|
Post by April LaRoux on Jun 22, 2008 15:57:09 GMT 1
16:37
Regnen hamrede mod gruset, vinden rev i træerne og kun meget få mennesker opholdte sig i parken. En af de få der var, sad i læ under taget på en åben pavillion. Enkelte lokker af beskidt, rødt hår var synligt under den store grå hue det holdt hendes ører og hovede varmt. Ud over den bar hun et par beskidte, våde og meget hullede jenas der var ekstremt mudrede i kanten, en alt for stor skjorte og en hættetrøje. Hun knugede en grå rygsæk til sit bryst, og tårene strømmede ned af de rødblussende kinder, og tværede resterne af hendes makeup ud. Nok var det kun et par timer siden hun bestemte sig for at lægge skolen bag sig, men hun var allerede i tvivl. Det havde ellers virket så rigtigt da hun tidligere den morgen havde pakke sine mest værdsatte genstande og marcheret ud af døren. Hun fiskede en pakke smøger op af lommen, tog en enkelt ud af pakken og tændte den, den første indhalering virkede som ti knive der borede sig ind i hendes lunker, men efter det blev hun næsken kastet ind i en rus af ligegyldighed. Hun mindede sig selv om hvem hun var, hvad hun var og hvorfor hun var taget afsted. Tårene forsvandt som dug fra solen, og hendes hjerne føltes klar.
|
|
|
Post by Kyrie Eleison on Jun 22, 2008 16:07:57 GMT 1
Det var utroligt så tom en park kunne være bare på grund af lidt dårligt vejr. En af de få mennesker der dog opholdt sig i dette stykke natur var Kyrie.. Han gik med hænderne dybt begravet i hans dunjakke, imens han hævede skulderne, for at få kraven til at dække lidt om ørerne. Selvom han på den måde prøvede at skæmme sig for regnen, virkede det ikke til at han havde noget imod den, for hans tempo var langsomt og roligt. Hans rødehår klistrede til hans ansigt, og den frisure den havde været i tidligere, var forsvundet ligeså hurtigt som solen var forsvundet fra himlen. Hans grønne øjne betragtede roligt de få mennesker der var her, indtil de ramte en person som skilte sig ud fra mængden. Han kunne sagtens genkende denne person, for hun gik på skolen.. April... Selvom Kyrie havde gået der i godt 1½ år nu, så havde han aldrig rigtig talt med hende, men han vidste dog hvem hun var. Et kort blik på hende, og han vidste at hun måtte være stukket af fra skolen, for han vidste hun ikke kunne lide stedet, og at hun bare sad der.. med en rygsæk i regnvejr bevidnede at hun ikke var på vej nogen steder hen som sådan, og i rygsækken var der højst sandsynlig kun de mest nødvendige ting.
|
|
|
Post by April LaRoux on Jun 22, 2008 16:20:53 GMT 1
April have ikke registreret det mindste. Hun var alt for optaget af smøgen mellem sine fingre. Hun samlede et af de blade der stadig var tørre, op fra pavillonens trægulv og pressede den glødende kræftfremkalder mod det. Flammerne bredte sig, og da der til sidst ikke var mere at holde ved, åbnede hun munden og udstødte en svag summen, hvis lydbølger holdte det brændende blad hængende i luften. Endelig så hun op, og fik da øje på et ansigt hun havde set før, hun kunne dog ikke helt sætte navn eller sted på denne person, men hun var sikker på at hun havde set ham før. Fraværende børstede hun det beskidte hår ud af øjnene, der som altid bar et særligt skær de aldrig forlod dem, et skær der reflekterede håb, sårbarhed og et positivt sind. April tog endnu et drag fra smøgen, og slog let på den, før hun pustede ud. Asken ramte der gamle, nedslidte løbesko og efterlod et sort mærke, men April tænkte ikke videre over det; skoene var allerede ved at gå fra hinanden ved hælen, og det var lukkede med sikkerhedsnål, fordi snøren var rådnet op.
