|
|
Post by Lillith le Fay on Jul 4, 2008 20:32:49 GMT 1
Lillith smilede stille af Josh. Vidste han ikke hvad telekinese var? Det var ellers ret meget oppe i medierne at dem, der bar denne mutation i sig skulle være nogle af de allerfarligste på gaderne. De kunne jo flytte huse (eller pengetanke!) med tankens kraft alene - det var ikke smart hvis en af disse var forbrydere!
"Telekinese er at kunne flytte genstande med sindet - eller tankens kraft, heller det vel egentlig," sagde hun og lo blidt af paraplyen der slog en lille piruette i luften. Hun smilede varmt til den anden, selvom han så en smule nedtrykt ud. Det stod åbenbart værre til end hun først havde regnet med - stakkels knægt. Lillith gjorde et forsøg på at give Josh' skulder et lille klem og smilede varmt til ham, endnu engang. "Bare rolig - du er kommet til det rette sted, hvis du vil have hjælp. Lærerne her på stedet ved hvad de snakker om ... Og det gør mange af eleverne faktisk også ... Faktisk er de allesammen så pokkers kloge at de kunne undvære hovedet." Hun rynkede kort øjenbrynene af sin egen kommentar og tilføjede derefter: "Det gælder vist også mig!.. Når jeg tror, jeg har ret. Heh ... Du skal nok få styr på din evne."
Lillith var faktisk ret overrasket over, at hun ikke udsendte så megen kulde længere - sådan ubevidst - men det var rart. Det viste bare at hun selv var begyndt at beherske sin evne lidt bedre i løbet af det år, hun havde gået på denne her skole. Så begyndte det endelig at virke, det de kloge sagde!
|
|
|
|
Post by Josh Loretz on Jul 4, 2008 20:59:18 GMT 1
Josh kunne godt se at Lillith syntes det var en smule morsomt at han ikke vidste hvad telekinese var, men hvor skulle han dog vide det fra? Han så næsten aldrig tv, i hvert fald ikke nyhederne, det var da kedeligt? Da hun forklarede ham hvad det var, kunne han ikke lade være med at smile og svarede.
” Det vidste jeg godt.. Jeg skulle bare høre om du var vågen. ”
Man kunne tydeligt høre på hans stemme at han ikke mente det, og det var egentlig mest af alt bare for at lyde en smule barnlig. Josh gengældte hendes varme smil da han mærkede hendes hånd imod hans skulder, han havde det ikke så slemt som han så ud, det var vandet der tyngede hans hår ned og gjorde ham mere ynkelig at se på. Han lagde hans hånd på hendes og så kort ned imod deres hænder inden han så op imod hendes øjne med et smil på læben inden han lod hans arm falde ned langs siden igen. Han kunne ikke lade være med at grine over den kommentar hun kom med, og han trak kort på skulderne.
” Det tror jeg gerne.. Det værste var dog at forlade min storebror Jake… ”
Hans blågrønne øjne hvilede i hendes imens han gik og han sendte hende et skævt smil. Han lagde hans hånd på hans brystkasse, og hans tommelfinger og pegefinger nulrede kort hans halssmykke, Jake havde Yin og Josh selv bar rundt på Yang. Da hun sagde at det var inklusiv hende kunne han ikke lade være med at le endnu engang.
” Jeg ved hvad du mener. ”
Sagde han så med et bredt smil på læberne.
|
|
|
|
Post by Lillith le Fay on Jul 4, 2008 21:46:04 GMT 1
"Klart," sagde Lillith og rakte tunge ad Josh, før hun lo ganske kort. Det var nemt at høre, at det bare var noget han sagde og hun havde ikke noget imod 'løgn' når bare, det var for sjov og man rent faktisk kunne høre det. Hun sendte ham endnu et varmt smil og hendes blik gled automatisk hen på hans halssmykke, da Josh begyndte at pille lidt ved det. Lillith lagde hovedet let på skrå og så undrende på det. Det var den sorte 'dråbe', halvdelen af yin-yang-tegnet. Havde broderen, Jake, den anden halvdel..? Eller tilhørte den måske en anden..? Kom det overhovedet hende ved?
