"Skønheden" og "Udyret"

[Mitch]

Han kunne ikke holde en tåre fra at forlade hans øjenkrog, hun holdt af ham for den han var og hadede ham ikek for hvad han var ligesom næsten alle andre han kendte, hans forældre havde forrådt, mennesker havde tortureret ham, mutanter her mobbede ham, men hun holdt af ham! hun var mere end alt hvad han behøvede, ligenu betød alverdens ondskab ingenting, det kunne ikke trænge ind til dem her mens de sad i hinandens arme. Han tav imidlertid, han anede ikek hvad han skulle sige der ikke bare ville være ligegyldigt, hun græd fordi hun trængte til det og han forstod hende godt, mange gang havde han selv haft lyst til bare at lade det tage over og komme ud med det, Han holdt hende tæt indtil sit store bløde korpus og skærmede hende fra alle andre. Stilheden talte sit eget tydelige sprog

[Candy Sweet]

Candy græd et godt stykke til. Hvor længe viste hun ikke, men det var også lige meget. Hendes gråd blev stille og roligt til en svag hulken inden den til sidste døde hen til en stille snøften. Hun løftede ansigtet en smule, så kun hendes pande hvilede mod hans bryst ”Undskyld” sagde hun stille og snøftede ”Jeg havde bare sådan brug for at komme af med det” fortsatte hun stille og snøftede en gang til. En underlig lettet følelse skyllede igennem hende, som var en stor byrde lige blevet løftet fra hendes spinkle skuldre ”Tak” sagde hun stille og gav ham et stort kram.

[Mitch]

Han smilte stille og nød hendes kram " du skal ikke undskylde " hviskede han stilel til hende og smilte og lagde blidt sin hånd på hendes kind igen og strøg den kærligt med den pelsede tommelfinger og fjernede de sidste tårer og løftede blidt hendes ansigt op mod sit og gav hende et blidt kys på mundvigen " hjalp det? " spurgte han stille og smilte " altså at få grædt ud, ikke kysset " skyndte han sig at rette på sigselv og rødmede let under pelsen, endnu en af hans pinlige talefejl!

[Candy Sweet]

Candys kinder var lettere opløst af gråden, og hendes øjne var stadig våde. Alligevel var der et lille smil på hendes læber "Det gjorde det meget, tak" svarede hun stille, og hendes smil voksede en smule mere, smilet til ham. Hun gav ham endnu et kort klem inden hun roligt slap ham igen "Det var bare.. En masse ting der ligesom havde hobet sig op og bare ville ud, nu.. Nu hvor der kommer en ny begyndelse" sagde hun stille og fangede hans blik med sine våde, blanke øjne der skinnede i månelyset.

[Mitch]

Mitch smilte stille kærligt til hende, en ny begyndelse.. ja det måtte det være. Han smilte stille til hende og aede blidt hendes kind. " hov.. det er ved at blive sent " konstaterede han pludseligt mest til sigselv og så ud på himlen hvor at andet end månens og stjernernes lys nu helt havde opgivet kampen og lod mørket fylde den kølige nat, en tanke strejfede ham pludseligt og han så stille ned " øhm.. jeg.. jeg tænkte på..om du måske. ." han tav stille og så ned på madrassen imellem dem næstne somom han skammede sig

[Candy Sweet]

Candy løftede hoved lidt og rettede blikke mod vinduets mørke "Gud ja! Gad vide hvad klokken er blevet?" sagde hun overrasket. Havde de virkelig siddet der så længe? Det virkede rimelig mørkt udenfor, så det måtte da være sent! Da Mitch talte igen fornemmede hun straks genkomsten af hans nervøsitet. Hun så roligt på ham "Ja?" hjalp hun ham forsigtigt på vej, for at han ikke gik i stå eller tabte tråden, selvom det ikke var hendes intryk af ham. Især når han begyndte at stamme sådan var det noget helt særligt han prøvede at sige.

[Mitch]

" altså jeg.. " han sukkede stille med sine dybe stemme ogbed sig i læben, hvorfor ikek få det overstået? " jeg.. jeg ville gern spørge dig om.. om du ville have lyst til at.. blive.. om du ville have lyst til at blive her.. bare i nat.. jeg.. " han bed sig i lben og havde næsten opgivet spørgsmålet på forhånd " jeg er bange for at være låst inde her alene i mørket " hviskede han stille og fastlåste blikket lodret nedad, han havde fået en kraftig frygt for at være låst inde i mørke helt alene gennem de sidste mange år og de sidste par nætter mens han havde været her havde han knapt nok sovet. Men hvordan kunne han dog få dne tanke? spørgsmålet i sigselv var dumt.

[Candy Sweet]

Candy smilte medlidende til ham. Hun kørte en hånd fra hans pande, opover hans ene øre og ned om hagen hvor hun forsigtigt løftede hans hoved op "Du behøver altså ikke være så bange for at spørger" startede hun roligt og kæligt "Jeg vil gerne blive her, hvis det får dig til at sove bedre" afsluttede hun så fast, så ham ikke var i tvivl om at hun mente det, og at det ikke bare var noget hun sagde. Så måtte hun blive fanget og få eftersiddninger herfra og til hun engang blev gammel. Hvis det hjalp ham med at ryste ensomheden af sig og sove bedre, ville hun hjertens gerne løbe den rissiko.

