Concrete Angel.

[Josh Loretz]

Josh kunne ikke lade være med at smile bredt over den måde hun prøvede at redde trådene ud på. Han så imod hendes ansigt og sagde så.
” Det kunne også være det ikke var, og du ret faktisk kunne lide hvad du så. ”
Hans blågrønne øjne så imod hendes ansigt, og han sad med et fjoget smil på læberne. Josh kløede sig kort på håndleddet, lige over hans armbånd af perler der mindede om en halskæde af sorte perler der var snoet flere gange omkring håndleddet.
Da Josh vendte sig om imod Lillith og hun spurgte hvad han gjorde lagde han hånden på nakken og slog blikket i gulvet.
” Øøh.. Rettede mine bukser.? ”
Lød det så undvigende fra ham. Hvad ville hun dog ikke sige hvis Josh sagde at han bare havde været i gang med at smide bukserne? Josh hævede det ene øjenbryn da hun rystede på hovedet, hvad rystede hun dog på hovedet af? Dog kunne han ikke lade være med at smile da hun smilte. Da hun rettede på kjolen lod Josh blikket køre ned til hendes lår og han rynkede panden let. Da han kunne mærke at hun så på ham, og hans blik stadig var imod hendes skød og lår slog han hurtigt blikket væk for at se sig omkring. I den tavshed der var, vidste han ikke rigtigt hvad han skulle gøre af sig selv og han stod bare og så sig omkring. Da hun så sagde at hun opførte sig som sig selv smilte Josh og han vendte igen blikket tilbage til hende.
” Godt nok.. Jeg vil ikke lære en eller anden facade at kende, jeg vil lære dig at kende. ”
Josh satte sig på knæ foran hende med et skævt smil på læberne, og hans blik hvilede i hendes øjne. Jo det var skam Lillith han ville lære at kende, ikke en eller anden person hun var når hun spillede normal, han ville vide hvordan hun var.

[Lillith le Fay]

Lillith viftede afvisende med den ene hånd, for at gøre et eller andet for at sige den anden imod, men emnet var vist efterhånden uddebateret og hun havde tabt ... Stort. Det var altid hyggeligt at blive taget i noget, man ikke var sikker på, at man havde gjort.
Et mere normalt smil bredte sig dog efterhånden henover Lilliths læber og hun lo kort af Josh, da han sagde at han havde rettet på sine bukser. Det måtte have været gjort på en ret mærkværdig måde, siden det kunne få en flok unger til at rende skrigende væk, måtte det ikke? Det mente Lillith da i hvert fald, selvom hun ikke var så intelligent indenfor det område - på nogen måde. Hun havde jo været enebarn indtil for et halvt år siden, så måske var det efterhånden nu, hun skulle begynde at lære noget om det. Den tanke ledte hende automatisk hen til et spørgsmål, der ikke havde noget som helst med den tidligere diskussion at gøre og hun følte at hun måtte forklare, da hun først var begyndt:
"Har du nogen søskende?..." lød Lilliths spørgsmål først og hun lagde hovedet let på skrå af den anden, uden at tage sig helt af det blik, der blev sendt ned imod hendes lår. Nåååh, der var mere end én lurer her, hvad? Hmpf! Hun måtte kvæle et grin, før det kom til sin ret og skønt hun havde besluttet sig for ikke at rødme mere i dag (ha ha), så gjorde hun der alligevel og foldede hænderne pænt i skødet, for at have et sted at gøre af dem. Hun fortsatte derefter med at tale. "Det var måske et lidt mærkeligt spørgsmål, men jeg har ikke nogen og ville gerne vide hvor man andre af os her egentlig er så selvretfærdige og enebarnsagtige som jeg... Før jeg begynder at 'være mig selv'... Du ved..."
Lillith rømmede sig let og rettede blikket imod det tæppe af regn, der silede ned udenfor pavillionen og ventede lidt med at svare på den kommentar, Josh havde slynget ud næsten samtidig med, at hun havde stillet sit spørgsmål. Hun vendte det ravgyldne blik imod ham igen og sendte ham et kort smil, før hun endelig skilte læberne for at tale:
"Du får det nok svært ved at finde nogen, der ikke holder en facade oppe her - de fleste af os er bange for os selv, eller føler os for ydmyget af omverdenen til at turde fortælle om hvem vi virkelig er," sagde Lillith i et alvorligt tonefald, før hun stak i endnu et smil og spurgte ham: "Du vil vel gerne indenfor, ikke? Jeg kan godt få dig ind uden at du bliver mere våd, end du er i forvejen!"

