When you let hours pass

[Candy Sweet]

Candy kunne sagtens mærke hans bankende hjerte mod sit bryst, og hårne fra hans pels der trængte igennem hendes tøj og diskert kilded hende, men hun ænsede det kun som en let prikken ved siden af den fuldenthed der for igennem hendes krop lige nu. At der overhoved fantes en sådan følelse af komplethed. Let som en fjer kunne hun bare svæve op i hans arme som på en lyserød sky, og hvis hu faldt viste hun dybt nede at han ville være der og gribe hende igen. Hun viste hun aldrig ville ramme jorden igen, så længe han var nær.

[Mitch]

Langsomt efter et så langt øjeblik brød deres kys roligt op. Det var som langsomt at vågne fra en drøm og i det samme han åbnede øjnene og så hendes fredfyldte ansigt, mærke hendes i hans favn og følte hendes arme om ham, falde ind i en anden. Han kunne næsten ikke tro på at dette var virkeligt, at hans øjne ikke snød ham men han vidste at det var for godt til at være en drøm og hans følelser snød ham ikke. Han lukkede stille øjnene igen og lod forsigtigt sit pelsede hovede hvile ved hendes skulder, så det var sådan det var i eventyrene når prinsen forelskede sig i prinsessen, og forelsket var han, han ville ikke give hendes nærvær væk for noget andet, det vilde dyr der rasede i ham var som med et tæmmet og skrumpet ind til en lille killing der gerne ville nusses

[Candy Sweet]

Candy begrevede sit ansigt i den bløde pels på hans skulder med et elskende smil og et lille hemmelighedsfuldt glimt i øjet. Disse følelser var hendes, og hun ville gemme dem et hemmeligt sted inden i sig, så ingen kunne tage dem. Så hun kunne tage dem frem og nyde dem, mindes dem, når hun følte sig nedtrykt. Aldrig ville hun glemme den følelse af fuldendthed. Hendes fingre begravede sig roligt i pelsen omkring hans nakke. Hun kunne sidde der i hans farvn i al evighed. Som om alt andet blot mistede sin mening og betydning, hvis hun bare kunne blive i hans favn.

[Mitch]

Han nød det dybt inde og helt uden på, spandt blidt ved følelsen af hendes hænder der begravede sig i hans pels. Han løftede stille hovede en smule og gav hende endnu et blidt klem ind imod sin masive krop og smilte stille mest til sigselv "tak.. " hviskede han stille" tak for at have givet mig en mening.. en forståelse af denne tilværelse " hvisked ehan, ordene var ikke meget andet end en hvisken men han mund var også tæt på hendes øre

[Candy Sweet]

Det gippede svagt i Candy da Mitch pludselig talte, helt uden stammen eller nervøsitet. Hans ord ramte hende dybt, gik ind og gemte sig sammen med følelsen hvor ingen kunne nå den. Hun gengældte hans klem "Det er mig der takker. Jeg troed aldrig jeg skulle føle mig rigtig tryk igen, men... Det gør jeg nu" hviskede hun stille tilbage og kunne mærke hvordan tårene næsten pressede sig på. Hun havde ingen jordforbindelse og ingen kontrol selv, og alligevel... Alligevel havde hun aldrig følt sig trykkere.

[Mitch]

Han smilte sit blide kærlige smil og kunne se hvordan hendes øjne fugtede, han havde selv samme følelse og kunne selv mærke følelesen af tårene der pressede sig på. Han lukkede stilel øjnene for at skjule det og lagde blidt sin læber mod hendes mere kærligt end nogensinde, han klemte hende kærligt ind til hans mægtige krop, bare tanken om at hun følte sig tryg hos ligesom han følte sig klar til alt hos hende, han var lykkelig, det var det eneste ord der kunen beskrive det, lykkelig.

[Candy Sweet]

Candy blinkede tårene væk og gengældte kysset lidenskabeligt. Det var underligt at kysse sådan en pelset mule, lidt som at kysse et tøjdyr, men hun var ligeglad! Hans varme og kærlighed var mere ægte end noget andet. Kunne man andet end beundre den uskyld, den hudløse ærlighed hun havde set i hans aura? Nej. Den var unik, enestående og så uendelig smuk, uden sammenligning med noget eller nogen hun nogensinde havde set før.

