Fuldmånens skær.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack smilte kærligt ned til hende og svarede i et roligt toneleje "ja det kan godt være!" han smilte igen og fortsatte så med at svare "jeg vil ikke lade mig slå ud, tålmodighed er en dyd. Eller hvordan ordsproget nu er!" han smilte muntert og bukkede sig så ned til hende for at modtage det himmelske kys.
Han slap hendes laber igen og sagde så halvt fraværende "det siger vi så, i morgen ved middagstid, er det okay?" han kunne godt høre på hans stemme at han måtte til at smutte, inden han ville begynde at overfalde hende med kys. Han kunne ikke holde det her ud ret meget længere, det var for fristende..


((sorry blev lidt kort, men havde ikke lige fantasi til mere.. -_-''))

[Everlyn Sentillio Melai]

//Det er okay^^ den er alligevel længere end mange andres //

Everlyn smilede til ham. "Det er jeg glad for," sagde hun og strøg ham over kinden, "og det lyder helt fint. Både jeg og Zammi vil være der," hun kunne godt høre, at de nok hellere måtte se at skilles for den aften, for ellers ville han måske ikke kunne holde sig tilbage, og hun ville ikke kunne holde holde ham tilbage - hun troede selvfølgelig på, at han ville stoppe, hvis hun bad ham om det, men det ville hun nok ikke. Hun ville gerne kysse ham igen, men hun ville ikke friste ham mere, end højst nødvendigt; og det var jo sådan set ikke nødvendigt at friste ham. Hun holdt om hans hals lidt endnu, inden hun forsigtigt slap ham. "Så ses vi i morgen," sagde hun med et lille smil.

//Min blev også en smule kort //

[Professor Jack Fox (Angel)]

Han smilte roligt, a det skule nok gå godt, han skulle bare have tålmodighed og lidt gåpåmod.
Han smilte glad ved hendes ord, nikkede kort og kiggede så på hende, da hun slap sit tag i ham. Han vidste ikke om ha ville kunne sove denne nat, han ville nok glæde sig for meget til at se hende og hendes datter. Han ville være spændt på om datteren ville kunne lide ham, eller om der var udtænkt krig imellem dem allerede efter få minutter.
Han smilte roligt frem for sig, hoppede op og landede så på sit energifelt som dukkede op der.
Så lod ha en hånd føre ned imod hende og konstaterede så med en mystisk klang i sin stemme "stol på mig!" han ville have hende med op at stå på energiskiven. Men ville hun have mod nok til at prøve, ville hun stole nok på ham til det eller ville hun bare gå..?
Energifeltet var nu lyserødt igen, det lyste området op og matchede hans lysende øjne. Han kiggede kærligt ned på hende, stod kun en halv meter fra jorden af og holdte hånden fremme imod hende. Et lille trin dukkede op, så hun kunne træde derpå og derved komme op på den skive han stod på..


((hehe ja små tråde smitter, for starter man først med at skrive dem korte. Begynder andre pludselig også på det.. XD))

[Everlyn Sentillio Melai]

// Ja, men det er fordi, det er svarer at svare på en kort post, end på en lang en //

