Kan dog en smule [i]

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn bed sig i læben. Hun havde ikke være klar over, at han ville reagere sådan. Hun så ned et kort øjeblik, men gik så hen og lagde en hånd på hans skulder. "Det er ikke noget at skamme sig over," hviskede hun blidt og venligt, "ikke her i hvert fald," hun forsøgte sig lidt med et smil, selvom han jo ikke ville kunne se det. Man kunne dog høre smilet i hendes stemme. Og man kunne også høre, at hun mente hvert et ord. Mange af de unge folk, der kom til skolen skammede sig over et eller andet, fordi de måske var blevet drillet med det eller sådan noget - men det behøvede ikke at være sådan. Efter lidt tid, plejede de også at finde ud af det.

[Adam Tiedrich]

''Jeg kan skamme mig over det..''
sagde han og vente sig imod hende og hev hele ærmet op så man kunne se hele hans dæmon agtige arm.
Den lyse blå hud som lyste dykket en smule, den hårde mørke røde hud lignede sten som havde lagt sig i et tyk lag over noget af den blå hud.
Adam så på hende og så derefter på sin arm.
''Den har ikke skabt andet end kaos,
den har aldrig givet mig et lys i min barndom...'' sagde han og hev ærmet hen over igen.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn bed sig igen i læben. "Sådan er der mange på skolen, der har det," sagde hun sagte, samtidig med at hun lagde sin hånd forsigtigt på den nu tildækkede arm, "mange har haft problemer med deres evner og udseende. Men der er jo derfor, de er kommet hertil, ikke?" hun smilede varmt og imødekommende til ham. "Og jeg er sikker på, at ingen vil dømme dig for den her på stedet," hun smilede stadig, mens hun sagde det. Hun havde selv prøvet det med at blive drillet og have haft det hårdt på grund af hendes evner, men siden hun kom hertil, havde hun ikke rigtigt følt noget til nogen form for drilleri, da alle havde en eller anden evne - omend man så den som en gave eller en forbandelse.

[Adam Tiedrich]

Adam så på hendes hånd da hun lagde den på hans arm.
Han så ned i jorden og vidste ikke hvad han skulle sige,
han var på en måde bange og frygtede at det hele skulle ende galt,
på denne her skole.
Men hun virkede som et normalt menneske,
han kunne ikke se hvad der var galt med hende.
Men han troede også at alle som så forkert ud var mutanter som ham selv, men han kunne jo tage fejl.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn sukkede. "Engang kunne jeg ikke styre dem her," sagde hun så, på samme tid lod hun sine negle blive lange og spidse så de lignede klør, "hvis jeg blev sur, kunne jeg finde på at slå, og det resulterede ofte i kredsmærker på det andet barns kind. På et tidspunkt faldt jeg også ned fra et meget højt træ, men landede på benene uden en enkelt skramme. De andre børn fandt mig underlig, og kaldte mig 'kattepigen' for det meste," hun forsøgte at fange hans blik, "det hjalp ikke på det, at jeg blev gravid ikke længe efter, jeg var fyldt femten. Jeg ved godt, at det ikke er helt det samme, men jeg ved nogen lunde, hvordan det er at være anderledes," hun fortalte ham alt dette i håb om, at han ville forstå, at hun vidste, hvordan han havde det. Hun var blevet udstødt af sin egen familie, fordi de ikke ville dække over både hende og hendes barn, der nok også ville få underlige evner - hvilket hun jo også gjorde,

[Adam Tiedrich]

Adam lyttede til hendes historie og så på de lange negle hun fik.
Han fik mere ondt af hende end sig selv og han kunne se hvad hun havde været igennem.
Han kunne mærke at hun vidste hvordan han havde det, og det gjorder ham ikke så bange mere,
han faldt mere til jorden og så kort på hende.
''Det gøre mig ondt at høre, at du har haft det sådan..'' svaret han med en rolig tone,
og nikkede kort til sig selv hvorefter han hev ærmet op igen og tog sine handsker af og så på armen så lyste.
Adam kunne godt se at det ikke nyttede at leve i frygt og blive ved med at gemme sig,
og kom i tanke om sit løfte.
Et lille smil kom frem på hans læber og et par rolige øjne hvilede over armen, han knyttede hånden og mærkede sin styrke løbe igennem ham.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn kunne ikke lade være med at smile. "Tak," sagde hun, "men jeg klarede det jo. Og fik noget vidunderligt ud af det til sidst," hun så lidt ned, men havde man kunnet se hendes øjne, havde man kunnet se den varme og kærlighed, der lyste ud af dem. Hun havde jo fået noget helt fantastisk ud af det - hun havde fået Zammi. Hun så op efter lidt tid og smilede ved synet af, at han havde taget handsken af og ærmet op. "Den er på en eller anden måde ret flot," mumlede hun så og lagde hovedet på skrå, mens hun så på lyset fra armen.

