Fuldmånens skær.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn åndede stille ud - det kunne godt lyde som et suk, men alligevel ikke helt. Hun sank en gang og så så på ham med blanke øjne, som var hun på grådens rand. Hun lagde sin hånd på hans kind og aede den med tommeltotten, mens hun smilede et undskyldende smil. "Du skal ikke undskylde," sagde hun blidt, skønt hun nu var glad for, at han havde gjort det, "jeg ved godt, at du sagde det i en god mening," hun sukkede lidt, "du er bare ikke den første, der siger sådan til mig," hun kunne ikke lide den måde, skiven havde skiftet mellem lille og sort - hun var ikke helt sikker på, hvad de farver kunne betyde, men det kunne ikke være nogle gode nogle.
Allermest havde hun lyst til at lade deres læber mødes igen, men hun holdt sig tilbage, for de var jo blevet enige om ikke at gøre noget i den stil. I stedet nussede hun ham igen i håret. Det havde ikke været hendes mening at blive sur på ham, og det var hun sådan set heller ikke. Hun gik bare altid i forsvarsstilling, når folk begyndte på sådan nogle ting. Et lille smil bredte sig på hendes læber. "Desuden vil jeg gerne have din mening om det," sagde hun stille.
Grunden til, at hun blev så forsvarende hver gang, var nok, at hun ikke var vant til, at andre end hende havde noget at skulle have sagt i Zamias opdragelse, for hun havde jo næsten altid været alene om det. Til trods for det, ville hun faktisk gerne have, at der var en, som hun kunne søge råd hos og sådan - det var noget, hun altid gerne havde villet have, og i en kort overgang havde hun da også haft det, men alt det var fortid nu. Hun var blevet så vant til, at det kun var hende, der skulle tage sig af Zamia, men sådan skulle det jo nok ikke altid være, hvis alt gik godt for hende.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Han smilte roligt, mere roligt end før i hvert fald og sagde så med en rolig stemme "tak, men alligevel undskyld. Det kom ikke mig ved!" det gjorde det i hvert fald ikke i nu, han håbede inderligt på at blive e del af dem begge og derved også en vigtig del af beslutningerne. Han var dog ikke kommet så langt i nu og havde ladet sig rive med.
Han smilte roligt, livede betydeligt mere op da hun sagde at hun gerne ville have hans mening også, hvorefter skiven så igen blev lyserød, dog stadigvæk lidt svagt. Han var endnu ikke helt sikker i sin sag. For han holde af hende, men frygtede alligevel hvad der ville ske. Han frygtede hvad han alt ville miste, hvis de blev uvenner.
Han smilte roligt igen, bøjede hovedet ind imod hende og kyssede hende så blidt i panden "jeg holder allerede mere af dig, for hvert sekund der går!" han smilte kærligt til hende og begyndte så igen med kærlige strøg at nusse hende på ryggen, imens hun stadigvæk lå trygt i hans favn..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn smilede og rødmede lidt på samme tid ved hans sidste kommentar. Hun havde det på samme måde med ham, men kunne af en eller anden grund ikke rigtigt få sig selv til at sige det. Måske havde det noget at gøre med, at så snart, det var sagt, kunne det ikke tages tilbage igen, og hun frygtede en smule, hvad der kunne ske, hvis hun bare lagde kortene på bordet. Hun sagde ikke noget, men smilede bare kærligt til ham, mens hun fortsat nussede hans hår. Hun var glad for at se, at skiven og hans øjne igen havde fået en lyserødlig kulør, for den farve vidste hun i hvert fald, hvad betød.
