When you let hours pass

[Candy Sweet]

Candy så op på ham igen med et sæt. ”Du er ikke mere dyr end du er menneske” sagde hun fast. Hans aura var ikke den af et dyr, eller heller et menneske. Den var begge dele. En perfekt balance mellem man og dyr. Udenpå lignede han måske et dyr, men indeni bankede et menneskeligt hjerte, indeni vandrede menneskelige tanke, idéer, håb og drømme. Hun kunne se hans smerte og den sårede hende dybt inde, selvom hun ikke viste det. Hvordan kunne nogen dog behandle sådan en blid og venlig person, på en så grusom måde?

[Mitch]

Han sukkede stille " du er heldig.. at have en famillie.. at have et liv.. ike alle de kvaler som jeg er bleve ynget medgennem årene " sukkede han stille, hvis det hun havde fortalt ham var sandt så misundte han hende det liv hun havde, i modsætning til hans, hans forældre havde solgt ham og han havde undergået tortur næsten dagligt og hans hjem havde væet en lille celle med en udslidt madras, det var vist et vidunder at han ikke var gået fra forstanden

[Candy Sweet]

Candy kiggede ned igen "Jeg havde en familie..." sagde hun stille. Hun ville ikke kunne se dem igen. Hun viste ikke engang hvad de tænkte om hende længere! De måtte jo havde set nyhederne. Hvordan havde hendes mor ikke reageret over at se sin datter, efterlyst på den måde? Hun så op på ham igen "Undskyld, jeg skulle ikke have spurgt.. Jeg fatter bare ikke hvordan nogen kan behandle sådan en flink fyr så forfærdeligt"

[Mitch]

Han smilte skævt " det gør ikke noget, det var migselv der bragte det på bane " sagde han stille og sukkede, de var vidst begge to fanger af deres fortid, den her skole begyndt efterhånden mere at ligne et fængsel, de kunne ikke bevæge sig udenfor murene.. MEDMINDRE! han kom i tanke om noget som Warrenhavde fortalt ham " har du hørt om sådan nogle ure eller sådan noget der kan ændre ens udseende? spurgte han hende

[Candy Sweet]

Candy rystede lidt på hoved. Hun havde jo ingen problemer sammenlignet med ham. Hendes liv havde været, og var en dans på roser. Derfor havde hun ikke kunne bringe sit eget… problem på banen. Det ville simpelthen virke som vand ved siden af. ”Ure? Nej, desværre ikke… Meen jeg har set en del folk her på skolen der bestemt ikke så ud som de burde” sagde hun og smilte op til ham ”Jeg lagde godt nok ikke mærke til om de havde det samme ur!”

[Mitch]

" Jeg tænkte bare på.. hvis vi kunne få fat i sådan nogle så ville folk i byen jo ikke kunne genkende os og.. øhm..ja.. så tænkte jeg på.. " han tv stille og kløede sig i nakken og så rundt i rummet nærmest som efter noget til at hjæle ham med at tale, for lig nu havde han masve problemer med sit ordforråd

[Candy Sweet]

Candy smilte ”Jeg tror nu der er andre der har mere brug for dem end mig… Jeg kan sagtens gå ude, jeg kan bare… forklæde mig eller et eller andet” sagde hun roligt og trak lidt på skulderne. Det var jo ikke fordi hendes hud var som kviksølv som Cesselys, eller at hun havde pels ligesom Mitch. Hun så forsigtigt op på ham ”Men hvad var det du tænkte på?” spurgte hun varmt, og var glad for at de havde fået skiftet emne.

[Mitch]

" ehh " en svedperle dryppede diskret fra hans pande ned på jorden " altså.. jeg tænkte på om.. øh.. om du måske ville.. gå ud.. med i byen en aften.. ellr noget i den stil.. med mig.. " det var helt ekstremt svært at få ordene frem over tungen men han ville virkelig gerne spørge hende selvom han ikke klarede det ret godt

[Candy Sweet]

Candy så op og smilte varmt til ham. Han inviterede hende ud, eller han prøvede i det mindste! ”Mitch.. Det vil jeg meget gerne” svarede hun smilende. Han var virkelig den generte type. Hun var faktisk rimelig imponeret over at han ture spørger en kvinde ud som han knap nok kendte. Hvis hun havde været i hans sko, ville hun hvert fald ikke have turet! Men nu var hun fra naturens hånd velsignet sådan at hun var af det køn der oftest blev inviteret.

[Mitch]

Han smilte pludslig bredt til hende og følt sig lettet, ja næsten flyvende " virkelig? jeg.. øh.. tak.. hvornår har du tid? " han talte aaalt for hurtigt og pludrede og stammede og måtte virkelig kæmpe for at det i det hele taget kunne forstås, hun ville rent faktisk gå ud med ham?! de var for godt til at tro, han glædede sig allerede

[Candy Sweet]

Candy smålo kort ”Rolig, rolig! Jeg forstår ikke et ord af hvad du siger!” afbrød hun ham smilende ”En gang til, laaangsomt tak”. Hun fangede kun halvdelen af hvad han sagde, og det hun fangede gav ikke meget mening! ”Der er ingen grund til at være så nervøs! Altså, hvis jeg ikke gad dig, var jeg jo nok smuttet lidt før ikke?” sagde hun og blinkede til ham med et smil.

[Mitch]

Han smilte stille og nikkede og tog en dyb indånding " ja.. undskyld.. jeg har bare aldrig sådan.. inviteret nogen ud før " sagde han stille lidt mere afslappet, den sidste kommentar havde nu også hjulpet på det, for som hun selv sagde, hvis hun ikke gad ham hvorfor så blive? " øhm hvor var jeg, nåh jo.. hvornår har du tid? " spurgte ahn så igen lidt mere roligt og smilte undskyldende

[Candy Sweet]

Candy smilte varmt, men måtte se ned i gulvet igen for at undgå hovedpine "Det er da ikke noget at undskylde for" sagde hun venlig og smilte. "Det er ikke ligefrem fordi jeg har haft tid til at melde mig til aktiviteter eller noget sååå... Har sådan set tid hele tiden" sagde hun små grinende. De få dage hun havde været der havde knap været nok til at finde rundt på stedet! Men det ville blive rart at komme ud, at lave noget andet, at få tankerne lidt væk fra det hele!

[Mitch]

Han smilte bredt til hende og havde mest af alt lyst til at juble. " jamen. såå.. vil du mødes med mig i morge klokken 8 foran Caféen? " spurgte han og kæpede fortsat for at holde sig i ro. Det var for fantastisk! hun havde rent faktisk sagt ja til at gå ud med ham! nu skulle han nok sørge for at forkæle hende!

[Candy Sweet]

Candy smilte ned i jorden "Jo, det lyder fint! Men er du sikker på du kan få sådan et ur så hurtigt?" sprugte hun roligt. Ikke for at være en lyseslukker, men der var visse reelle forhold man blev nød til at tage højde for. Måske var det noget de skulle til at bestille hvem først? De viste jo ikke engang om de overhoved fandes! De havde antaget det, men de kunne jo ikke være sikre, før han havde snakket med rektor, eller en anden der måske havde et.