"Skønheden" og "Udyret"

[Candy Sweet]

Candy havde stadig et bredt smil på læben da de nåde gangene udenfor sovesalene. Hun havde hørt rygter om at de muligvis blev lavet om til 3-4 mands værelser i stedet. Men det havde kun været løse rygter, så intet var jo sikkert. Det ville vel skabe nogen mere privatliv, men tilgengæld var der jo chance for at komme til at komme til at bo med nogen man bare ikke kunne med. Hendes hånd lå tryk i Mitch store pote, hvor den havde sneget sin hen allerede omkring trapperne i indgangshallen. Hun var ikke helt sikker på hvor de enlig var på vej hen, men havde lidt på fornemmelsen de begge troed den anden førte an. Hun genkendte gangen nemt, det var trosalt den der førte til sovesalene, og det eneste sted i fløjene hvor både drenge og piger måtte være. Hun så smilende op på Mitch "Har du et mål, eller vader du bare ligesom mig?" spurgte hun roligt med et smil.

[Mitch]

Mitch havde et stort og varmt smil på, da de kom gående hånd i pote og sendte blikek til ehnde og gik æt havd eikke så få tabt underkæben, Candy der i forhold til ham var fluevægt og ham på størrelse med et næsehorn på bagben, mange havde tabt hvad de havde stået med i hænderne mens andre bare havde stirret måbende. Det var først nu hun talte at han blev bevidst om at han bare blindt havde fulgt hende rundt og nu var de her. Han så hurtigt rundt og genkendte lidt efter lidt gangen, det var jo oppe ved sovesalene! Han spejdede rundt efter en dør med et lille messing skilt på og smilte stort " kom med " hviskede han, man måtte jo egentlig ikke befinde sig i det andet køns værelser så han sikrede sig at gangen var tom før han sneg sig hen til døren med det lille messing skil hvorpå der med snirklede bogstaver stod "Miquel" Han brugte jo væsentligt mere plads end de fleste andre unge på stedet og da så mange var bange for ham havde det vist sig at være bedst han fik sit eget værelse.

Han åbnede stille døren og guidede hende blidt med sig in i et halvstort kvadratisk rum med en to personers seng (som han næsten præsterede at udfylde helt selv) en bogreol med en del bøger (mest letlæsning da han aldrig rigtigt var blevet lært at læse ordentligt) en enorm kontorstol og et skrivebord (på størelse med et spisebord) med nogle papirer af meget smukek og detaljerede tegninger af dyr og andre mærkligt udseende mutnater som engang havde været hans venner, og sidst men ikke mindst (lidt pinligt) et par store (for ham små) læsebriller. På gulvet i hjørnet lå der en tallerken, bestik og et glas fra ahns frokost han havde bedt om at få serveret på værelset indtil han var mere tryg med de elever han ellers skulel spise med. Han slap blidt hendes hånd og satte sig ned på den enorme seng der svagt gav efter og knirkede efter han havde lukket (og låst for en sikkerheds skyld) døren. " velkommen " sagde han stille og fortrød han ikek havde fået stuvet hans læse briller af vejen

[Candy Sweet]

Candy havde ignoreret blikkene på vejen, efter hurtigt at have konstateret at der alligevel ikke ville gå 3 dage inden alle viste det, og der var vel ingen grund til at udsætte det uundgåelige. Hellere få sladderen overstået med det samme. Hvis det var åbenlyst var det alligevel ikke spændende særligt længe.

Candy hævede smilende det ene øjnebryn en smule da hun fik øje på messingpladen. Mitch var bare et kælenavn kunne hun så gætte sig til. Hun så sig kort rundt på gangen, for at sikre sig at der ikke var nogen, inden hun smuttede ind på værelset og så sig roligt omkring. Selv havde hun også et værelse for sig selv, men det var vist kun en midlertidig ting så vidt hun viste. Hendes blik faldt først på bøgerne som hun hurtigt skimtede et par titler. Ikke ligefrem tung læsning, men så kom hun i tanke det han havde sagt i dyrehaven og forstod. Han havde jo nok aldrig gået i skole. Hendes blik gled roligt videre til bordet hvor hun straks så det sæt hinkesten der vist skulle forestille briller. Et lille smil bredte sig på hendes læber som hun fortsatte og fik øje på tegningerne. Hun samlede forsigtigt en af dem op og kiggede på den ”De er rigtigt flot tegnet” sagde hun roligt, nærmest til sig selv, inden hun så på Mitch med et smil ”Nogen du selv har tegnet?” spurgte hun så smilende.

