When you let hours pass

[Mitch]

" Altså jeg snakkede med en dreng om det o han agde at det var noget man kunne få udleveret og at han avde et jeg godt måtte låne fordi han ikek selv havde brug for det " sagde han stædigt smilende til hende og tænkte på om hun stædi havde ondt i hovedet, det måtte da være noget så træls, men det var faktisk af samme grund han havde vagt caféen, der kom ikek nært så mange sm på restauranter.

[Candy Sweet]

Candy smilte og så forsigtigt op "Super! så er det en aftale" sagde hun men blev nød til at kigge ned igen "Det er Café Cross ikke?" spurgte hun så roligt. "Jeg er ikke rigtig lokaltkendt her omkring endnu" fortsatte hun så med et lille grin. Det var nu også rart lige at være sikker eftersom der var, hvad, hundredevis af caféer i Wasington? Sikkert også flere.

[Mitch]

Han smilte bredt (hvilket blot så ret mærkværdigt ud på hans pelsede ansigt) og nikkede " jo det var den jeg tænkte på " sagde ahn venligt og smilte ned til hende, han fik næsten medlidenhed med hende at hun var nødt til at se ned hele tiden " øhm.. måske skulle vi gå ud herfra? " spurgte han hende eftertænksomt

[Candy Sweet]

Candy smilte "Kanon. Den ved jeg godt hvor ligger" konstaterede hun glad. Det ville havde været lidt besværligt hvis det havde været en eller anden café i den anden ende af byen. Da han spurgte om de skulle gå så hun igen op og nikkede "Det ville være rart". Hendes smil blev en smule bredre da hun så hans smil. "Inden jeg får hold i nakken af at se nedad!" kommenterede hun så. Nogen ville måske finde det store pelsede bæst uhyggeligt eller skræmmende, men hun synes nu han var kær. En stor, blød killing.

[Mitch]

Han smilte stille og rejste sig og rakte sin pelsede pote blidt frem mod hende så hun kunne trække sig op og havde noget at støtte sig til, han kunne godt huske hvordan hun nær var faldet da de gik ind, efter det skyndte han sig med den anden hånd at få den første dør op

[Candy Sweet]

Candy tog roligt imod hans pote og kom på benene uden de store problemer. Hun viste hun ville vakle lidt, og kunne tage en smule højde for hende. Det var altid et helvede at skulle rejse sig op når man var svimmel! Hun støttede sig til ham de første par skridt, men havde derefter genvundet sin balance "Tusinde tak" sagde hun roligt og gik ud igennem den første dør da han åbnede den, og stod klar til at åbne den næste, så de ikke behøvede at stå klemt i den lille midtergang.

[Mitch]

Han smuttede hurtigt ind i midtergangen og lukkede døren efter sig og klemte sig igen sammen de få sekunder der gik fø den næste dør ville gå op for at de ikek behøvede så så sammenklemt, det her rum var tydeligvis ikke bygget til at huse en så stor skabning som hamselv, og så var han samtidig så genert at hvis de stod så sammenklemt ville han bare blive helt forfjamsket

[Candy Sweet]

Idet han lukkede døren åbnede hun starks den anden og skyndte sig ud så han kunne være der. Hun holdt roligt døren mens hun tog en dyb vejrtrækning og lukkede døren igen idet han var kommet ud. "Kender du sådan lidt af området, eller skal vi bare gå, og se hvad vi finder?" spurgte hun smilende og varmt. Hun havde allerede fået det meget bedre. Den friske luft og de betydeligt færre auraer hjalp godt på det og hvordan kunne hun blive i skidt humør med sådan en kaskade af jublende, glade og ellervilde farver lige foran sig?

[Mitch]

Han smilte og trak på skuldrene " Vi kan vel bare traske lidt rundt på må og få? " sagde han med et varmt grin og smilte til hende, det var virkeligt en underlig følelse at være så tæt på en anden person som enda havde fuldt udsyn til støstedelen af hans mærkværdige - hvis ikke uhyggelig - krop og stædig så var hun så sød imod ham og nu skulle de enda ud ammen, han følte han kunne klare alverdens triste farver ligenu

[Candy Sweet]

Candy nikkede og smilede "Lyder som en plan!" sagde hun med et lille smil og begyndte stille at gå langs den første og bedste sti. Hun anede ikke hvor den første hen, eller hvilken retning i forhold til skolen de gik lige nu. Selvom skolen var høj, så var deres udsyn spærret af buske, træer og ligende lige i øjeblikket. Men det gjorde hende nu ikke noget. Nogengange var det hyggeligere bare at vandre lidt på må og få.

[Mitch]

Han smilte varmt og gik ved hendes side og så rundt, der var ikke et meget liv omkring m, måske et par fugle hist og pist og en ræ eller et pindsvin i en busk men ellers intet der kunne forstyrre dem. Han smilte stille og tog pludselig sigselv i at gå og spinde. Han fik huigt dine knurhår iro og blev en smule orfjamsket " erh.. undkyld " mumlede han stille da han fik den vibrende lyd af spinden under kontrol

[Candy Sweet]

Candy lagde knap mærke til hans spinden i starten. Det lå blot som en baggrundlyd. Det kunne være en kat det lå i en af buskene! Men da det blev ved tog hun notis af det. Det var da også alt får højt til at være en kat?! Hendes blik faldt stille på Mitch og hun smilte kærligt for sig selv og kiggede væk igen, men lyttede stadig til hans rolige spinden. Da den så pludeselig stoppede kiggede hun op på ham igen "Det skal du da ikke undskylde for" sagde hun muntert "Jeg synes faktisk det er lidt kært, og meget beroligende" fortsatte hun så, stadig smilende varmt til ham.

[Mitch]

Han rødmede igen men så stort så pelsen i hans ansigt næsten blev lyserød " heh..ta-tak.. du er da også kær " sagde han stille og smilte til hende, han kunne godt mærke hvor dumt den kommentar havde lydt men der var ikke noget at gøre, han kunne ikke spole tilbage selvom han gerne ville. Han begyndte igen ubevidst at spinde lavt igen og fokuserede på stien foran sig fordi han næsten ikke turde se på hende

[Candy Sweet]

Candy rømede selv en smule mens hun lo mildt over hans kommentar. Han var da nok den kæreste! Hendes latter var på ingen måde hånende eller nedladende, blot en mild, venlig latter. "Hvor er du sød" sagde hun så med et varmt smil, der blev en smule bredre da hun så hvor meget han rødmede, ikke blot i ansigtet med også i auraen. Det var altid en helt særlig oplevelse når folk rødmede. For ikke blot blev deres ansigter rosa, men hele sfæren omkring dem fik nøjagtig samme farve. Hun lukkede øjnene et øjeblik og lyttede blot til den dybe, blide rumlen af hans spinden inden hun åbnede dem igen med et lille, smilende suk.

[Mitch]

Han smilte stille for sigselv og følte sig mere veltilpas end nogensinde. han kiggede stille på hende fra øjenkrogen og tog en god portion mod til sig og tog forsigtigt hendes hånd så blidt han kunne i sin egen store pelsede lune pote og drejede hovedet i den mdsatte retning somom han havde set noget i buskene eller sådan noget, faktisk var det kun fordi han ikke turde se på hende