What a mistake..

[Kyrie Eleison]

Den mest fantastiske person? Gad vide om hun ikke satte sig selv på en lidt for høj pidestal? Hun virkede i hvert fald til at havde meget høje tanker om sig selv. Han havde godt nok ikke ikke meget forstand på den evne hun havde, men at kunne påvirke en tanker og følelser ved hjælp af sin stemme... Nej den troede han ikke helt på. Tankerne kom dog ikke op til overfladen, og han bevarede den rolige og afslappede facade "Ja hvis du ligefrem kan manipulere med andres følelser er det vel næppe svært at leve blandt mennesker" Lød det roligt fra ham. Det var vel egentlig en ret genial ting at kunne... Man kunne sørge for så at blive populær, få folk til at hade hinanden, få folk til at elske en selv, eller en anden person, få professorerne til at kunne lide en... Man ville faktisk kunne styre og kontrollere næsten alt. "Men når du manipulere med folks følelser, kan du så få følelsen til at være permanet eller kun så længe du udsender bølgerne?" Tænk hvis hun kunne gøre følesen permanet, nærmest som kronisk hovedpine. Det var jo næsten helt uhyggeligt.

[April LaRoux]

April sukkede.
"Kun så længe jeg bliver ved med at synge, og det er hun én følelse jeg kan påvirke, indtil videre."
Nej, i øjeblikket havde den lille franskmand ikke så store tanker om sig selv, hun vidste bare hvad hun kunne, og hun var ikke ligefrem stolt af det. Det havde forårsaget så mange løgne igennem hele hendes lettere miserable liv.
"Og jeg er ikke stolt af det.. Det er lidt trist at man kun kan få opmærkomhed ved at synge" hun sukkede igen. "det virker helt vildt smart, når man gør det de ørste par gange, men efter det er det lidt skummelt."
Igen hang hun med hovedet, hendes hørmørsvingninger var hurtige, og der skulle ikke så meget til at slå hende ned.

[Kyrie Eleison]

"Der kan man bare se" Lød det tænkende fra ham. Men det var nok muligt at hun kunne mere end bare det når hun fik trænet sine evner.. Gøre følelsen permanet.. ændre flere følelser.. Det var lige før man fik paranoia. Hans grønne øjne så ud i regnen der plaskede ned i mod gruset. Det var egentlig et lidt deprimerende vejr.. Sikkert lige noget for de der.. nightwalkers eller hvad det var de kaldte sig. Han havde nu intet imod dem.. Det var en udmærket ting de gik ind for... Han ville nu også gerne herske over menneskerne.. Da han læste det i avisen, så var han udmærket klar over hvad side han valgte.. Han var på mutanternes side, uanset hvad det så krævede i fremtiden. "Har du hørt det om Nightwalkers?" Lød det fra ham med et lille skuldertræk. Hans stemme var forsat stilfærdig, som om han selv bare var en obsevatør der ikke havde nogen mening om noget.

[April LaRoux]

Aprils ansigt var tomt i et par sekunder, før der igen kom liv til hende.
"Det tror jeg ikke," svarede hun tænksomt, "noget jeg bør vide noget om?"
Hun havde ingen anelse om hvad han tale om.. En ny mutant? En gruppe eller bare en underlig joke. Hun trak huen af, og afslørede en flammende rød manke, der lang fra så mudret som de lokker der før var synlige, få dage før havde han valgt at prøve noget nyt, og nu bar hun både gule, orange og røde nuancer i det viltre hår.
"Lyder lidt skummelt," fortsatte hun, dog mest til sig selv.

[Kyrie Eleison]

"Om du bør vide noget om det?" Lød det stille fra ham.. Var det i bund og grund noget hun burde vide noget om? Ja det var det vel. Det vedkom både mutanter og mennesker. De var på randen af en krig, så det var vel kun fair at informere hende om det? "Det stod i washington times.. Det er vidst et ukendt antal mutaner der har dannet en gruppe - Nightwalkers.. Denne gruppe har så myrdet en række mennesker, tror måske der var nogle højtstående imellem dem. Denne gruppe har så valgt at erklære krig mod menneskerne, noget med at menneskerne skal udslettes, eller blive slaver eller sådan noget for mutanter." Han så lidt på hende, for at se om der kom en reaktion i hendes ansigt, efterhånden som nyheden blev fortalt. Det hele blev dog fortalt med en knusende ro, fra Kyrie, som om han intet havde imod det der var sket, men heller ikke bifaldt det

[April LaRoux]

