Fuldmånens skær.

[Professor Jack Fox (Angel)]

((Hehe ja det tænkte jeg også. Når han nu skal forelske sig i hende, skal han gøre det med manerer. XD))

Jack havde været helt opslugt af hendes øjne, han hørte hendes ord, men han registrerede dem først slet ikke. Så blinkede han med øjnene for at få lidt gang i sig selv igen og sagde så en anelse fraværende og forvirret, som havde han slet ikke fået det halve med "hva..? Når øh.. Jeg.. det var at.." hans lyserøde øjne flakkede fra sine egne hænder, så op på hendes læber og tilbage til hendes øjne og sådan gjorde det et par gange. Han virkede helt forvirret og nervøs. Som vidste han slet ikke hvordan han skulle gejle det her an.
Han lod blikket falde, sukkede kort og vendte så blikket imod hende og sagde nærmest som en lille dreng der skammer sig over noget "et kys!" hans stemme var helt lavmælt, ansigtet en anelse bedende og skammende. Som var han bange for hvad hendes reaktioner ville være.
Han sank en klump, holdte øjenkontakten og lænede sig så roligt frem imod hende. Han stoppede få centimeter fra hendes læber, fugtede sine læber og lod så deres læber mødes.
Nu måtte det briste eller bære..

((Det går lidt hurtigt frem, sådan i forhold til virkeligheden. Men det gør alt vist på sådanne sider.. XD))

[Everlyn Sentillio Melai]

//Det er da altid noget XD//

Everlyn havde siddet helt stille med et lille smil på læben, mens han fik styr på sig selv igen. Hun fandt det stadig meget sødt, og kunne derfor godt lide at se på det; på ham i det hele taget. Da han lænede sig frem, mærkede hun, hvordan hendes hjerte begyndte at banke hurtigere. Smilet blev endnu større, da hans læber rørte hendes. Hun lod øjnene glide i og pressede sine læber mod hans. En svag rødmen bredte sig under hendes øjne, men det var en behagelig rødmen. Det var længe siden, hun havde følt denne varme, der nu igen skød gennem kroppen på hende. Efter lidt tid, brød hun dog kysset, ved forsigtigt at trække hovedet lidt væk.
"Nåh, på den måde," hviskede hun, som om hun ikke havde vidst det før nu, med et lidt genert smil og varme øjne. Hun lod ham ikke sige noget, inden hun igen lod deres læber mødes, mens hun rykkede sig tættere på ham. Som hun havde håbet på, havde det ikke taget så lang tid, inden han havde ladet følelserne løbe af med sig. Det var længe siden, hun havde følt sig så livlig og på samme tid så rolig. Det var som om, det var første gang, hun blev kysset, for det havde været så længe sinde, hun rigtigt havde kysset nogen, at hun helt havde glemt, hvor dejligt det faktisk var.

//Ja Men det er også bare godt^^ - Det kunne blive en smule kedeligt ellers sommetider //

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack havde lukket sine øjne roligt i da deres læber mødtes for første gang. Det havde følt så blødt, så levende og fantastisk.
Hans hjerte hamrede i hans bryst af bare begejstring, energifeltet og hans øjne var nu virkelig bare voldsomt lyserød og næsten selvlysende. Det fortalte alt. Hvad han følte, hvad han håbede på og hvorfor han havde det sådan.
Han følte sig let og fri ved hende. Mærkede hvor omverdenen forsvandt omkring dem ind til deres andet kys. Hun kom tættere ham, han lagde en hånd om nakken på hende og trykkede hende blidt ind til sig. Han lod sig langsomt rykke bagover, så de ville ligge halvt hen over hinanden og forsøgte så med endnu et kys. Hans kys var blide og kærlige. Hans tanker var frosset fast i tiden, sammen med omverdenen. Alt drejede sig kun om hende, hendes læber og deres kys..

((hehe ja det er jo det.. XD))

[Everlyn Sentillio Melai]

//Uha uha XD Al den romantik //

Everlyn lod ham bare hive hende ind til sig. Da han lænede sig tilbage, fulgte hun også bare med, så det endte med, at hun mere eller mindre lå ovenpå ham - hun støttede sig dog til sine arme, en på hver side af hans krop, og sine ben, hvoraf det ene af dem lå mellem hans, for ellers ville hun nok bare få overbalance. Den ene af hænderne, som hun støttede sig til, glid forsigtigt op til hans kind, for så at glide videre op til håret. Hun smilede, mens de kyssede, for hun kunne slet ikke lade være.
Hendes tanker gled hurtigt hen til hendes datter, men vandrede ligeså hurtigt væk fra hende igen. Lige nu kunne det være ligemeget, om Zamia kunne lide ham eller ej, for det skulle hun nok komme til. Det vigtigste for Everlyn lige nu, var at hun kunne lide ham, hvilket hun kunne - ret meget endda. Hun ænsede ikke andet længere. For hendes skyld kunne der bryde en krig ud, hun ville nok alligevel ikke bemærke det. Hun mærkede kun hans læber, og det var også det eneste, hun havde lyst til at mærke lige da.

