Fuldmånens skær.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Et stjernetæppe dækkede den kuldsorte himmel, fuldmånen stod på sit højeste og lyste det halve af verdenen op. Lange skygger dannedes, de spredte sig i alle retninger og indhyllede området. Springvandet stod normalt med vand hele døgnet rundt, så da Jack roligt svævede derhen imod på sin blå energiskive, blev han straks indhyllet af det beroligende brusende vand i natten.
Han smilte roligt frem for sig, dråberne i vandfaldet fangede fuldmånens skær og fik det til at glimte og lyse på smukke og nærmest magisk vis.
Han stoppede op ved vandfaldet, satte sig ned på en ny energiskive som dukkede op og lukkede så øjnene i, i nydelse. Han elskede faldfaldets beroligende brusende vand her om natten hvor alt andet ellers var stille og hvor kun nattens majestatiske dyr reagerede. Han smilte roligt, mærkede en energikilde bevæge sig imod sig, men registrerede det ikke rigtigt. Han sad bare med tankerne frie for bekymring og sindets hvilende af det brusende vand i baggrunden..

[Everlyn Sentillio Melai]

Manden var ikke den eneste ved vandfaldet denne nat. En kvinde sad et godt stykke væk på den anden side af det brusende vand og nød lyden i nattens stilhed, præcis som han. Hun havde haft en hæktisk dag, og var derfor vandret ned til vandet for at finde en smule sindsro. Hun sukkede stille, men tilfreds, mens hun sad med lukkede øjne og hovedet vendt mod himmelvelvingen. Hun sad på en sten ved foden af vandfaldet støttet på armene, mens hun lænede sig bare en smule tilbage.
Vandsprøjtene ramte hendes ansigt og nedkølede det - skønt det var nat, var stenene og luften stadig en smule varm fra dagens sol. Hun var ligeglad med, at hendes tøj ligeså langsomt blev fugtigt og snart ville blive vådt, for hun havde ikke planer om at skulle være i nærheden af en anden person lige nu - hun behøvede ikke engang bekymre sig om Zamia, for hun var blevet lagt i seng og sov nu trygt som en lille engel. Igen sukkede Everlyn glad. Det var længe siden, hun havde kunnet slappe af på denne måde; helt alene.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack smilte roligt frem for sig, åbnede øjne med en fornemmelse af en helt ny sindsro og fred om tankerne. Han mærkede nu energien en anelse tydeligere og blev derfor nysgerrig.
Han steg ned fra den blålige energikilde, den ville derefter følge med ham, hvorefter han så bevægede sig hen imod energien ha fornemmede. Han rundede vandfaldet og fandt hende så siddende der på en sten. han stoppede op af nærmest forbavselse, hun var da ikke så værst. Energiskiven blev lyserød, som tegn for han liflige tanker og han begyndte straks at skælde sig selv ud for det. han var normalt ikke typen der følte ret meget, eller så undertrykkede han det ofte. For hans evner, hans energiskiver, viste hans følelser og det ønskede han ikke at andre skule kunne se så tydeligt. Det virkede for privat. Det ville være som at smide alt tøjet i et supermark, vise alt man følte og havde. Så derfor havde han lært sig selv at undertrykke sine følelser.
Men der var selvfølgelig grænser for hvor meget han kunne holde igen og hende her gav bestemt problemer.
Da han endelig fik energiskiven til at blive blålig igen, begav han sig fredfyldt hen imod hende. Han smilte roligt og sagde så hilsende ”godaften, dejligt vejr ikke sandt?” han vidste at det lød lidt tumpet og originalt, men han kunne umiddelbart ikke lige komme på ret meget andet at spørge om i dette øjeblik..


((Hehe sorry, men kunne ikke lade være.. XD))

