sitting alone

[April LaRoux]

"Det er ikke dig jeg mente, Sai, det var de andre," forklarede April. Hun var mere end overbevist om at lige præcis denne person, ikke bar fordomme.
Rødtoppen satte sig i skrædderstilling, stadig foran Sai. Hun rettede sig op, og så rundt i rummet.
"Men er der ikke noget du kan gøre ved det?" spurgte hun, efter nogle få sekunder.
Det var ikke Aprils mening at snage, eller noget - hun kunne bare ikke gøre for det.

[Sai Mardek]

Sai så på April og svarede "har prøvet men det eneste jeg slap af med var sådanset at ligne et misfoster ret groft da mine arme og ben manglede omkrin ti centimeter" han spillede let med sin tvedelte tunge da han jo var som en slange lige nu og de gjorde det for at opfange dufte i luften

[April LaRoux]

"Oh," udbrød April. hun var bange for at have sagt or meget, om noget der egentligt ikke kom hende ved.
"Jeg tror bare jeg tier stille nu, så"
Hun skubbede en rød tot hår om bag et smukkefuldt øre, og betragtede Sai i stilhed. Det føltes lidt bizart, at sidde ved en der mest af alt mindede om en slange, men April besluttede sig for ikke at tænke yderligere over det. Alle skulle jo være her, og da stedet netop husede mutanter, var det nok ikke så akavet igen.

[Sai Mardek]

Sai så stadig på April og tænkte på om hun ikke fandt det ret creepy at han faktisk slet ikke blinkede men han havde jo også sagt han var en slange så hun kunne nok godt forstå det. han sagde "nej det behøver du ikke" han ville gerne snakke men vidste bare ikke om hvad

[April LaRoux]

April nikkede, men sagde ikke noget lige med det samme. Hun var lidt bange for at sige noget der måska kunne lyde som en fornærmelse.
"Altså.. Jeg forstår are ikke hvorfor du gemmer dig her. De fleste her er vel vant til folk med et anderledes.. Udseende? Eller det kan jeg ikke isge, jeg er lige kommet." April prøvede virkelig at lette stemningen, men hun var langt fra sikker på at hun sagde det rigtige.

[Sai Mardek]

Sai så på April og sagde "nok ikke van til en der skifter udseende som andre skifter sokker..." han smilede til hende men stoppede hurtigt igen da han blottede sine spidse tænder og hun jo nok var bange nok for ham i forvejen. han var dog glad for at hun prøvede på at gøre ham i bedre humør

[April LaRoux]

April gengælte svagt smilet, så godt hun nu kunne.
"Det er der nok noget om, men de skal jo lære det på en eller anden måde?" Hendes temmebånd var ved at arme op, og det var ikke længere så svært at finde på noget at sige, tværtimod skulle hun til at være forsigtig. Hun kunne selv mærke de svare lydbølger hun bar begyndt at udsende ved ren og skær tale. Nok var de ikke stærke, men hun ville ikke risikere at støve rummet helt til.
"Jeg mener, sådan ville det være i min lille lyserøde verden."

[Sai Mardek]

Sai nikkede bare og sagde "jeg glæder mig også til den dag jeg kan styre min evne ordentligt" han ville mere end noget andet kunne styre sin evne og ville gerne tae den hjælp han kunne få indtil han kunne styre den. han ville ikke blive ved med at være ude af stand til at styre sin evne

[April LaRoux]

April nikkede, det var også en af hendes få ønser for fremtiden.
"Samme her," sagde hun kort. "Altså, jeg mener, min evne." det var tydeligt at hun ikke havde de samme problemer som Sai, og hun følte en stikken af dårlig samvittighed i maven - April var stolt af son evne, ja, men hun havde altid fundet den besværlig og irriterende at leve med.

[Sai Mardek]

Sai så på April og grinede lidt men det lød underligt da hans stemme var hæs og han sagde "jeg havde heller ikke regnet med andet jo" han var glad for at have mødt hende og spurgte "hvad er din evne egentlig?" han var nysgerrig

[April LaRoux]

"Jeg skriger," svarede April med et højtideligt smil. "Og snakker og synger."
Hun tænkte sig lidt om, før hun begyndte at forklare;
"Det hedder vist nok audiokinese. Noget med nogle lydbølger der er en anelse kraftigere end normalt.." Ja, der var ikke anden måde at forklare det på, det var jo sådan det hang sammen, så vidt April vidste.
"Tror jeg nok"

[Sai Mardek]

Sai nikkede og sagde "lyder som en god evne men du har jo nok samme problem som mig med ikke at kunne styre det ordentligt" han så på April med øjnene som ikke blinkede overhovedet. han havde vænnet sig til det efter en times tid cirka da han var holdt op med at tænke på det

[April LaRoux]

"Styre det? Er du gal? Det er da nok det sidste jeg kan.. Det er småfarligt at skedes med mig, det ender bare med at folk enten bliver døve, eller får en bygning ned over sig.. Så stærke er bølgerne," April kunne ikke lade være med at le af sin egen talestøm, der bare blev ved med at hobe sig op.
"Det værste er, at jeg skal koncentrere mig om, for eksempel at synge.. Ellers ender det med at enhver der bliver ramt af de bølger, bliver kærlighedssyge,"
Det var en dal af hendes evner, hun ikke var så stolt af. Det var svært at styre, og det var ikke ligefrem den måde hun ville have folk til at holde af sig.
"Sådan i stil med sirenerne far den græske mytologi"

[Sai Mardek]

Han smilede uden at blotte sine tænder og sagde "forståeligt nok når din stemme har den effekt men nu er jeg jo næsten døv lige nu så mon ikke jeg kan undgå det indtil videre" han opfordrede ikke til noget han pointerede det nærmere. han høørte på hendes samlignen og tilføjede "nu ikke glemmer nymfer" han kunne ikke huske hvilken mythologi de optrådte i men han vidste at de havde samme slags stemmer som sirener

[April LaRoux]

"Yay! April, den lille fartglade og evigt hyperaktive.. Nymfe?" Hun kunne ikke lade vær med at le, hvilket resulterede i at væggene afgav støv.
Hun var glad for at Sai lod til at være mede afslappet, det hjalp virkelig på rødtoppens humør.
"Eller.. Noget i den dur," afsluttede hun.
April trak knæene op under hagen, og hvilede hovedet derpå, hun havde ikke engang lagt mærke til at lokalet nu var en del mere støvet end før, og at det var hendes skyld.