Forbandet!

[Kira Angel]

Kira lukkede igen sine øjne i, hørte hans stemme og mærkede den beroligende rokken.
Hun faldt mere og mere til ro, mærkede en indre varme som kun han kunne skabe. Hun smilte en anelse usikkert, trykkede sig ind til ham og forsøgte så ihærdigt at glemme disse brændende flammer. Hun forsøgte, men intet virked for nu. Hun måtte vente tiden af, så plejede disse drømme at forsvinde selv.
Hun rokkede med ham, nød hvor beroliget han kunne få hende og sagde så stille og næsten uhørlig forlad mig aldrig..

[William Quiles]

Han kunne igen mærke sine øjenlåg blive tunge og hans tanker sløvedes. Hans greb løsnedes fra omkring Kira og han lagde sig træt tilbage og faldt i søvn næsten som hans hovede ramte puden, han var virkelig træt. Igen blev han hevet ind i gamle minder. Det var ret generende, det skete næsten hver nat nu, det var som om han aldrig rigtig fik nogen chance for at sove ordentligt. Det var igen minder fra den sorte døds hærgen i London, igen så han sine kære blive ramt af sygdommen og gå til for øjnene af ham. Det var det her minde han oftest drømte om, det der mindede ham om, hvorfor at han ikke havde lyst til at leve evigt.

[Kira Angel]

Kira vuggede stille sammen med ham, mærkede igen søvnen hærge hende og gøre hende tung og fraværende.
Hun lukkde sine øjen i, sov trygt. men hurtigt så hun død, frememde mennesker der døde o noget der måtte ligne sygdom.
Hun kendte dem ikke, men følte alligevel en ukendt sorg(hans).
Hun pressede sorgmodigt sien æjne i, klynkede svagt. men lå elelrs mere roligt nu. Hun som som n sten, mærkee sorgen og kunen intet gøre for at rede disse frememde mennesker..

[William Quiles]

Ubevidst følte han en anden tilstædeværelse i mindet, noget der ikke plejede at være det, noget fremmed, men alliegvel velkendt. Han fejede det dog til siden da drømmen ændredes til et andet minde. Denne gang var det et minde fra hans første ungdom, den gang for flere tusinde år siden. Det var en af hans træningssessioner med den gamel sensei, den bedste i landet. Mindet holdte faktisk utrolig stolthed for ham for det var første gang han slog sin sensei i kamp på det højeste niveau. Han fandt det sjovt at folk begyndte at kalde ham Kensei efter det, den eneste han nogensinde ville opfatte som Kensei var sin læremester, ham der havde holdt titlen indtil nu.

[Kira Angel]

Kira så omgivelserne ændre sig, de lev mere rolige og hun følte næsten sig stolt på en elelr anden måde.
Hun forstod det ikek rigtigt, hvcorfor var hun stolt, hun kendte jo ingen her?
Men hun tænkte ikke så meget over det, for følelserne var der bare, nærmest rigtige og ikke til at undre sig så meget over.
Drømmen gik over til brudstykker, glæde og en kamp pludselig. Hun trykekde uroligt sine bryn ned imod øjnene og rykekde hovedet til siden i sengen hvor hun lå.
Hun kunne ikek hode på denne drøm, det var næsten som var den ikke ment for hende. Hun kendte ingen, men følte sig stol og en indre glæde. Den kom nu kun i brudstykker, men var alligevel hel på en elelr anden måde.
Det var underligt og også lige uhyggeligt, for hun kendte ikke til noget i denne verden..

[William Quiles]

Han bevægede sig langsomt ind i templet, det var altid et sted hvor man kunne være i fred, væk fra al larm og kaos. Han spærrede øjnene op da han så en anden person i templet, der plejede ikke at væære nogen på den her tid af dagen, underligt.
Helt opslugt i sit minde genkendte han hende ikke først. "Hvem der?" råbte han ind i mørket. Han gik nærmere og nærmere, da han kunne se hende fuldt ud, trængte hans nutidige jeg igennem og genkendte hende. "Kira..? Hvad laver du her?"