[Mitch]

Han gøs let af behag under hendes kærtegn og lod hende villigt løfte hans ansigt op mod hendes selvom han havde lukkede øjne indtil hun begyndte at tale, han åbnede langsomt sine sølvgrå katteøjne og så ind i hendes og lyttede til hendes stemme og pludselig var hans blik om noget utroligt forbløffet " du.. du vil? jamen.. du.. du behøver ikke det er bare en dum frygt.. barnligt " løj han stille og sukkede, somom det hele bare var en dum lille bagatel selvom det faktisk betød en hel del for ham

[Candy Sweet]

Candy tog rolitg hans pote i sine hænder "Men sagde jeg ikke lige at jeg godt ville?" sagde hun med et varmt smil og sukkede kort "Mitch, for det første hjælper det ikke at bagatellisere det. Jeg kan mærke på dig at, selvom det måske virker barnligt, så berøre det dig og hvis det berøre dig, berøre det mig ligemeget hvor barnligt det er" fortalte hun ham roligt og aede blidt hans pote imens, uden at fjerne blikket fra hans sølv-grå øjne. Hun ville tage ham i hånden og tage ned på legepladsen for at bygge sandslotte hvis det ville gøre ham glad!

[Mitch]

Han sukkede stille og rystede følelsen af pinlig barnlighed af sig da han nu var overbevist om at det ikek rørte hende. Han smilte stille til hende og nød følelsen af hendes kærlige berøringer og lagde blidt sin frie pote tilbage til hendes kind, i sandhed var han faktisk dybt rørt over hvordan hun behandlede ham og kunne ikke holde en lille krystal klar tåre tilbage imens den rullede ned af hans kind " jeg elsker dig " hviskede han stille [/b] mere end du aner "[/b] hviskede han igen og kyssede hende forsigtigt, blidt og ekstremt kærligt

[Candy Sweet]

Candy tørrede ganske forsigtigt hans tåre væk, og betraktede den kort mens den lå på hendes finger, inden hun tørrede den væk i sine bukser, og hun igen vendte blikket mod ham. Hun smilte varmt da hun endnu engang mærkede hans bløde snude i sit ansigt "Tak... Det er altid rart at vide ens følelser er gengældt" svarede hun kærligt og gav hans pote et kort klap. "Men jeg må nok hellere lige hente et par ting inden vi lægger os, så vi kan være friske og veludhvilede til imorgen!" sagde hun og gjorde mine til at rejse sig "Vi har jo også en aftale i morgen aften skal vi huske" tilføjede hun så med et let drillende smil. Det møde ville man hvist kunne kalde en date uden at overdrive overhoved.

[Mitch]

Han smilte varmt og nikkede medgivende og skyndte sig at rejse sig op og blidt hjælpe hende op at stå og luntede hen og åbnede døren (han var så glad at hans forsigtighed ikke var på højt niveu og han havde nært knækket nøglen) Han sikrede sig lige hurtigt at der ikke var nogen ude på gangen før han gjorde mine til at der var fri bane " lov mig at du skynder dig " hviskede han stille til hende og gav hende et blidt kys på panden før hun forlod værelset og han selv smuttede hen på sit eget lille badeværelse og børstede tænder og (noget man nok så ret sjældent) striglede sin pels så den blev glat som silke og trådte ud af sine bukser og fik et umanerligt stort par natbukser på og satte sig på sengen, rettede lidt på folderne i dynen og lagnerne nærmest som en perfektionist men alt skulle jo være perfekt til hans prinsesse tænkte han og satte sig til at vente på hende

[Candy Sweet]

Candy nikkede kort som svar. Det var jo ikke ligefrem fordi hun skulle så langt. Hun børstede hurtigt tænder, fjernede sin lidt udtværrede make up og skiftede til sin pyjamas. Den var total skotsk ternet og i to dele. Bukserne sad løst og lod til at være en smule for lange, mens skjorten så ud til at passe en smule bedre, men stadig lidt stor i det. Hun tog sin dyne, pude, skiftetøj og en hårbørste og satte på listefod tilbage til Mitchs værelse. Hun mødte heldigvis ikke nogen på vejen, så da hun nåde frem bankede hun kort to gange, inden hun smuttede indenfor, og hurtigt lukkede døren bagved sig.

[Mitch]

Mitch smilte varmt da hun endeligt listede ind til ham igen og han skyndte sig at låse døren med et dæmpet klik og hjalp hende gallant med at få hendes ting placeret rundt hvor de passede ind (mest bare en ikke ligefrem forvirrende men lidt vakkelvorn stak på skrivebordet) og smilte lidt forlegent, han havde aldrig før delt seng med nogen og specielt ikke en pige! hans pels skinnede blankt efter at være blevet børstet og var blødere end nogensinde da han blidt gav hende et strøg over kinden " sååe.. vil du.. ligge inderst eller yderst? " han lidt klodset