[Mitch]

Han holdt hende tæt indtil sin pelsede krop imens en enkel af hans varme tårer undslap hans øjenlåg og dalede ned på hendes kind, han lagde ikke selv mærke til det, han kunne slet ikke forstå hvorfor hans tårer løb sådan, han var jo gennemført lykkelig, det gav ingen mening gjorde det? efter et par sekunder der havde føltes som et lykkeligt år. Han åbnede stille øjnene og så i hendes øjne imens en kølig aftenbrise strøg igennem haven og han gøs kort men veg ikke sit blik fra hende " måske.. vi skulel se at komme ind i varmen igen? " hviskede han stille

[Candy Sweet]

Candy smilte kærligt til Mitch og tørrede blidt hans tåre væk "God ide. Vi kan jo ikke have du begynder at fryse" sagde hun med et mildt grin. Hun følte sig lidt som Bell fra Skønheden og udyret, selvom hun langtfra kvalificerede sig som en 'skønhed' og Mitch på ingen måde var et udyr. Men var udyret ikke blot uretfærdigt frygtet og misforstået? Og var Bell ikke blot en pige der så tingene som de var? En sjov tanke. Men var det ikke noget med at Bell døde i den rigtigte historie? Eller var det Ariel i Den lille havfrue? Candy skubbede tanken væk. Hun kendte kun disney udgaven, og den endte jo altid lykkeligt alligevel.

[Mitch]

Han gav en let dyb latter og smilte til hende " det var nu mere på grund af dig " mumlede han stille og smilte til hende og fik en spøjs ide, selv var han jo ret træt af at gå. Han svingede hende elegant og sikkert om på hans ryg " hold nu godt fast ikke? " sagde han stilel med en let latter og kom ned på allle fire og sikrede hendes arme om halsen på ham, hun vejede ikke nok til at kunne kvæle ham alligevel, og satte langsomt i fart med en tigers elegance og muskelstyrke og løb i højt tempo henover jorden imod skolen, han elskede at løbe sådan her, det føltes utrolig frit, han sprang fra jorden op og greb med et fast greb om tykke grene og svang sig afsted og sprang i højt fart på sin vilde gang mod skolen men var dog forsigtigt for ikek at tabe hende, han vilel gerne give hende en oplevelse udover det sedvanlige til fods

[Candy Sweet]

Candy smilte blot til ham "Det ved jeg da godt" sagde hun mildt. Det var temmelig åbenlyst at han nok ikke frøs med alt den pels! Da han svang hende om på ryggen, gav hun et forskrækket råb fra sig, og holdt automatisk rundt om halsen på ham, værende det eneste sted hun kunne nå rundt om ham, og klemte sig forsigtigt fast med knæne. "Hvad laver du?" spurgte hun forvirret med en let lattermild stemme og fik store øjne da han begyndte at gå ned på alle fire "Det gør du bare ikke!" men knap havde hun fuldtendt sætning, da han begyndte at løbe klyngede hun sig fast i frygt for at falde af, men som den første forskrækkelse havde lagt sig, og hun havde vended sig lidt til farten begyndte hun at le. Først var det bare et stort smil, men det bredte sig hurtigt til glad latter der blev fanget i vinden.

[Mitch]

Han grinte højt og højt og varmt og følte sig endnu mere varm da han hørte hendes latter imens han konstant var sikker på at hun hang fast om han kæmpestore hals. Kulden var faktisk blevet lukket helt ud af hans sind og tanker imens de nærmede sig skolen, han havde ikek sin trøje på længere men det gjord eikke noget, han var ligeglad med hvad alle andre syntes om ham ligenu. Han satte hende forsigtigt ned på fliserne foran døren og ventede til den værste svimmelhed over turen måtte have lagt sig og åbnede gallant døren ffor hende " efter dig " sagde han med et stort grin


//out

[Candy Sweet]

Candy havde svært ved at holde op med at le, selv da han havde sat hende ned. Da latteren endelig fortog sig, og hendes ben holdt op med at ryste, var der dog stadigt et bredt smil tilbage "Tak for turen!" sagde hun lattermildt og betraktede ham da han elegant åbnede døren, som en sand gentelmand "Takker" sagde hun glad og gik roligt indenfor, og ignorerede de par elever der stadig stod med åben mund og så efter dem, som om de var spøgelser.

//OUT END