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn havde hørt nogle skridt gennem vandets brusen, men hun havde ikke reageret på det, da hun ikke regnede med, at det var hende, personen var ude efter. Hun bemærkede også gennem øjenlågene, at der kom et lidt andet skær, men læste ikke mere ind i det. Da hun så hørte en mandestemme, åbnede hun øjnene og så hen på manden. "Meget," savrede hun med sin blide stemme, mens hun smilede lidt til ham. Det var et lidt kikset spørgsmål, men det var på en måde sødt nok.
Hun kunne nemt se ham i lyset fra månen og stjernerne, og af hvad hun kunne se, ligenede han ikke en elev. Dette måtte være en af hendes medlærer, som hun ikke havde mødt endnu. Det var i hvert fald det, hun gættede på. Gad vide, hvad han underviste i? Det var svært at bedømme. Hun lagde mærke til den underlige ting, der svævede efter ham. Havde hun ikke haft sådan en sindsro lige nu, var hun nok kommet med et eller andet forundret udbrud, men det gjorde hun ikke som lande lå lige da.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack smilte roligt, hun virkede flink efter hendes stemme at dømme. Han lod et roligt bedømmende blik vandre op og ned af hende, hans øjne var lidt selvlysende og utroligt blå pga. han brugte sin evner som i dette øjeblik var blåt.
Han smilte, nød hvad han så og fortsatte så på et nyt emne i håb om at få en samtale med hende "Hvad er du lærer som her så?" han nærmede sig med rolige afslappede skridt, havde et frisk smil om læberne og afventede så hendes svar med nysgerrighed. Han havde selvfølgelig for længst gættet at hun var lærer, hun virkede som en der sagtens kunne være det. En kvinde på hans egen alder, så han var straks sprungen det spørgsmål over og var derefter gået videre til det næste.
Han kom nu godt et par meter fra hende, stoppede op, hvorefter den lysende blå skive svævede ned under hans numse og han satte sig på det. Det føltes som altid som silke og var både blødt og behageligt at side på, til trods for at det lignede en hård lige plade af noget som lige så godt kunne være stål.
Han smilte venligt til hende, bemærkede vandet som sprang op på hende, den hårde sten under hende og spurgte derfor høfligt "vil du ikke have en plads også, jeg kan sagtens lave en mere vis du vil!" han viste kort med tegn at han hentydede til skiven under sig og smilte så venligt til hende..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn kunne ikke lade være med at smile. "Det ville da ikke gøre noget," svarede hun så. Han havde spurgt hende om to ting lige efter hinanden, så hun svarede på det sidste først, hvorefter hun tog fat på det første, "jeg kan vel ligeså godt præsenterer mig så," hun rettede sig op, så hun ikke længere støttede sig på armene, "jeg er Everlyn Sentillio Melai, professor i sang, dans og musik," hun smilede til ham. Hun var for langt væk fra ham til at give ham hånden, så det droppede hun bare. I stedet gik hun over til at spørge:
"hvad med dig selv? Hvad er dit navn og det, eller dine fag?" hun så på ham med de blå imødekommende og blide øjne. Han havde gættet, at hun var lærer, hvilket egentligt undrede hende lidt, da hun så ofte blev forvekslet med en elev - og så alligevel virkede det ikke så underligt. Hun virkede trods alt mere voksen nu, end hun normalt plejede at virke, og hun sad ned, så man kunne ikke helt bedømme hendes højde, så det var måske lettere at gætte denne nat, end det var de fleste andre gange.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Uden den helt store koncentration, dukkede der endnu en blålig energiskive op, det svævede lige en halv meter fra hende og hun ville let kunne komme op.
Han lod roligt blikket flakke ud imod vandfaldet som stadigvæk glitrede og lyste i fuldmånens skær. Det var smukt måtte han indrømme, men da han igen hørte hende stemme, vendte han roligt blikket imod hende igen. Han nikkede hilsende, lyttede og svarede hende så med venlig stemme "mit navn er Jack Fox, lærer i forsvar og kamptræning! Hyggeligt at møde dig!" han nikkede kort som venlig gestus og bød hende så skiven som stol, med en lille håndbevægelse.
Hun ville find eud af at den var meget mere komfortabel end hvad skiven lige så ud til at være. Man satte faktisk bedre på disse skiver, end man gjorde på de fleste andre polstrede stole. Det føltes ganske enkelt bare godt at side på dem..

[Everlyn Sentillio Melai]

"Rart at møde dig," smilede Everlyn, hvorefter hun så på skiven. Hun rørte den forsigtigt med sin ene hånd bare lige for at mærke på den. Den så nemlig en smule hård ud, og det lignede heller ikke, at den ville kunne bære en voksen person, men den kunne bære ham, og han vejede nok bare lidt mere, end hun selv gjorde, og den føltes nu også meget blød, da hun rørte ved den. Forsigtigt, som kunne den gå i stykker eller tippe eller noget i den stil, satte hun sig op på den. Det sugede lidt i maven, for det var underligt ikke at have nogen form for fast grundunder fødderne. Da hun nogle få sekunder efter havde vænnet sig til den, smilede hun lidt.
*Zammi ville elske at prøve det her,* konstaterede hun i sit stille sind. Hendes datter ville gerne flyve - det havde hun gerne villet i noget tid - men hun havde bare aldrig rigtigt haft muligheden for det. Everlyn var sikker på, at det her ville være en acceptabel måde at flyve på for datteren, så det var ærgeligt, at hun ikke var her lige nu.

