|
Post by Kira Angel on Jun 10, 2008 17:17:05 GMT 1
Hun kiggede nysgerrigt på ham, kunne selv finde på en hel masse underlige dyr som hun ikke helt brød sig om, til trods for at hun nok havde været dem. Men det var nu lidt noget andet at se dyrene ude fra eller inde fra. For udefra kunne hun ikke kontrollerer det og det kunne gøre et eller andet underligt imod hende. Men indefra, bestemte hun jo selv. Hun smilte roligt og ventede så spændt på det han skulle til at sige..
|
|
|
Post by Sai Mardek on Jun 10, 2008 17:31:07 GMT 1
Sai blev stående og sagde så til sidst "... det er nok en grizzly bjørn" han smilede til Kira og ventede på hvad det mon var hun ville gøre ved ham nu. han regnede med det var noget der skulle bruge chok eller noget i den stil. han var både spændt men også lidt urolig over hvad hun mon havde i tankerne
|
|
|
Post by Kira Angel on Jun 10, 2008 17:43:11 GMT 1
Hun smilte roligt, havde vidst aldrig været en grizzly bjørn før, men en gang skulle vel være den første. Hun nikkede indforstået og smilte så pludselig iskoldt. Hun hoppede arrigt ned fra rækværket, trampede hen imod ham med voldsomme skridt og sprang så lige imod ham. I luften, blev hun en stor brun grizzlybjørn, hendes syleskarpe klør og tænder var lige rettet imod ham og han forsøgte at lange voldsomt hårdt og robust på ham. Hun ville derefter forsøge at bide sig fast i hans arm, rive og flå i den. Men selvfølgelig ikke så voldsomt at han ville ende med at forbløde og dø af det. En tåre trillede af bjørnens kind, men hun knurrede og brølede arrigt videre og bed hård i hans arm. Så det måtte gøre forfærdeligt ondt..
|
|
|
Post by Sai Mardek on Jun 10, 2008 17:56:27 GMT 1
Sai blev mildt sagt overrasket over at se Kira forvandle sig til en grizzly bjørn i luften og nåede at undvige slagt men biddet ramte sit mål og han bed smerten i sig da det ikke gjorde helt vildt ondt endnu men da hun bed hårdere til gik det fra ikke at gøre helt vildt ondt til at gøre direkte sindsygt ondt hvilket dog stadig ikke kunne måle sig med smerten han følte når hans minder forsvandt
|
|
|
Post by Kira Angel on Jun 10, 2008 20:06:58 GMT 1
Hun bed arrigt videre, ruskede voldsomt i hans arm så han let ville kunne vælte og slap så sit tag så hendes store kæber nu var indhyllet i blod. Hun rejste sig op på to ben, så hun nu blev en del højere end ham, brølede højlydt og faretruende og begyndte så at gå hen imod ham. Hun vidste at disse smerter, måske ikke ville være nok, så hun havde fundet på at forvandle sig til hans mareridt i håb om at det ville kunne overveje lidt. Hun trampede hen imod ham med sine store lapper, blottede de syleskarpe tænder og forsøgte så igen at bide, men denne gang i hans skulder. Det måtte da være nogenlunde samme smerte, når han ville have to kraftige bide sår og skrækken blandet sammen. Hun håbede det, til trods for at hun lige nu døde mere og mere ved tanken om at hun lige nu var ved at torturer en af sine mulig nye venner. Endnu en tåre trillede, men hun gjorde intet ved det. Forsøgt blot at hamre sine lange skarpe tænder i hans skulder, i håb om at det ville forvolde endnu mere smerte og angst og at det derfor snart ville være overstået..