[Professor Jack Fox (Angel)]

((hehe ja det er til at blive helt munter af.. XD))

Jack lagde mærke til at hun ikke lå helt oven på ham, hun tog noget af sin egen vægt. Så han slap hendes læber med stor kamp og sagde med en blid og kærlig stemme "jeg er ikke så skrøbelig, du må godt ligge dig helt!" hans selvlysende lyserøde øjne hvilede trygt i hendes, han lagde en kærlig hånd på hende kind og smilte kærligt. Hans øjne lyste voldsomt, men ikke blændende. Det virkede bare overdrevent for et par øjne at være. Han havde virkelig fået denne vidunderlige kvinde i sin favn, hvad kunne være bedre?
Han smilte kærligt igen, lod hånden bevæge sig fra hendes kind og om bag hende nakke igen, for så at trykke hende blidt ned til sig i endnu et kys. Han forsøgte forsigtigt at lade kysset vandre videre over i et tungekys, forsigtigt med tungen og med hovedet lagt over til den ene side.
Han kunne have skreget og jublet af glæde, hjertet hamrede i hans bryst af glæde og hans verden omkring ham var nu helt væk og fjern. Vandfaldet brusede i baggrunden, men det eneste han lige nu kunne tænke på, var hendes fantastiske kys. Hendes læber imod hans, hendes krop så tæt og alt hvad der fulgte med..


((En krig..? o.O måske, efter den sidste artikel i avisen, kan det godt ske.. XD))

[Everlyn Sentillio Melai]

//Haha meget morsomt (det med krig altså XD)//

Everlyn smilede til ham og blev endnu mere glad, da hun så, hvor lyserøde hans øjne var, inden han tak hende ned til sig og kyssede hende igen. Hun lå nu helt ovenpå ham, siden han åbenbart gerne ville have det - og hun havde nu slet heller ikke noget imod det. Hun pressede sig ind til ham, for hun ville gerne mærke hans varme, og ikke kun mod sine læber. Hun strøg ham kærligt over håret.
Hendes eget hår havde fået nogle nogle blide bølger, da sprøjtene fra vandfaldet gjorde luften fugtig. Trods hendes forsøg, havde hun aldrig fundet en måde, hvorpå hun kunne få sit hår til at være helt glat hele tiden - det blev altid i hvert fald en smule krøllet, hvis der var fugt i luften. Normalt ville dette gå hende på, men lige nu var hun også ligeglad med det. Hun regnede ikke med, at han ville kunne lide hende mindre, bare fordi hendes hår krøllede en smule - han havde fået alt det med hendes fortid at vide, og stadig kyssede han hende, så hans følelser kunne ikke være overfladiske. Det fik hendes hjerte til at hamre mere at vide det. Hun var overbevist om, at han ville kunne mærke det, men også det var hende ligegyldigt.

[Professor Jack Fox (Angel)]

((hehe jeps.. ))

