When you let hours pass

[Mitch]

Han nød øjeblikket så meget han kunne, følelsen af hendes varme fingre der begravede sig i hans bløde pels og det blide næsten umærkelige klem i hans hånd, han gengældte ved blidt at stryge hende ned af ryggen og holde hende tæt på sig. Som hun havde forudset brød det efterhånden langsomt op efter cirka 10 sekunder og mens deres ansigter igen havde cirka 4-5 centimeters afstand åbnede han stille sine øjne og så på hendes ansigt, hun var utrolig smuk, i hans øjne kunne hun ikke samlignes med nogen. Han havde mistet alle ideer om ord der kunne passe til situationen, han så bare på hende meed sin blide øjne og var ellers stum

[Candy Sweet]

Candy stod blot og stirrede ind i hans øjne, mens hun langsomt sænkede sig selv ned på flad fod igen. Øjeblikket var ovre, men den varme følelse brusede stadig inden i hende og fik hendes krop og sind til at føles så uendelig let. Det føltes så rigtigt, selvom de kun lige havde mødt hinanden. Måske var hun bare desperat, famlende effter en hånd i mørket, og havde grebet den første og bedste. Men så igen.. Måske ikke? Hånden på hans kind gled langsomt ned igen, og hun kunne mærke hvordan hendes fingre slap pelsen og føltes kold ude i den fri luft. Hendes blik flakkede en smule inden hun genert slog det ned og kiggede på jorden. Dog var hendes hengivne smil ikke til at tage fejl af.

[Mitch]

Det tog ham ikke lang tid selv at slå blikket ned, han fælte sig lidt underligt til mode, han følte sig varm og hans blod brusede og alting kildede. Han blev hurtigt bevidst om at han stadig halvvejs holdt om hende og da hun gik ned på flad fod brugte han det som undskyldning for blidt at lade sin pote forlade hendes ryg og dinge ved hans side. Han følte sig pludselig utroligt malplaceret og genert selvom han virkelig havde nydt øjeblikket og han holdt stadig blidt hendes hånd i sin og gav den et forsigtigt strøg med tommelfingeren

[Candy Sweet]

Candy kunne ikke få et ord frem, og selv hvis hun havde kunne, ville hun ikke ane hvad hun skulle sige. Tankerne begyndte langsomt at overtage, som den søde rus trak sig tilbage. Havde det nu været klogt? Var det her et af de spontane øjeblikke der blot ville ende i mere skade end gavn for dem begge? Eller ville det blomstre? Spørgsmål alle stillede i en sådan situation, men som ingen havde svar på. Spørgsmål om følelser, liv og måske lidt om kærlighed? Havde den særlige blå farve hun havde skimtet virkelig været DEN blå farve? Eller var det noget hun bildte sig ind? Kunne det havde været den særlige blå man kun så hos en der var forelsket? Eller havde det været en af de hunredevis af andre blå nuancer, der kunne betyde alt mellem himmel og jord?

[Mitch]

Han rømmede sig uhyre lavt og uden den store effekt, han følte stædig han havde en mursten galt i halsen. Han prøvede at finde på noget at kunne sige men han kunne ikke, desuden havde han næsten gættet at hun udmærket kunne gennemskue hans nervøsitet og forlegenhed med hendes evne. Den blå farve hun måske syntes at have spottet var dog i sandhed rigtignok, al den varme han følte og genertheden og den kildrende fornemmelse, han var helt væk i hende, dybt og håbløst forelsket i hende.

[Candy Sweet]

Candy ture ikke se op. Hvad hvis hun havde set rigtigt? Hvis hun ikke kunne leve op til det han måske forventede? Hvis hun nu ikke følte det samme når det kom til stykket? Hun kunne mærke hvordan hendes hænder stille begyndte at ryste, selv i hans blide greb. Hvor ville hun ønske hun kunne se sin egen aura, bare en gang imellem! Hun bed sig diskret i læben. Hun skulle jo se det før eller siden. Langsomt løftede hun blikket tilbage op på ham, og blev total lamslået af synet der mødte hende. Hun blev helt blød i knæne og hendes hjerte sprang et slag over. En underlig til bare at kramme ham og aldrig give slip igen bredte sig langsomt og sneg sig ind på hende. Hvordan kunne nogen da nogenside finde på at gøre nogen så elskelig ondt?

[Mitch]

Han kunne svagt mærke hvordan hun rystede og kunne igen mærke nervøsiteten skylle ind over sig, mon hun følte ligesom ham? han kunne se hun langsomt vendte blikket tilbage mod hans og igen rislede koldsveden over hans ryg og gav ham gåsehud da han igen så hende dybt ind i hendes øjne, hvad skulel han gøre? han havde lyst til at tage hende i sin arme eller måske kysse hende igen, fortælle hende at han ikke ville være istandtil at slippe tanken om hende, at han altid ville være hos hende og beskytte hende, men han kunen intet, han så blot dybt ind i hendes øjen og var ude af stand til at gøre eller sige noget ligemeget hvor meget han ville

[Candy Sweet]

Da deres øjne igen mødtes kunne hun mærke hvordan hendes hjerte igen begyndte at danse. Kunne det være andet? Hun skubbede tankerne væk og lod sig blot fortabe i hans blik. Hendes tanker forvirrede hende bare. Hun skulle ikke lytte til sin logik, men til sit hjerte. Det kunne være svært at forstå, men det var det eneste hun kunne gøre. Hun lagde forsigtig sin frie hånd på hans am "Du behøver ikke være så nervøs. Hvis jeg ikke gad dig, var jeg nok smuttet for længe siden, ikk?" hendes ord kom næsten helt bag på hende, og var roligere end hun i sine drømme havde ture håbe på. Hun havde frygtet at når hun endelig genvandt talens brug ville hun stamme og komme til at lige et fjols. Men hendes stemme havde været så rolig, så betrykkende, at hun ikke ville havde troet det var hende egen, hvis ordne ikke havde forladt hendes mund.

