When you let hours pass

[Candy Sweet]

Candy kunne ikke undgå selv at rødme da hans pote tog hendes hånd. Hun blev en smule forbløffet over den forsigtighed han besad, selv men sådan en stor og tilsyneladende klodset krop. Hendes hånd skælvede kort inden den lukkede sig om hans, så godt hun nu kunne. Hun kiggede lidt skråt ned, mens hun forsigtigt skævede op til ham. Han havde bestemt modet i sig, det var tydeligt, men han var bange for det så det ud til. Han virkede bange for bare at gøre det, måske fordi han frygtede at blive afvist? Selv havde hun nøsten opgivet at finde nogen somhelts at stole rigtigt på igen, som hun var sikker på aldrig ville så meget som overveje at stikke hende til gengæld for dusøren, men Mitch.. Mitch ville aldrig gøre sådan noget! Det viste hun bare, dybt nede.

[Mitch]

Han kunne mærke at hun ihvertfald forsøgte at holde hans pote i sin lidt for lille hånd og han gøs, ikke af kulde eller noget i den stil men af den lettelse der flød igennem ham, han havde været bange for at hun måske ville blive sur eller råbe op men lige nu følte han sig så lettet at han næsten kunne flyve. Han nød virkelig følelsen, det var helt mærkeligt for ham bare at slentre rundt sammen med hende og holde hendes hånd så forsigtigt han kunne præstere som var den af det fineste krystal. Han gjorde stædig alt for ikke at komme til at se hende i øjnene, han var rædselsslagen ved tanken om hvor forlegen det ville gøre ham ligenu, han ville jo gå fuldstændig i hak! allerede nu havde han svært at gå normalt, hans ben var som gele og han ville ligemeget hvad der skete ikke slippe hendes hånd

[Candy Sweet]

((Kan se du også høre Nightwish!))

Candy så bølgen af lettelse flyde indover ham, og hendes kinder blev en smule mere røde, i takt med at hendes smil voksede en smule. Han var virkelig så bekymret over at hun ville afvise ham! Det kunne man da ikke andet end blive rørt over! Candy lagde godt mærke til at hans gangart havde ændret sig en smule, men hun så intet i hans aura der tydede på at der var noget i vejen "Er du okay?" spurgte hun lidt kluntet, og mærkede hvordan ordne næsten slog knuder på hendes tunge, hvilket kun fik hendes til at rødme endnu mere. Hvorfor kunne hun ikke bare opføre sig normalt, i stedet for at te sig som en lille skolepige!

[Mitch]

((hah ja elsker den sang ^^!!))

Han søgte efter en ny undskyldning for ikke at se på hende men kunne ikke finde noget, der var kun hendes nærvær og hendes liflige duft i nærheden og han stammede akavet " ne-nej " og så hende stille i ansigtet og langsomt fokuserede han nså på hendes øjne og tog et enkelt skridt og var lige ved at snuble men genvandt balancen i sidste øjeblik og stod stille op og strammede ubevidst grebet om hendes hånd til det var mere blidt end forsigtigt og så hende i øjnene med en dråbe af koldsved rislende ned af ryggen af nervøsitet

[Candy Sweet]

Candy smilte varmt til hende, og havde et særligt glimt i sine blå-grønne øjne der hvilede i hans blik. Hendes hals blev helt tør, så hun måtte synke en klump for overhoved at få et ord frem "Hvorfor stammer du så?" spurgte hun lige så kluntet, og virkede mere og mere som en genert lille pige, og ikke som den selvsikre kvinde hun havde været for en halv time siden. Nervøsiteten der hurtigt spredte sig om ham smittede hurtigt af på hende, og hun måtte kæmpe for at den ikke skulle få overtaget! *Tag dig nu sammen! Du kan jo godt... Det var dengang.. Hvad er chancen for at det sker igen?*

[Mitch]

Hendes spørgsmål gjorde ham mere hjælpeløs end han havde været før og han kunne ikke gøre andet end at fugte sine læber og forsøge at få ordene til at give mening. " jeg.. eh.. jeg ved det ikke... d-det sker bare lige nu.. und-undskyld. " han klare sølvgrå katteøjne glimtede lart og så dybt i hendes og havde forlængst lukket alt andet ude, det var somom han var lænket fast, han kunne ikke slippe hendes blik frivilligt ligesom hans pote havde låst sig fast om hendes hånd, men han følte på ingen måde noget ønske eller nogen trang til at slippe hende. Han rømmede sig stille og åbnede igen munden for at sige noget mere men ordene ville ikke rulle over tungen og han stod bare der med halvt åben mund og så dum ud.

[Candy Sweet]

Candy rødmede en smule mere "Nej nej.. Det.. det skal du da ikke undskylde for overhoved!" skyndte hun sig at sige, og kom selv til at stamme en smule. *tag dig nu sammen for helvede!* men selvom hun tænkte tanken kom det aldrig videre. Hendes ord døde hen, og hun haved ikke flere lige nu, og hun var ikke engang sikker på hun kunne finde dem, hvis det skulle blive nødvendigt. Hun frygtede lidt bare at lukke en mængde uforståeligt volapyk ud. Hendes hånd i hans, deres blikke fastløst ved hinandens. Behøvede man ord? Ville ord ikke blot ødelægge et moment som dette? Var der noget ord fyldestgørende nok til at blive talt i en sådan stund?

[Mitch]

Han lukkede langsomt munden i igen og gav et kort lille smil. Han delte den samme frygt som hende, frygten for at komme til at kludre i det. Han så blot dybt ind i hendes øjne, så dybe og smukke og samtidig fascinerence detaljerede. Han var helt væk, det eneste han kunne rumme lige nu var hende, og den umiskendelige nervøse brusen af blod til hovedet og de tunge "dunk" "dunk" "dunk" af hans hjerte der forræderisk hamrede afsted for frie tøjler. tanker gled rundt i hans hoveder, følelser bredte sig ud til hver eneste fingerspids og fik pelsen i hans ansigt igen til at virke helt lyserød, han havde lyst til at holde hende tæt og aldrig give slip.