Everlyn smilede op til ham. Hun tog hånden op, men tøvede så lidt, inden hun rakte hånden helt op til ham og tog fat i hans hånd. Hun var ikke sikker på, om hun ville kunne holde balancen, men hun stolede på ham og på, at han ville gribe hende, hvis det nu skete, at hun faldt. Hun trådte op på skiven og tog godt fat om hans arm, så hun ikke ville falde. Hun så op på ham for at sikre sig, at det var okay, at han ikke ville lade hende falde.
Hun så ned på den lyserøde skive. Den havde jo kunnet holde hende, men det var ikke det samme som, at den på en eller anden måde kunne holde fast på hende, så hun ikke ville falde. Hun havde et godt tag i hans arm og håbede ikke, at hun holdt alt for stramt - men han havde trods alt sagt, at han jo ikke var skrøbelig, hvilket hun nu heller ikke syntes, han var. Hun smilede lidt usikkert op til ham. Hvad var det overhovedet, han havde planer om at gøre nu? Hun var ikke sikker, men hun stolede på ham.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Han smilte roligt til hende, mærkede hendes usikkerhed og kunne sagtens forstå den. Han lod energiskive flyve op i en godt ti meters højde, så dukkede der en kuppel op, rundt om den, så de ikke ville kunne falde ned og en stang midt i, som hun kunne gribe fast i, hvis hun ville.
Han smilte kærligt til hende, vendte blikket frem af og konstaterede så med kærlig og koncentreret stemme "jeg ville aldrig lade dig falde!" kuplen begyndte flyve frem af, den fløj op imod de mange millioner af stjerner, op imod den smukke runde måne og universet af mørk uendelighed.
Han holdte hende ind til sig, holdte hele tiden øjnene fæstnet frem for, som kørte han bil, for han ville nødigt ende med at flyve ind i et fly eller sådan noget.
Han fløj igennem en sky, men temperaturen var hele tiden den samme, lige meget hvor højt oppe de kom. Han kom op i en meget høj højde, stoppede så og spurgte helt betaget af det hele "er der ikke smukt, her plejer jeg at tage op, når jeg har brug for at tænke. Det er mit hemmelige sted!" han havde ofte brugt nattens mørke himmel som gemmested da han havde været lille. Han havde ofte sygt tryghed heroppe og gjorde det stadigvæk nogen gange. Alle stjernerne omkring dem virkede dobbelt så store, der lod til at være milliarder af blinkende smukke stjerner i det uendelige univers. Der var mørkt over alt omkring dem, kun månen og de smukke stjerner lyste omgivelserne op. Han vendte opmærksomheden imod hende og konstaterede så med blid stemme "men aldrig så smuk som du!" han smilte kærligt til hende og vendte så hurtigt opmærksomheden imod stjernerne igen, for ikke at begynde at kysse hende..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn pressede sig ind til ham, da han holdt om hende. Hun troede på hans ord, for hun vidste, at han ikke ville lyve for hende. Hun gemte hovedet ved ham og lukkede øjnene, for hun havde aldrig været så højt oppe, og det gjorde hende en smule svimmel. Forsigtigt åbnede hun dog øjnene, da han begyndte at fortælle om, at han plejede at tage derop. Hun så på de mange millioner af stjerne med tilbageholdt åndedræt. Det var nok det smukkeste, hun nogensinde havde set. Hun så op på ham og smilede, mens hendes øjne strålede om kap med stjernerne og månen.
"Det er helt fantastisk," hviskede hun. Hun blev varm og glad indeni, fordi han havde taget hende med herop - han havde trods alt sagt, at det var hans hemmelige sted, og det var ikke særligt mange, man lod komme med til sådan et sted. Hun måtte virkeligt være noget specielt i hans øjne. Hun havde et godt tag i hans trøje nu, bare for en sikkerhedsskyld. Da han sagde, at hun var smukkere end hele himmelhvælvingen, kunne hun ikke lade være med at rødme. "Det er bare noget, du siger," mumlede hun genert. Hendes hjerte hamrede i brystet på hende, men hun vidste ikke helt hvorfor. Det var nok bare det hele; at hun stod her i hans arme, mens alle himlens stjerner bredte sig omkring dem.