[Josh Loretz]

Josh kunne ikke lade være med at le over hendes afvisende vift med hånden, hun ville ikke indrømme det, dog ville Josh ikke køre mere i det. Han stod bare med et fjoget smil på læberne. Josh havde en idé om hvad man skulle gøre for at skræmme små børn væk ja, specielt hvis det var piger, de var for det meste mere pivet og man skulle egentlig bare sige at der sad en edderkop et eller andet sted, og de ville være væk på under 20 sekunder. Da hun spurgte om han havde søskende nikkede han lidt og tænkte kort over det.
” Si.. Det kan man vist roligt sige jeg har.. Dos. ”
Han lagde ikke rigtigt mærke til at han blandede sproget sammen, og det var ikke noget han tænkte yderligere over. Han lavede ”Peace-tegn” med fingrene, ved at bukke lille, - ringe, - og tommelfingeren. Han havde håndryggen imod Lillith, og hans hånd var omkring hans brystkasse. Da hun begyndte at forklare smilte Josh bare bredt og han trak kort på skulderne.
” Hmm… et kommer jo an på hvor enebarnsagtig du er. ”
Han brugte med vilje ordet enebarnsagtig, da det var hendes eget ord, og hun derfor måtte vide hvad han snakkede om. Efter at have sagt at han ville lære den rigtige hende at kende ventede han roligt på hans knæ foran hende, han støttede med hånden på bænken ved siden af hende og han så roligt op imod hendes øjne. Han blev en smule forundret over hendes svar, men alligevel passede det meget godt, alle havde vel en eller anden facade der skjulte hvem de virkelig var, også selvom man ikke var bange for sig selv. F.eks. på første date, Josh selv ville ikke være den han virkelig var, ikke til at starte med, han ville ikke kunne få sig selv til det, men når han så kendte personen ville han begynde at løsne lidt op.. Han var udmærket klar over at lære den rigtige person at kende, det ville tage tid.. Tid som Josh havde.. Han nikkede bare stille til hvad hun sagde og slog blikket ned i gulvet. Da hun sagde at hun kunne få ham indenfor uden at han blev mere våd end han allerede var grinte han kort og svarede.
” Hvis jeg kommer ind, så skal jeg skifte tøj.. Og det er vel ikke sådan at der må være piger på drengeværelserne..? Så hvis vi går ind… Så kan jeg ikke snakke mere med dig. ”
Han smilte skævt til hende og rejste sig derefter op og gik lidt rundt inde i pavillonen.

[Lillith le Fay]

"Dos? Nårh! To! Okay, jeg er lidt langsom her. Er du så 'den lille' eller 'den store'?" lo Lillith lidt halv nervøst. Hun havde skam gået på et af spansk holdene på East High i Orlando, men det virkede som evigheder siden, hun sidst havde brugt sproget på andet end fjol og det sad ikke så godt fast som det egentlig burde gøre. Det irriterede hende faktisk lidt, men hun sagde ikke noget videre om det. Hun måtte bare prøve at følge med, hvis Josh blev ved med sit Spanglish. Hun lagde hovedet let på skrå og betragtede ham, som han snakkede videre. Josh havde det åbenbart bedst med at besvare spørgsmål - istedet for at stille nogle selv - men det gjorde selvfølgelig heller ingenting. Lillith kunne sagtens finde på et hav af dem, hvis det skulle være. Hun smilede kort og skævt ved hans 'det kommer an på ...' sætning og trak let på skuldrene.
"Jeg kan godt lide at få min vilje, men tror ikke jeg flipper overdrevet meget, hvis jeg ikke får den ... Det synes jeg i hvert fald ikke selv, men det kan jo være tilskuerne synes noget andet," sagde Lillith med endnu et skævt smil og et skuldertræk, før han besvarede hendes kommentar om, at hun kunne få ham indenfor.

” Hvis jeg kommer ind, så skal jeg skifte tøj.. Og det er vel ikke sådan at der må være piger på drengeværelserne..? Så hvis vi går ind… Så kan jeg ikke snakke mere med dig. ”

Et kort øjeblik gik tankerne til Mark, der havde låst hende inde på sit værelse og udnyttet hende ret groft for en del måneder siden. Det var før, han havde forladt skolen og hun igen kunne tage det roligt. Han havde ikke været et af hendes mere heldige bekendtskaber og Lillith var glad for, at han var forsvundet.
"Det kan du selvfølgelig have ret i ..." sagde hun og strøg den ene af sine hænder om at hvile bag nakken.

