Fuldmånens skær.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn kunne ikke lade være med at smile, og det ændredes sig hurtigt til en let latter. Han var nu egentligt ret sød, som han sådan klumrede i det og var helt nervøs. Det var ved at være lidt tid siden, hun havde fået en voksen mand til at opføre sig som en vrøvlende tosse. Hun havde glemt, hvordan det kunne være - for det meste, hvis en dreng eller mand kunne lide hende, fandt han en eller anden måde at forholde sig kølig på, men med ham her var det lidt anderledes. Han virkede ikke, som om han havde styr på det hele, og det var faktisk rart på en måde. Hendes latter havde fået hende til at slappe lidt mere af.
"Men jeg advarer dig," sagde hun stille, men med et lille smil, "Zamia er noget af en håndfuld," hun så mod månen og smilede. Det beroligede hende altid lidt at tale om sin datter. Nok var hun en pestilens somme tider, men på samme tid var der ikke noget i hele verden, som Everlyn elskede mere end den lille pige. Pludseligt kom kvinden dog til at tænke på, hvordan Zamia havde det med de mænd, der var interesserede i hendes mor, og så ned igen. "Og hun så hader mænd, der kan lide mig," det var ikke mere end en mumlen, men Jack ville stadig sagtens kunne høre hende.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Han smilte nu mere roligt, hendes latter beroligede ham og han smilte derfor venligt til hende. Da hun igen vendte blikket imod sine hænder, fulgte han igen blikket og svarede så med en frisk og venlig stemme "Det gør det, om muligt, blot endnu bedre!" han hentydede til hendes første par sætninger, hvorefter hun gik videre til det næste og han svarede med en nu rolig stemme "hun lyder som en interessant og elskværdig pige! Men det er jo heller ikke fordi at der endnu er sket noget, så op med humøret. Vi tager den stille og roligt og så lader vi hende være en del af det hele, så hun ikke føler at hun har mistet dig eller noget! Det skal nok gå!" han lagde en beroligende hånd på hendes skulder og smilte så venligt. Han elskede børn og det at pigen hadede fyre der var interesserede i hendes mor. Kunne godt tyde på at hun var bange for at miste sin mor til en anden, hvilket gjorde hende blot endnu mere elskværdig end ellers. Så han ville helt klart give det en chance, både Zamia og Everlyn..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn sukkede, men smilede på samme tid. Hun stivnede lidt, da hun mærkede hans hånd på sin skulder, men slappede hurtigt af igen og lod sin hånd lægges over hans. "Ja," svarede hun så og smilede sødt til ham, "men hun fik mig til at love hende, at jeg ikke være sammen med en anden mand. Hun venter stadig på, min gamle kæreste skal vende tilbage," igen sukkede hun. Hun kom til at tænke på noget, Sai havde sagt. Han havde haft ret, hun burde ikke lave løfter, der ikke ville kunne overholdes, og hun burde ikke holde løgnen kørende, men hun frygtede, hvordan pigen ville reagere på det, hvis hun fik det at vide nu.
Everlyn trak benene op på skiven, så hun nu sad med bøjede den, som statuen 'Den Lille Havfrue'. Det var ved at være længe siden, at hun havde været sådan rigtigt sammen med en mand, og hun var trods alt en kvinde med behov, men hun havde ikke i sinde at bryde sit løfte - men nogle gange kunne følelserne jo komme til at løbe af med hende. Hun kunne godt lide Jack, men hun vidste ikke helt, hvor godt. Hun smilede lidt til ham bare fordi, hun kunne - og for den sags skyld også gerne ville.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Han trykkede hendes skulder blidt, bare lige i håb om at berolige hende mere og fjernede så roligt hånden. Han smilte, tydeligt accepterende og svarede så med venlig stemme "så lad os være venner, så bryder du ikke noget løfte og så kan vi altid se hvad det føre med sig. Det kan jo være at hun selv finder ud af at det også kan være godt at have en fyr der og at fyren aldrig vil kunne erstatte hendes rigtige far!" han smilte nærmest omsorgsfuldt til hende og lænede sig så tilbage imod sine hænder. Han sad fantastisk godt her på den silkebløde skive og ved siden af en så fantastisk kvinde som Everlyn. Han følte sig mere munter og glad end han havde været længe. Han havde ikke tilladt sig selv at føle for meget, at finde en kvinde og føle noget for hende. For hans fortid havde ikke ligefrem været den helt heldige hvad angik kvinder.
Men hun fik ham til at tro at der var håb for kærligheden, at ikke alle forhold var døbt til at ende i tåre og sårede følelser. Han smilte roligt frem for sig ved disse tanker og lod så et ømt blik vandre af hende. Ja hun var noget specielt, kunne han fornemme..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn så uforstående og undrende på ham, da han nævnte Zamias rigtige far, men forstod så, hvad han måtte tro. "Nejnej," sagde hun hurtigt og smilede skævt, "han var ikke hendes far. Hun kender ikke sin far. Jeg kendte ham knap nok," nu var det hendes tur til at rødme. Hun havde vidst ikke fortalt særligt mange om Zamias rigtige far, og nu var det bare fløjet ud af hende, uden at hun egentligt havde tænkt over det. Der var ikke mange, der vidste, hvordan det var gået til, at hun var blevet gravid, for det var ikke nogen behagelig oplevelse for kvinden, og hun havde lidt fortrængt den.
Nu ville Jack nok begynde at spørge ind til, hvem faderen så var, og hun ville ikke kunne lyve sig fra det. Hvordan ville han reagere, når han lærte sandheden at kende? Ville han acceptere det, som han havde accepteret alt andet ved hende? Eller ville han bare se ned på hende, fordi hun havde været så dum og naiv? Ville han beskylde hende for det, som hun havde beskyldt sig selv det så længe? Og som hendes forældre havde gjort? Hun vidste ikke, om hun ville kunne klare det, hvis det var hans reaktion.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Han havde automatisk bare gået ud fra at det havde været hendes far, Zamia gerne ville have tilbage til Everlyn, men han smilte blot undskyldende og betragtede så hendes rødmen med et lille smil. Det klædte hende ufatteligt, lige så meget som det havde gjort da hun havde smilt og grinet.