"Du kan jo altid tage tilbage og besøge din familie i ferierne, ikke? Medmindre de bor kæmpelangt væk, altså ..." sagde Lillith og så undersøgende på Josh og smilede endnu engang. De havde efterhånden nået døren og hun åbnede den langsomt. Hun trådte indenfor og holdt døren åben for drengen med telekinese evnerne.
|
|
|
|
Post by Josh Loretz on Jul 4, 2008 22:02:41 GMT 1
Josh smilte skævt da hendes lyserøde tunge skilte hendes læber og hans blik hvilede kort på hendes læber og tunge inden hans blågrønne øjne igen mødte hendes. Josh bankede let med pegefingeren to gange på vedhænget i den sorte lædersnor, efter at have sluppet grebet om det. Han lod hans arm falde ned langs hans side og så igen på Lillith med et skævt smil på læberne. Da hun foreslog at han kunne tage hjem og besøge dem i ferierne spærrede han øjnene op og drejede hovedet så hans øjne mødte hendes, og han så næsten skræmt ud.
” Nej nej nej! ”
Lød det så panisk fra ham og han rystede hurtigt på hovedet.
” Jeg tog af sted i går nat uden at fortælle dem noget.. Jeg var bare væk i morges.. De har ingen idé om hvor jeg er, og min mobil har ringet 6 gange i dag, 3 af gangene var det Jake, 2 gange fra hjemtelefonen, og en gang min søster Sophia. ”
Han så stadig en smule skræmt inden han slog blikket i jorden igen, han havde ikke kunne få sig selv til at sige at han var mutant og ville væk. Han havde ikke taget telefonen nogen af gangene, han plejede at være god til at tage hans telefon, men han havde ikke modet til at snakke med nogen fra familien. Da de nåede døren så han op da hun åbnede døren og holdte den for ham.
” Jeg burde have holdt den der.. Helt sød er jeg vist ikke. ”
Sagde han med et skuldertræk, hun hentydede til at hun havde sagt sødt da han havde holdt paraplyen for ham, han stilte sig i indgangen og holdte døren åben med ryggen. Han tog fat om paraplyen der stadig svævede i luften og så på Lillith.
” Vil du gemme denne.? ”
Hans blågrønne øjne hvilede i hendes og han lagde hovedet afventende på skrå.
|
|
|
|
Post by Lillith le Fay on Jul 4, 2008 22:26:22 GMT 1
Lillith betragtede Josh og trådte et skridt tilbage ved hans forskrækkede udbrud. Hvad i alverden var hoppet ind i ham? Hvorfor havde han bare forladt dem uden at sige noget som helst? Det var da ... Fjollet. På den anden side kunne det jo være, at de mennesker han var i familie med ikke var så venligt stemt overfor mutanter, som nogle andre var. Hun lagde hovedet let på skrå og betragtede ham let.
"Måske skulle du ringe til dem, Josh ..." sagde hun og lagde armene om sig selv, imens hun betragtede ham. "Løgn, er selvfølgelig ikke så rar at fortælle, men fortæl dem et eller andet ... Hvis du ikke fortæller dem noget, kunne de tro det værste ... Vil du gerne have dem til at lide fordi du er ... Bange?"
Hun ventede lidt, før hun fortsatte med at tale.
"Jeg ved godt, det ikke kommer mig ved, men ... Jeg ville ikke bryde mig om det ... Hvis det var mig, der blev efterladt til at famle i blinde ... Og nej, bare læg den fra dig ... Jeg kan altid lave en ny paraply ..."
|
|
|
|
Post by Josh Loretz on Jul 4, 2008 22:38:19 GMT 1
Josh vidste egentlig ikke rigtigt hvordan hans forældre havde det mutanter, de havde aldrig rigtigt snakket om det. Joshs forældre havde sikkert snakket om det, men Josh havde aldrig hørt dem nævne noget om mutanter. Josh kløede sig let i nakken da hun foreslog at han skulle ringe til dem, han bed sig let i kinden og lukkede kort men hårdt øjnene i inden han igen så på hende.
