Kan dog en smule [i]

[Adam Tiedrich]

kl. 16.03 - Musik lokalet.

Det var en stille dag, alle var udenfor og kun nogle få var indendøres, en af dem var Adam han gik lidt rundt for sig selv og tjekket stedet ud, det hele var så stort for ham, han havde aldrig i sit liv set sådan en skole før.
Han havde en lang ærmet bluse på og sine sorte motorcykel handsker på, han havde stadig ikke vist nogle på skolen sin evne, der vil nok gå et par dage før han kunne gå rundt med en t-shirt igen, men det kunne være at folk stadig ville hade ham, når de så hans arm, eller blot vøre bange for ham. Han håbede på ingen af delene.

Han gik ned af en gang og kom forbi en dør hvor der stod med store bogstaver (Musik Lokale) han stoppede op og kiggede på den et stykke tid, før han tog fat i håndtaget og åbnede døren der ind til.
Han fik store øjne da han så hvor stort rummet var og alle de instrumenter, der var så mange af dem.
Han gik længer ind i rummet og kiggede sig lidt rundt.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn var på vej til musiklokalet, for hun havde brug for at spille lidt musik. Måske ville det hjælpe hende med at finde den helt rigtige sang at bruge til sin lektion. Hun regnede ikke med, at der ville være nogen derinde, for det var der som regel ikke på denne tid af dagen, så hun gik ind i rummet uden nærmere eftertanke. Derfor overraskede det hende meget at finde, at der rent faktisk var en anden person i lokalet. Hun så på ham i lidt tid - gad vide om han havde set hende? Måske var han kommet her for at være alene, og derfor ville hun ikke være den, der forstyrrede ham.
*Det her er fjollet,* tænkte hun dog efter en tid, hvorefter hun sagde stille: "Undskyld, jeg vidste ikke, at der var andre her," hun smilede lidt til ham, "jeg kan godt gå igen, hvis det skal være?" hun pegede lidt usikkert på døren bag sig.

[Adam Tiedrich]

Adam gik rundt i lokalet og kiggede på de mange ting. Dog fik han et lille chork da døren gik op og han vente sig imod den, og så en anden person komme ind.
Han stod lidt og tænkte over om han overhovedet måtte være her, men hun virkede lige så overrasket som han selv gjorder. Adam kiggede på hende og han rystede på hovedet,
''Nej nej...det behøver du ikke,
jeg vidste bare ikke om rummet blev brugt, så tænkte på at skulle se det.
Ser du jeg er nemlig ny her på skolen, så tjekker stedet ud.'' svaret han og klørede sig lidt i håret, mens han smilte svagt til hende.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn slappede lidt mere af. Han var en ny elev, og hun var trods alt en lære, så hun skulle jo få ham til at føle sig velkommen. "Velkommen," sagde hun så med et smil, "jeg er Everlyn Sentillio Melia, og jeg underviser i musik, sang og dans," hun stod lidt og vippede med armene på ryggen, for hun var stadig en smule nervøs. Han virkede som en sød dreng, men han virkede også en smule nervøs ved denne situation. Hun kunne ikke helt placere hans alder. Måske omkring de 19 eller sådan noget, men så skulle han jo egentligt snart til at gå ud af skolen igen. I tankerne rystede hun på hovedet for at droppe de tanker.

[Adam Tiedrich]

Adam nikkede stille til hende.
''Navnet er Adam Tiedrich og tak for den chorkene velkomst.'' grinede han lidt og så på hende.
Så hun er lærer?
Det var da ret at møde nogle af personalet, og lære dem at kende.
Adam så lidt rundt og kiggede så tilbage på hende.
''Så dette her er dit klasse lokale?
Det gjorder vel ikke noget at jeg på en måde 'brød' ind uden at spørger først..'' svaret han og grinte lidt nervøst.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn kunne ikke lade være med at le en smule. "Nej, det er helt i orden," svarede hun så, "og det er ikke mit klasselokale - kun nogle gange. Jeg vælger somme tider andre steder at belære mine elever; udenfor, hvis det på nogen måde er muligt," hun smilede til ham. Hun var egentligt kommet herind for at spille musik, men det her var også meget hyggeligt. Hun kunne godt lide at møde nye elever - eller bare nye mennesker i det hele taget; dog for det meste kun, hvis de havde en eller anden evne, for så ville de ikke se ned på hende eller væmmes ved hende, som 'normale' mennesker havde det med at gøre.