|
|
|
Post by Kyrie Eleison on Jun 22, 2008 16:27:15 GMT 1
Man skulle tro hun havde været herude i evigheder, sådan som hun så ud.. Det hår der var i hvert fald ikke specielt velplejet. Hans grønne øjne betragtede hvordan hun holdt et blad oppe, så det nærmest svævede frit. Han betragtede hvordan hun langsomt var i gang med selvmord.. For det var hvad rygning var.. En måde at begå selvmord på. Han gik i sit rolige tempo over mod April, så han til sidst kom i ly for regnen. Da han mærkede hvordan de tunge dråber ikke længere hamrede ned på ham, sænkede han skulderne og stod nu og betragtede April, bare fra nærmere hold. "Du burde ikke bruge dine evner offentligt" Lød det stilfærdigt fra ham, som om han bare talte ud i luften. Stemmen var så lav at han ligeså godt kunne havde talt til sig selv, og dog så flydende og let at den alligevel ikke var svær at høre. Hans smaragd grønne øjne, skiftede væk fra April og betragtede i stedet for den næsten mennesketomme park
|
|
|
Post by April LaRoux on Jun 22, 2008 16:39:45 GMT 1
"Her er ingen?" lød det fra April der talte gennem et halstørklæde, men på trods af det tykke lad der dækkede hendes mund, var det tydeligt at høre hende. "Og hvis der var, hvad skulle de så gøre? Kaste grus efter mig?" Normalt var hun ellers en vittig og yderst flink person, men på daværende tidspunkt virkede det hele som en stor joke. April lyftede hagen, og satte igen smøgen mod sine tidligere rødmalede læber, men ligesom resten af hende, var det hele løbet, og svage, røde stiber løb ned af hendes hage, det og en stor hudafskrabning langt kæbelinjen, der var dækket af jord. Hun var gledet da hun løb væk fra skolen, og det var derfor hun var så beskidt. Flere hudafskrabninger var synlige på hendes hænder, der mest af alt mindede om srøbeligt porcelæn, de var helt hvide, under blodet og jorden, og de rystede. Selv ville april nok sige at hun var fornuftigt påklædt, men en hættetrøje og en skjorte var ikke ligefrem det mest vandafvisende.
|
|
|
Post by Kyrie Eleison on Jun 22, 2008 16:47:15 GMT 1
Han svarede ikke på hendes spydige kommentar. Der var ikke rigtig nogen grund til det, for han havde påpeget at hun ikke burde bruge sin evner offentligt, og igen havde hun så også ret i at der ikke var nogen her. Han gad heller ikke til at fortælle hvad de skulle gøre, for det krævede alt for meget. Så skulle der en længere og dybdegående forklaring til, for at han ikke bare virkede som en dum person der ikke fattede hvad han selv sagde.
"Du burde heller ikke ryge" Lød det ligeså stilfærdigt fra ham. Samme toneleje, samme stemmetype.. intet forandret. Hans blik var forsat placeret ude på træerne i parken, og de få mennesker man i ny og næ kunne skimte. Det var næsten som om han var gået herhen, bare for at fortælle hende hvad hun ikke burde gøre, som en eller anden skytsengel, eller et dydsmønster. Han betragtede sig ikke som nogen af tingene, men syntes bare han ville påpege det.
|
|
|
Post by April LaRoux on Jun 22, 2008 16:57:30 GMT 1
April så lidt på smøgen der var fast placeret melem hendes rystende fingre, før hun lagde den på trægulvet og trådte gløden ud af den. Langsomt tog hun den op i sen hånd, og lagde den i en af trøjens lommer. "Tilfreds?" spurgte hun, ikke direkte koldt, men heller ikke helt blidt. Det undrede hende at hun var på den måde, og på et eller andet plan ønskede hun at undskylde for sin uhøflighed, men hendes mentale note om ikke at undskylde for det mindste vandt. Istedet betagtede hun regnen der stadig tæskede mod gruset. *Det kunne nu være sjovt at se om men kunne få regnen til at gøre et eller andet uventet* April rystede dog hurtigt tanke af sig - det ville ikke være fair for de få kontormus der rendte rundt som skræmte høns med mapperne over hovedet. Istedet trak hun hatten lidt tilbage, for bedre at kunne se sine omgivelser. Der var mørkt, på trods af tidspunktet og årstiden og træerne rystede voldsomt.