April sad bare med et helt blankt ansigt. hendes øjne var rettet mod Kyries, men ingen reaktion kunne ses, hun så hverken ud til at være chokeret, bange eller lykkelig. Tusing tanker fløj gennem hendes hovede.. *Mor.. Aaron? Nej han ville aldrig.. Ville han?*
Hendes stenansigt forblev uforandet, indtil hun hurtigt rakte ned i tasken efter den vodkaflaske uhn altid bar på sig. Hurtigt satte hun den til sine læber, og skyllede alkoholen ned med en sygelig fart, nok var der ikke meget i den, men da hun fjernede den igen, var den tom.
"Det er ikke ligefrem en overraskelse," sagde hun så afslappet. Hun var virkelig ikke så bekymret for sin mor, hun var en gammel dame, og hun var nok rejst tilbage til frankrig på nuværende tidspunkt. Men hendes bror, Aaron han kunne ikke være en af dem?

[Kyrie Eleison]

Kyrie var lidt overrasket over der ikke kom nogen speciel stor reaktion, men da hun tog vodka flasken op kom der en lille gnist i hans blik som hurtig blev slukket igen. Gad vide om hun var bekymret siden hun begyndte at drikke ren vodka? Det var et typisk tegn at ty til alkohol når man var bekymret over et eller andet.. Men med hendes humørsvigninger kunen det også bare være hun var alkoholiker oveni? "Hvordan kan det være, det ikke overrasker dig... Jeg tror stort set alle andre jeg har snakket med, var temmelig overrasket" Måske hun alligevel vidste mere om det, end man lige skulle tro? Eller mon hun bare var totalt ligeglad. Han selv var godt nok heller ikke overrasket, for det var vel bare et spørgsmål om tid, før en gruppe mutanter blev så træt af undertrykkelsen at de ville tage kampen op.

[April LaRoux]

April hævede et øjenbryn.
"Man hører ting, når man bor i et parkeringshus i 4 måneder.. Det har været på vej i flere år.. Som du selv siger, størstedelen af verdens befolkning er bange for os, eller hader os.. Det er ikke rart at blive hadet, og der er nogen hvis ego er så stort, at de tror de er de bedste i verden.. Det er virkelig ligesom racisme, bare i et lidt større omfang, og racisme er ikke en god ting."
Hun var helt overrasket over sin talestrøm, og hun syntes selv det gav mening ovenpå det alkohol hun havde i blodet, det var ikke første gang den dag hun havde tryllet vodka væk på få sekunder.

[Kyrie Eleison]

Han lyttede lidt til den udsædvanligt store talestrøm fra April. Det vodka slog da godt nok hurtigt til "Så du sympatisere altså med denne mutant gruppe her?" Fra fulde mennesker, skulle man som oftest høre sandheden, og han var egentlig godt interesseret i folks tilhørsforhold. Om de sympatiserede med gruppen eller var imod den. Han valgte nu at sætte sig ned ved siden af April, fordi han efterhånden var træt af at stå op, og havde en fornemmelse af at denne samtale kunne komme til at tage sin tid. Han havde dog stadig hænderne i sin dunjakkes lomemr for ikke at komme til at fryse. Hans ben var i skrædderstilling, så alt i alt sad han nu meget godt.

[April LaRoux]

April rystede kraftigt på hovedet. Hun knugede den tomme flaske ind til, alt imens hun rikkede let frem og tilbage.
"Ikke direkte - selvfølgelig respektere jeg dem, de er jo også mennesker. jeg mener ikke at det er rigtigt at udnytte de svagere, og jeg har ikke ligefrem lyst til at være skyld i.. I.." hun tav, og et minde hun havde fortrangt dukkede op i hendes hukommelse. Igen rystede hun voldsomt på hovedet.
"Det er ikke okay at slå andre ihjæl. De har også lov til at være her, og i princippet er det jo os der er dem der er noget galt med.. jeg mener, vi er hvad vi er på grund af en genetisk fejl."
Det var ikke alkoholen der gjorde hende så ivrig, den prelle faktisk næsten af på hende, dette var bare April naturel når hun da havde lyst ti lat snakke.