[Adam Tiedrich]

Adam gik hen til et klaver og lod sin højre hånd køre stille hen over det.
''Det er vel også en god måde at få elever til lytte efter,
vis de kommer lidt væk fra skole bænken og ud i den skønne natur.''
sagde han med et lille smil og så på det flotte sorte klaver som virkede helt urørt.
Lidt efter gik han hurtigt hen til en el-bass og tog den op og studere den nøje, hvor efetr han sætter den på plads igen.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn bemærkede, hvordan drengen så på instrumenterne. Hun betragtede ham i nogen tid, inden hun spurgte: "spiller du på noget?" hun kunne spille sådan nogenlunde på alle slags instrumenter, dog hun ikke var den bedste til det. Hun spillede mest klaver, men guitar og el-bas spillede hun også temmeligt godt. Hun kunne også godt finde ud af de andre instrumenter - også meget de unormale, hvis man kunne sige det på den. Hun kunne også godt lide at spillede tværfløjte, trompet og den salgs instrumenter.

[Adam Tiedrich]

''Mig spille på Noget??
Nej det kan jeg desværre ikke,
jeg har ikke lært det...Fordi...''
Et kort trist blik kom frem i hans øjne,
men kun i et kort øjeblikke, da han så en gammel træ fløjte, han gik hen til den og tog den op og kiggede på den.
Hans øjne lyste op igen og han virkede som en 5 årig barn som havde fåret en vidunderlig gave. han kunne lide håndværket og dens flotte form.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn lagde mærke til, at han blev trist over et eller andet, men inden hun kunne nå at spørge om noget, så hun, at han gik hen og tog fløjten op. Han virkede til at kunne lide den. Lødløst gik hun over til ham, så hun stod bag ham. "Vil du lære at spille på den?" spurgte hun sagte for ikke at forskrække ham. Hun smilede. Hvis han ville, kunne han sikkert godt lære det - det var hun helt overbevist om. Hun kunne ikke tro, at en person ikke kunne lære at spille på et eller andet; der var i hvert fald ét instrument til alle.

[Adam Tiedrich]

Adam så på hende og smilede stort.
''Vil du lære mig det? Det ville være skønt at lære at spille på noget.'' sagde han og så på fløjten igen,
han ville godt spille noget,
da han aldrig havde prøvet noget af det.
Måske lidt mystisk for nogle, men Adam have aldrig prøvet det før.
Han tog den op til munden og pustede stille ind i den så der kom en klar tone, det så ud som om han havde fart i noget han måske ville kunne lære.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn smilede. "Selvfølgelig vil jeg det," svarede hun, "det er jo det, jeg er her for," hun smilede endnu mere til ham. "Og du er sikker på, at du vil lære at spille fløjte og ikke et eller andet andet?" hun kunne ligeså godt sikre sig, at han var sikker - ikke fordi, han jo ikke bare ville kunne lære noget andet senere, men det var aldrig sjovt, hvis man valgte et instrument, man ikke rigtigt gad spille på i længden. Det var en blokfløjte, han havde fat i. Der var ikke så stor udfordring i at spille sådan en; med mindre, man ville spille meget hurtige og indviklede sange, for så skulle man virkeligt kunne flytte fingrene.

[Adam Tiedrich]

''Hmm der er jo så meget, måske også lidt klaver, kunne også være ret at lærer''
sagde han og kiggede på hende et kort stykke tid. han lagde fløjten fra sig og gik hen til klaveret igen og satte sig og kiggede på det.
''Det er flot, og endda stort, det må have kostet en del.''
sagde han og kørte igen hånden hen over klaveret, et kort øjeblik hvor hånden køre hen over det,
var der en smule af ærmet som gik lidt op og et rigtig svagt lyse blåt lys kom fra hans arm.
Det var lidt svært at se, men det så ikke ud til at Adam lagde mærke til det.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn flugte med ham over til klaveret. "Det er også et af mine ynglings instrumenter," indskød hun med et lille smil. Hun bemærkede lyset og kunne ikke lade være med at spørge: "hvad er der med din arm?" hun lød hverken væmmet eller skræmt, bare nysgærrigt. Hun var blevet vant til lidt af hvert af at have været på denne skole i næsten ti år nu, så der var ikke så meget, der chokerede hende længere. Alligevel kunne hun blive fascineret af, hvormange forskellige evner, der egentligt fandtes - det virkede som om, der var flere tusinde, hvilket der nok i virkeligtheden også var.

[Adam Tiedrich]

Adam sad lidt i et øjeblikke og så på klaveret endtil hun spurgte ham om hans arm,
han gik i stå og så lige ud i den blå luft, hvor efter han tog fart i den og rejste sig hurtigt op og skjuldte den fra hende.
Han kunne ikke lide sin arm, men han fik sig selv til at skubbe noget af ærmet op så han kunne se den,
det svage lys blev en smule stærker og den lyse blå hud lyste som en blå flame.
Den røde hårde ud som lå oven på,
var så hårdt og så stenagtigt.
Han hev ærmet hen over den igen og kneb øjne sammen og sagde ikke noget.