|
|
|
Post by Kyrie Eleison on Jun 22, 2008 17:10:49 GMT 1
"Ja..for nu" Han var tilfreds lige nu, men var sikker på at det ikke ville vare længe. Ikke at han blev sur og irreteret, særlig nemt, men der var altid et eller andet der gjorde han ikke var helt tilfreds. Selvom han ikke havde noget imod regnen, var han ikke tilfreds med den, da han foretrak sol, men det var ikke noget der påvirkede hans humør, specielt meget "Hvorfor har du forladt skolen?" Lød det fra ham, igen med samme stemmetype. Hans blik hvilede dog på hende, så man kunne se at han ikke fandt spørgsmålet og svaret helt ligegyldigt, men rent faktisk var noget han interesseret i. Han forstod ikke selv hvorfor man ville skride fra skolen. Ja der var da nogle dumme mennesker, men der var generelt fred og trygge rammer, hvor i mod herude.. Ingen mad, ingen varme, ingen venner og hver eneste man mødte ville højst sandsynlig slå en ihjel hvis de vidste hvad man var.
|
|
|
Post by April LaRoux on Jun 22, 2008 17:25:39 GMT 1
April sukkede, og gred sin næseryg. Det var et utroligt godt spørgsmål, som hun ikke engagn selv kendte svaret på. "Jeg tvivler bare på at de kan gøre noget for mig der. Det eneste jeg har lært siden jeg begyndte, er at smadre vægge og få lidt kontrol over min sang" svarede hun eftertænksomt. I virkeligheden havde hun lært langt mere end det, men hun ville bare ikke indse det. Hun var en fri sjæl der ikke tålte at være spærret inde, og da slet ikke på en skole der havde et mindre freakshow gemt i kælderen. "Desuden er jeg ikke så vild med skoler," tilføjede hun uskyldigt. Sandt nok. Da hendes evne viste sig en af de første gange, gøre en hele idrætshal ned, på grund af et lille skænderi med en der var 3 år yngre.
|
|
|
Post by Kyrie Eleison on Jun 22, 2008 18:06:02 GMT 1
"Der er ikke mange der har det godt med skoler" Lød det tænksomt fra ham. Han drejede sig lidt, så han havde front imod hende. Hans øjne betragtede hendes ansigt. Så hun mente ikke at hun havde lært noget? Et lille smil kom på hans læber "Så du har altså altid kunnet få ting til at svæve ved hjælp af lydbølger? Eller har skolen alligevel hjulpet med lidt kontrol der?" Hans stemme var ikke længere den lette, flydende og fraværende stemme. Nej denne her stemme var mere nærværende. Stadig ikke højt, men dog lidt højere end før, og mere direkte istedet for fraværende. Han havde stadig begravet hans hænder i lommerne og han stod og vippede med fødderne, så han skiftede mellem at stå på tæer, og stå på flade føder. En gang imellem så hans klare grønne øjne rundt i parken, for hele tiden at sikre sig, ingen mennesker var der, for de skulle jo helst ikke overhøre samtalen
|
|
|
Post by April LaRoux on Jun 22, 2008 19:11:58 GMT 1
April trak på skuldrene. "Jeg har levet med en anden flok hjemløse mutanter i et års tid, de kunne en ting eller to.. De hjalp mig med et udvikle et grundlag" forklarede hun. Det var tydeligvis svært for hende at tale om det, og med god grund; hun havde ikke nævnt det for nogen, siden hun begyndte på skolen. Der var aldrig nogen der havde spurgt. Men nu da der blev revet op i fortid, strømmede minderne til hende, som ragnen hamrede mod pavillionens tag. April vendte ansigtet væk fra Kyrias synsvinkel, så han ikke ville se hendes sårede ansigt. Det var mere smærtefuldt en forventet, at tale om gamle venner, hun var ikke engang sikker på at de stadig var i live.
