Concrete Angel.

[Lillith le Fay]

På hug sad den lyse skikkelse og spejdede udover haven. Øjnene var ravgyldne som en kats og lyste med et blødt skær, hvor mørket tegnede sine skygger på det marmorhvide ansigt. Tiden syntes ikke at have nogen indflydelse på lys og mørke - i hvert fald ikke på anden vis end at bestemme hvornår hvilken af dem skulle herske. Det var selvfølgelig også en vis indflydelse, men tiden kunne ikke slå hverken mørket eller lyset ihjel, for de var begge nødvendige for, at universet kunne fungere og planeterne dreje rundt omkring den brændende sol. Kuglen af ild ...

Lillith slyngede en arm om en af pavillionens stolper, for at genvinde balancen, som hun sad der på gelænderet. Hun sank en klump - det havde været tæt på. Selvom der var langt ned, kunne det være blevet mægtig pinligt, hvis hun var drattet ned fra gelænderet på den måde. Selvom der ikke var mange ude i regnen kunne der jo stadig være nogen med vagtsomme øjne tilbage ...

[Josh Loretz]

En skiggelse løb med en sportstaske på ryggen og en guitartaske i hånden hen over plænen, regnen gjorde ham våd og vandet piskede ned over ham. Den høje lyshårede fyr havde retning imod pavillionen, hvorfor vidste han ikke, han ville gerne lige i læ så han havde en chance for at se hvordan skolen så ud inden han trådte ind på den. Fyren var Josh der trådte ind i pavillionen uden at se sig ydeligere om, han kørte hans hænder ned over hans ansigt for at få vandet væk, han havde løbet hele vejen fra stationen der lå i udkanten af byen. Han havde hørt om denne skole for børn og unge der havde været så heldige at få en evne, dog så Josh ikke ligefrem hans evne som nogen god ting. Han kørte en hånd igennem det korte lyse hår og så først nu pigen, han trådte et skridt tilbage og bankede knæhaserne baglæns ind i en bænk så han fik sat sig ned. Han så op imod hende og sagde så.
" Jeg troede ikke her var nogen. "
Han rejste sig hurtigt op og rettede på hans gennemblødte tøj.

[Lillith le Fay]

Lillith så sig tilbage over skulderen, da lyden af løbende skridt nærmede sig i al hast. Hun løftede de hvide øjenbryn og så spørgende på den anden, da denne opdagede hende og bankede ind i en bænk. Hun gjorde et tappert forsøg på at kvæle den latter, der dirrede i hende, men det lykkedes ikke helt og resulterede i et noget der mindede om et halvt indelukket fnis. Nå, det var da bedre end at grine højlydt af nogen.
"Men det var der åbenbart alligevel," sagde Lillith med et smil på de rosa læber. Hun sænkede derefter det ene øjenbryn, så kun det andet var løftet, vendte sig om på gelænderet og hoppede ned igen, hvorefter hun lagde hovedet let på skrå og betragtede den anden et øjeblik. Kort efter konstaterede hun: "Du ligner en druknet mus."

[Josh Loretz]

Josh satte hans guitartaske fra sig og smed derefter hans taske på bænken. Han havde en sweatshirt på og et par cowboybukser, og et par hvide snickers. Han så ned i gulvet da han hørte hendes fnis, det var ret pinligt. Han lagde hans hånd på hans nakke og så en smule fortabt ud inden han så sagde.
" Ja det var der.. Men folk plejer at sidde på bænkene, ikke på gelænderet. "
Da hun løftede det ene øjenbryn fulgte han hendes eksempel og lagde hovedet lidt på skrå med et skævt smil på læberne. Da hun konstaterede at han lignede en druknet mus smilte han bredt og sagde.
" Tak for oplysningen.. Det var næsten ikke gået op for mig. "
Han rystede lidt på hovedet, og man kunne tydeligt høre sarkasmen i hans stemme.

[Lillith le Fay]

"'Plejer' er som regel aldrig til stede," sagde Lillith i et muntert tonefald og smilede bredt. Hun havde stadig hovedet let på skrå, da hun besvarede den næste kommentar fra den fremmede knægts side af. Hun blinkede kort til ham og svarede blot: "Øjnene er det første man bliver blind på!"
Lillith stak efterfølgende hænderne i lommerne - der var placeret en på hver side af hende - på den hvide kjole som hun yndede at bære så tit som muligt. Det var den bedste, både fordi stoffet var let og ikke varmt, men også fordi, den ikke var alt for lang. Så længe, den kun gik hende til knæerne kunne hun sagtens tolerere kjoler. Når de blev længere, skulle hun helst ikke gå for meget rundt i dem, før hun fik spat ... Eller i hvert fald besvær med at bevæge sig. Det var nok nærmere det.
Lillith kastede et blik på drengens to tasker og vendte derefter blikket tilbage imod ham endnu engang, men et spørgende udtryk i ansigtet.
"Er du lige kommet, eller er du på vej væk..?"