[Professor Jack Fox (Angel)]

((Jack kan da give en flyvetur en dag.. XD))

Jack iagttagede hende som hun roligt bevægede sig op på skiven, hun virkede først usikker eller måske lidt i tvivl om det hele her. Men efterhånden som hun havde vænnet sig til det, gik det vidst fint for hende.
Han smilte venligt til hende, kiggede kort imod hende skive og så igen op imod hendes øjne. Han nikkede kort og konstaterede så for at gøre hende mere tryg ved situationen "skiven ser måske ikke sikker ud, men den er utrolig stærk, kan bære flere mænd og sikkert meget mere! Jeg har ikke rigtigt prøvet dets grænser af, men intet ind til nu har kunnet bryde dets styrke!" han smilte venligt, håbede hun ved hans ord ville føle sig mere tryg ved det. Han ønskede hende trods alt ikke andet end det bedste.
Ved tankerne om at han ønskede hende det bedste, blev skiverne igen helt lyserøde. Han gav et febrilsk spjæt i sit, kiggede både skammende og flovt på sin og hendes skive. Hun ville ikke kunne mærke forandringer, kun se dem. Men han mærkede følelserne der hoppede over hans forsøg på at holde dem fæstnet. Han mærkede en rødlig rødmen bevæge sig stile hen over hans næseryg, lukkede sine øjne i og koncentrerede sig så inderligt for at få det blåt igen. Der gik godt 20 sekunder med dyb stilhed, hvorefter skiverne så igen blev lyseblå som før. Han åndede lettet ud og smilte så nu mere afslappet..

[Everlyn Sentillio Melai]

Hans ord hjalp nu en smule på Everlyns tvivlen, og hun smilede til ham som en slags tak. Et lille gisp undslap dog hendes læber, da skiverne pludseligt skiftede farve. Hun sad helt stille og næsten holdt vejret, indtil skiverne igen blev blå. Hun så en smule nervøst over på Jack, men han sad med lukkede øjne, bemærkede hun. Hun kunne ikke se hans rødmen, men det var mest fordi, hun ikke så efter. Havde hun forsøgt, havde hun sagtens kunne se det, da hun så ret så godt i nattens mørke. Hun så ned på skiven, mens hun bed sig i læben og knugede hænderne lidt.
Da skiverne endeligt blev blå igen, åndende hun lettet op og slappede lidt af. Det havde af en eller anden grund gjort hende en smule bange, hvis man kunne kalde det det. Nu, da skiverne så normale ud igen, så hun over på Jack og smilede. Skivernes farveændringer havde dog på samme tid vakt hendes nysgærrighed. Af denne grund, kunne hun ikke lade være med at lægge hovedet på skrå og spørge med et lille smil: "hvad var det lige, der skete der?" man kunne høre, at hun bare spurgte af nysgærrighed og intet andet. Hun havde ikke gætte, hvorfor skiverne havde opført sig underlige.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Han smilte roligt tilbage, men ansigtsudtrykket blev hurtigt forfjamsket og nervøst. Skiverne blev igen lyserøde og hans blik farede forvildet rundt for at finde et svar som ikke afslørede ham helt.
Han kløede sig nervøst i håret, lod blikket vandre usikkert imod hende og svarede så med en stemme der næsten skammede sig, som havde han gjort noget helt forkert og nu skulle bøde for det "øhm, ja øh hvordan skal jeg forklare det. Det er egentligt meget enkelt, mine evner afspejler mine følelser!" hans øjne var nu helt lyserøde og selvlysende som før, bare i lyserød nu. Hans øjne fulgte altid skivernes farve, så hvis han ikke brugte sine evner, var de helt normale. Men han holdte meget af sine evner, så man lagde snart aldrig mærke til hans rigtige øjnes farve.
Han smilte en anelse nervøst, lod blikket skammende falde igen og afventede så hendes svar, som var det selve dommen på det hele..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn begyndte langsomt at fatte mistanke, da skiverne igen blev lyserøde, og hans blik blev flakkende. Derfor kom hans svar ikke helt bag på hende, dog hun ikke kunne lade være med at udstøde et lille gisp. Hun havde set på ham før, men nu mødte hende blik ikke længere hans, idet øjnene så nedad mod den lyserøde skive. Hun bed sig en smule i læben, mens hun mærkede, hvordan hendes hjerte begyndte at banke hurtigere, og hendes åndendræt en smule mere hastig. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige og var egentligt ikke sikker på, at hun havde forstået det helt.
"Så... Øhm..." hun hakkede en smule i det, og hendes stemme var ikke særlig høj, "det vil altså sige... at... øh... at... du... æm... ja..." hun kunne ikke rigtigt få ordne til at komme ud på den rigtige måde. Det her var en smule pinligt. Tankerne fór rundt i hovedet på hende, faldt over hinanden, så hun slet ikke kunne finde hoved og hale i dem. Det var kommet helt bag på hende, og hun anede ikke, hvordan hun skulle takle det på nuværende tidspunkt.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Han lod igen blikket vandre langsomt op imod hende, kiggede nærmest undskyldende på hende, som var det her bare slet ikke planlagt og sagde så lige til og nærmest udbrydende for at kunne få ordene ud ja øhm. Du virker sød og ser slet slet slet ikke værst ud. øhm, ja og det hele var lidt overvældende, så jeg kunne ikke helt kontrollere mine følelser... øhm.. til sidst kiggede han selv helt bange frem for sig, for han havde slet ikke ville sige ordene så direkte eller nærmest råbende. Hans næseryg var nu næsten blodrød af for mange pinlige scener, han havde mest af alt bare lyst til at smutte lige nu og så komme tilbage når det hele havde lagt sig.
Men han syntes ikke ligefrem at det ville være fear over for hende bare at smutte, så selv om at hun nu efterhånden havde gjort sig selv til dagens tåbe, blev han.
Han lod blikket flakke ned imod jorden igen, smilte lidt sarkastisk over sin egen ligefremhed og sagde så med lavmælt stemme "øhm, det var ikke meningen at råbe sådan! øhm, hvis du gerne vil have at jeg går, så bare sig til! Jeg vil ikke blive sur eller noget!" han følte sig helt som en teenager igen, hunderæd for kvindens magt, men alligevel fascineret og nysgerrig. Hun havde stor magt over ham, det måtte han indrømme og hans hjerte hamrede da nu også så meget at han næsten frygtede at hun ville kunne høre det. Han var hunderæd for hvad der nu ville ske, men på samme tid også modig og fascineret nok til at blive, hvis hun ville have ham her..