[Josh Loretz]

Josh smilte svagt over det hun sagde, hun lød en smule forvirret og det gjorde hende på en måde sårbar. Hans skæve smil prægede hans ansigt og han så ned i hendes øjne.
” Om jeg er den lille eller den store… Kan jeg få lov til at være den mellemste.? ”
Hans smil blev en smule bredere, og han lagde hovedet lidt tilbage med et lidt overlegent glimt i øjnene, dog var det på ingen måde nedgørende. Josh tænkte ikke over at han fik blandet spansk ind i det han sagde, det var noget der bare skete.. Det værste var hvis han ikke kunne komme i tanke om hvad det hed, han kunne det spanske ord, men han kunne ikke få det sagt.. Da hun fortalte at hun godt kunne lide at få sin vilje kunne han ikke lade være med at grine.
” Det kan jeg forestille mig. ”
Hans blågrønne øjne hvilede i hendes og han valgte at stå stille foran hende. Josh samlede hænderne på ryggen og så ned imod hendes øjne med et skævt smil på læberne. Han forklarede hvorfor at han ikke ville ind, og da hun svarede kunne han ikke lade være med at le.
” Nemlig. ”
Svarede han så og blinkede med det ene øje. Han gik et enkelt skridt bagud inden han igen begyndte at gå rundt i pavillonen. Han tænkte lidt over hvad han skulle sige og han vendte sig m så han stod med fronten imod hende igen.
” Hvor gammel er du egentlig Lillith? ”

[Lillith le Fay]

” Om jeg er den lille eller den store… Kan jeg få lov til at være den mellemste.? ”

Lillith så ud til at tænke sig godt om efter dette spørgsmål og trak fingrene igennem et langt, fiktivt skæg for at få resten af sarkasmen på plads ved det svar hun skulle til at give. Til sidst nikkede hun medgørligt.
"Jaaah, det er vel så i orden," sagde hun og stak i et lille smil igen, før hun blinkede kort til ham. Hun løftede dog et øjenbryn af Josh, da han blev ved med at vade rundt i pavillionen. Nu var hun nærmest blevet kommanderet til at sidde ned, så hvorfor fik han lov at gå rundt på den måde? Nå, det kunne vel også være lige meget - måske var det bare ubehageligt at sidde ned og føle sig ynkelig, når man var plaskvåd? Det kunne faktisk godt være det og så havde Lillith ikke noget imod det.

” Hvor gammel er du egentlig Lillith? ”

Hun lagde hovedet let på skrå og strøg en vildfaren lok af det hvide hår om bag øret, imens hun igen så ud til at tænke. Det ville ikke vare længe, før hun blev atten, men indtil videre var hun altså kun ...
"17," sagde Lillith med et kort nik og et smil, før hun stillede det samme spørgsmål tilbage og rettede hovedet op igen. Hun havde placeret begge hænder på bænkens kant. Én på hver side af sig selv og så nysgerrigt på den anden - en del spørgsmål væltede endnu engang rundt i hendes hoved og hun havde brug for at stille dem.
"Må jeg spørge hvorfor du er her?.."

[Josh Loretz]

Josh bukkede svagt i nakken i et svagt skævt smil og sagde så.
” Jamen mange tak frk. ”
Han sendte hende et skævt smil og rettede sig op. Han gik med rolige skridt rundt i pavillonen og så sig omkring. Det var et utrolig stort område faktisk, meget større end Josh havde, turde håbe på. Og ikke nok med området var stort, indtil videre var han også blevet taget godt imod, dog havde han kun mødt en her på stedet, så var han glad for at det ikke var en eller anden voldspsykopat han havde mødt først, så ville han da først være blevet skræmt fra vid og sans. Men okay, det kunne være det kun var Lillith der var venlig her på stedet? Det regnede Josh ikke med, ikke efter han havde set alle de næser op imod ruden, de virkede ikke ondsindede. Hans blågrønne øjne søgte igen hen på Lillith imens han spørgsmål fløj ud af munden på ham, han lagde hovedet lidt på skrå og ventede tålmodigt på hendes svar, han kunne ikke lade være med at smile skævt over hendes svar og hendes spørgsmål angående hans alder
” Så er vi vel ikke helt på bølgelængde.. Jeg er nemlig selv 17. ”
Svarede han med et bredt smil på læberne. Med det mente han at drenge jo var to år bagud i udviklingen, i hvert fald ifølge alle de kloge hoveder. Josh stilte sig foran hende og så ned imod hendes ansigt, han havde stukket hænderne i lommerne og så egentlig ret uskyldig ud. Han var begyndt at fryse en smule, og det våde tøj hjalp ikke ligefrem på det.
” Selvfølgelig må du det.. Du spørg bare. ”
Sagde han så med et bredt smil på læberne, hun havde spurgt om hun måtte spørge, så nu blev hun nødt til at spørge.