Det fik hende til at tænke på noget. Hun kendte ikke alle farverne og deres betydninger, men det ville hun nu meget gerne, for det var en god ting at vide, hvordan han havde det, når han var sammen med hende. Af denne grund, spurgte hun stille: "Hvilke farver er der egentligt?" hun tænkte ikke over, at han måske ikke ville forstå, at hun mente skivens farver, "og hvad betyder de alle sammen? To af dem har jeg gættet mig til," fortsatte hun, "grøn betyder, at du er jaloux, mens lyserød betyder, at du kan lide en person," igen var der et eller andet, der tilbage holdt hende fra at sige 'at du er forelsket i en person' - hun kunne ikke helt selv sige, hvorfor, det var sådan, men det var det altså. "Men sort og lille er jeg lidt mere usikker på," hun smilede lidt til ham, "og jeg har vidst ikke set flere, hvis der da er flere," det blev sagt en smule spørgende. Herefter blev hun tavs, mens hun afventede hans svar.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack lod blikket vandre væk fra hende, for han hadede når hans evner afslørede sine følelser så tydeligt. Det var næsten som at have et skilt i panden som afslørede alt for ham.
Han havde aldrig fortalt nogen om farverne, hvad de betød og sådan. Det havde han altid ladt andre om at finde ud af selv.
Han sukkede kort, tydeligt ikke helt bekvem ved det hele her da det hele blev en mild lilla farve og forklarede så med blikket stadigvæk holdt væk fra hende "Lyseblå så du også, den betyder at jeg har mine følelser under kontrol, det er den jeg oftest har. Så er der en blodrød farve som betyder arrigskab eller irritation, og en sort, som du så, der betyder sorg. Der er også en hvid, det betyder at jeg er glad og munter, så lyserød, som du har gættet rigtigt ved!.." han smilte en anelse usikkert, da det har virkelig bare var så meget afsløring som han overhovedet kunne komme til. Han afslørede alt, sine følelsers farver og betydning. Hun var den første han fortalte det til og han følte sig helt klart ikke tryg ved situationen, men han fortsatte alligevel "Så er der grøn, som rigtigt nok betyder misundelse, men jeg kan også få den farve når jeg er syg eller meget hårdt såret. Lilla betyder at jeg er.. øhm bange.. og gul er forvirring eller fortvivlelse!" den milde lillafarve, blev nu lidt gul af ren fortvivlelse. Han kunne ikke begribe at han lige havde afsløret en af sine største hemmeligheder. Men han kunne ikke andet, hun havde efterhånden en så stor magt over ham, at der ikke var andet at gøre end at fortælle det hele. Han sukkede kort og konstaterede så kort "der er også andre farver, men de er de vigtigste jeg har fortalt dig!" han lod blikket vandre usikkert ned imod hende øjne, veg så igen væk og afventede hendes reaktion, som domen i en retssal.