Jack mærkede hendes varme krop imod sin, smilte lykkeligt ved tanken om at hun lå her, at de kyssede og at hun var så vidunderlig.
Han lod kysset gå over i et tungekys, det blev mere lidenskabeligt og hans hånd masserede sig blidt op af hendes nakke og op i hende hår. Han kunne ligge her i en evighed og stadigvæk føle at det var så fantastisk nyt og lidenskabeligt.
Han mærkede sit hjerte hamre endnu hårdere, så hun næsten måtte kunne høre det, eller i hvert fald mærke det.
Hans tunge masserede hende og kysset blev mere lidenskabeligt.
Pludselig afbrød han kysset, han lod hovedet dumpe ned på skiven under sig og kiggede så op på hende med de lyserøde øjne som, om muligt, blot lyste endnu mere. Han ville hjerteligt gerne have mere, kunne ikke få nok af hende lige nu.
Men han måtte ikke. Han kunne ikke lade Everlyn drive ud i problemer med sin datter på grund af ham. Han sukkede trist, holde øjenkontakten og sagde så med en stemme der var både svag og fortrydende "det går ikke. Du lavede et løfte og jeg vil ikke have at du bryder det på grund af mig!" hans selvlysende lyserøde øjne tiggede og bad om mere, men han forsøgte ihærdigt at holde sig tilbage..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn blev en smule bekymret - omdog lidt bange - da han trak sig væk fra hende. Hun bed sig i læben ved hans ord, så væk og sank en lille klump. Hun kunne ikke klare at se ind i hans øjne lige nu, for de modsagde ham så forfærdeligt meget. Hun gled ned af ham, men blev liggen ved hans side med hovedet på hans brystkasse, mens hun stadig forsøgte at være så tæt på ham som muligt. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige, men puttede sig bare ind til ham i håb om tryghed.
Pligtfølelsen overfor datteren blandede sig med de følelser, hun havde for ham. Hun havde mest af alt lyst til bare at være ligeglad med løftet - det var jo ikke som om, Zamia ville få noget at vide om det her lige nu - men på samme tid, vidste hun, at hun ville føle sig skyldig, hvis det udviklede sig til mere lige foreløbigt. Hun aede ham blidt over kinden med sin hånd, hvorefter hun lod den falde, så hendes arm holdt om ham, så godt den nu kunne. Hendes hjerne tænkte for at finde en udvej i løftet, skønt det var forkert. Hun havde kun lovet datteren, at hun ikke ville være sammen med en anden mand, men hvor stort et omfang havde det egentligt? Hun var ikke helt sikker, for det kunne jo have flere betydninger, at være 'sammen med en'.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack fornemmede tydeligt at hun, lige som ham, gerne ville have mere. Gerne bare ville smide løftet væk eller bøje det til ukendelighed.
Men til trods for at hans hjerte hamrede i hans bryst for at komme ud og få mere, kunne han ikke bære tanken om at Everlyn ville bryde sit løft og så på grund af ham. Han ønskede kun de to det bedste og, til trods for at han vildt gerne ville fortsætte hvor de slap, kunne han ikke byde nogen af dem det.
Han sukkede kort så det tydeligt kunne høres hvor meget han lige nu hadede sin beslutning og sagde så med kærlig og blød stemme "jeg ville gene møde din dater en dag og... selv o at jeg gerne ville fortsætte, ville jeg gerne kunne se hende i øjnene og vide at vi begge vil hinanden det godt!" han lod blikket hvile i hendes øjne, de lyste stadigvæk utroligt meget lyserødt og hver gang hun bevægede sig bare det mindste, lyste de lige en anelse mere.
Han lagde hænderne om hende, trykkede hende kærligt ind til sig og gav hende al den beskyttelse og kærlighed ha kunne give uden kys..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn smilede lidt til ham. Hun kunne godt høre på hans suk, at han gerne ville fortsætte, ligesom hun selv. Hver gang hans øjne lyste lidt mere, blev hun glad og varm, for det viste så meget. Måske ville mange synes, det var underligt og alt sådan noget, men hun kunne nu meget godt lide det. På den måde, kunne man se, hvordan han havde det, hvilket var en meget god ting at kunne. "Jeg ville slæbe dig hen til hende lige nu, hvis ikke det var fordi, hun sov," sagde Everlyn en smule spøgende, mens hun legede lidt med hans hår.
Hun følte sig tryg og glad, skønt de ikke kunne fortsætte. Det var måske også det bedste, hvis det ikke gik alt for hurtigt frem. Han havde ret, det ville også være godt, hvis han kunne se hende i øjnene og svare ærligt på det spørgsmål, hun helt sikkert ville stille ham: 'hvad har I så lavet?' Det var et meget normalt spørgsmål for den lille pige. Næsten ligeså normalt som "må jeg ikke nok komme udenfor skolen?" Everlyn smilede lidt ved tanken. Pludseligt slog en anden tanke ned i hende. "Tag hende med ud i byen," udbrød hun stille, men begejstret, "det er en helt sikker måde at vinde hendes hjerte på," hun smilede til ham, mens hun blev ved med at lege med hans hår.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Han smilte roligt frem for sig, hans arme lå trygt om hende og nussede hende kærligt på ryggen. Han smilte roligt, da hendes fingre begyndte at lege med hans hår. For selv om at mange fyre ikke gad piles i håret, kunne han faktisk godt lide det nu. For ingen andre end ham og hende ville kunne se hvor forfærdeligt det bag efter ville se ud og det havde han det fint med.