Han smilte roligt frem for sig og spurgte så nysgerrigt "hvem er hendes far så?" han kiggede nysgerrigt på hende, men tilføjede så hurtigt for at markerer at det egentligt ikke rigtigt kom ham ved "ikke fordi at du har nogen grund til at forklare mig det, hvis du ikke vil! Så hvis du ikke vil sige det, så er det helt fint med mig!" han var ved at gå helt i selvsving af bare fortrydelse at han havde spurgt. For godt nok var han interesseret i både hendes fremtid, nutid og ikke mindst hendes fortid. Men han havde ingen grund til at spørge, det kom ikke ham ved og så alligevel håbede han alligevel at hun ville svare ham..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn kunne ikke lade være med at fnise en lille smule. "Du er nu ret sød, at du ved det," sagde hun med et lille glimt i øjet og et skævt smil på læberne, "når du sådan er helt nervøs i det," hun kørte en hånd gennem håret, lukkede øjnene og blev lidt mere alvorlig. "Jeg var lige blevet 15," sagde hun så, mens hun forsøgte at gendanne sig natten så godt, som hun nu kunne, "der var den her dreng, som jeg var ret vild med, men jeg troede ikke, han kunne lide mig. Derfor kan du vel forestille dig, at jeg blev umådeligt glad, da han bad mig mødes med ham en aften," hun trak vejret dybt, inden hun førtsatte:
"Han snød mig selvfølgelig, det liderlige svin," hun sank en klump, der havde sat sig fast i halsen på hende ved mindet, "han var kun ude efter det, en dreng på den alder nu engang tænker på," hun lod blikket fæstne sig på hænderne, der igen lå i skødet på hende, men nu var de knugede så hårdt, at knoerne blev helt hvide, "han havde sine venner med, og de var meget større, end jeg var, så jeg kunne intet stille op," hun sagde ikke mere nu, for hun regnede med, at han kunne gætte sig til, hvad der var sket. Desuden kæmpede hun nu med tårerne, der var begyndt at vælde op i hendes øjne, uden at hun selv havde villet have det.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Han smilte kort, rødmede svagt og sagde så en anelse usikkert "tak, men jeg tør væde med at det ikke slå dig, når du smiler. Et syn for guder må jeg sige!" han var dårlige til at give komplimenter, men han havde ment det og det var kommet fra hjertet af, hvilket tydeligt kunne høres.
Han smilte roligt, men blev så mere alvorlig og lyttende da hun begyndte at fortælle. Han mærkede sit hjerte der begyndte at slå hurtigere og hurtigere jo mere hun fortalte, af bare had og foragt. Hvem kunne dog finde på sådan noget.
Han kiggede helt forbavset på hende, med en vis omsorg og alligevel had siddende i blikket. Han kunne ikke fatte at nogen kunne være så tomhjernet at gøre noget så modbydeligt. Det var da.. ahh.. Han kunne råbe af arrigskab.
Men han åndede roligt ud, tydeligt meget påvirket af det hun havde sagt og sagde så med en godt tilkæmpet rolig stemme de burde fængsles, eller.. hans stemme blev mere og mere sammenbidt, jo mere han sagde og han stoppede derfor op, for ikke at begynde at råbe sine ord ud.
Han åndede igen roligt ud og spurgte så videre, da han regnede med at hun sikkert ikke gad snakke ret meget mere om det "hvem var så fyren din atter gerne ville have tilbage?" han smilte nu mere, det var temmelig tydeligt at han gerne ville frelse hende for at skulle snakke mere om det. For han havde bemærket hendes skiftende humør og han ønskede nødigt at hun skulle blive trist nu på grund af ham..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn sad tavst lidt, mens hun forsøgte at få kontrollen tilbage. Det var længe siden, hun havde fortalt nogen om det, der var hændt hende den gang, og for den sags skyld havde hun heller ikke rigtigt tænkt på det. Hun kunne godt høre på ham, at han følte med hende, og det fik hende til at smile en lille smule. Hun var dog også en smule taknemmelig, da han spurgte om noget andet. Hun så kort på ham og så så op på himlen for at finde lidt ro, inden hun svarede:
"Han var den første person, jeg mødte, da jeg kom hertil. Han hjalp mig med at finde mig tilrette, med at bringe Zammi til verden og med at opfostre hende de første par år af hendes liv," hun smilede lidt til ham, for hun blev både en smule glad og en smule trist ved dette minde, "men han ville ud og se verden, så vi blev enige om, at han ikke skulle komme tilbage for at besøge Zammi og mig, da det ville være for svært kun at se ham i kort tid," hun sukkede stille, "alligevel sagde han til Zammi, at han nok ville komme tilbage," hun vidste godt, at det havde været forkert af dem begge at lade pigen tro, at han ville komme tilbage, men hun havde ikke villet kunnet bære at skulle forklare sin datter, at hun aldrig ville få ham at se igen.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack lod blikke vandre ud imod vandfaldet, han lyttede tydeligt intenst til det hun havde at fortælle og nikkede derfor i ny og næ.
Han smilte roligt frem for sig, tanken om en fyr som både pigen og Everlyn holdte af var tankevækkende. Ikke ment på en negativ måde, selv om at han missundede fyren, så men det var ganske enkelt bare tankevækkende. Han vidste ikke helt hvordan et kunne forklares, det varmede hans tanker at vide at folk stadig væk elskede og holdte af hinanden til trods for afstanden og omstændighederne. For pigen holdte jo tydeligt at denne fyr, men Everlyn lod og til ikke at hade ham.
Han smilte roligt frem for sig og spurgte så med en klar og nysgerrig stemme "hvordan er han så?" han satte sig bedre til pas og lænede sig så bagover, så der dukkede et ryglæne op bag dem begge. Han ville gerne høre noget mere om denne fyr, for derved fik hans også mere at vide om Everlyn. Men hvis hun ikke ville svare ham, var det forståeligt og han ville straks finde noget andet at snakke om..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn rynkede brynene, mens hun så på ham, som om hun ikke helt var klar over, hvorfor han var dog var interesseret i det, men det var han åbenbart. Hun smilede lidt, og fulgte hans eksempel ved at læne sig tilbage, så hun sad lidt bedre. "Han er sød og hjælpsom," sagde hun så, "for ikke at tale om flot," hun skævede til ham, for at se, om han ville reagere på det, men fortsatte så:
"Sådan husker jeg ham i hvert fald, skønt det er ret mange år siden. Du ved, hvordan det er, mindet om en person bliver som regel bedre med tiden," hun rullede en smule med øjnene, "jeg tænker stadig sommetider på ham, men det er ikke så ofte. Zammi derimod tænker ofte på ham, for hun husker ham som om, han bare var den perfekte person, hvilket han jo ikke er, siden den perfekte person slet ikke findes," hun holdt inde, da hun blev klar over, at hun faktisk sagde meget mere, end det han havde bedt hende om. Skulle hun være helt ærlig, kunne hun ikke så godt huske ham og så alligevel. Det var svært for hende at forklare, hvordan han var, for hun huskede mest kun de gode ting ved ham.