((Det med at der sikkert også er andre farver, er for at holde muligheder oppe, for at sætte flere farver ind, vis jeg kommer i tanke om andre vigtige ting at kunne vise.. XD))

[Everlyn Sentillio Melai]

//Okay så XD//

Everlyns øjne var varme og blide, mens han fortalte. Da han var færdig smilede hun kærligt til ham. Hendes hånd aede ham stadig og nussede ham også i håret. Hun forsøgte at fange hans blik, men kunne ikke, for han var en smule vigende. Hun bemærkede skivens farver og blev en smule trist over at se, at der både var lilla og gul at skimte. "Jack," begyndte hun stille, men stadig meget varmt, "tak," man kunne høre, at hun oprigtigt var glad for, at han havde fortalt hende det, "men så behøver du jo ikke vise andet end to farver, når vi er sammen; lyserød og hvid," hun lagde en finger under hans hage og løftede hans hoved lidt op, hvorefter hun lod deres læber mødes kort.
Nu var det hendes tur til at gøre ham tryg, og hun håbede på, at det her ville hjælpe bare en smule. Hun smilede til ham og så kærligt ind i hans øjne. Hun var virkeligt glad for, at han havde delt det med hende. "Desuden er det en god ting," hun mente selvfølgelig hans evne, "på den måde kan du ikke holde dine følelser hemmelige for mig," hun kyssede ham igen forsigtigt på trods af deres aftale, for hun kunne bare ikke lade være. Hans læber var så dejligt bløde. Hun sørgede dog også for, at det kun var små hurtige kys, så det ikke blev for lidenskabeligt.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Han smilte en anelse usikkert frem for sig, mærkede hendes hænder og lod så blikket hvile i hendes blik igen og tog imod kysset. Lige det sekund deres læber rørte hinanden igen, blev skiven igen helt selvlysende lyserød. Den blussede op, som en lampe der pludselig fik strøm og lyste så lyserødt som den nu kunne.
Han havde lukket sine øjne i nydelse, men åbnede dem igen efter andet kys og afslørede et par utroligt selvlysende lyserøde øjne. Han rødmede svagt, nu da hun kendte til alle hans følelser og sagde så med en vis alvorlighed i stemmen "jeg ville ikke have nogen grund til at gemme mine følelser for dig smukke!" han smilte kærligt, lod blikket vandre imod hende læber kort, men kyssede hende ikke. Da det næsten var for fristende ikke at lade kyssene gå videre og blive mere lidenskabelige..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn blev glad, da skiven igen fik den dejlige lyserøde farve. Også hun rødmede en smule, da han kaldte hende 'smukke'. Hun pressede sig ind til ham og smilede varmt. "Det er jeg glad for," sagde hun sagte, mens hun fortsat nussede ham. Hun ville så gerne kunne lade det fortsætte eller i det mindste bare kæle en smule, uden at det udviklede sig. Han virkede en smule usikker, og det ville hun gerne lave om på, hvis hun kunne. Hun selv var også en smule usikker på det hele, for det gik jo en smule hurtigt alt taget i betragtning, men hun vidste i hvert fald, hvad hun ville, hvis hun ellers havde måttet.
Hun kyssede ham igen blidt, men kort. Hun regnede med, at han vidste, hvad hun ville, hvis hun ikke havde haft det løfte, som hun lige nu var meget ærgerlig over, at hun havde. De havde ikke kendt hinanden særligt længe, men de havde allerede delt meget med hinanden. Hun tænkte lidt over, hvor mange han mon havde fortalt om farverne, og kom frem til, at det ikke kunne være særligt mange, idet han jo havde været en smule bange for at fortælle hende det. Måske var hun rent faktisk den første, han havde fortalt det til. Den tanke fik hende til at smile.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack smilte kærligt til hende, lukkede sine øjne i og mærkede så skiverne blive lidt mere lyserøde da deres kys igen mødtes.
Han kunne blive ved på den måde, men afbrød hurtigt kysset da tankerne var ved at løbe helt af med ham. Han smilte roligt, hadede sig selv lige nu for at være så godhjertet. Kunne han da ikke bare i et minisekund, være fuldstændig ligeglad med hendes løfte? Han havde kun lige tænkt tankerne, før han begyndte at skælde sig selv ud over at havde tænkt dem.
Han vendte blikket bort fra hende og konstaterede så, så ærligt som hans evner selv ville kunne være "jeg vil ikke kunne holde mig i skindet, hvis du tier mig på den måde!" han smilte muntert frem for sig og fortsatte så fortsat med munter stemme "jeg kan knap nok lige her uden at håber på en masse! Vi burde.." hans stemme sank til ukendelighed. Han kunne virkelig ikke begribe at det var ham der forslog det her. Han sukkede trist og fortsatte så hvor han var sluppet "vi burde bryde op for i dag, inden vi gør noget vi vil fortryde!" hans skive og øjne blev nu mere mørke og sorte i det. Han var en anelse i sorg, men det blev så hurtigt blodrød som had til sig selv. Han kunne ikke begribe at han lige havde sagt det men det var bedst sådan. Skiverne og hans øjne blev blå, for han forsøgte at få sine følelser under kontrol igen og afventede så hendes reaktioner med skammen siddende over sig..

((hehe jeg tror ikke at jeg har lavet en tråd med så mange skiftende farver før.. XD Hun gør virkelig noget ved ham..))