” Jeg ville ikke vide hvad jeg skulle sige.. ”
Hans blågrønne øjne hvilede i hendes og han lagde paraplyen fra sig, og skubbede den til side så folk ikke faldt i den når de trådte ud af havedøren. Josh vendte sig om og så sig omkring, nyt rum der skulle tjekkes ud. Da hun fortsatte slog han blikket ned på hende og lagde hovedet lidt på skrå.
” Jeg ville aldrig efterlade dig i blinde.. Jeg ville nemlig aldrig efterlade dig. ”
Sagde han så og sendte hende et kort smil inden han fortsatte med at se sig omkring.
|
|
|
|
Post by Lillith le Fay on Jul 4, 2008 22:48:59 GMT 1
Lillith betragtede Josh længe og ventede på, at han ville sige noget. Hun vidste ikke hvad han ville sige, men det måtte jo være et eller andet. Da han endelig talte nikkede Lillith langsomt. På et eller andet plan kunne hun faktisk godt forstå ham - det måtte ikke være sjovt at skulle lyve for sine forældre ... Eller værre endnu - fortælle dem sandheden. Sandheden gjorde oftest mest ondt og indimellem kunne den ødelægge noget, der var meget smukt og fint ... Noget der ikke kunne erstattes.
"Måske kan du starte med at sige, at du er i god behold og at du kommer hjem igen ...? Bare ikke lige nu?" spurgte hun, ganske stille, da tankerne endnu engang blev stille i hendes hoved og hun kunne vende tilbage til øjeblikket, der foregik lige nu. Hun betragtede Josh ganske stille og forsigtigt, før hun lukkede døren bag sig og trådte indenfor.
” Jeg ville aldrig efterlade dig i blinde.. Jeg ville nemlig aldrig efterlade dig. ”
"Det var da en frygtelig ting at sige!" udbrød hun chokeret og mistede hvad farve hun havde tilbage i ansigtet. Istedet for at rødme, forsvandt det hele - al farven og hun blev fuldkommen snehvid.
|
|
|
|
Post by Josh Loretz on Jul 4, 2008 22:55:40 GMT 1
Josh løftede det ene øjenbryn og da hendes svar kom rynkede han let panden.
” Nej… Nærmere om nogle år. ”
Sagde han og himlede kort med øjnene, han ville nok ikke kunne se hans forældre i øjnene når han mødte dem igen. Josh kløede sig let i nakken og så sig bare omkring, han var faktisk lettere fascineret af stedet. Han ville helst ikke snakke mere om hans bortløben og problemer, ikke nu, ikke her. Han ville egentlig meget gerne have noget rent tørt tøj på. Hans blågrønne øjne søgte over på hende da hun udbrød at det var noget frygteligt noget at sige, og han spærrede øjnene op da hun blev helt hvid i ansigtet. Han gik helt tæt på hende så han ville kunne gribe hende hvis hun nu skulle falde. Hvad der var sket vidste han ikke, men lige nu ville han bare lige sørge for at hun blev ok igen.
|
|
|
|
Post by Lillith le Fay on Jul 5, 2008 0:25:29 GMT 1
Lillith løftede begge sine hænder op foran sig og knyttede alle fingrene bortset fra sine to pegefingre, som hun holdt op foran sig i et øjeblik - næsten som en form for skjold imod Josh, da han bevægede sig tættere på. Hun tog en enkelt, dyb indånding, før hun forsøgte sig med et blegt smil. Det var da noget af et flip, hun havde udvist der! Nej, hvor pinligt - hun skulle altså lære at tænke før hun talte; det andet var bare ikke særlig smart for nogen. Mindst af alt for hende selv.
"Undskyld, det var liiiige en mindre kortslutning af hjernen ..." begyndte Lillith og strøg hænderne tilbage, igennem håret og ned langs siden igen. Hun kunne dog ikke helt holde dem i ro og blev ved med at vride hænderne imellem hinanden, uden at de havde noget egentligt formål. En nervøs latter kunne kort høres fra hende, men den døde ud hurtigt igen. Hun hadede når folk sagde den slags - de mente det aldrig, for hun endte altid med at blive efterladt. Hendes forældre havde efterladt hende her - de havde ikke skrevet et brev eller ringet hende op i et halvt år snart. Lige siden hendes lillesøster var blevet født, havde hun ikke hørt et ord fra nogen af dem. De havde sendt hende et billede per e-mail. En lille pige med mørkt, krøllet hår of mørkeblå øjne, som ikke havde hvid hud og frøs ting til is omkring sig. Den datter hendes far altid havde ønsket sig, Lillith en dag ville blive ...