[Adam Tiedrich]

''Hmm vil jeg ikke mene, men jeg ved ikke engang hvad min evne er,
det eneste jeg kan huske jeg har gjort med den var at slå en fuld voksen mand i gulvet for mange år siden...
Men han havde også fortjent det.''
sagde med en lidt hård tone, men han var ikke nogle ond person, så han kunne ikke være sur ret længe.
''Men jeg ved ikke rigtig hvad den kan, den kan lyse...Så uhyggelig ud og har givet mig en smule håb,
nu hvor jeg tænker over det. Men håb kan ikke være en evne..'' svaret han lidt efter med et smil.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn smilede stort til ham. "Det er ikke så vigtigt, hvad ens evne er - så længe det bare ikke er noget, der ødelægger byer, hvis man ikke kan kontrollere det, går det jo nok," hun trak vejret dybt, inden hun gik over til klaveret og satte sig på den ene ende af den lange bænk foran den, "men ville du lære at spille klaver eller hvad? Eller har du bestemt dig for et andet instrument?" hun så afventende over på ham. Hun var klar til at lære ham det, hvis han var klar til at lære det af hende.

[Adam Tiedrich]

Adam så på hende og løftede et bryn mens han smilte.
Han satte sig hen ved siden af hende og gjorder sig klar,
''Selvfølgelig vil jeg da lære at spille klaver, så lad os komme igang med det samme.''
sagde han med en venlig tone og smilte stort til hende.
Dette sted kunne kun være et godt sted for ham, og han skulle nok få en masse ud af at være her.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn smilede. Hun var dog ikke klar over, hvor hun skulle - eller kunne - begynde, for hun var ikke sikker på, om han overhovedet kunne noget som helst. Det kunne han nu nok ikke. Hun så ned på klaveret igen og overvejede en tid, hvor hun skulle starte. Efter lidt tid fik hun en idé. "Siden du slet ikke kan noget," sagde hun med et lille smil, "begynder vi med noget nemt." Hun trykkede ned på en af tangenderne, så den lavede en fin, klar tone. "Det her er C," mumlede hun så. Hun lod sine fingre bevæge sig op ad klaveret en hvid tangent efter en anden, mens hun ramsede op: "D, E, F, G, A, H," hun så over på ham og smilede.

[Adam Tiedrich]

Adam så på hvordan hun forklarede hvad der var hvad.
Han havde aldrig vidst at de alle havde bogstaver,
de stod der jo ikke engang på tangenderne,
så kunne det kun blive et problem for ham.
Men han fulgte godt med og lyttede til hvad hun sagde,
det var også fint for ham at lære noget af det nemme først, ellers ville han sikkert bare blive forvirret.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn tænkte lidt. "Nu ved jeg, hvad der ville gøre det nemmere," udbrød hun så, rejste sig og gik hen til en kasse, hvor der var lidt forskelligt i. Der var mest papirer, men der var også det, hun ledte efter - en tus. Hun gik tilbage over til klaveret og lænede sig lidt frem, hvorefter hun skrev på tangenderne, hvad de hed. Det var tus, der med tiden ville gå af, men det var godt for en nybegynder at kunne se, hvad de hed. Hun vidste, at det kunne være en smule forvirrende. Hun satte sig tilbage ved siden af ham og lagde tussen der, hvor man normalt satte noderne. "Du skal nok lære dem på et tidspunkt," smilede hun opmuntrendende.

[Adam Tiedrich]

Adam kiggede på dem da hun begyndte at tegne bogstaverne på tangenderne.
Han nikkede kort, mens han smilte stille.
''Ja det må vi da håbe, men jeg er ret lærenem,
så det bude ikke være så slemt igen..''
svaret han med et stort smil og kiggede kort på hende.
Hun var en sød lære, man måtte håbe de andre var lige som Everlyn, søde og venlige imod de nye og ældre elever.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn smilede til ham. "Prøv du at spil en skala," sagde hun så, "bare start med C'et her," hun pegede på det C, hun havde trykket på først, "og slut med C'et her," hun pegede på det C, der var en oktav over det første. "Det kam være svært at bevæge fingrene på den rigtige måde, men det skal du ikke lade dig slå ud af," hun så på ham med et afventende blik og et lille smil. Det kunne faktisk være svært at sørge for, at fingrene ikke kom i vejen for hinanden - det var havde de det meget med at gøre for begyndere.