[Josh Loretz]

Josh smilte skævt til hende og trak kort på skulderne, det kunne der være noget om. Josh vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige til det, så han lod være med at sige noget. Da hun sagde at øjnene var det første man blev blind på rynkede han panden og så en smule uforstående på hende, han vidste ikke helt hvad hun mente med det, eller hvor det for den sags skyld kom fra.? Han bukkede sig forover og rettede på hans bukser der sad helt tæt ind til hans ben hvilket han fandt en smule ubehageligt da de var våde. Han skulle ind og finde hans værelse, og så ville han få tørret alt hans våde tøj, hvis han nu også have noget i tasken, hvlket han regnede med at han havde, da hans taske ikke ligefrem var vandtæt. Og så ville han sikkert gå i seng, da han nok ikke ville have noget tørt tøj tilbage. Da hun spurgte om han lige var kommet eller om han skred lagde han hovedet lidt på skrå og rynkede panden ved at hæve begge øjenbryn.
" Jeg tror ikke man bliver så våd som jeg er nu ved at gå fra hoveddøren og herned.? "
Han smilte skævt til hende og tilføjede hurtigt at han lige var kommet hertil.

[Lillith le Fay]

Lillith rystede let på hovedet.
"Det kan der selvfølgelig være noget om, selvom det nok komme an på éns bevægelseshastighed... Løber man, bliver man langt mere våd end hvis man går. Det er ret mystisk," sagde hun i et fuldkommen henkastet tonefald. Nu var det ikke det mest vanvittigt spændende at sige, men i det mindste sagde hun da noget - det hjalp som regel på det hele. Smilet veg ikke fra læberne, selvom tonen var en smule henkastet og uinteresseret i hvad hun selv sagde.
"Så du er lige ankommet ... Hvad hedder du og hvor er du fra? - er vidst de første spørgsmål man så skal stille," sagde hun og trak hænderne tilbage op fra lommen. Hun foldede dem bag ryggen og smilede mildt, før hun lige hurtigt tilføjede det sidste: "Ja, øh, jeg er Lillith!"

[Josh Loretz]

Josh kunne ikke lade være at smile, så klog var hun også. Han stod med et bredt smil på læberne inden han satte sig ned på bænken hvorpå hans taske også stod.
" Det er rigtig nok.. Men man bliver heller ikke så våd som jeg er ved at løbe fra hoveddøren og herned.. "
Han kunne dog godt høre på hendes henkastede tonefald at det egentlig ikke var noget hun fandt spændene og havde lyst til at snakke om, hvilket han fuldt ud forstod. Han rejste sig dog op fra bænken igen og tog hans taske, han stilte den på gulvet og fjernede hans guitar så den ikke stod og lænede sig op af bænken, han stilte sig så han lige kunne sætte sig ned på bænken.
" Sid ned. "
Han ville være høflig og vente med at sætte sig ned til hun sad på bænken. Da hun spurgte hvad han hed og hvor han var fra smilte han skævt og svarede.
" Josh.. Og begge mine forældre har spansk baggrund, men jeg er født her i landet. "
Han smilte skævt til hende og da hun præsenterede sig selv bukkede han kort og gentog hendes navn.

[Lillith le Fay]

Lillith lo blidt, før hun smøg sig over til bænken og satte sig ned. Hun var nået ind under pavillionens tag, før regnen begyndte at sile ned for alvor og var derfor ikke halvt så våd som den anden. Hun behøvede derfor heller ikke at fjerne klæbende stykker tøj eller hår - eller noget andet i den dur.
"Jo tak, det er nok behageligere end den pind derovre!" sagde hun og nikkede kort imod gelænderet hvor hun havde været placeret for to øjeblikke siden. Lillith sendte dog den lyshårede dreng et ret benovet blik ved det buk, han tildelte hende - så stak hun i endnu et smil og en let latter. "Og manerer har han også - hvor fint. Så du har spanske aner? Olé."
Det sidste lød en anelse ironisk, selvom det på ingen måde var ment som en fornærmelse. Smiklet var også stadigvæk på plads. Lillith trak fødderne op at hvile på kanten af bænken imens hun lagde an til et nyt spørgsmål. Hun var som sædvanlig ved at sprænges af dem, når hun mødte nye folk. Det var ret tit, der kom nye til.
"Så... Hvorfor er du spænet igennem regnen for at komme hertil, hvad?" spurgte hun og så nysgerrigt på den anden - Josh, hed han. En bølge af kulde smøg sig omkring den hvide pige, som hun betragtede det andet menneske ... Eller mutant, var han jo nok.