Hun tog endnu en dybt indånding, før hun løftede blikket og så meget indtrængende ind i Josh' øjne. Et øjeblik forventede hun at se et eller andet specielt derinde bagved, men hun så kun den blågrønne farve og for et øjeblik ... Svømmede hun væk i den ... I øjnene ... I varmen der ikke brændte hende og et fredfyldt smil bredte sig over hendes ansigt. Hun virkede lidt fraværende, som hun stod der, men hun vendte tilbage efter noget der varede lige så kort som at blinke.
"Du forskrækkede mig bare lidt ... Det var selvfølgelig ikke en frygtelig ting at sige, men det ... Det var lidt mærkeligt ..." sagde Lillith og slog kort blikket ned imod jorden, før hun fortsatte med at tale. Denne her gang lød det lidt mindre usammenhængende, men stadig lidt spædt. "Man må ikke sige sådan noget medmindre man mener det. Og det kender du mig ikke godt nok til at mene endnu. Vel?"
|
|
|
|
Post by Josh Loretz on Jul 6, 2008 15:26:21 GMT 1
Josh løftede spørgende det ene øjenbryn og han stod bare ind til hende, klar til at gribe hende hvis hun skulle falde. Hans blågrønne øjne hvilede i hendes da hun så ind i hans og han sendte hende et skævt smil.
” Det kan ske for selv den bedste. ”
Han smilte en smule opmuntrende til hende og trådte et enkelt lille skridt tilbage da det virkede som om hun var kommet sig over det. Han slog kort blikket ned på hendes hænder der vred sig imellem hinanden og han lagde hovedet en smule spørgende på skrå, hun virkede pludselig meget nervøs, var det det Josh havde sagt? Hans blågrønne øjne søgte op til hendes endnu engang, og hans blik hvilede bare roligt i hendes øjne imens han stod med et svagt smil på læberne. Da Lillith prøvede at forklare kunne han ikke lade være med at smile bredt.
” Jeg er ked af at jeg forskrækkede dig.. ”
Josh bukkede lidt ned i knæ og lagde hovedet på skrå da hun slog blikket ned imod jorden. Han koncentrerede sig om at høre hvad hun havde at sige, og da ordene kom ud af hendes mund kunne han ikke lade være med at smile endnu mere.
” Jeg mener det.. For jeg er et eller andet sted ret sikker på at du smutter før mig. ”
Hans blågrønne øjne hvilede på hende og han lagde hovedet lidt på skrå med et svagt smil på læberne.
|
|
|
|
Post by Lillith le Fay on Jul 7, 2008 14:18:23 GMT 1
” Jeg mener det.. For jeg er et eller andet sted ret sikker på at du smutter før mig. ”
Lillith lagde hovedet let på skrå og så undrende på den anden. Hvad i alverden mente han med det? Smuttede fra ham? Ja, selvfølgelig, hun skulle jo et eller andet sted hen før eller siden, ikke? Det der med at blive stående inde på en gang, blev ret kedeligt i længden, men Lillith havde nu også på fornemmelsen, at det ikke lige var det han mente - hun var dog langt fra sikker, for han var en smule underlig. Lidt.
"Hvad mener du?" spurgte hun, da hun selv havde vendt og drejet sætningen lidt og stadig ikke var sikker på, hvad det var han mente med den. Det var som regel lettere bare at spørge og få det overstået, ikke? Hun krydsede armene over brystet og betragtede den anden indgående, altimens hun afventede hans svar.
|
|
|
|
Post by Josh Loretz on Jul 7, 2008 15:04:35 GMT 1
Josh smilte svagt til hende, og han så sig over skulderen en enkelt gang inden hans blågrønne øjne fangede hendes.