Han smilte roligt, hørte hendes udbrud og svarede så eftertænksomt "byen? Hvorfor er hun så vild med byen?" han kiggede nysgerrigt på hende. For hvis han kunne finde ud af hvorfor hun var så vild med byen, vidste han også bedre hvordan han skulle få hendes tillid når det kom til stykket.
Han glædede dig allerede til at møde ende, bare tanken om en piges glade ansigt, var nok til at hans hjerte igen begyndte at slå lidt hurtigere af begejstring..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn smilede på samme tid en smule genert, men også lidt undskyldende på en måde. Det var faktisk en smule pinligt, at hun var så overbeskyttende, men hun kunne nu ikke gøre for det. "Fordi..." begyndte hun og mærkede en meget svag rødmen brede sig under hendes øjne, "ser du... altså..." hun så væk fra hans øjne, mens hun bed sig lidt forlegent i læben, "hun har aldrig været udenfor skolens arealer," mumlede hun så endeligt, "jeg har aldrig villet lade hende," så, nu var det sagt. Han havde fået at vide, hvor beskyttende hun var, så nu var spørgsmålet bare: hvordan ville han reagere?
Hun ville ikke have, at Zamia skulle færdes udenfor skolen, for hun vidste godt, hvad der kunne ske - i værste fald, kunne der måske ske det samme for hende, som der var hændt hendes mor for en ti år siden. Eller pigen kunne blive vred eller ked over et eller andet og begynde at synge, så himlen blev mørk, regnen faldt og vinden blæste fra en skyfri himmel; så ville alle andre 'normale' folk stemple hende som et misforster og måske være onde mod hende eller sådan noget. Det var bare det, Everlyn frygtede, ville ske, og det var ikke noget, hun ønskede, skulle befalde Zamia.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack smilte roligt frem for sig, nærmest omsorgfuldt og sagde så med en kærlig stemme "der er ikke noget at skamme sig over når man er overbeskyttende. Men man har faktisk godt at lidt modstand i livet en gang imellem! Selvfølgelig bare ikke alt for meget af gangen!" han forstod hendes overbeskyttende natur, han ville sikkert opføre sig på nøjagtig samme måde, hvis han selv fik et barn eller lignende som han skulle passe på.
Han beskyttede selv eleverne her på skolen, men på den modsatte måde. han forsøgte at vise dem så meget af verdenen som de kunne se, imens han stadigvæk var der. Han ønskede ikke at de pludselig skulle springe fra skolens gang og så lige ud i det farlige liv. Nej de skulle hvide hvordan de skulle reagere og handle. Så han var vidst lige modsat af overbeskyttende, men alligevel ekstremt beskyttende i det lange sigt..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn lukkede øjnene hårdt i. Han var ikke den første, der forsøgte at belære hende om, hvordan hun skulle opdrage Zamia. Det var et meget ømt punkt for hende, for hun gjorde sit bedste, skønt det ikke altid var særligt nemt. Hun kunne ikke lide det, når folk belærte hende, mest fordi hun så følte, at hun ikke var en egnet mor. Det gjorde hende både vred og trist, at folk blev ved med at sige sådan nogle ting.
"Hvad ved du om det?" hendes stemme var stadig lav, men ikke kærligt eller varm på nogen måde, "hvad ved du om at opdrage børn?" det var ikke ham, der havde måtte droppe det meste af sine teenagår, fordi han havde fået et barn. "Det er ikke altid lige let, at du ved," hun skubbede ham ikke væk fra sig - ikke endnu - men hun nussede ikke længere hans hår eller noget, og hun så heller ikke på ham, "især når man er alene om det," det sidste blev sagt lidt mere opgivende, og var mest bare en tanke, der blev udtalt. Hun ville ikke være sur på ham, men hun kunne bare ikke lade være med at blive lidt sur sommetider, når der var en, der sagde sådan, også selvom de så måtte have ret.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Han kiggede forbavset på hende, han havde tydeligt slet ikke ment det som kritik, men nærmere som hjælp.
Han ønskede at hjælpe hende, ikke belære hende om noget, for hun kunne det jo tydeligt meget bedre end ham. Han lod blikket dale i skam, ikke fordi at han skammede sig over sin mening, men mere bare fordi at han følte sig underlagt hendes magt og hun var sur på ham nu.
Han vendte blikket bort, kunne havde sukket af skam og fortrydelse, men gjorde det ikke af bare had til sig selv. Hans lysende øjne farede lidt fra side til side, forsøgte at finde en løsning på det her, uden at ende med at gøre det bare endnu være end det allerede var. Hans energiskive og øjne blev helt lilla igen, men skiftede nogen gange også til kuld sort.
Han lod blikket blive væk fra hende og sagde så med lavmælt stemme "jeg.. det var ikke et forsøg på at belære dig om noget, ville bare hjælpe!.. men.." han holdte en kort pause, for lige at tænke det hele igennem igen og fortsatte så med lidt tydeligere stemme "Jeg burde ikke havde sagt noget.. Undskyld, det var ikke meningen at gøre dig sur! Kan du tilgive mig?" han havde under sine ord, vendt ansigtet imod hende og kiggede nu roligt på hende, imens han ventede på svar..