[Josh Loretz]

Josh var ved at blive sindssyg af hans bukser der sad så tæt ind til hans ben, det var ret irriterende da de klistrede på en klam måde, dog følte han heller ikke at han bare kunne smide bukserne foran hende. Han valgte dog at trække hans sweatshirt af, og imens han trak hans sweatshirt af kom det nederste af mave og ryg til syne, han trak hurtigt blusen af og rettede på hans trøje så man ikke kunne se hans hud, dog var det en hvid tanktop han havde på, og den var gennemsigtig af vandet der kom fra himelen. Han sendte hende et kort smil og sagde så.
" Ja undskyld mig.. Men jeg vil lige vrides. "
Han gik over til gelænderet og holdte blusen ud over og begyndte at vride den, det var ikke meget vand der kom ud af den, men den føltes bare så tung at have på. Han smed trøjen over skulderen og vendte sig rundt imod Lillith med et bredt smil på læberne. Han gik over og stilte sig foran hende inden han kørte hans hånd ned af hendes arm og ned til hendes hånd som han blidt tog og kyssede håndryggen.
" Si Senorita. "
Han løftede hovedet lidt så hans øjne mødte hendes og sendte hende et skævt charmerende smil. Han lod hans blågrønne øjne hvile kort i hendes inden han rettede sig op og satte sig ned ved siden af hende. Da han hørte hendes spørgsmål kunne han ikke lade være med at le en smule, nu kunne han ligeså godt smøre tykt på.
" Jeg skyndte mig så meget jeg kunne, for så var der en chance for at møde en køn pige som dem. "
Hans blågrønne øjne så ud i regnen lige efter han havde sagt det, men derefter drejede han hovedet og sendte hende et skævt smil.

[Lillith le Fay]

Lillith viftede let med den ene hånd og vendte blikket den anden vej, da den anden trak trøjen af. De fleste mennesker brød sig ikke om at blive beluret og det måtte man jo så respektere, ikke? I hvert fald hvis man ville blive ved med at tale med dem i mere end et par sekunder af gangen. Lillith lo blidt af det.
"Du vrider bare til du segner, så ... Øh ... Holder jeg lidt øje med de nysgerrige ansigter derovre i vinduet. Hmm, de er virkelig nysgerrige - kig dog den anden vej, mennesker." Sætningen var begyndt i et muntert tonefald, men endte i et noget nær undrende et af slagsen, da isfiguren havde øjnet de næser der blev trykket imod vinduesruderne, for at holde øje med hvad der foregik udenfor. Et smil bredte sig kort henover Lilliths ansigt og hun rystede let på hovedet. Jaja, de bestemte da selv hvad de ville få tiden til at gå med, selvom det var noget uhøfligt at stirre sådan.
Lillith vendte blikkt tilbage i Joshs retning, da han da vel snart var færdig med at vride den trøje der; så lang tid kunne det heller ikke ta- Øjh! Pupillerne i de ravgyldne øjne trak sig sammen til to, små sprækker samtidig med, at en rosa farve krøb henover kinder og næseryg i det marmorhvide ansigt, der tilhørte 'isskulpturen' i pavillionen. Så det var det, de havde kigget så nysgerrigt på! Lillith holdt godt øje med den anden, som hans hånd gled nedover hendes arm, blot for at gribe om hendes hånd og kysse den. Jamen dog! Josh var da også sådan meget ...
"Lækkert." Den lyse, rosa farve blev gjort en tand mørkere. "Jeg mener ... Altså ... Mh ..."

[Josh Loretz]

Josh kunne ikke lade være med at grine over det Lillith sagde, og han drejede hovedet og så over imod de mange nysgerrige ansigter, de fleste af ansigterne tilhørte yngre børn og kan kunne ikke lade være med at smile. Josh regnede med at det bare var noget folk gjorde når der kom nye til, der var en der fik øje på en der kom og så pludselig vidste hele skolen det. Josh klemte om hans tanktop for at tømme den en smule for vand, dog gik det ikke så godt. Da hans blik mødte hendes og hun begyndte at rødme kløede hans sig på overarmen og vidste egentlig ikke rigtigt hvad han skulle gøre af sig selv. Han blev selv en smule flov, dog rødmede han ikke, han slog kort blikket i gulvet. Han fik dog hurtigt modet tilbage, og efter at han have kysset hendes hånd og hun havde sagt lækkert kunne han ikke lade være med at grine. Han så over imod vinduerne igen og så hvordan de forskellige personer snakke sammen.