" Det virker som om du har ret godt tjek på din evne, og du har vel også været her længere end jeg.. Så du bliver nok hurtigt bedre til at styre din evne end jeg gør, og du kan derfor forlade skolen før jeg kan? "
Hans blågrønne øjne hvilede roligt i hendes og han lagde hovedet let på skrå. Han havde skam ikke ment her i gangen, for der ville det nok blive ham der forlod hende, for han skulle have noget tørt tøj på. Turen fra pavillonen og herover havde gjort ham mere våd end han var, dog var det ikke så slemt da det bare lige havde gjort de steder gennemblødte hvor han var ved at tørre en smule. Han havde det ikke så godt i hans våde tøj, men han havde heller ikke lyst til bare at skride fra Lillith.
|
|
|
|
Post by Lillith le Fay on Jul 7, 2008 15:38:16 GMT 1
" Det virker som om du har ret godt tjek på din evne, og du har vel også været her længere end jeg.. Så du bliver nok hurtigt bedre til at styre din evne end jeg gør, og du kan derfor forlade skolen før jeg kan? "
Lillith stod et øjeblik og så ud som om, hun ikke helt forstod ordene der kom ud af Josh' mund, men ansigtsudtrykket skulle snart ændre sig og hun lo ganske kort.
"Ah! På den led," sagde hun og et smil bredte sig henover hendes ansigt, som hun nikkede ganske let. Ja, Josh virkede bestemt som en lidt mystisk person og Lillith var ikke helt sikker på, hvor man skulle placere én som ham. Hvordan tænkte han egentlig? I hvert fald på en meget anderledes måde end hun selv gjorde - ja, sådan virkede det sa i hvert fald lige for øjeblikket.
"Du siger ting på en ret mærkelig måde - det ved du godt, ikke?" spurgte Lillith, som hun drejede en halv omgang, stak hænderne i lommerne og gik lidt rundt på den gang, de var nået ind til.
|
|
|
|
Post by Josh Loretz on Jul 7, 2008 22:09:03 GMT 1
Josh hævede og sænkede øjenbrynene et par gange da det gik op for Lillith hvad han havde ment, og han smilte bare skævt til hende. Han nikkede svagt og svarede.
" Yes.. På den lumske måde. "
Hans blinkede en enkelt gang med det ene øje og lod hans blik hvile i hendes inden han så sig lidt omkring. Josh kiggede ikke på Lillith da hun snakkede til ham, han hankede bare op i tasken og begyndte at gå rundt og kigge.
" Tjaa.. Det kan da godt være.. Ellers er det bare meningen at der skal være flere betydninger af det jeg siger så du kan få dine mistanker? "
Svarede han og først derefter lod han hans blik falde på hende, med et spørgende blik i øjnene og hovedet let på skrå.
|
|
|
|
Post by Lillith le Fay on Jul 17, 2008 22:04:12 GMT 1
Lillith lo dæmpet over Josh' "på den lumske måde" kommentar og rystede derefter let på hovedet. Hun så ud igennem glasdøren, på isparaplyen, der stadig var en anelse intakt. Den var så småt begyndt at smelte en anelse, men det gik selvfølgelig langsomt. Isen var stærk og sommerregnen kølig. Lillith strøg fingrene igennem sit lyse hår og betragtede Josh let, da han ytrede sit næste spørgsmål - han var altså en mystisk, ung mand!
" Tjaa.. Det kan da godt være.. Ellers er det bare meningen at der skal være flere betydninger af det jeg siger så du kan få dine mistanker? "
Lillith lagde hovedet let på skrå og lod den ene hånd hvile i nakken, altimens hun skiftede vægten fra det ene ben til det andet og lod den anden hånd hvile på hoften. Hun ventede et kort stykke tid før hun svarede ham. Det var faktisk noget mystisk at give sine udsagn flere betydninger, på den måde der; det forvirrede i hvert fald Lillith. Hun trak let på skuldrene og skilte læberne for at svare.
"Det ved kun du, men jeg gætter på, det er noget der er manges form for sjov," sagde hun og tilføjede endnu et skuldertræk. Hun lod blikket hvile på Josh lidt og så undersøgende på ham. Et smil fik hendes ansigt til at lyse let op, som hun spurgte: "Er det sådan det forholder sig?"
|
|