[Professor Jack Fox (Angel)]

((hehe det er jo også sådan fortiden helst skal huskes! XD))

Jack lagde den ene hånd bag hovedet, vendte ansigtet lidt hen imod hende og afventede så hendes svar. Han lyttede, vendte så ansigtet væk og op imod himle og forblev tavs. Han lyttede, det lød for fantastisk til at kunne overgås. Han smilte roligt, men hans tanker var helt andet steds. Han ønskede at vide mere om Everlyn, men i stedet for havde han fundet enden af sin godhjertethed og ønskede blot at de kunne snakke om noget andet.
Hans energiskive, som nu næsten var formet som en liggestol for to, var nu blevet helt grøn af misundelse. Den lyste lige så kraftigt som før, men var nu blevet helt grøn efter hans følelser. hans øjne lyste ligeså grønne, da han igen vendte ansigtet imod hende og smilte sagte. Han ønskede at snakke om noget andet, hvilket også kunne ses en lille smule i hans ansigt. Men han ville selvfølgelig ikke vise sin misundelse så tydeligt som det var blevet, så han forsøgte at fortsætte på samme emne, for at det ikke skulle være for indlysende. han smilte roligt og svarede så med rolig stemme "det lyder som en der var værd at drømme om for en kvinde som dig!" han kunne godt høre lidt på ham at han havde fortrudt at han havde spurgt ind til denne fyr. Men det var også tydeligt nu, at han helst ikke ville komme for meget ind på hvor miskundelig han var på at denne fyr havde både Everlyn og Zamia som holdte af ham..