[Kira Angel]

Kira sprang hastigt op af forskrækkelse, da nogen pludselig spurgte om dervar nogen. Men da han så kom med et navn, vendte hun sig undrende op og kiggede lige ind i det ansigt som hun selv havde troet var hendes.
Hun kigegde undrende på ham, tog hånden forvirret til hovedet og sagde så lavmælt og forvirret Kira..? jeg er ik... hun stopepde brat sine egne ord, for da hun havde sagt sit navn, var der alligevel noget velkendt derved.
Hun rettede forvirret sine øjne imod jorden, pressede hånd sine hænder imod hovedet og kunen slet ikke finde ud af hvem hun længere var. Pludselig forsvandt hun, var væk i ca. et halvt minut, hvorefetr hun så selv samme sted igen dukekde op og kiggede forvirret, som var intet sket..

[William Quiles]

Han kiggede undrene på hende, var hun ikke Kira, hun lignede da Kira? Da hun forsvandt gik hans jeg tilbage i mindet og han var igen Nagato. Han blev ret overrasket da en pige dukkede op foran ham ud af den blå luft. Han farede baglæns og trak sit sværd, parat i angrebsstilling.
"Hvem er du?" sagde han behersket. Han begyndte at bevæge sig i en cirkel rundt om hende. "Hvor vover du at forstyrre Kensei når han mediterer. Eller er du måske en ånd, sendt for at vejlede mig?" spurgte han forvirret. var det en ånd, hun var jo dukket op af den blå luft, i mærkeligt tøj. Men burde hun så ikke være gennemsigtig?

[Kira Angel]

Kira kiggede forskrækket på ham, da han pludselig stod der med sværd og ville angribe ehdne. Hun bevægegde sig langsomt tilbage, vidste ikke hevm hun var elelr hvad hun lavede her. Hun troede alvt at hun var ham, men vidste også på et elelr andet sygt punkt at hun ikek var det.
Hun mærkede angsten tage overhånd, hendes krop rystede. Hun vidste at der var noget grueligt galt, vidste at denne smukek fyr ikek burde gøre sådan, men at han alligevel havde sin fulde ret til at gøre det. Hun mærkede følelser der ikke var hendes, men som allligevel føltes rigtige.
Hun pressede forvirret og fortvivlet begge sine hænder imod hovedet, vendte sine blanke øjne imod loftet og skreg så fyld med smerte og agnst og pludselig.. Hun blev mindre, følte sig emre varm og glad. Hun bredte sine prægtige rødbrændnede vinger ud og kigegde så vamrt på ham med sien rødbrune øjne. Hun havde følt forvirring og angst og havde i sin fortvivlelse forvandlet sig til det ene væsen der betryggede hende mest her i verdenen.. En fønix..

[William Quiles]

Pigen blev åbentbart forskrækket over ham, da han trak sit sværd. Så var hun i hvert tilfælde ikke en ånd, de kunne ikke skades af sværd eller kniv. Han trak sig bagud da hun pludselig skreg, bange for at han var komet til at skade hende på en eller anden måde. Hvis hun ikke var en ånd hvad var hun så, hendes tøj var underligt, både materialet og snittet og det var hendes hårfarve også. Var hun en af de der vilde vesterlændinge der var uden tro og evne?
Foran hans øjen forvandlede hun sig pludselig, *åbentbart ikke en vesterlænding* tænkte han i forbifarten. Foran ham stod en flammende rødgylden fugl med rødbrune øjne.
Han faldt på knæ foran fuglen og bukkede fra sine position på gulvet hele vejen ned, til hans næsetip ramte gulvet. Kun det mest respektfulde buk var nok til denne ånd.
"Tilgiv mig, oh du store ånd. Det var ikke min intention at skræmme dig."