[Lillith le Fay]

Lillith lagde hovedet let på skrå. Hun var ikke sikker på, hun helt forstod hvad han mente med at de ikke var helt på bølgelængde - det var jo lige gamle? Hvad var så problemet med det? Hun løftede et øjenbryn og besluttede sig for at spørge om det senere. Hun havde jo et andet spørgsmål at stille ham, siden han ikke godtog det andet som et spørgsmål i sig selv. Hun sukkede tungt og lavede en 'dramatisk positur' ved at lade hovedet dumpe bagover, før hun igen rettede det op, lo kort og derefter spurgte:
"Hvorfor er du her?"
Pupillerne i de ravgyldne øjne trak sig sammen til to, smalle sprækker igen da hun fik øje på måden han stod på. Skuttede han sig ikke en lille smule, eller var det bare hende der syntes det? Nej, han så bestemt ud som om, han frøs og det gik altså overhovedet, slet ikke! Lillith resjte sig prompte op og nikkede imod hans tasker.
"Kom! Du ender med at blive syg, så vi går altså ind nu. Der er ikke noget værre end at starte ud et nyt sted med en forkølelse, eller lungebetændelse - eller sådan noget!" sagde hun. Og ja, dette var et af de øjeblikke, hvor hun bestemt ikke godtog et nej, så den hvide skikkelse svang sig ned ad de to trappetrin, ud på græsset og strakte en hånd i luften. Tynde, glitrende snore svajede sammen i luften og dannede en paraply af is, som hun holdt ud imod den anden.
"Den er kold, men den kan holde dig tør."
Hun nikkede stille og smilede skævt af Josh - ventede på en reaktion.

[Josh Loretz]

Josh kunne ikke lade være med at smil bredt da hun lagde hovedet på skrå og så uforstående ud, så han rynkede bare panden og så afventende på hende som om han ventede på et svar, selvom hun så ud som om hun intet svar havde, og da hun valgte at lade det ligge kunne han ikke lade være med at le kort. Da hun blev totalt dramatisk og sukkede tungt bredte der sig et varmt smil på hans læber, han vidste jo godt at hun havde spurgt ham tidligere, men det var en smule sjovere at sige det på den anden måde, så kunne han også holde samtalen i gang lidt længere.
” Hvorfor jeg er her.. Jeg tænkte det kunne være sjovt lige at komme forbi og se mig omkring.. ”
Svarede han med et fjoget smil på læberne, det var ikke det svar han regnede med at hun ville høre. Han løftede det ene øjenbryn og så afventende på hende, ventede på hendes reaktion på hans svar for at finde ud af om det var et godt nok svar. Han trådte et skridt tilbage da hun pludselig rejste sig op, han ville helst ikke have hendes hoved ind i hans, så han valgte at trække sig bagud. Da hun kommanderede at han skulle komme rynkede han panden og trak på skulderne, der var vist intet at diskutere der. Han valgte at gøre som hun sagde og tog hurtigt hans sweatshirt på inden han tog hans tasker og gik roligt ned ved siden af hende. Han havde valgt bare at tage remmen fra sportstasken over skulderen, og guitartasken i hånden. Han tog imod paraplyen og holdte den ind over hende med et skævt smil på læberne.
” Jeg kan alligevel ikke blive mere våd end jeg er nu.. Så jeg kan jo holde dig tør. ”
Han smilte skævt til hende og lagde hovedet en smule på skrå.

