Langt ned

[Sai Mardek]

Sai smilede og sagde "så så jeg lover dig at du kommer ud at flyve før eller siden det skal du ikke være bange for" han så lidt på Zamia og spurgte så "vil du se noget sjovt?" han havde godt nok ikke meget styr over sin evne men han havde nok styr på den til det her lille nummer som han håbede hun ville finde sjovt

[ZamiaLillium]

Zamia satte sig en smule modvilligt op. "Okay så," sukkede hun, som om det var, hun blev tvunget til. I virkeligheden ville hun hellere end gerne se det - hun spillede bare kostbar lige nu, hvis man kunne kaldet det det. Man kunne dog se på hendes øjne, at hun var meget nysgærrig efter at se, hvad det var, han ville vise hende; hun var trods alt kun et lille barn, når det kom til stykket.

[Sai Mardek]

Sai smilede og lukkede øjnene for at koncentrere sig og efter lidt tid begyndte hans øre at vokse så han til sidst havde abnormt store øre og han begyndte at vifte med dem så det så dybt åndsvagt ud og han håbede hun ville synes det så rigtig skægt ud

[ZamiaLillium]

Zamia brød mere eller mindre sammen af grin. Hun havde set mange underlige ting her på skolen, men det der toppede nok dem alle - det var utroligt, hvordan disse folk kunne blive ved med at overraske hende med nye og underlige evner. Mange af dem forundrede hende, men den her var bare enormt komisk. "Hvor ser du latterlig ud," fik hun fremstammet gennem latterhulkene. Hun fik helt ondt i maven af at grine så meget.

[Sai Mardek]

Sai grinede og sagde "det ikke det hele" han lukkede øjnene igen og langsomt fik han fortænder som en bæver så han så endnu mere underlig og spøjs ud. han var ret sikker på at han ville kunne blive en verdens kendt klovn eller noget i den stil med de her små ændringer i ansigtet

[ZamiaLillium]

Zamia faldt om og rullede rundt af grin. "Hold op," hulkede hun, "det gør ondt i min mave," det var meget længe siden, hun havde grinet så meget. Den sidste person, der havde kunnet få hende til at grine på denne måde, var moderens gamle kæreste, som hun stadig ventede på skulle vende tilbage, så de kunne blive en familie - det var sådan hun havde følt det de to år, hvor han havde været i hendes liv. Eller det var sådan, hun huskede det, men hun havde ikke været så gammel, så hun huskede det måske mere idyllisk, end det egentligt havde været.

[Sai Mardek]

Sai gjorde som han blev bedt om og stoppede så hans ansigt blev normalt igen. han smilede venligt til hende og sagde "så kan du godt vente med flyve turen indtil jeg har mere styr på min evne ikke?" han ville ihvertfald forsøge at få mere styr på sin evne så hurtigt som muligt

[ZamiaLillium]

Zamia fik grinet færdigt og hun satte sig op. Efter hun havde tørret lattertårerne væk fra øjnene, sagde hun: "Jo, det kan jeg vel," efter en kort pause, tilføjede hun, "men så skal du også få mig til at grine, hver gang, jeg er ked," det blev sagt på en beordrende, men samtidig bede måde. Hun kunne godt lide, at han kunne få hende til at grine, især at han kunne få hende til at grine, når hun var en smule nede.

[Sai Mardek]

Sai svarede "jeg hader at se folk nede så det skal du ikke være bange for at jeg ikke gør. jeg skal nok gør mit absolut bedste for at få dig til at grine når du er i dårligt humør" han smilede venligt til Zamia og han ville sandelig holde det han lovede hende

[ZamiaLillium]

"Godt så," sagde pigen med et lille nik. Hun troede mere eller mindre altid på det, folk lovede hende - for indtil nu var hun ikke blevet bedraget af nogen. Hun var ikke naiv på nogen måde, men hun var godhjertet og regnede med, at alle var ligeså ærlige, som hun selv var; hvilket dog ikke altid var tilfældet. Hun sagde næsten altid, hvad hun mente, så hun troede, at det var sådan, alle havde det.

[Sai Mardek]

Sai smilede og sagde "hvis jeg af en eller anden grund ikke kan holde mit løfte har du lov til at blive sur på mig" han ville skam gøre alt han kunne for at holde løftet han havde givet Zamia men han ville også gerne sørge for at hun ikke blev ked af det hvis han lige pludselig ikke kunne gøre det alligevel at hun blev alt andet end ked af det

[ZamiaLillium]

Zamia så på ham med hovedet let på skrå. "Så siger vi det," sagde hun, "men det kommer du til at fortryde," det var ikke en trussel, bare en konstatering. Hvis man kendte hende, var hun som regel ikke en, man ville være på den dårlige side af. Gjorde man hende vred, sang hun, og hvis hun sang, når hun var vred, kunne der nemt komme storm eller noget i den stil - hun kunne ikke selv styre det, men hun havde forstået så meget, at hun kunne få vejret til at blive sur, hvis hun selv var sur, mens hun sang.

[Sai Mardek]

Sai smilede og sagde "det havde jeg heller regnet med andet end" han smilede venligt til Zamia og så ud over skolens område da der var en fin udsigt her fra balkonen. han vidste dog ikke hvad han ellers skulle snakke om med den lille ni årige pige

[ZamiaLillium]

Zamia så op ham. "Godt," sagde hun så. Hun gik over til stolperne igen og tog fat i en af dem, mens hun igen så længselsfuldt ud over udendørsarealet. "Nu du ikke også forelsket i en eller anden, vel?" spurgte hun stille. Hun gad ikke, at han havde en anden, der ville tage alt hans tid, som hendes mor havde haft. Det var bare en ting, hun var kommet til at tænke på, og hun ville lige sikre sig, at han ville have tid til hende.

[Sai Mardek]

Sai smilede og sagde "nej ikke lige nu og bare rolig. jeg vil da altid have tid til lille dig og hvis jeg skulle ende med at elske en så skal hun kunne forstå at jeg vil holde mine løfter og ellers må hun undvære mig" han satte sig på hug ved siden af Zamia