day and night, can't be together

[A. Nicole Mind-Angel Lauritzen]

Angel trådte ud på balkommen. solen var lige gået ned, men himlen var stadig utrolig smuk. der var stille overalt. kun nogle få dyrs lyde kunne høres. Angel havde været syg længe. lige siden hun havde haft det voldsomme flash-back havde hun været syg og havde holdt sig i hendes seng. hun havde slet ikke været ude og det havde hun behov for nu. hun havde dog ikke fået lov til at forlade skolen, men havde fået lov til at gå ud på balkommen.
Angel var gået der ud, og havde stilt sig, der stod en stol til hvis hun fik det dårligt. hun havde ikke særligt mange kræfter da det havde taget hårdt på hende, og hun spiste heller ikke så meget længere. hun gjorde i det hele taget ikke ret meget.
Angel kiggede op på himlen. den var smuk. hendes lyse hår fik et lyserødt skær, og hendes lilla tynde natkjole, tja den var bare lilla. den gik hende til omkring låret, men hun ahvde en slå brok til omkring knæende løst ud over

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Nigle kom stille ud på balkonen, da han havde en smule lyst til at ryge. Det var første gang i hele hans forløb at han gjorder det på skolen. Hans ur var aktiv, så hans ører var der ikke, hans hale var svunget ind. Hans før gule øjne og ar var væk, istedet var der mørke og sorte øjne. Han var klædt i en sort t-shirt med hvid skift: "If the day isn't wasted, I am". Han havde stramme hvide jeans. Han genkendte hurtigt Angels lugt, men satte sig bare tæt på døren og sagde intet. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han tog sin cigaretpakke frem, fandt en og sin lighter. Han tændte den stille og slappede af imod balkonmuren, mens røgen fjøl sidelæns, så det ikke ville flyve imod Angel. Han så bare ned i jorden foran sig.

[A. Nicole Mind-Angel Lauritzen]

Angel stod bare stille og kiggede ud over balkommen, mod horisonten. hun kiggede ned da hun på godt af stand kunne mærke Night, og hun kunne mærke han var lige på vej mod hende. Da han så satte sig, blev hun stående. hun kiggede blot mod himlen og horistonen, og stod mest af alt som om hun var lavet af sten, hun kiggede blot og ventede. men der skete bare intet. Angel vendte sig rundt.
- "har du ikke tænkt dig at snakke til mig!?" sagde hun spørgende og lagde armen over kors. hun kiggede på ham, og kunne mærke hun begyndte at blive svimmel, men lod som intet. han skulle ikke se hvor syg hun egnetligt var.

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Nigle blev overrasket over hun genkendte ham eller den eneste forskel var at han mindede mindre om en kat. Han tog et sug og pustede ud inden han svarede og holdte sin cigaret i sine fingre, mens hånden lå på hans knæ, som var hævet op.
"Undskyld.. går det bedre?" spurgte han roligt og bekymret, men hans så på hende med de to mørke sorte øjne, inden igen så væk.

[A. Nicole Mind-Angel Lauritzen]

Angel kunne mærke vreden blusse op i hende. hvorfor var han sådan her, hvorfor opførte han sig sådan her, det kunne han ikke være bekendt.
- "Night jeg kan fornemme det dig, også selvom du ikke ligner dig" hun var glad på hans vejne at han kunne skjule hvem han var, men hun kunne ikke lide det, det ændrede ham, og også lidt af hans personlighed. hun kiggede blot på ham, og mærkede svimmelheden igen. hun greb fat i kanten af balkommen så hun ikke ville vælte. hun vidste at hun burde sætte sig, hun gjorde det bare ikke. han skulel ikke se eller opdage det.