[Everlyn Sentillio Melai]

//Det kan jeg nu meget godt lide XD//

Everlyn så væk, mens hun bed sig i læben, men så dukkede et lille smil frem på hendes læber. Først var hun blevet en smule trist, men lidt efter var hun kommet til at tænke på, at han jo sagde sådan for hendes skyld. Hun bemærkede skivens to farver; den sorte, som hun havde set en gang før og den røde, som hun ikke havde set. Hun lod sin hånd hvile på hans kind. "Du behøver ikke blive trist eller vred," hviskede hun og smilede varmt til ham, "for du har jo ret. Og jeg ved godt, at du kun gør det for min skyld," hun så ned og rødmede en smule, "det betyder jo bare, at du virkeligt holder af mig."
Hun havde ikke lyst til, at de skulle gå hvert til sit lige nu, for det var jo lige så dejligt, men han havde jo ret; det ville sikkert ende med, at de gjorde noget, de ville fortryde, hvis de blev sammen. "Men hvis du ikke kan holde dig i skindet," fortsatte hun med et lille smil, "så har du nok ret i, at vi skal bryde op for nu," hun kunne på en måde godt lide, at hun var så svær at holde fingrene fra for ham. Det var længe siden, nogen havde haft det sådan med hende, så vidt hun vidste. Hun havde ikke troet, at hun stadig kunne få mænd til at have det sådan, men det kunne hun åbenbart - i hvert fald med ham her.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack smilte mere roligt, hendes berøring fik igen skiven til at blev lyserød. Hvor var det da egentligt pinligt at der ikke skulle mere til efterhånden. Han smilte kærligt til hende, lod blikket flakke kort ned imod hendes læber kyssede hende blidt og sagde så derefter "vi må gå nu så!" han smilte kærligt til hende og ville så sidde sig op i takt med at hun også gjorde det, så hun ikke bare ville vælte ned af ham.
Han smilte roligt og rykkede så ud til kanten af skiven og lod en hånd tilbyde hende hjælp til at komme ned, til trods for at der ikke var langt ned. Da de var kommet ned forsvandt energiskiven, hans øjne mistede nu sin lyserøde farve og blev krystal blå og helt normale. Han kiggede kærligt på hende, men sagde intet for nu.
Det blev mørkere omkring dem her i natten, hans energiskive havde lyst området op, men nu hvor månen kun var der, skulle han lige vende sig til den nye belysning..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn fulgte med ham og tog imod hans hånd. Da de stod på jorden, så hun op på ham. Han var ret meget højere end hun var, men det var nu heller ikke svært for en person at være, da hun var meget lav. Hun lagde arme om hans hals og smilede op til ham. *Gør jeg virkeligt det ved ham?* spurgte hun sig selv og blev en smule glad ved tanken. "Hvornår kan vi så mødes igen?" spurgte hun. Der var en smule tristhed at høre i hendes stemme, men hun vidste godt, at dette var det klogeste. Hun ville mødes med ham så snart som muligt, for hun vidste godt, at det kunne blive svært i længden, hvis de ikke var sammen.
På den anden side, var der jo en ret stor sandsynlighed for, at de ville se hinanden, da de jo var lærer på den samme skole, men stadig. Det kunne ende med, at det gik ud over hendes normale humør. Man siger jo, at forelskelse er en form for stof, som man kan blive afhængig af. Hun smilede til ham og havde ikke planer om at slippe ham lige nu og ikke før, de havde aftalt en ny dato og et nyt sted. Næste gang ville Zamia nok også komme med, for jo før de to lærte hinanden at kende, desto bedre.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Han smilte til hende, lagde armene om hendes talje og kiggede så kærligt ned på hende. Han lod blikket flakke lidt eftertænksomt ud til den ene side, vendte det så tilbage imod hende og svarede "hvad med i morgen, vi kunne alle tage til byen og lave et eller andet der!" han smilte drømmende frem for sig, det kunne da være rigtigt hyggeligt. Kvinden han elskede og hendes sikkert så dejlige barn og ham. Det kunne da ikke blive bedre, kunne det?
Has kiggede spørgende ned på hende hvad syntes hun om idéen?
Han kiggede nysgerrigt på hende og spurgte så med fornyet interesse "hvad kan hun alt lide, din datter? Hvad drømmer hun om?" han kiggede roligt ned på hende, afventede spændt svar og håbede sådan at han ville falde i god jord med Zamia..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn smilede stort til ham. "Det lyder godt," sagde hun så til hans første spørgsmål. Hun kunne godt lide tanken om, at de tre skulle ud i byen sammen. Lige nu kunne hun ikke forstille sig noget bedre. Til hans andet spørgsmål, svarede hun: "så vidt, jeg ved, drømmer hun mest om tre ting. Den første er, at komme ud i byen. Den anden er, at kunne flyve," hun så ned og hendes stemme blev en smule lavere, idet hun sagde: "og den tredje er, at min gamle kæreste kommer tilbage," hun bed sig i læben.
Hun ville ikke lyve for ham, skønt det måske godt kunne gøre lidt ondt med sandheden. Hun huskede, hvordan han havde været, da hun havde fortalt om ham. Det var et af Zamias største ønsker, men Everlyn håbede på, at hun måske ville droppe det ønske, hvis hun mødte en, der var ligeså dejlig, som han havde været dengang. Hun så op på Jack igen. Hendes øjne var blide og varme, men på samme tid en smule undskyldende. Det ville nok blive lidt vanskeligt til at starte med, hvad angik Zamias og hans forhold - hun ville ikke lukke ham ind lige med et samme. Vil han mon kunne klare det?