[Lillith le Fay]

” Hvorfor jeg er her.. Jeg tænkte det kunne være sjovt lige at komme forbi og se mig omkring.. ”

Lillith løftede begge øjenbryn ved denne sætning og så undrende på Josh. Det varede et kort øjeblik, før hendes hjerne reagerede på ironien i kommentaren og sendte impulser ned til musklerne i ansigtet, så dette fordrejedes i latter og smil. Hun lagde to fingre på sine læber og rødmede kort. Det havde ikke været meningen at hun ville have grinet så meget - faktisk skulle hun bare have smilet, men det kunne man indimellem ikke selv kontrollere, vel? Næh nej, så man måtte bare prøve at rette skaden op igen. Lillith fjernede fingrene og lagde dem om på ryggen, hvor hun foldede hænderne, da Josh havde taget imod den iskolde paraply. Hun smilede stille og prøvede ihærdigt at få de rødmende kinder tilbage til deres rette nuance, men som med så mange andre naturfænomener, kunne hun ikke gøre noget ved det.
"Var det ikke dig, der gerne ville have sandheden at vide istedet for facader?" spurgte Lillith med et skævt smil og kiggede op på paraplyen for et øjeblik. Det behøvede han nu ikke at gøre - det var meget galant, men fuldstændig unødvendigt, for hun kunne sagtens holde regnen væk. I hvert fald fra sin hud.

” Jeg kan alligevel ikke blive mere våd end jeg er nu.. Så jeg kan jo holde dig tør. ”

"Sødt," sagde hun og lagde hovedet på skrå. Hun trådte nogle skridt tilbage, så han kunne komme ned ad trappen uden at gå ind i hende og ventede dernæst blot på, at han kom i omdrejninger. "Vil du med?.."

[Josh Loretz]

Josh smilte bare bredt over hendes reaktion på hans svar, han havde ikke regnet med at det var det svar hun ville have haft, dog ville han ikke rette på hans svar før hun selv havde sagt noget, han ville bare lade som om han ikke havde en idé om at det ikke var det svar hun ville have. Josh kunne tydeligt mærke kulden fra paraplyen i hans hånd, dog valgte han at ignorere den og være en gentleman i stedet. Han tog sig ikke af at hun holdte to fingre oppe imod læberne, han valgte ikke at kommentere det. Han undrede sig til gengæld en smule over hendes rødmen, men han ville ikke spørge ind til det da det sikkert ikke ligefrem var noget hun ville bryde sig om han påpegede og spurgte ind til. Han grinte kort over det hun sagde og svarede hurtigt.
” Jo.. Jeg vil gerne have sandheden.. ”
Han lagde meget tryk på jeg, for at fortælle at bare fordi han ville have sandheden behøvede han jo ikke at give den?
” Hvad er det du vil have mig til at sige.? ”
Hvis det var om hans evne hun ville høre, kunne hun jo bare spørge ind til den? Det var da meget lettere? Han kunne ikke lade være med at grine da hun så op imod paraplyen og sagde sødt, og han svarede kort for hovedet.
” Sådan er jeg. ”
Josh fulgte roligt med hende ned af de to trin med et skævt smil på læberne. Han gik med rolige skridt op til hendes side og holdte paraplyen bag hende så den dækkede for regnen så godt den kunne, og den anden side sørgede Josh for at dække ved at gå ved siden af hende.
” Jeg venter kun på dig. ”
Sagde han så med et smil på læberne og ventede på at hun begyndte at gå. Han kunne jo ikke bare gå, så ville han banke armen ind i ryggen på hende.

[Lillith le Fay]

"Hvis man vil have sandheden, er det også bedst at give den igen - ellers er det ikke sikkert, man får hvad man vil have," sagde Lillith, i et forsøg på at lyde klog. Det kom dog til at virke lidt sammenrodet istedet og hun rystede opgivende på hovedet af sig selv, før Josh kunne nå at gøre det samme. Lillith så tænksom ud et øjeblik - ikke på samme overdrevne måde som før - da han spurgte hende, hvad hun ville have han skulle svare. "Det som virker som det korrekte svar til mit spørgsmål?.. Jeg mener vel egentlig.. På hvilken måde er du speciel og hvad regner du med at få ud af at være her?.."
Da Josh gik ned ad trappen, satte Lillith i bevægelse og smilede kort af hans kommentar. 'Sådan er jeg'. Ja, åbenbart. Det var selvfølgelig kun en god ting, men de fleste kunne også sagtens virke flinke ved første øjekast og vise sig at være nogle værre fjolser ved det næste. Det kunne selvfølgelig også foregå på modsat vis og dem der virkede som ignorante fjolser, var i virkeligheden dem der bar på det største hjerte.
"Jamen så skal jeg da nok flytte mig," sagde hun, skønt hun allerede havde været i bevægelse i de sidste par minutter.