|
|
|
Post by Kyrie Eleison on Jun 23, 2008 12:46:49 GMT 1
Han lyttede lidt til hvad hun sagde. Så hun havde altså boet med hjemløse mutanter, der havde hjulpet hende? Gad vide hvorfor hun så overhovedet forlod dem, for at blive medlem af en skole hun nu åbenbart ville skride fra? "Hvorfor forlod du dem så?" Lød det igen stille og flydende fra ham. Som om han var fraværende og dog alligevel tilstede. Af ren respekt for hendes følelser valgte han at kigge ud på træerne igen, så April ville havde nemmere ved at skjule sit sårede ansigt. Han havde ingen intentioner om at gøre hende ked af det, men for nogle folk skulle der bare det mindste til, før de blev triste, mest fordi mange mutanter havde haft en frygtelig fortid, hvor der var sket et eller andet dårligt... Nogen mutanter havde så sværere ved at ligge det bag sig, end andre.
|
|
|
Post by April LaRoux on Jun 23, 2008 20:16:15 GMT 1
"Maman et Peré.. Og min bror, Aaron" svared hun let. Hun havde virkelig savnet sin familie, de havde, i forholdt til mange andre mutanters famillier, altid været der for hende. Det var slet ikke gået op for hende at hun talte fransk, noget hun altid gjorde når hun var sur eller trist. Fraværende rettede hun blikket nod sit blottede og blodige knæ. Hun rakte frem, og prikkede let til såret der åbenbart var sprunget op igen. "Det er svært at leve uden et specielt mål når man er tolv," fortsatte hun i en fjern tone, "Efter de første par uger begynder man at leve i totalt paranoia.. Skyggerne begynder at førfølge en, og folk væmmes ved én.. Man jeg er ældre nu - jeg kan klare det!"Hendes klare stemme bar præg af det viljefaste sind, og hendes øjne næsten lyste af selvtillid.
|
|
|
Post by Kyrie Eleison on Jun 24, 2008 12:09:50 GMT 1
Kyrie studsede kort over at hun brugte fransk, men heldigvis forstod han da lidt. Han var langt fra en ørn til det, men at sætningen betød 'mor og far' var han da klar over. Hvorfor hun så ikke også havde sagt bror på fransk, var næsten mere underligt. "Så din familie tvang dig til at forlade dem? Tvang de dig også til at komme på skolen her?" Spurgte han så roligt. Da hun kom med den lille tale, kunne man næsten høre hvordan selvtilliden voksede og han valgte igen at se på hende "Ja du kan måske klare det, men det betyder ikke at det er en ønskværdig levevis" Hans stemme var stadig så ubekymrende og stille at man skulle tro de talte om vejret, eller blomsterne. "Jeg ville nu påstå at det var bedre at leve på skolen, hvor folk ikke hader en for de evner man har. Et sted folk ikke forfølger og dræber en"
|
|
|
Post by April LaRoux on Jun 24, 2008 12:42:24 GMT 1
April trak på skuldrene. "De tvang mig ikke, jeg savnede dem bare" forklarede hun kantet. "de tvang mig ikke ligefrem til skolen, jeg var selv enig, men vi tog åbenbart fejl." Hun pustede en tot hår væk fra øjnene, og gned sine kolde hænder mod hinanden. "Men folk her hader mig ikke, det er det er så fantastisk ved min stemme, jeg kann gøre alt" hendes tone var næsten triumferende da hun sagde dette. "Jeg kan endda udsende bølger der påvirker din hjerne og bang!," hun knipsede med fingrene, "så er jeg den eneste, mest fantastiske og charmerende person du nogensinde har mødt." Optimismen var tilbage i hendes stemme, og hendes øjne lyste helt op, hun havde aldrig rigtigt været hadet, ihvertfald ikke i lang tid af gangen.
|
|