[Everlyn Sentillio Melai]

//Jep //

Everlyn stivnede endnu en gang, da skiven igen skiftede farve - hun havde ikke vænnet sig til, at den kunne det endnu. At dømme fra den grønne farve og udtrykket i hans øjne, måtte han være misundelig. Det kunne man også godt høre på hans kommentar. Everlyn åndede stille ud, mens hun smilede skævt. Uden at tænke over det, lagde hun en hånd på hans ben. "Hør," sagde hun stille, mens hun så på ham stadig med det lettere skæve smil på læben, "han var en dejlig fyr," hun forsøgte at fange hans blik, for hun ville have, at han forstod, at hun mente det, hun sagde, "men hvis han virkeligt havde elsket mig og holdt af mig og Zammi for den sags skyld, ville han ikke være taget af sted på den måde. Desuden er det, som sagt, år siden, så det er på tide at komme over ham, synes du ikke?" hun lagde hovedet på skrå. Det var et indbydende spørgsmål, som hun godt kunne gætte svaret på. Hun havde virkeligt været forelsket i ham, men det var længe siden. De følelser, der var tilbage, hvis der da overhovedet var nogle, skyldtes nok mest Zammis følelser for en mand, hun sikkert ikke engang kunne huske ordentligt. Everlyn sad nu bare og så på Jack med hovedet let på skrå, blide øjne og et lille smil på læben, mens hun afventede hans reaktion.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack stivnede da hendes hånd lagde sig på hans lår, han lod det lysende blik fæstne sig på hendes hånd, hvorefter både skive og hans øjne blev helt lilla.
Han tvang dog sig selv til at slappe mere af, smilte roligt og vendte så blikket imod hende og sagde nærmest forvirret og bestemt fra hjertet af "du leger med ilden! Hvis du ikke passer på, ender det med at jeg ky..." han stoppede sig midt i sin egen tankestrøm og forsnakkende ord. Han havde under sine ord, igen kigget på hendes hånd. Men nu fæstnede han det lysende blik i hendes øjne og kiggede nærmest skræmt, som havde han helt klart forsnakket sig. Han hævede brynene i en nærmest undskyldende gestus og svarede hende så, for at snakke om noget helt andet "jo det er en god idé. Fortiden er god at huske.. men.. men.." han kiggede halvt nervøst på hendes hånd, så hendes læber og derefter tilbage til hendes blik, hvorefter han fortsatte så godt han kunne "men.. øh.. det er ikke godt at hænge for meget i den.. Eller sådan noget!" ved de sidste ord var hans øjne helt begravet i hendes, skiven og hans øjne, var nu blevet helt lyserød igen og han virkede helt fraværende og opslugt af hendes smukke øjne..

((jeg har lige tilføjet farven lilla, til hans skema på profilen.. XD))

[Everlyn Sentillio Melai]

//Jeg kan godt lide, at jeg har fået de to farver, der stortset aldrig bliver vist, til at skinne igennem XD//

Et stort smil bredte sig på Everlyns læber, og snart efter begyndte hun at grine - hun kunne slet ikke lade være. Hun grinede ikke af ham, skønt man måske godt kunne tro det. Hun havde det bare med at grine, hvis hun syntes, et eller andet var sødt; og lige nu var han i hvert fald virkeligt sød. Hun kunne utroligt godt lide den måde, han var så hyllet ud af den lige nu. Hun vendte sig helt mod ham, så hun nu sad med fronten til og kigge dybt ind i hans øjne. "Hvad var det, du sagde, det ville ende med?" spurgte hun på en gang drillende og legende. Han havde vakt noget i hende, som hun ikke havde følt i meget langt tid.
Hun ignorerede skivens skiftende lys, og holdt i stedet sine øjne på hans. Hun kunne godt lide at lege med ham på den her måde, men hun ville aldrig gøre det, hvis hun vidste, han ville ende med at blive såret - hun kunne aldrig finde på at lege med en andens følelser på den måde. Det her var dog anderledes, for skønt hun legede med ham og spillede på hans følelser, var der også seriøse følelser indblandet; ikke kun for hans vedkommende, men også for hendes. Hun ville bare se, hvor meget der skulle til, inden han ikke ville kunne styre sine følelser mere. Inderst inde håbede hun på, at det ikke ville tage alt for lang tid, skønt det ikke var noget, hun havde i sinde at fortælle ham.