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Nigle så på hende igen og rejste sig op. Han tog et sug til som han pustede ud, i retningen hvor vinden blæste, så det igen undgik Angel.
"Det vidste jeg ikke" sagde han roligt, selvom han indeni havde en tristhed og en vrede som irriterende ham lige nu. Han gik hen og stod omkring en halv meter fra hende, hvor han stilte sig og så undersøgende på hende. Hans instinkt sagde til ham at hun ikke var helt rask endnu.
"Sæt dig hellere på stolen, du ved ikke hvor længe du kan stå op" sagde han i en bekymret stemme og så lidt alvorligt på hende.

[A. Nicole Mind-Angel Lauritzen]

Angel kiggede på Night, hun var sur på ham. han havde bare forladt hende. ladet hende være syg, og havde ikke engang gidet komme på besøg eller hilst. hun var sur, trist og utilpas. Angel kiggede på ham.
- "du bestemmer ikke over mig" sagde hun med en svag men fast stemme, og gik alligevel over og satte sig på stolen. hun kiggede på ham, og så ned i jorden. hun ville ønske at verdene ville holde op med at snurre rundt

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Nigle havde været så tæt på at råbe af hendes kommentar til hans bekymring, men slugte det, da hun gik hen og satte sig. Han tog en dyb indånding og pustede ud for at få ro på nerverne.
"Prøv så at høre efter.. Jeg har ikke haft besøgt dig fordi jeg var bange for at du var sur på mig og ville begynde at råbe hvis jeg kom" forklarede han og stilte sig ved siden af stolen, læntet imod balkonmuren, han så stille på hende og fast holdte blikket, mens han lod sin hånd ligge på muren med cigaretten i hånden.

[A. Nicole Mind-Angel Lauritzen]

Angel kiggede på ham, hendes blik var blevet koldt, og trist.
- "kom råb af mig, det er jo det du gerne vil" sagde hun blot. hun kunne mærke det. meget tydeligt endda. hun kiggede bare frem for sig, og lænte sig så tilbage på stolen. hun havde aller mest lyst til bare at rejse sig op, og råbe og skrige af ham, men lige nu havde hun slet ikke kræfter til det.
- "Night lige gyldig hvor sur jeg bliver så vil jeg altid have besøg af dig, du min bror" sagde hun, og kiggede ned. han var hendes bror. hun havde undersøgt det både i hans blod og gennem hendes far

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Nigle så ikke længere på hende, han tog et sug af hans cigaret, som var noget halvdelen nu. Smagen var slem, næsten lige så slem som lugten. Men smagen var han i det mindste blevet vant til, i forhold til lugten, der altid var lige slem. Røgen begyndte at flyve opad og der efter ud til siden. "Ingen grund til at råbe, når der ikke er brug for det" sagde Nigle roligt over det hun havde haft sagt omkring hans råben. Han vidste godt at hun kunne føle hans følelser, hun havde jo evnerne til det. Til hendes næste kommentar, sukkede han kort.
"Jeg er ikke din bror, Angel" sagde han roligt og lød sikker. "Da mine forældre fik mig og så mit DNA var de bange for at få børn igen". Det var ihvertfald den sandhed han havde fået fra sine forældre.

[A. Nicole Mind-Angel Lauritzen]

Angel kiggede ikke på ham. hun så bare frem for sig. og kiggede mor horisonten selvom det var lidt svært der hvor hun sad.
- "ingen grund til det" fnyste hun "Ha ha sig det til dine følelser" sagde hun så noget mere saraktisk, men hvis han ikke gad at gøre mere ud af det, så kunne det da også bare være lige meget. Angel kiggede på hans smøg igen, og så væk. hun hadede den slags. hun kunne ikke lide røgen, og hvis hun kom for tæt på det så ville hun sikkert blive dårlig. men hun lod som intet.
- "fortæl mig så hvorfor vi har nogen lunde det samme dna??" sagde hun og kiggede på ham, med alvorlige øjne. hun kunne smage det. det lød underligt, men det kunen hun bare, hun vidste ikke hvorfor fordi det passede slet ikke med resten af hendes evner, og derfor var hun forvirret over denne.

