kunne ikke passe. Havde de virkelig delt drømme, det var der da ingen evne der bestod af, var der?
Hun lægde uforstående en hånd i håret, vendte blikket imod ham igen og spurgte så i håb om at forstå det her så du så flammerne jeg drømte om? Og dem der døde af.. øhm var det sygdom? Var det drømme elelr minder, for jeg følte at jeg kende dem, men det gør jeg ikke! og og.. kampen, det var.. dig? hun kunne ikek helt finde ud af det, for havde det været minder elelr drømme og hvis det bare havde vret drømme, hvorfor havde hun så følt smerten ved menenskenes død og glæden ved at havde besejret den ældre herre..?

[William Quiles]

Han var næsten bange for at svare at det var minder, kunne han ikke bare skubbe det væk og sige det var drømme, tankespind? Men det ville jo heller ikke være fair over for Kira, havde han ikke tidligere sagt sagt at han ikke ville lyve for hende mere? Han trak stolen ud fra under skrivebordet og satte sig på den. "Det var minder. Det første var et minde fra år 1667, da den sorte død hærgede London. Det andet var fra mit første liv, da jeg første gang overvandt sensei og erhvervede titlen Kensei, sværd helgen." Han vidste ikke om Kira havde nogen ide om hvad betydning titlen havde, men i den tid han selv erhvervede den var det en af de højeste titler man kunne erhverve sig ved evne. Desværre uddøde traditionen også dér, ingen havde nogensinde overvundet ham i en duel, og eftersom han aldrig døde bar han stadig titlen den dag idag.

[Kira Angel]

Hun kiggede først forvirret frem for sig på gulvet, så kort hen imod ham, for så derefetr igen at vende det imod gulvet. Minder.?
Uhh han måte virkelig være gammel.
Hun fjernede forvirret sin hånd fra hovedet, anså det slet ikke, for tankerne i hendes hovede dansede arrigt afsted imod katastrofe. Det var lige lovligt mange indofrmationer på én aften. Hun lod sig dumpe ned på gulvet hvor hun før havde stået, tog en dyb indånding og sagde så halvt fortvivlet til ham 1667.? Det er lang tid siden! hendes blik flakkede forvirret fra side til side, for derefetr igen at vende det imod ham og fortsætte så det var minder? Øhm.... hvordan kan det lade sig gøre?.... Jeg mener.. øh.. hvordan kan jeg.. øhm opleve dine minder? hun kiggede forvirret op på ham, der skete ganske enkelt bare alt for meget. Hun kunne slet ikke samle tankerne nok til at finde fre til hvad der egentligt skete her. Der var komet for mange informationer til at det kunne samles på så kort tid..

[William Quiles]

Han løftede hovedet og mødte hendes blik med sine gyldne øjne. Hvorfor oplevede hun egentlig hans drøm, minde eller hvad fanden det var? Hun havde da ikke nogen telepatiske evner, i hvert tilfælde ikke så vidt han vidste. Han havde heller ikke den slags evner, så hvad kunne ligge til grund for denne drømmedeling?
Han rejste sig op og satte sig hen ved siden af hende. "Jeg ved det ikke helt.. du har ikke tilfældigvis nogen telepatiske evner du ikke har nævnt vel?" spurgte han undrende. Han gik ikke ud fra at hun havde nogen, men det kunne jo godt være alligevel.

[Kira Angel]

Hendes hjerte sprang et slag over ved synet af de smukke gyldne øjne igen, hun sukede drømmende og rystede så krot på hovedet for igen at finde fokus. Ved synet af de venlige smukke øjne, havde hun igen fået mere kontrol over sine tanker og svarede derefter hehe nej desværre! Men kan du.. jeg mener som Fønix, hvad fr nogle evenr har man så alt? hun kiggede spørgende på ham, smilte nu mere roligt frem for sig og afventede så spændt hans svar..

[William Quiles]

Han rykkede sig lidt bagud så han kunne læne sig op ad sengen. Et tankefuldt udtryk kunne tydeligt ses i de gyldne øjne. Han vidste jo ikke helt præcis hvilke evner han havde, det virkede som om han hele tiden fandt nye aspekter af sin mutation. Grundlæggende var der jo det med at skifte form til føniksskikkelse og enhed med ildens element. Men det dækkede ikke engang dét. Dog havde han så vidt han selv vidste ikke nogen telepatiske evner af nogen art, så han var helt på bar bund i den her situation. "Formskift, resistance overfor temperaturer, teleportering, heling, det samme som der står i alle myterne. Men ingen former for telepati."

[Kira Angel]

Hun satte sig ligeledes hen ved siden af ham, op af sengen og kiggede så eftertænktsomt frem for sig. Hun foldede fingrene, knugede dem sammen og foldede dem så igen fraværende ud.
Hun kunne ikke komme frem til en løsning, for han havde mange evner, men ikke rigtigt noget som kunne havde udviklet sig til telepati.
Hun sukkede kort, lyste så pludselig op og vendte blikket spørgend eimod ham og spurgte hva, du kunne dele tanker med andre ik? hun kiggede tænkefuldt på ham, betragtede drømmende igen de smukke gyldne øjne og afventede så spændt hans svar..