*Zammi ville elske det her,* tænkte hun med et lille smil. Hun var sikker på, at Zamia nok skulle kunne se det, som hun selv så i Jack - måske ikke lige med det samme, men på et tidspunkt. De havde lige sagt, at de skulle gå hver til sit for den aften, men så havde han bestemt sig for at vise hende dette - hvorfor? Han ville nok bare ikke skilles fra hende endnu, og hun havde det på samme måde med ham.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Han trykkede hende kærligt ind til sig, for at betrygge hende lidt over den overvældende højde og konstaterede så til det sidste hun havde at sige "nej det passer, stjernerne er smukke, men de er langt væk. Du er mindst lige så smuk og er lige her! Det kan da ikke blive smukkere!" han smilte kærligt til hende, lod blikket dale imod hendes læber og vendte så hurtigt blikket væk.
Han måtte altså beherske sig, det var for perfekt til at han skulle ødelægge det nu.
Han smilte kærligt frem for sig, lod blikket vandre rundt på det millioner af smukke blinkende stjerner og vendte så skiven rundt imod månen, så den kom op foran dem i dens store mægtige udseende.
Man kunne næsten se hvordan månen måtte være derpå, hvordan den måtte se ud og hvor stor og mægtig den var. Den lyste det halve af himlen op i et hvælv af rent og klart lys. Et syn for guder.
hans milte roligt frem for sig, men sagde ikke noget. Han ville ikke ødelægge momentet med ord, blot nyde at de begge var her i dette ocean af ynde og mystik..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn åndede ud i dyb beundring. Det var så smukt, at det ikke virkede virkeligt. Det var som en drøm, som hun under ingen omstændigheder ville vågne af. Det her var noget hun altid ville huske. De mange tusinde stjerner og den store smukke måne. Hun trykkede sig ind mod Jack, bare for at sikre sig, at det ikke var en drøm. Det ville på en eller anden måde ikke overraske hende, hvis det var en drøm. Det var nemlig bare alt for perfekt til at være virkeligt, det måtte være en drøm. Det var til at blive helt forvirret over - hun vidste, at det ikke var en drøm, men på samme tid, kunne hun slet ikke tro på, at det rent faktisk var ægte.
Hendes hjerte bankede, og hele hendes krop var så varm, at hun næsten ikke kunne rumme det. Hendes kinder var en smule røde, og det skyldtes udelukkende, at hun var så varm. Hun lukkede øjnene i et øjeblik og trak vejret dybt, inden hun igen så ud på den fantastiske måne. Hun så op på Jack. Var hun virkeligt pænere, end alt dette? Det kunne hun slet ikke tro på, men på samme tid, kunne hun ikke lade være med at tro på ham. Hun sagde ikke noget, for der var ikke noget at sige lige nu. Det uudtalte sagde meget mere, end det udtalte nogensinde ville kunne gøre, følte hun lige nu.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Han smilte glad frem for sig, fornemmede hendes begejstring og mærkede blot hvor gladere han selv blev af det. han havde set det en million gange, dette smukke syn og fornemmelsen af frihed. men lige meget hvor ofte han var her, kunne han ikke lade være med at blive helt betaget af skønheden og det overvældende syn.
Han smilte roligt frem for sig, sukkede kort og konstaterede så halvt fraværende "vi burde komme ned igen og i seng, vi har en hel dag foran os i morgen. En god dag!" han kom til at tænke så på det at han rent faktisk skulle møde Everlyns datter i morgen. Han smilte spændt og vendte så igen opmærksomheden imod hende. Han havde ikke lades energiskiven og kuplen dale i nu, for han ville lige høre hendes reaktioner først..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn sagde ikke noget i et par sekunder, efter han havde udtalt sine ord, men efter lidt tid nikkede hun langsomt. "Du har ret," sagde hun stille og smilede også frem for sig, "det nytter ikke noget, hvis vi er helt udmattede i morgen - Zammi er en stor håndfuld, når hun er spændt eller glad," hun lo stille for sig selv, "og i morgen bliver hun nok mere glad, end hun nogensinde har været," hun lagde armene om livet på ham og krammede ham ind til sig. Hun glædede sig meget til deres ekspedition i morgen, for det var en stor dag - det var første gang, Zamia kom udenfor skolens arealer og første gang, hun skulle møde Jack.