[Candy Sweet]

Hele Candys synsfelt var bombaderet af rosa og lyssrøde farver fra ham. Ikke blot hans rødlige pels, men hele området omkring ham. Pink, blandet med hvid. Og... Hun synes ud af ønjekrogen også at skimte en smile blå? Nej, det havde sikkert bare været hendes fantasi, og hun ture ikke brøde øjeblikket for at se efter. Hun lagde heller ikke mærke til hans hjertes hamren, selvom den sikkert tydeligt kunne høres. Men hun kunne ikke, mest fordi hendes eget hjerte hamrede i brystet på hende, ukontrolleret og vildt. Hendes egne kinder var efterhånden også temmelig røde men hun mærkede det knap længere. Hun var alt for fortabt i hans åndeløse blik.

[Mitch]

Han sank lydløst en klump og trådte forsøgt nærmere hende til de var ret tæt på hinanden, nu trådte højdeforskellen for alvor i kraft og vidste hvordan han var næsten dobbelt så bred og halvandet hovede højere end hende, Hans øjne var dog stædig fæstnet dybt i hendes imens hans ´bløde, pelsede tomelfinger forsigtigt strøg hendes hånd utrolig blidt og forsigtigt imens hannså dybt ind i hendes blide fnatastiske øjne, for første gang i ti år følte han for alvor at han havde et sted at være, et sted at høre hjemme, en anden halvdel af hans fortabte sjæl

[Candy Sweet]

Candy kunne mærke hvordan hendes hjerte galloperede hurtigere afsted idet han trådte nærmere. Nu hvor de stod så tæt forsvandt hans aura helt ud fra hendes synsfelt. Tilbage var han, i alt sin pragt, og dog så hun stadig ikke kun tigeren, men også manden. Dog var det kun en ting der optog hendes blik, og det var hans øjne. Det var som om hun ville miste en del af sig selv hvis hun så væk, eller blot blinkede. De sidste mange dages fortvivlelse, frustration og frygt virkede bare ligegyldigt nu. Hans blik var fortryllende, så dybt at hun følte hun kunne drukne i dem med et smil.

[Mitch]

Han så så dybt i hendes øjne han kunne, han følte sig flyvende, han nærmede sig igen men denne gang kun hans hovede da han ikke kunne bevæge sin krop nærmede uden frygt for at tromle hende ned. han så hende fortsat dybt i øjnene og tog igen al det mod han kunne mønstre til sig men det i sigselv var ikke nok, han nåede aldrig længere end der stædig var omkring 15 cm imellen deres ansigter og han fortrød hans mangel på mod i høj grad men der var intet han kunne gøre, han kunne ikke få sigselv til at gå resten af vejen, det var en blanding af mangel på mod og tilbagevendende frygt, hvad nu hvis han havde misforstået situationen? meningen? hende? han følte sig pludselig helt lille og nervøs som en forvildet killing i en storby.

[Candy Sweet]

Candy kunne mærke sit hjerte banke hurtigere og hurtigere idet han nærmede sig, men så pludselig stod det næsten stille. Hun viste hvad hun skulle gøre, hvad hun burde gøre hvis ikke øjeblikket skulle falde til jorden som spildt mælk. Hendes hjerte arbejde på højtryk, men hendes krop reagerede sløvt, som hvis hun bevægede sig igennem vand. Langsomt rejste hun sig op på tærene. Der var ikke så langt. Hun skulle da lige kunne nå! Men nej. Selv da hun strakte sig så meget som hun kunne, manglede der stadig i stykke. Hun kunne mærke hans ånde mod sig ansigt nu, og hendes hjerte begyndte igen at hamre afsted, idet hendes fødder begyndte at ryste under hende af anstrengelse.

[Mitch]

Han anstrengte sig, og enda meget, for at få sigselv til at reagere og da hun rejste sig på tæer og han kunne se hun begyndte at vakle lagde han forsigtigt sin frie pote blidt på henes ryg så hun ikke selv bar sin vægt og hun ikke længere var i fare for at væælte han tøvede i et sekund der føltes som timer og mærkede blodt følelsen af hendes ånde der fik han knurhår til at vibrere og han tog den sidste smule vej og lod så yderst yderst blidt og forsigtigt sine læber møde hendes og hans øjne gled langsomt i som blev han lullet ind i en anden verden hvor alting gik i stå. Han kunne ikke længere høre sit hjerte, han kunne mærke hendes hjerteslag gennem ryggen forplante sig i hans pote og ellers var der blot en gennem trængende varm fornemmelse der bredte sig som en steppebrand gennem hans krop, dette måtte være meningen med livet, kun hende og ham.

[Candy Sweet]

Candy kunne mærke pelsen fra hans snude mod sit ansigt, og hvordan hans knurhår vibrerede mod hendes varme kinder. Hvordan hans pote blidt lå på hendes ryg, og fik dem til at stå en smule tættere. Hun kunne allerede mærke varmen fra hans enorme krop ramme sig, eller var det blot den hede der spredte sig inden i hende? Hun lagde blidt en hånd på siden af hans hoved, og begravede sine fingre i hans bløde pels, men hendes hans hånd blidt gav hans et klem, som hun ikke engang var sikker på at han kunne mærke. Hun havde det som om tiden gik i slowmotion, som om hendes hjerte roligt bankede, selvom det hamrede afsted, som om øjeblikket ville vare evigt, selvom hun inderst inde viste det kun ville vare få sekunder mere.