|
|
Post by April LaRoux on Jul 9, 2008 18:41:51 GMT 1
April kunne ikke klare det mere. Hun havde hentydet til to forskellige ting, og hvis idioten ikke ville fatte det, gad huni kke spilde tid på det her.
"Hvis hr. jeg-er-bedre-og-klogere-end-dig lige vil hive pinden ud af røven, kunne det måske være man kunne føre en normal samtale!?" råbte hun.
Flere lydbølger føg fra hende, og træerne rungede. Nogle gav efter, grene brækkede af og jorden rystede under April.
"Det jeg mener er; jeg er ikke enig med at det er en generel evolution af mennesket der har gjort os til mutanter. Jeg er enig i at mord ikke er en løsning!" alt hun sagde var overmenneskeligt højt og gik utroligt hurtigt. Hun var våd, træt, hjemløs, sulten - og nu kom der en eller anden vanvittig ordkløver der fandt det morsomt at pisse hende af.
|
|
|
|
Post by Kyrie Eleison on Jul 10, 2008 20:55:55 GMT 1
Kyrie lod sig ikke mærke af at hun begyndte at råbe. Den overmenneskelig stemme gjorde dog pænt ondt at høre på, men hans facade var som altid perfekt. Han sad helt roligt og bretagtede hende, lod sig ikke mærke af hendes fornærmelser. Han så ingen grund til at blive hidsig? Hendes ord blev ikke anderledes af at hun hævede stemmen... Nej det gjorde faktisk bare det hele mere nedern. "Okay så" Lød det stille fra ham "Hvad mener du så er skyld i vores evner, hvis ikke det er en naturlig udvikling?" Han havde fattet det nu og selvom han ikke sagde det, havde han bemærket at han havde misforstået hende. Det var menneskeligt at fejle... Han havde nu fattet det, især efter hun havde skåret det ud i pap for ham.. Hun var enig i at mord ikke er en løsning og hun er uenig i hans teori om x-genets grund.
|
|
|
|
Post by April LaRoux on Jul 21, 2008 0:15:03 GMT 1
"Hvem siger at det ikke var en radioaktiv sky af giftige stoffer der er i cirkulation? Der er ikke noget bevis, og bare fordi du siger at det er en genetisk "udvikling" behøver det jo ikke at passe, vel smarte!?" Denne gang talte hun endnu hurtigere end før, og hun lagde ikke engang selv mærke til det.
Vreden kogte i hende, og hun vidte at hvis huni kke snart gjorde noget, ville det gå galt. Lige meget hvad endte det her højest sandsynligt i en kamp af en eller anden slags, og April var ved at løbe tør for ord. De grønne øjne slog gnister og hænderne var knyttede så hårdt at April var begyndt at tvivle på at hun nogensinde ville kunne strække dem ud igen.
Denne person mindede hende om de arogante idioter hun plejede at være bange for da hun var mindre - en fejl hun aldrig igen ville begå.
|
|
|
|
Post by Kyrie Eleison on Jul 21, 2008 16:07:07 GMT 1
Kyrie betragtede hende bare med sit rolige blik. Han forstod ikke helt hvorfor hun hidsede sig så meget op? "Har jeg påstået at min teori er det endegyldige svar?" Lød det bare smilende fra ham. Nej han havde aldrig sagt at det han sagde var det rigtige, han havde bare fremlagt den teori han selv troede på, ikke sagt noget om at det var sandheden.. Nu drog hun til forhastede konklussioner, måske på grund af hendes iltre humør lige nu? "Men jeg tror nu at du kan finde flere mutanter, såvel som mennesker der forsker i mutant generne der vil hælde til Darwins udviklings teori, end den giftige gas sky?" En radioaktiv gas sky ville højst sandsynlig være blevet opdaget hvis sådan en havde fundet sted.. Det var en tåbelig ting at tro på, og hvis hun ikke troede på den gift gas teori, så var det endnu dummere at bringe den på banen? "Nu skal du ikke tro at jeg siger at Darwins udviklingsteori er den absolutte sandhed for vores evner, jeg siger bare at for mig lyder det mest sandsynligt, og indtil jeg hører om en teori der er mere sandsynlig, holder jeg fast i troen på den naturlige udvikling.. " Han holdt håndryggen op foran sin mund for at skjule et gab inden han igen lod hånden smutte ned i lommen. Derudover sad han ellers helst stille og så op på April med de rolige og afslappede øjne.
|
|
|
|
Post by April LaRoux on Jul 22, 2008 18:06:01 GMT 1
April vidste ikke hvad hun skulle gøre, og da slet ikke hvad hun skulle sig. Hendes første ide var at storme væk, og smække med døren, men der var ingen dør, så det ville se lidt underlig ud.
"Ja, ja - whatever," sagde hun ligegyldigt, og valgte at forholde sig helt rolig.
Hun krydsede sine arme, og lænede sig op af en stolpe. hendes blik blev fjert, da hun så ud i mørket. Hun kunne mærke regnen - de små forstyrrelser de gav lydens bane, og det var ved at give hende hvad der best af alt mindede om migrene.
"Hør, hvis du ikke kan snakke om andet end den åndsvage teori - vil du så ikke være sød af holde kæft?" spurgte hun stille og hendes stemme var ligeså fjern som hendes blik.
|
|
|
|
Post by Kyrie Eleison on Jul 27, 2008 10:42:37 GMT 1
Han fnyste bare stille, imens et lille smil var på hans læber. "Mine svar var bare respons til dine sætninger, så hvis emnet er røvsygt, er du fri til at skifte det" Lød det bare roligt fra ham. Han kunne ikke huske hvordan de var kommet ind på emnet, det skulle nok passe at han havde startet det, men det sidste svar var bare en respons på hendes, hvis hun kom med et nyt emne ville han da bare snakke om det.. Kyrie betragtede regnen og håbede den ville holde op, ikke fordi han havde så meget imod den, men nu hvor han var blevet tør igen, ville han nu gerne forblive tør. Han førte en hånd igennem sit rødbrune hår før han rejste sig op med hænderne i lommerne. Regn eller ej, hvis der bare skulle være tavshed var der ingen grund til at han blev her og spildte sin tid. Han gik roligt forbi April uden at se på hende, og gik derefter langs stien, på vej tilbage til skolen... Hvis April ville stoppe ham var hun fri til at gøre det, men sålænge der ikke skete noget spændende havde han bedre ting at give sig til.
|
|
|
|
Post by April LaRoux on Sept 17, 2008 21:24:37 GMT 1
April fnøs irriterret, himlede med øjnene og drejede om på hælene.
"Nedrige, arrogante svin," mumlede hun for sig selv, idet hun stormede tæt forbi Kyrie. Hendes skridt var store men hurtige, og der gik ikkel ang tid før hun var langt foran ham, og gudskelov for det. Regnen silede ned af hendes ryg, der kun var dækket af det tynde skjortestof. Tanktoppen klistrede til hendes krop og shortsene blev hurtigt dobbelt så tunge. Et hårdt vindpust rev i hendes tøj, og bed i huden, men hun var ligeglad. April var blind af vrede, og en trang til at forvolde denne tåbelige person skade voksede for hvert hjerteslag i hendes bryst, men hun prøvede at forholde sig rolig.
|
|