[Kira Angel]

Hun kiggede først bare undrende rundt, men hendes forvandling havde givet ehdne nogle minder der trak hende lidt ud af den overbevisning om at hun var William. Hun kiggede undrende rundt i templet, dets bygning og så dernæst på ham som nu pludselig stod og buggede, som var hun en eller anden form for helgen.
Hun kiggede først undrende, små ord dukekd eop i ehndes tanker. Ord som kom fra hendes eget selv. *William, føniks, tusind år* hun anede ikke hvor sammenhængende det egentligt var, for for hende lød det slet ikek logisk. Hun kiggede undrende på ham, som han stod der og bukkede, hvorefter hun med stor eftertænktsomhed sagde Kira, jeg hedder vidst Kira! hun kunen ikek lide ordet ånd, det virkede nærmest dødt og glemt. Så hun havde sagt det færst kvindelige navn der var faldet hende ind..

[William Quiles]

Han håbede inderligt at han ikke havde fornærmet ånden. Hans egen bedstefader havde fortalt ham hvordan forfædrenes ånder kunne bringe lykke og hjælp, hvis man hjalp dem. Men han havde også fortalt hvordan grusomme ulykker var faldet over dem der havde fornærmet en ånd. Men det burde vel være okay, ikke? Han havde jo ikke vidst at pigen var en ånd, han havde troet hun var en vesterlænding.
Pludselig hørte han en stemme runge i sit hoved, ikke sin egen stemme, en fremmed. Kira.. ved dette navn vandt hans nutidige sind igen igennem og William vågnede med et sæt.
Hvad fuck var det der lige var sket, det var den mest underlige drøm han nogensinde havde haft, og det sagde ikke så lidt. Han rejste sig tungt op og gik hen til vinduet for at få lidt frisk luft. Det kølige metal fra vinduets kant beroligede ham en smule, det var lettere at vågne når du havde noget fysisk at minde dig om at du var vågen og ikke stadig drømte. Han åbnede vinduet og lod den kolde natteluft bølge ind over ham.

[Kira Angel]

Kira lå i hans drøm, smilte roligt til ham da han bukekde der. Men pludselig farrede tankerne om hende, hun fanldt in di et virvar af tanker og forviring. inten hang sammen.
Hun resjte sig pludselig op emd et sæt i sengen. Kigede forvirret rundt, hvor var han? Hun havde vidst drømt om ham, havde været ham og samtidig og en ånd. Det flimrede i ehdnes hukommelse. Alt var kaos. Hun havde ikke kendt sigs elv var det vidst noget emd. Men alligevel havde dte været helt logisk at hun var ham og så alligevel ikke.
Hun kiggede hen imod vinduet, der stod han smuk og lige til at holde om. Hu rejste sig op, trær og fortumlet at forvirrende tanker og gik hen og lægde sine arme om ham bagfra sov du godt? Jeg havde selv den underligste drøm! hendes stemme var rolig og afslappet af søvn..

[William Quiles]

Han hørte Kira vågne og bevæge sig hen mod ham. Han lukkede øjnene mod den kølige luft og sukkede. Han mærkede hendes arme omkring ham og opfattede kun vagt hendes ord, så forvirret var han lige nu. "Jeg sov.. men jeg fik ikke så meget hvile." sagde han stille. Inderst inde vidste han godt hvad der lige var sket, han kunne jo godt finde ud af at lægge to og to sammen. Først ser han et glimt af hendes drøm, derefter dukker hun op i hans. Spørgsmålet var bare hvordan, og hvorfor.
"Jeg gætter på at drømmen foregik i et tempel, du var en føniksånd og jeg bukkede for dig?"

[Kira Angel]

Kira kunne havde væltet besvimmende om igen, for hvor i alverden vidste ha det fra. Hun tænkte sig forvirret om, ja hun havde bukket sig fopr ham, men havde også næsten følt at hun havde været... Ham..
Hun kiggede forbavset frem for sig, hun havde været ham, havde været i hans drøm, med hans følelser. Hun lod sine hænder løsne sit bløde greb om ham, bakkede roligt tilbage og spurgte så med en noget forvirret stemme men hvordan? Hvordan kan det lade sig gøre? hendes rødbrune øjen farrede fra side til side, for at finde en forklaring, men lige meget hvor meget hun anstrengte sig. Kunne hun hverken finde hoved eller hale i det..