[Professor Jack Fox (Angel)]

Han smilte roligt frem for sig, at flyve, det kunne Jack jo sagtens klare, lige som det med at komme i byen. Men at få Everlyns eks tilbage, var ikke nået han hverken kunne eller ønskede.
Han smilte roligt til hende, som om at der ikke var noget at undskylde for og sagde så roligt "hun holder virkelig af ham, hva?" han kiggede roligt ned på hende, det var vidst godt at han lige nu ikke brugte sine evner, for de ville formentligt afsløre mere end han ønskede.
Han livede dog en anelse mere op og fortsatte så til de andre to ønsker "jeg vil sagtens kunne give hende en flyve tur og det endda mere sikkert end det overhovedet kan blive for nogen!" han smilte muntert og kunne lige forestille sig et glad barneansigt når det fandt ud af at det skulle ud at flyve. At det skulle have opfyldt et af sine største ønsker. Han smilte glad ved tanken, han glædede sig allerede, til trods for den lille urolige fornemmelse. Han ønskede ikke at skuffe Everlyn eller Zamia for den sags skyld. Vile pigen mon kunne lide ham..? Var han god nok..?

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn blev mere glad, da han smilede til hende, og hun gengældte det. Smilet blev dog lidt mindre ved hans første spørgsmål. "Hun var to, da hun sidst så ham, så jeg tror mere, hun holder af mindet om, hvordan hun syntes, han var," svarede hun i håb om, at det ville hjælpe lidt på det. Hun nussede ham lidt i nakken og smilede. "Det skal nok gå," sagde hun, mens hun så kærligt på ham, "jeg er sikker på, at hun nok skal kunne komme til at lide dig," hun holdt en pause, så ned, men så så op igen, idet hun sagde:
"Men du skal altså ikke lade dig slå ud, hvis Zammi er en smule kold overfor dig til at starte med," hun stillede sig på tå og kyssede ham blidt, "jeg er sikker på, at hun nok skal tø op på et tidspunkt," hun håbede ikke, at Zamia ville være alt for hård ved ham, skønt det var meget muligt, at hun ville virke som om, hun hadede ham til at begynde med.