A dreamer.

[Sai Mardek]

Sai smilede og sagde "så lidt men hvordan skal vi forklare de sår her?" han havde ingen forslag og var ret sikker på Kira kunne risikere udsmidning for det her hvis det blev opdaget at hun havde lavet alle skaderne på ham selv hvis han sagde at det var hans skyld

[Kira Angel]

Kira lod blikket falde, hun smilte fraværende og konstaterede så som var hun dybt begravet i et helvede af tanker "jeg.. oplevede nogle meget.. nogle meget voldsomme ting for noget tid siden.. Det var en af mine venner som var skyld i det hele, men selvfølgelig ikke helt alligevel.. Men han havde gjort nok imod mig til at kunne blive smidt ud og smidt i fængsel, jeg har aldrig fortalt hverken sygeplejerskerne eller den forhenværende Rektor om noget. For vi var jo venner, så ønskede ikke at miste ham endnu mere på grund af det! Hvis man nægter at sige hvad der er sket, vil de modvilligt lade det ligge. De vil selvfølgelig meget gerne hjælpe, så hvis man siger at det hjælper bedst ved at de ikke får noget at vide, accepterede de det dengang i hvert fald.!" hendes lod blikket vandre fraværende op omkring hans raske skulder, som havde hun af ren refleks forsøgt at lade blikket vandre imod hans blik. Men lige nu var hun så meget opslugt af sin dystre fortid, at hun slet ikke bemærkede hvor fraværende og smertende de virkede. Hun bemærkede ikke at blikket ikke var nået langt nok op og hun lod nu heller ikke til at ville ændre ret meget på det..

[Sai Mardek]

Sai så på Kira og sagde "godt så det er jo et forslag" han smilede lidt til hende og sagde "man skal ikke tænke på alle de dårlige ting så bliver man altså for trist for sit eget bedste" han hadede at se når folk var triste eller kede af det uanset hvad næsten. han spurgte "gider du støtte mig på vejen derop?" han var ret usikker på benene nu og ville helst gerne op på hospitals fløjen før han endte i chock og gik kold

[Kira Angel]

Kira lod meget langsomt blikket vandre fra skulderen, op af halsen, forbi munden og så op til hans blik. Hun kiggede ham fraværende i øjnene, de rødbrune øjne virkede helt tomme og eftertænksomt. Hvorefter hun så pludselig smilte svagt og livet kom igen frem i hendes øjne.
Hun nikkede kort, smilte lidt bredere og lod så blikket falde. Ja han havde vel ret, men det var nu ikke altid så let som det lød som.
Hun smilte kort, bare lige for at opmuntre sig selv lidt og sagde så beslutsomt "ja du har ret, nu skal jeg nok hjælpe dig!" hun gik over til den raske skulder, løftede hans arm over sin skulder og placerede så sin egen arm om ryggen på ham.
Hun begyndte at gå, men fulgte hele tiden hans tempo. Stoppede når han havde brug for det og fortsatte så igen, når det var det han kunne.
De måtte skynde sig lidt, for hvis man gik i chok, skete det ofte meget hurtigt og ofte lige efter hændelsen..

((Det kunne egentligt være lidt sjovt hvis han gik i chok! XD så er chancen for at han vil kunne huske hende også større måske.. XD))

[Sai Mardek]

Sai smilede glad til hende og begyndte at gå men knap var han begyndt på det før han syntes alt blev sort i randen af hans syns felt og pludseligt sank han sammen i tilstand af chock. han hang ind over Kira helt uden selv at vide det

((du har bare at få ham ind på hospitals fløjen hurtigt XD kan nok ikke holde de tre linjer hvis du ikke gør XD))

[Kira Angel]

Kira smilte roligt tilbage, vandrede videre og så indgangen nærme sig med langsomme skridt.
Hun mærkede pludselig at han blev tungere og langsommere at gå med. Hun vendte blikket imod ham, fyldte med bange anelser og hun havde ret. Han var gået i chok, hun kiggede febrilsk på ham og sagde så nærmest panikslagent "nej, nej, nej, nej.. gør det ikke imod mig. Kom så, vi må videre!" hun fortsatte stædigt, men mærkede bare hvor han blev tungere.
Hun stoppede så op, forsøgte at få ham til at blive stående og satte sig så ned på alle fire.
Hendes krop blev større, fik en snehvid pels og lange spidse øre. Hun vendte febrilsk blikket imod ham, lukkede så koncentreret øjnene og peb smertende og forvirret. Hendes krop blev endnu større, hun blev en snehvid ulv i hestestørrelse. Det havde taget en del af hendes kræfter og stor koncentration, da hun sjældent havde været så stor en ulv.
Hun vidste at idéen om en hest, ikke længere virkede. Han havde brug for noget langt pels at holde sig fast i, nu hvor han var i chok og derved ikke rigtigt reagerede optimalt.
Hun lagde sig ned, så han kunne komme op og forsøgte så mildt at bide sig fast i hans tøj og manøvre ham op på hendes ryg..


((næste gang jeg svare, kommer han derhen.. XD bare forsøg at sætte dig i hans sted, sådan rigtigt og beskriv så hvordan du ville havde følt det hele og havde oplevet situationen.. XD))