((hehe jeg syntes nu at han er ret sød.. kikset, men vildt sød pga det.. XD))

[Everlyn Sentillio Melai]

//Ja, det er ret sødt XD//

Der var stille fra Everlyns side en tid, men så, en smule forsigtigt, lod hun sig glide ned af skiven og gik lydløst over til ham og satte sig på kanten af hans skive - hun håbede, at den ikke ville tippe eller sådan noget, for det ville ikke være så heldigt. Hun sad med samlede ben og hænderne i skødet, mens hun så ned på dem. "Jack," sagde hun stille, "lad mig først lige sige tak for det, jeg tror, du mente som et kompliment," hun så så kort over på ham og smilede flygtigt, hvorefter hendes blik flakkede tilbage til hænderne, "når det så er sagt, er der noget, du skal vide, inden der sker noget andet," hun tog en dyb indånding, "jeg har en datter på lige godt 9," hun vidste ikke, om det ville ændre noget for ham, men hun følte det kun retfærdigt, at han fik det at vide.
Efter den tilståelse, hvis man kunne kalde den det, sad hun blot i tavshed og stirrede på sinde hænder, der gned sig en smule nervøst mod hinanden, mens hun afventede hans reaktion. Det var ikke mange mænd, der ville involvere sig med en mor, da det kunne være et meget stort ansvar. Hun tænkte ikke lige da på at nævne det forbud, Zamia havde givet hende, for det kunne jo være ligemeget, hvis han alligevel ændrede mening nu, da han havde fået at vide, at pigen eksisterede.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack blev roligt rolig og nærmest alvorlig da hun gik hen imod ham. Han smilte lykkeligt i sit indre, hun havde sat sig ved siden af ham. Han lod den anden skive forsvinde og gjorde, nu deres, skive større så de lettere havde ved at side der begge.
Han lyttede til hendes ord, fulgte hendes blik imod hendes hænder og svarede nærmest begejstret og langt fra så skuffet eller undvigende som de fleste andre fyre ville være "fedt, så er der to smukke kvinder i én gevinst!" han stoppede straks op da hans ord langt fra havde været dem han havde haft i hovedet og konstaterede så straks og nærmest febrilsk "eller det er jo selvfølgelig ikke ment.. øhm.. jeg mente bare at jeg ikke havde noget imod det. Jeg blev netop lærer her for at lære eleverne om verdenen og fordi at jeg elsker børn!" han smilte venligt til hende, havde nogenlunde fået kontrol over sine tanker igen nu og afventede så spændt hendes svar med et galoperende hjerte fordi at hun sad så dejligt tæt på ham..