[Josh Loretz]

Josh smilte skævt over hendes svar og trak tænkende på skulderne.
” Det kan der være noget om.. Men indtil videre har jeg ikke sagt andet end sandheden. ”
Han lagde hovedet lidt på skrå og så afventende på hende. Han havde jo ikke løjet på noget tidspunkt, så han havde jo været ærlig og sagt sandheden, i hvert fald ikke løjet hvor det ikke kunne høres. Da hun spurgte på hvilken måde han var speciel smilte han endnu engang bredt og svarede.
” Hvorfor spurgte du ikke bare om det.? ”
Med et fjoget smil på læberne. Han skyndte sig dog at fortsætte inden hun kunne nå at sige noget.
” Well.. På denne måde er jeg speciel…… Og hvad jeg håber på at få ud af at være her. ”
Efter at have sagt speciel slap han paraplyen og den svævede som han havde holdt den før og dækkede for regnen så Lillith ikke blev våd. Han holdte en kort pause efter at have sagt hans sidste sætning, og tænkte kort over hvad han ville have ud af at være her.
” Hmm.. Jeg vil ikke vågne hver morgen og mit værelse ligner anden verdenskrig, jeg vil få styr på mine tanker og evner så jeg kan styre mig, og jeg ikke pludselig skader dem jeg holder af. ”
Han lagde hovedet lidt på skrå og så ind i hendes øjne, han mente hvad han havde sagt, det var derfor han var her og han ville arbejde hårdt for at få styr på de kræfter der var blevet tillagt ham. Josh virkede flink af førstehåndsindtrykket, og han forholdte sig sådan. Han var ikke den type der pludselig skiftede personlighed, han prøvede ikke at være en anden end han egentlig var, sådan som han opførte sig, sådan var han.
” Ja det er det jeg mener. ”
Lød det fra ham da hun sagde at hun nok skulle flytte sig, og han fulgte bare roligt med hende med paraplyen svævende bag hende.

[Lillith le Fay]

Lillith så på den svævende paraply med et fascineret udtryk i blikket og fulgte den lidt, som den bevægede sig i et stykke tid, før den hang stille i samme position, som Josh havde holdt den til at begynde med. Hun drejede derefter blikket tilbage imod ham, lod det søge op imod de blågrønne øjne, som hun så undersøgende ind i, før hun lagde hovedet let på skrå. Lillith sørgede for at holde sig i bevægelse, selvom hun kiggede på Josh og langsomt, men sikkert banede de sig vej imod havedøren.
"Telekinese?" sagde hun i et spørgende tonefald og måtte lige tage et ekstra kig på paraplyen. Det så lidt sjovt ud, som den svævede rundt af sig selv. Fin og glitrende og bevægelig. Mystisk.

” Hmm.. Jeg vil ikke vågne hver morgen og mit værelse ligner anden verdenskrig, jeg vil få styr på mine tanker og evner så jeg kan styre mig, og jeg ikke pludselig skader dem jeg holder af. ”

Lillith betragtede den anden lidt og nikkede derefter, som om hun godtog grunden. Det var sikkert ikke voldsomt behageligt at skulle rydde alting op hver morgen, bare fordi man kunne flytte ting med tankerne. Det skulle ikke undre hende om resten af huset - eller lejligheden - også ville ligge i ruiner, hvis han var søvngænger.
"Er det noget, der sker hver nat - eller?.."

[Josh Loretz]

Josh smilte skævt over hendes fascinerede udtryk, det var da rart han kunne gøre lidt indtryk.. Han var ikke selv blevet så glad da han fandt ud af det. Josh lod paraplyen lave en lille piruette i luften, og lod den en enkelt gang danse om sig selv. Da hun sagde telekinese så han spørgende på hende og vidste ikke rigtigt hvad det var hun snakkede om.
” Hvad mener du? ”
Han vidste ikke hvad det betød, han havde ingen idé om at hans evne var telekinese. Han lod paraplyen svæve bag hende og dækkede af for regnen. Han slog blikket i jorden og gik og så ned, og langsomt stak han den ene hånd i lommen, det var ubehageligt, men da hånden først var i lommen var det fint nok igen. Han havde blikket rettet imod jorden imens han fortalte, og han trak vejret tungt ind, efter at have fortalt hvad han havde på hjerte, i et suk. Da hun spurgte ham om det skete hver nat drejede han hovedet og så ind i hendes øjne med et svagt smil på læberne.
” Nej.. Ikke hver nat… ”
Han holdte en kort pause og tilføjede så at der var nogle nætterder var værre end andre.