[Kyrie Eleison]

Kyrie så lidt på hende, imens hun talte. Så hun respekterede dem trodsalt.. Men det var som om respekten var baseret mere på frygt, end på deres ideologier. Som om hun var bange for dem, og kun derfor 'holdt med' dem. Da hun begyndte at snakke om at det var mutanterne der var noget galt med, kom der et underligt glimt i Kyrie's grønne øjne. "Jeg mener nu ikke der er noget galt med os... Det er ikke en genetisk fejl" Han holdt en kort pause, før han forsatte "Den mutation vi oplever, er en naturlig ting i udviklingsprocessen, for alle arter. Mennesker har udviklet sig igennem hele deres eksistens, lige fra aberne og op til homo sapiens. Vi er bare et resultat af den forsatte udvikling, og som det altid er forgået i historien, ender den svage race med at uddø" Han trak vejret lidt før han forsatte "Tag dog ikke fejl, for jeg ønsker ingen krig, og jeg ønsker at vi kunne leve i fred sammen, men jeg tror at den svage race langsomt vil dø, simpelthen fordi flere og flere bliver født med x-genet, og til sidst bliver der ikke født flere såkaldte almindelige mennesker, og vi denne naturlige udviklingsproces, ender vi, den nye race med at eksistere som den eneste nuværende menneskerace, indtil den næste mutation går i gang, og nogen til sidst overgår os" Darwins udviklingsteori.. Andet var det jo sådan set ikke. Det var alt der skete, og det var der mange som endnu ikke havde indset. De troede alle sammen det skulle handle om krig, og x-genet var en sygdom.. Men det var en naturlig udvikling.. Simpelt og ustoppeligt.

[April LaRoux]

April hævede et øjenbryn. Hun forstod udmærket hvad Kyrie sagde, men var langt fra enig. Mennesket havde udviklet sig efter behov, for at kunne overleve, Det hun ikke forstod, var hvorfor menneskeracen pludselig havde brug for en masse individualiserede evner - det ville da være smatere hvis alle bare havde samme evne.
"Drop biologitimen. Jeg er ikke dum," muggede hun med armene over kors.
"Jeg er bare ikke enig, og hvis du spørger mig, er mord ikke løsningen på nogen som helst måde." Efter den sætning frøs hun, og billedet af sin fars lig på jorden i parken dansede bag hendes øjne. Hele scenariet startede forfra; et skud, blod, et skrig og to døde. April mærkede sit hovede dunke, og rystede det let.

[Kyrie Eleison]

Kyrie undlod at sige hvad han tænkte, for hun virkede da meget dumt... At sige mord ikke er løsningen, på sådan en måde at hun beskyldte Kyrie for at havde sagt det modsatte.. Så var hun vel lidt dum? "Rigtigt.. Mord er ikke løsningen og det har jeg aldrig påstået" Han smilede stille "Racen af mennesker dør naturligt, når de bliver gamle og der ikke længere bliver født mennesker uden x-genet... Jeg syntes heller ikke vi skal gå i krig, og dræbe" Han kløede sig lidt på hagen "Men hvorfor er du ikke enig med mig? Hvad er det du er uenig i?" For de var da enige i at krig og mord ikke var løsningen

[April LaRoux]

April slog sig let til hovedet.
"Jeg siger ikke at jeg er uenig!" sagde hun opstemt. "Det hedder en mening, de fleste har dem, og sidst jeg slog det op var det tilladt at ytre dem."
Hun rejste sig hurtigt op og lagde armene over kors. Hendes skinnede og hun følte sig virkelig i live. Det var flere uger siden hun havde haft en ordenlig diskussion, og hun nød det virkelig, også selvom denne Kyrie ikke lod til at forstå hvad hun mente.
"det er jo ikke som om jeg sagde "du må ikke dræbe folk, det er ikke pænt gjort", vel?" fortsatte hun i en lidt skinger tone. Hun var ved at blive sig selv igen, og hun kunne mærke den følelse af ild i hjertet, som hun altid havde når hun var i godt humør. Forsigtigt smilede hun let.

[Kyrie Eleison]

Selvom April blev både opstemt og ivrig, og åbenbart valgte at rejse sig og så videre, så virkede det ikke til at Kyrie ændrede facade. Næh han sad forsat stille, og så stilfærdigt ud på udsigten, og hans stemme var rolig, afslappet og ikke det mindste hævet siden diskussionens start. "Du er selvmodsigende" Lød det stille fra ham "Tillad mig at citere: Jeg er bare ikke enig, og hvis du spørger mig, er mord ikke løsningen på nogen som helst måde..." Han smilede kort og virkede næsten fraværende "I den sætning lader du ellers til at sige du er uenig med mig, men nu står du og påstår at du ikke har sagt det, og alligevel er enig?" Hans blik blev nærværende igen da han så direkte ind i Aprils øjne "Sig ikke alt du ved, med vid alt hvad du siger" Lød det så fra ham, som hentydning til at hun nok lige skulle tænke over hvad hun sagde, så hun ikke endte med at modsige sig selv endnu engang...