Langt ned

[ZamiaLillium]

Tid: 19.36

Zamia stod ude på balkongen og så ned mellem de stolper, der understøttede det 'gitter', der holdt folk fra at falde ned. Hun sad med et ben på hver side af en af stolperne. Hun sad og overvejede, om hun kunne flyve, hvis nu hun virkeligt prøvede. Der var da andre, der kunne det. Fuglene kunne, og slev nogle mennesker - hun tænkte ikke over, at det jo nok var fordi, det var nogle mutanter, der havde den evne at kunne flyve. Måske kunne man lave nogle vinger og så springe ud over? Hun sad virkeligt og overvejede det. Hun var så opslugt af de tanker, at hun ikke ville lægge mærke til, hvis nogen kom hen til hende - lige nu var der dog helt tomt og stille på balkongen.

[Sai Mardek]

Sai kom ud på balkonen for at nyde den friske luft og så at han ikke var alene herude lige nu men det tog han sig ikke af. han smilede bare venligt til pigen som ikke lod til at være særligt gammel egentlig men regnede ikke med hun lagde mærke til ham da hun så ud til at sidde i dybe tanker

[ZamiaLillium]

Zamia kunne ikke lade være med at blive en smule trist over tanken om, at hun nok ikke ville kunne flyve, selv hvis hun virkeligt gerne ville. Uden at tænke over det, begyndte hun at synge en stille sang. Den var en smule trist, hvilket man snart begyndte at se på vejret. Langsomt begyndte nogle mørke skyer at forme sig på aftenhimlen. Det var ikke regnskyer, bare mørke skyer der snart ville dække himlen helt.

[Sai Mardek]

Sai kiggede forundret op på himlen da skyerne blev sorte og begyndte at dække den nøjagtig samtidig med at pigen begyndte at synge trist. han så på hende og spurgte "er man trist?" i en venlig og rar tone. han kunne ikke lide når andre var triste eller kede af det

[ZamiaLillium]

Zamia stoppede sin sang. "Og hvad så, hvis man er?" gav hun ham igen. Det var egentligt ikke hendes mening at snappe på den måde, men når hun var trist eller sur, lod hun det som regel gå ud over alle andre, uden overhovedet at tænke over det. Hun så ikke på ham, men genoptog bare sin sang. Det var den bedste måde for hende at komme ud med sine følelser.

[Sai Mardek]

Sai så på pigen men tog sig ikke af måden hun talte til ham på da hn jo ikke var ret gammel. han satte sig på knæ og sagde "du synger egentlig meget pænt. synd at du er trist for ellers ville det sikkert lyde rigtig smukt" han smilede venligt til hende og ventede på hendes reaktion

[ZamiaLillium]

Zamia stoppede igen med at synge, men så stadig bare ud på vejret, der allerede var begyndt at blive en smule klarer, da hun var holdt op med at synge. "Jeg vil flyve," mumlede hun så, mens hun kiggede længselsfuldt udover udendørsarealet. Hun sukkede stille. Hun var ikke en af de folk, der holdt sine følelser for sig selv, og det kunne man tydeligt mærke lige nu.

[Sai Mardek]

Sai smilede og sagde "jeg ville hjælpe dig hvis jeg kunne men det var nok noget tid inden jeg kan det er jeg bange for men jeg skal nok give dig en flyvetur en dag hvis du vil have det" han ville med glæde gøre den lille pige glad da han havde været ude for at have vinger for bare nogle dage siden vidste han at de ville komme igen. han vidste bare ikke noget om hvornår

[ZamiaLillium]

Zamia så skepisk, men på samme tid meget håbefuldt på ham. "Kan du virkeligt det?" spurgte hun så. Hun vidste ikke helt, om det bare var noget, han sagde, eller om han egentligt kunne gøre det. Hvis han kunne, ville det virkeligt vinde point hos den lille pige. Skyerne var nu næsten helt forsvundet, idet det var ved at være lidt tid, siden hun havde stoppet sin sang - sådan var det med hendes evne; den duede kun så længe, hun sang.

[Sai Mardek]

Sai nikkede og sagde "på ære. jeg skal bare få styr nok på min evne til at gøre det og så skal jeg nok tage dig med ud at flyve" han smilede venligt til den lille pige og sagde "jeg hedder for resten Sai" han rakte sin hånd frem så hun kunne ryste den hvis hun ville

[ZamiaLillium]

Inden Zamia svarede, rejste hun sig op og støvede den fine lille kjole af. "Mit navn er ZamiaLillium Sentillio Melai," sagde hun så med et lille smil og tog hans hånd, "og nu har du lovet, så hvis du ikke holder det, bliver jeg altså utroligt sur," hun var veltalende, som var hun ældre, end hun egentligt var. Hun kunne somme tider lyde helt voksen i sine formuleringer, selvom hun havde en lille piges stemme. Hun lød ikke så voksen lige nu, som hun sagtens kunne.

[Sai Mardek]

Sai smilede og sagde "det er fint nok med mig Zamia" han ville gøre hvad han kunne for at hun kunne få en flyve tur det var helt sikkert. han havde en anelse om at hvis hun var sur på en var vedkommende godt og grundigt på røven kunne han forestille sig uden problemer

[ZamiaLillium]

Zamia smilede lidt til ham. "Så lær at kontrollere din evne," sagde hun en smule beordrende. Hun foldede armene og slog næsen næsen i sky. Hun var trods alt ikke så gammel, og til trods for hendes kloghed, var hun bare en pige, der sommetider ikke tænkte sig helt om - hun tænkte ikke på, at det kunne være en meget svær evne, han havde, eller at det bare kunne være svært for ham at få styr på den af den ene eller den anden grund.

[Sai Mardek]

Sai grinede og sagde "det er altså nemmere sagt end gjort" han syntes egentlig Zamia så nuttet ud som hun reagerede sådan. han var i et godt humør og det lyste kun mere op over hendes opførsel som han syntes var rigtig sjov

[ZamiaLillium]

Zamia sukkede opgivende og lod armene falde igen. Hun satte sig ned og så på ham. "Men jeg vil flyve nuu-uuu," beklagede hun sig, "jeg får aldrig lov til at lave noget sjovt," med en irriteret lyd faldt hun bagover og blev liggende der, mens hun så op i himlen, der nu var helt klar, som den havde været, inden hun var begyndt at synge. Hun kunne ikke flyve og hun var fanget på den her dumme skole, hvor hun havde været fanget hele sit liv. Hun ville væk fra det her fangehul, som hun kendte så godt. Hun sukkede stille.