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Nigle tog det sidste sug, og pustede ud, hvorefter han slukkede den, da han kunne mærke vinden ændre sig.
"Måske fordi vi begge er mutanter, vi har begge to et fejl gen, eller et ekstar gen, som gør os forskellig fra.." Ordet mennesker smagte værre i munden på ham end cigaretten, men der gik lidt inden han kunne tage sig sammen til at sige uden så meget had, som steg i ham over det. " forskellig fra mennesker." han kiggede derefter på hende igen. Han kunne næsten ikke for sig selv til at tro på at han virkelige havde en søster eller bror, det ville på den måde være helt underlig for ham, at efter hele sit liv hvor han har haft stået alene og så der pludselig kommer en ukendt søskend.

[A. Nicole Mind-Angel Lauritzen]

Angel kiggede på ham, og lukkede så øjne, hun var træt af at diskutere, hun var træt af at være sat til siden, træt af at stå alene, selvom hun havde gjort det hele livet på nær de første få år af hendes liv. Angel åbne hendes øjne og borede sig ind i hans hoved, ind i hans hukommelse, og fandt hvad hun søgte. Et billede. Angel sukkede. hun havde haft ret, men hvordan hun kunne få ham til at tro på sig vidste hun ikke.
- "vent lige her" sagde hun med en rolig stemme, og rejste sig så og gik mod hendes værelse. hun gik med noget vaklende skridt, men det tog hun sig ikke af, hun skulle hente det hun skulle bruge. Angel stoppede op. trak vejret dybt og begav sig videre og denne gang gik det meget bedre.

På vejen tilbage var hun dog nød til at stoppe op mange flere gange. hun brød sig slet ikke om det, men hun stoppede op. trak vejret dybt, og begyndte at gå. det var bare ikke hele tiden det hjalp. hun kunne mærke at hun blev mere og mere svimmel, og væltede så.
- "Matt" var det sidste hun nåede at sige inden hun ramte jorden, og inden blev alt for sort. i hånden havde hun et billede af hendes mor. deres mor. Hendes selv i som helt lille og en dreng med begyndende øre ved siden af. men far ver ingen steder at se. det kunne ha været en hver anden familie, men det var det ikke, det var tydeligt. bag på stod der hvem det var. årstal og så havde hendes far skrevet med meget små og næsten ulæslige bokstaver 'hun var mig utro, den so'

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Nigle var ikke så vild med den måde hun gik på, men stod og så lidt rundt på himlen, da hun gik. Da han hørte nogen falde, så var det af ren bekymring at han næsten løb ind til Angel. Han fandt hende hurtigt og satte sig ned på knæ foran hende. Han satte hende op i siddestilling, så hun sad op af ham. Han kiggede bekymrede på Angel, men han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han fik først der øje på billedet. Han tog det op og så nærmere på det. Han genkendte moren, det var jo hans egen. Vreden og hade steg kort, han så genkendte pigen, som Angel. Hun havde så ret? Han vendte billedet om og læste de næsten ulæselig ord. Tårene begyndte stille at kører fra hans øjne. Han følte sig meget dum og hjælpeløs, som et lille stædig barn. Han nussede stille hendes hår og kaldte stille på hende. "Angel?"

[A. Nicole Mind-Angel Lauritzen]

Angel kom stille til sig selv. hun havde været langt væk, men aldrig så langt væk at Night ikke kunne kalde hende tilbage. Angel åbnede langsomt og sløvt hendes øjne.
- "ja.. ??" sagde hun stille og lavt. turen ind i hans hoved havde givet hende det sidste skub og da hun så stædigt begyndte at gå havde hun fået det skub der sendte hende ud over afgrunden og derfor var hun besvimet. Angel kiggede bare stille på Nigle, og lagde så mærke til tårene. og opdagede så at hun ikke længere havde billede.
- "undskyld" mumlede hun stille og lukkede øjne. alting snurrede rundt for hende, og hun var så frygteligt træt. hun vidste at hun havde over anstregt sig, men det var der jo intet at gøre ved nu