Zamia ville ikke være den eneste af dem, der ville være glad i morgen; Everlyn var overbevist om, at hun ville være mindst ligeså spændt og glad. Det var heller ikke så ofte, hun fik en chance for at være ude i byen, for hun havde det bedre indenfor skolens trygge rammer, men når han var sammen med dem, ville hun helt sikkert føle sig meget tryg også. Hun smilede op til ham med både munden og øjnene. Det ville blive en dag, man ville huske - det ville hun i hvert fald, og hun var sikker på, at han og Zamia også ville huske det i lang tid fremover.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack smilte roligt frem for sig, nikkede så og lod skiven dale roligt. De ville ikke kunne mærke den helt store forskel, kun se den.
Han vendte blikket væk fra hende, meget imod sin vilje. Men sikkerheden kom før lysterne. Han blev nødt til at se hvor de fløj henne, for ellers kunne det hurtigt ende galt heroppe i denne højde.
han smilte roligt frem for sig, imens han kiggede omkring dem og svarede så "jeg glæder mig faktisk utroligt meget til det, nu må vi jo se om vi overhovedet får sovet af bare spænding!" han smilte munter frem for sig og vendte lidt kort blikket tilbage imod hende. men kun kort, for så måtte han igen se hvor de var og hvordan omgivelserne så ud..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn grinede stille. "Ja, nu må vi se," svarede hun og smilede op til ham. Skønt hun ikke ville skilles fra ham nu, vidste hun, at jo før de skiltes, desto før kunne de være sammen igen. Hun ville nok ikke kunne få meget søvn, for hun ville ligge og tælle minutterne indtil de igen var sammen. Det ville blive svært at vente, men det ville blive en smule mere vanskeligt at fortælle Zamia, at hun skulle møde Jack - hun ville nok ikke blive glad for det i starten.
Everlyn var dog opsat på at de skulle mødes, om hun så skulle binde sin datter og slæbe hende med hen til ham. Trods det lød absurd, kunne Everlyn ikke lade være med at smile for sig selv ved tanken om, at det faktisk måske kunne ende sådan. Det ville ikke være første gang, Everlyn var blevet nødt til at tvinge sin datter til noget. Hun elskede sin datter, men nogle gange kunne hendes stædighed virkeligt gå hende på - især fordi hun selv var mindst ligeså stædig. Det var derfor, det ofte endte med, at de to råbte og skreg af hinanden. Det endte dog altid med, at de blev gode venner igen. Hun smilede ved tanken om deres små skænderier; det var en af de ting, der gjorde båndet mellem de to stærkere.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack smilte kærligt frem for sig, lod skiven dale helt ned til skolen dør, hvorefter skiven så forsvandt under deres føder og de stod nu foran døren på jorden.
Han åbnede døren for hende og lod hende så gå først. Han glædede sig ufatteligt meget til dagen derefter, der skete så mange fantastiske ting og hvert sekund betød og n var der endnu mindre tid til at det hele ville ske.
Han smilte kærligt til hende, kyssede hende hånd kærligt farvel og sagde så med blid stemme "vi ses i morgen smukke!" han kyssede hende blidt på munden, men stoppede hurtigt igen, for ikke at g for vidt. Så lod han hende gå først ind af døren og væk var de..


OUT//

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn gengælde hans kys, men sørgede også for, at det ikke blev alt for længe. Hun smilede til ham, da de gik hvert til sit, så efter ham, mens han gik, og vendte så om for at gå tilbage til hende og Zamias værelse. På trods af de sommerfugle, der fløj rundt i maven på hende, følte hun nu den træthed, der havde gemt sig, vælde ind over hende. Måske ville hun alligevel kunne få sovet lidt i nat - det ville trods alt være bedst, hvis hun gjorde. I morgen ville hun bekymre sig om at fortælle Zamia om det, der ventede hende. Hun skulle ud, men på en betingelse, som Everlyn ikke var helt sikker på, om hun ville acceptere. Det kunne være ligemeget lige nu. I morgen var en ny dag, og det skulle nok blive en dejlig dag, uanset hvad.

//out