[Mitch]

Han så stille på hende, faktisk kunne han ikek rigtigt få blikket fra hende " ja.. når jeg ikek kan sove så tegner jeg somregel, det er den eneste fornøjelse jeg havde i min fortid og jeg havde nok tid til at øve mig imens jeg drømte om verden udenfor " sukkede han stille, det sidste var mest af alt til hamselv og ikke ret højt men hun vilel nok have hørt det. Han betragtede ehnde stille og følte sig i bund og grund lidt forlegen over at hun komplimenterede hans tegninger men han var også blevet rigtig god til at tegne

[Candy Sweet]

Candy nikkede stille og så ned på tegningen igen "Så kan man da sige der er kommet noget godt ud af det!" sagde hun opmuntrende "For de her tegninger er virkelig smukke. Meget detaljeret og utrolig godt proportioneret!" kommenterede hun smilende og mødte hans blik. Lod sine øjne hvile ved hans dybe, sølvgrå katteøjne der lod til at betage hende lige meget hver eneste gang hun så ind i dem. Hun lagde roligt tegningen tilbage på bordet, dog uden at fjerne blikket fra ham. Det resulterede i at tegningen kom til at ligge på kanten af bordet og hænge faretruende udover kanten.

[Mitch]

Han så hende stille tilbage i øjnene med sine store sølvgrå katteøjne. Han havde allerede glemt alt om tegning der var i fare ofr at falde på gulvet. Han rakte stille sin pote frem og tog blidt hendes hånd og trak hende forsigtigt og drillende hen imod sig når hun stod op og han sad ned var hun ikke meget mere end kun et hovede højere end ham. Han havde ikke sluppet hendes øjne med sine, han kunne ikke, ville ikke, han nød den kildrnede fornemmelse og følelsen af hans hjerte der satte i gallop når de så sådan på hinanden. Udenfor hans store vindue pressede aftenmørlet sig på i en hård kamp med solens sidste stråler i den fjerne horisont og indikerede at det var ved at klokken måtte være mindst omkring 8.

[Candy Sweet]

Candy kunne kun smile da han trak hende mod sig. Hun kunne mærke de små sommerfugle blafre i sin mave igen, som de allerede havde gjort så meget den dag. Det var næsten helt underligt at se ned på ham, i stedet for næsten at skulle strække sig for overhoved at få et glimt af hans hoved. Hun satte sig roligt ved siden af ham på sengen, men beholdt sin hånd i hans pote. Stilheden sagde de usagte ord der havde ligget i luften hele dagen, indtil hun valgte at bryde den "Er Miquel et navn du selv har valgt?" spurgte hun roligt.

[Mitch]

han så på hende i et par sekunder betænksomt, før det slog ham hvad du mente " åh! nej det er mine foræl.. mine tidligere ejere der døbte mig det " mumlede han stille lidt sammenbidt de var måske hans biologiske forældre men de havde ikke set til ham i ti år og de havde forrådt ham på grund af hvad han var, han nægtede at se dem som famillie, han havde også prøvet at lægge navnet fra sig men skolen insisterede på at der ikek måtte stå Mitch på skiltet. han begyndte stille at stryge hendes hånd med sin pelsede tommelfinger uden rigtigt at tænke over det, mest for at berolige hamselv.. det var smertefulde minder " Mit rigtige navn er Michel Miguel " sagde han stille

[Candy Sweet]

Candy så ned på hans pote hvori hendes ene hånd lå, og lagde så trøstende sin anden hånd overpå hans pote og gav den et roligt klem "Undskyld jeg spurgte" undskyldete hun stille og følte et stik i samvittigheden. Hvordan kunne hun være så ubetænksom?! Hun sank stille en lille klump "Jeg var heller ikke altid Candy Sweet" sagde hun så stille og kiggede op på ham igen med et svagt smil der ligesom var svært at placere "Engang var jeg Diana McDiggens, født og opvokset i Skotland". Hendes stemme fik en underlig klag da hun sagde de sidste ord. Som et godt måltid der blev ødelagdt af forkert selvskab, et godt minde der blev ødelagdt af skæbnes ironiske spil.

EDIT: Havde skrevet hendes navn forkert. Er rettet nu.