[Mitch]

Han lyttede stille til hendes stemme og nikkede næsten umærkeligt, hun havde jo nok ret. Han koncentrerede sig for at ryste noget af al nervøsiteten af sig og åbnede munden for selv at sige noget men han kunen ikke, der var ikke noget der lød rigtigt så han lukkede stille munden og gik over til at lade hjertet tale istedet for munden og sneg blidt hans arm om hende og holdt hende forsigtigt tæt indtil sig uden at slippe hendes øjne, han krympede sig også lidt ved at bøje i knæerne så de var tættet på hinanden og deres ansigter næsten lige ud for hinandens

[Candy Sweet]

Candy kunne ikke lade være med at smile da hun så nervøsiteten fortrække sig stille og roligt. Så havde hun da ikke kvajet sig helt. Det hjalp også på hendes egen nervøsitet, og hun holdt op med at ryste. Hun kunne mærke hans store bankende hjerte, da de stod helt tæt, og kunne ikke på nogen måde få sig selv til at bryde øjnekontakten. Hun skulle vel bare få det sagt? Fire små ord, det var vel ikke så svært! Og dog føltes det som om hun var ved at kvæltes da hun stille fugtede sine læber. Men der kom stadig ingen ord ud. Han viste hun kunne se hans følelser, så han behøvede ikke sige et ord. Men her hvor de stod så tæt, var det så overhoved nødvendigt?

[Mitch]

Han kunne se at hun fugtede læberne og vidst ville sige noget men der kom ikek andre lyde fra hende end hendes vejrtrækning, han så hende fortsat dybt i øjnene i tvivl om hvad han skulle gøre, de kunne vel ikke bar stå og stirre på hinanden for evigt? han tøvede og tænkte noget mere for igen at tøve før han tilsidst igen trak alt sit mod til sig, han lod blidt sin pote glide op af hendes ryg til hendes nakke og gav hende et blidt smil før han sank en klump og kyssede hende, ikke ligesom før hvor det havde været et nervøst og forsigtigt førstegangskys, denne gang var det af den slags der talte selv uden ord, det var blidt og kærligt og stædig dog forsigtig

[Candy Sweet]

Candys havde det som om alt omkring dem stoppede. Der var kun ham og hende. Hun lukkede blidt øjnene i da hun mærkede hans hånd ved sin nakke og hans læber mod hendes. Et fortryllende øjeblik hvor hun lagde armen om hans nakke og gengældte kysset, gengældte de kærlige, blide følelser i det. Alle taker var væk, og tilbage var der kun følelsen af de to sammen. Som om det altid havde været meningen, som om alt de havde gjort havde ledt op til det øjeblik.

[Mitch]

Han holdt blidt om hende og holdt det følelses ladede kys, han vilel og kunne ikke slippe hende, hun var som en del af hans sjæl, som var han ikke hel, ikek sigselv uden hende, han var nødt til at have hendes og føle hendes nærvær. han mærkede armen og sin nakke og trak hende blidt helt ind til sig og øjeblikket, følelserne, tankerne, og emst af alt nøs han hende, han kunne ikke lade være med at se besværet i den måde de stod på og efter lidt tøven slap han blidt hendes hånd og lagde sin arm in under hendes knæhaser og løftede hende uden det store besvær op i hans arme og holdt hende tæt uden at bryde deres kærlige kys mens han rrettede sig til sin fulde højde igen og stod med hende, pigen han elskede i sine arme, det var som en drøm, en længe glemt drøm om at være prinsen på den hvide hest med den smukke prinssese

[Candy Sweet]

Candy kom med et lille forskrækket gisp da han fejede benene væk under hende og samlede hende op, dog lykkedes det dem ikke at bryde kysset. Hun lagde den anden arm om hans nakke og hjalp med at tage en smule af sin vægt af. Hun havde næsten opgivet at føle sig tryg igen, rigtig tryk, osm om ingen fare i verden kunne nå hende. Men lige der hvor hun 'sad' i hans arme følte hun.. Nej.. Lige der hvor hun 'sad' i hans arme VISTE hun at ingen fare ville kunne nå hende i hans favn.

[Mitch]

Han holdt hende blot blidt i hans arme over jorden og holdt hende væk fra alt ondt, han ville altid være der for hende, han ville beskytte hende mod lidelse og alt ondt, det vidste han dybt i sit sind og det var han næsten sikker på hun vidste, han ville altid være pålidelig og loyal og ville ikke svigte hende. han fortsatte kærligt deres kys og holdt hendes tæt indtil sig, han kraftige hjerteslag hamrede mod hans bryst og han var sikker på at hun kunen mærke det