[William Quiles]

Han kunne jo ikke dele tanker med nogen, det han gjorde det var nærmere at snakke med nogen... over tankerne. Det var alligevel kun når han var helt forvandlet han kunne gøre det, desuden var det jo en oneway connection, når han snakkede med folk på den måde kunne de ikke svare på samme måde, medmindre de selv havde den evne selvfølgelig.
Han rystede stille på hovedet "Kun når jeg er fuldt forvandlet" sagde han stille. "Hvis vi nu antager at det var det der er sket, så forklarer det jo ikke hvorfor det virker begge veje, min evne fungerer kun den ene vej normalt."

[Kira Angel]

Hun lod igen blikket falde tænktsomt imod sine sammenfiltrede fingre, trak kort på skuldrene for at makere at hun helelr ikek vidste det og sagde så med en halvt mumlende stemme Ja du har nok ret, det ville kræve at vi var nære nok til at tænke som ét sind! Det kan man da ikke! hun trak igen på skuldrene og vendte så straks sine øjen imod ham og sagde med en panderynken eller, kan man? hun kiggede på ham, som et stort spørgsmålsytegn, mere forvirret end afklaret på det hun sagde.Det der før bare havde været en flyvsk tanke, sad nu som noget der måske kunen være løsningen på det hele, elelr kunen det?.

[William Quiles]

Hvad skulle han svare, han havde ingen forklaring, havde han ikke allerede sagt det én gang. Han trak på skuldrene og kiggede ud i luften. Han var ikke vandt til ikke at kende svarene, og det her var enormt irriterende ikke at kunne forklare. "Nogen kan vel" sagde han i distraheret tonefald.
Han trommede ubevidst med fingrene på gulvet ved siden af sig, hans øjne lukkede medens han prøvede at finde et svar.

[Kira Angel]

Hun nikekde kort frem for sig, mærkede selv hvor fortvivlelsen og forvirringen var evd at overtage. Hun kunen virkelig ikke finde svar på det her, måske, hvis de nu lod tiden trække lidt, så kunne de måske komme fre til en løsning senere..?
Hun sukekde krot frem for sig, forestilelde sig den ældre herre og e lidende igen. Hun lod roligt blikket vandre hen på ham, smilte roligt og forestilelde sig hvor meget denne så ung-udseende fyr måtte havde oplevet. Det måte bestemt ikek havde været så lidt.
Han havde jo levet mange gange dobbelt hendes korte liv og hun havde allerede nu, oplevet meget emre end hun lige kunne klare sådan umiddelbart nu..

[William Quiles]

Han åbnede langsomt øjnene og mødte hendes blik. Hendes øjne virkede så fulde af forvirring, han kunne vel heller ikke bebrejde hende at hun var forvirret, hvordan ville han selv have reageret på den bunke nyheder hun havde fået smidt i hovedet på mindre end et døgn.
Men hvad kunne han gøre, han kunne jo ikke vel trække tilbage hvad han havde sagt i aftes, og det der drømmedelingsstads var jo ikke noget han selv kunne gøre for, eller var det. Han sind gik tilbage til den aften de først havde mødtes, Kira havde forvandlet sig til en føniks ligesom ham selv, og de havde talt i deres sind. Kunne det være forklaringen, men hvorfor var der stadig forbindelse mens de var i menneskeskikkelse? Han vidste det ikke.
Han lænede sig frem, lagde en hånd på hendes kind og kyssede hende blidt. "Tænk ikke for meget over det, hvad end det er skal vi nok finde ud af at få tingene til at fungere også selvom vi måske er nød til at dele drømme i et lille stykke tid." sagde han sagte.

[Kira Angel]

Hun smilte kærligt til ham, tanken om at han ville være der ved hendes side, var nok til at hun for en kort tid, kunne smide alle bekymringerne væk og blot nyde momentet.
Hun nød hans kys, gengældte det kærligt og sagde så med en nu mere rolig stemme ja du har ret, vi skal nok klare den! hun smilte glad frem for sig, havde mest af alt bare lyst til at klynke sig ind til ham, mærke hans varme hud imod hendes og mærke hans beroligende kys i en al evighed. Men hun måtte først finde svar, finde ud af hvad der skete og så bare imens nyde at hun havde ham så smuk og dejlig som han var..

[William Quiles]

Han kiggede varmt på hende, havde mest lyst til bare at blive siddende dér sammen med hende, men det ville snart være morgen igen, og han troede ikke at personalet på skolen ville være særligt glade for at han og Kira havde tilbragt natten sammen, også selv om det eneste de havde lavet var at sove. Det var ikke fordi han regnede med at en lærer bare ville brase ind på hans værelse og finde ud af det, men man vidste aldrig hvem af de andre drenge der kunne finde på at sladre. Han kastede et sidste længselsfuldt blik på hende og rejste sig op. "Det er snart morgen, så det er nok bedst at du sover de sidste par timer på dit eget værelse. Ikke fordi jeg ikke gerne vil have dig til at blive, men jeg tror ikke at personalet er helt enig med mig" sagde han med et stille smil og rakte sin arm til hende for at hjælpe hende op.