[Lillith le Fay]

Lillith lo langsomt - sådan lidt halvt og slog hånden for panden en enkelt gang. Typisk. Man dummede sig da også hele tiden - nu havde hun gjort ham flov og det havde jo ikke været meningen. Men hvad havde meningen så været? Ikke så meget, var hun ret sikker på og prøvede derefter at slå det hen.
"Det var ikke helt sådan, det skulle være kommet ud," sagde hun med et skævt smil og strøg en lok af det hvide hår om bag øret, før hun begyndte at sno det om sin finger, som hun havde for vane når hun enten var flov eller nervøs. Det var simpelthen for fjollet, ja. Lillith fjernede blikket fra den anden og hendes rødmen fortog sig så småt igen, som hun betragtede ansigterne i vinduet. "Jeg skal nok prøve at opføre mig mere normalt nu - det kommer nok til at knibe ... Så, normal sætning coming up. Ahem. Det her sted er ikke så anderledes fra alle andre - her er også snushaner."

[Josh Loretz]

Josh var blevet mest flov over hendes rødmen, men da han havde set ned i gulvet og fik set at hans tanktop var gennemsigtig kunne han egentlig godt forstå hende. Josh lo kort over hendes måde at redde den på, og han trak kort på skulderne.
” Det er fint nok… Du kunne vel lide hvad du så. ”
Han smilte skævt til hende og så ind i hendes øjne. Han lænte sig en smule frem og hans albuer støttede imod hans lår, så hans arme holdte hans overkrop oppe. Da hun selv så op imod vinduerne, fulgte han hendes eksempel og så op imod de mange ansigter der var trykket ind imod ruderne, dog begyndte folk at trække væk. Der var dog nogen der stadig stod helt klæbet op til ruden og kiggede, selvom de godt vidste at de var opdaget. Det var kun yngre børn der var tilbage, så Josh smilte skævt og rejste sig op, han førte hans hænder ned til hans bæltespænde og åbnede det, hvorefter han knappede hans bukser op. Børnene løb næsten væk fra vinduet, det var ikke noget de havde lyst til at se, og pludselig var der ikke flere tilbage. Josh lo kort og lukkede knappede hans bukser igen. Han lukkede hans bæltespænde og vendte sig om imod Lillith.
” Du skal ikke opføre dig mere normalt… Du skal opføre dig som dig selv.. ”
Sagde han så med et skævt smil på læberne.

[Lillith le Fay]

"Det kunne have været et sarkastisk 'lækkert'," forsvarede den lyshårede pige sig ihærdigt og blinkede kort til Josh. At hun havde rødmet og spærret øjnene op aflivede dog på det nærmeste den teori, men det var jo bare en mindre detalje. Devil's in the details, havde hendes far altid sagt - især når han var utilfreds med sin eneste datter. Fordi hun var hvid som sne. Man burde tro, at en far ville elske sin datter betingelsesløs lige meget om hun var hvid- eller sorthåret. Spillede det nogen rolle i sidste ende? Det gjorde det åbenbart for ham.
Lillith rynkede øjenbrynene let, da Josh kom på benene igen. Hvad var det nu, han havde gang i? Mere vridning? Hun vendte blikket imod vinduesruden, da en bevægelse derovre fangede hendes opmærksomhed og hun fik et kort glimt af de sidste børn, der styrtede afsted. De faldt næsten over hinanden for at komme væk. Et skævt smil trak i Lilliths ene mundvig og hun lod blikket vende tilbage til den lyshårede dreng, med hovedet let på skrå.
"Hvad gjorde du? Løb de bare af sig selv?" spurgte hun undrende, da hun ikke lige havde været alt for opmærksom på Josh - for det lille øjebliks tid, altså. Det var jo temmelig svært at lade være; man var jo blot et menneske, ikke? ... Det var faktisk noget værre sludder, når det kom til stykket, så Lillith rystede let på hovedet af sig selv og lod læberne forme et behageligt smil i stedet. Hun ventede tålmodigt på et svar fra den anden og lod fødderne glide tilbage ned på pavillionens trægulv. Hun glattede kjolen lidt udover sine lår, så den ikke begyndte at krølle alt for meget og vendte blikket tilbage imod ham. Hendes øjne var gået tilbage til normal størrelse og så næsten menneskelige ud med den runde pupil. Der var bare helt så ikke mange mennesker med ravgyldne øjne derude i stuerne, som man umiddelbart kunne håbe på.

"Du skal ikke opføre dig mere normalt… Du skal opføre dig som dig selv.."

Lillith lagde hovedet let på skrå og betragtede Josh i en rum tid, hvor rødmen endnu engang steg op i kinderne for en kort bemærkning. Det var yderst irriterende, men desværre ikke noget, hun kunne gøre for - ligesom alle andre ikke kunne gøre for, at de rødmede. Det var et af naturens mysterier - som nogen sikkert havde løst 43 gange allerede. Hun nikkede stille efter et øjebliks tid og smilede derefter igen.
"Jamen, det gør jeg da også ... Lidt."