[Mitch]

Han mærkede hvordan hendes anden hånd lagde sig på hans pelsede pote og han smilte stille til hende " det gør ikke noget, jeg har ingen grund til at holde det hemmeligt for dig " hviskede han stil og sandt nok udover rektor var hun den eneste der kendte hans rigtige fulde navn. Han fuldte interaseret med i hvad hun efterfølgende sagde og så undrende på hende " hvad fik dig til at skifte navn? " spurgte han stille

[Candy Sweet]

Candys smil blev let bittert "Diana er en kvinde der lever i frygt, på flugt fra regeringen og guderne ved hvem, uden nogen andelse om hvorvidt hendes venner og familie ville tage imod hende med åbne arme også ringe til politiet mens hun sov, eller om de ville hjælpe og skjule hende" hun var ved at sænke blikket, men tvang sig til at holde det oppe "Candy er fri. Candy er bare en normal kvinde med et stort talent for at se om folk snyder i poker. Hun har et nyt hjem her, mens Diana er eftersøgt og konstant på flugt..." fortalt hun stille. Et navn siger ikke meget, nej. Hun havde været nød til at skifte identitet. Måske opførte hun sig og talte som Diana, men Diana havde en familie og et glimt af håb. Candy havde lagt det bag sig.

[Mitch]

Han løftede sin frie pote og lagde den blidt på hendes kind og lod den pelsede tommelfinger kærtegne den. Han gjorde det både for at trøste hende og samtidig for at sikre sig hun ikek slog blikket ned, han så hende dybt i øjnene med et blot varmere og mere kærligt blik end før, han ville vise hende at hun i ahns øjne stædig havde al verdens respekt fra ham af, at hun var istandtil at se siselv som en anden person var fantastisk og han beundrede hende næsten. "øhm.. jeg.. jeg ved ikke helt hvordan man siger den her slags men.. " han bed sig i læben, vad faen var det dog for en ene tale han var begyndt på? men han havde ikek nok fornuft til at stoppe og nu var han begyndt " jeg.. i mine øjne er du meget mere end det.. jeg.." han sank en klump, han var næsten rædselsslagen for at sige det, han vidste egentlig ikek hvorfor " jeg elsker dig.. " hviskede han på grænsen til det uhørlige og så hende i øjnene

[Candy Sweet]

Candy mærkede hvordan en tåre stille trillede ned på Mitch pote på hendes kind. Hendes liv var et skuespil, et rollespil hvor et eneste fejltrin kunne få fatale følger. Hvis kostumet ikke sad præcis som det skulle når tæppet gled til side, ville ingen tro på teaterst magi. Det tog et øjeblik før Mitch ord nåde helt ind til hende, og der gik et sekundt mere inden hun forstod dem. Det var dråben der fik det til at briste "Jeg elsker altså også dig" svarede hun åndeløst inden hun begravede ansigtet i pelsen på hans bryst og græd. Hun græd over så meget, over frygten, tabet, forandringen, livet alt fik frit løb, og fik lov at komme ud liger der.

[Mitch]

Han slap forsigtigt hendes hænder og lod sin pote forlade hendes kind og lagde begge sine arme blidt omkring hende og holdt hende tæt ind til sig og lagde sit hovede ved hendes skulder. " såså " hviskede han stille og kærligt til hende " såså, det skal nok gå, jeg lover at passe på dig, ingen skal nogensinde gøre dig ondt " hviskede han og lukkede sine egne øjne, han var bange for selv at komem til at græde men han ville ikke! han ville være tapper og stærk! han ville være helten, den urørlige helt på sejrens tinde men det var han ikke, han havde haft for mange tab i sit liv men dette ville han aldrig tabe, han elskede hende for højt til at kunne se hende lide, ingen jordisk lænke ville kunne holde ham fra hendes side! og det løfte han lige havde givet, at han ville passe på hende og give den kærlighed hun var blevet benægtet ligeosm hamselv havde kun gjordt det mere klart for ham. Han begyndte stille og vugge hende blidt fra side til side i sine arme og holdt hende i sin varme favn som var den en beskyttende mur fra omverdenen imens nattemørket havde fået overtaget uden for og selv det lille værelse henlå i et kraftig mørke men samtidig badet i et sært sølvskær, det var månen der strålede ned på dem gennem vinduet og fik han pels til at skinne som sølv.

[Candy Sweet]

Candy hulkede hemningsløst ind i Mitch pels, mens tårene blot løb frit. Hun havde ikke haft en chance for at græde ud den sidste tid, så alt der var sket havde blot stablet sig op til uoverskuelige højder. "Tak Mitch" snøftede hun lykkeligt og fortsatte "Tak for alt.. Tak fordi du er dig" hulkede hun stille og omfavnede ham. Det var slet ikke nødvendigt for hende at se hans aura for at vide at han ville holde sine ord, lige meget hvad. Hans stemme og hans kærlige favntag var alt hun behøvede. Han ville være der for hende, som hun ville være der for ham. Han skulle aldrig være ensom eller uelsket igen. De ville altid havde hinanden fra nu af, igennem tykt og tyndt.