|
|
|
Post by Sai Mardek on Jun 10, 2008 20:55:47 GMT 1
Sai nåede ikke at reagere før Kira havde sluppet hans arm og nu bed i hans skulder da smerten var ret intens men stadig ikke nok og skræk havde han egentlig ikke så meget af men det var større end den ville ha været med andre dyr. han forsøgte på ikke at råbe op i smerte over de to bid sår han havde nu
|
|
|
Post by Kira Angel on Jun 10, 2008 21:06:52 GMT 1
Hun bed så meget hun kunne, to tårer trillede igen og hun slap sit tag. Hun kunne ikke mere, det var for morderisk det her. Hun kunne ikke bare angribe sine venner på den måde. Hun kiggede på ham med sine vilde dyriske øjne, de var rødbrune som kendetegn på alle hendes skikkelser og knurrede så svagt. Hun sprang imod ham, hvis det lykkedes, ville hun få ham væltet og lande halvt om halvt oven på ham. Hun ville derefter forvandle sig tilbage, hendes krop ville blive mindre og hun ville til sidst nede med at stå halvt ovenpå ham på alle fire. Hun ville stadigvæk stirre lige ind i hans øjne, en tåre ville trille og formentlig lande på hans kind og trille videre. Hendes læbe sitrede svagt, øjnene blev blanke og da hun endelig sagde noget, var hendes stemme rystende og svag af gråd "undskyld, det.. jeg.." endnu en tåre ville rende fra hendes rødbrune blanke øjne og hun vidste hverken hvad hun skulle gøre eller sige mere..
|
|
|
Post by Sai Mardek on Jun 10, 2008 21:15:13 GMT 1
Sai bliv liggende og mærkede bare Kira som landede halvt på ham men det gjorde ikke ret ondt da smerten på en måde bblev fordelt ligeligt. han løftede sin rakse arm op og nussede hende på kinden inden han sagde "det gør ikke noget... Kira... det var jo... bare et forsøg og vi får se... om det virker næste gang" han nussede hende stadig blidt og venskabeligt på kinden
|
|
|
Post by Kira Angel on Jun 10, 2008 21:48:08 GMT 1
Hun kiggede helt forgrædt ned på ham, mærkede en tåre der skule til at komme mere, men blinkede en del med øjnene og fik den for modvilligt til at forsvinde. Hun mærkede hans hånd imod sin kind, smilte lidt og nikkede så roligt. Hun hadede sig selv nu alligevel, hun burde ikke havde forslået det. Hvor dum kunne hun lige være. Hun virkede helt fraværende, men vendte så igen blikket lige imod og konstaterede med en svag rødmen over næseryggen "øhh undskyld, nu skal jeg flytte mig!" hun væltede kejtet om på siden af ham, gad så egentligt ikke op igen og blev derfor bare liggende her ved siden af ham. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst efter denne oplevelse og hun ville sikkert hade sig selv for det nogle dage før hun endelig kom over det. Men nu smilte hun roligt, han havde forklaret at det ikke gjorde noget g det hjalp hende lidt, for nu..
|
|
|
Post by Sai Mardek on Jun 10, 2008 22:01:11 GMT 1
Sai smilede og lukkede øjnene for at slappe af og syntes faktisk ikke det gjorde ret ondt mere hvilket egentlig undrede ham. han burde nærmest være i sygelig smerte lige nu men det blev hele tiden mindre og mindre end før. han undrede sig virkelig over det og det kunne tydeligt ses på ham
|
|
|
Post by Kira Angel on Jun 10, 2008 22:10:25 GMT 1
Hun smilte roligt frem for sig, åndede lettet ud og vendte så ansigtet imod ham. Hendes pupiller blev små, øjnene halvt bange og hun konstaterede derfor hurtigt og nærmest hastende imens hun rejste sig op "du må op på hospitalsfløjen!" hun kom helt op og stå, rakte en hånd ud imod ham og ville så forsøge at hjælpe ham op. Det var ikke sikkert han orkede at gå hele den vej op til hospitalsfløjen, men så kunne hun da straks finde på en løsning. Hun ville helt klart ikke have at han skulle lide mere nu og da slet ikke fordi at det hele egentligt var hendes skyld..
|
|
|
Post by Sai Mardek on Jun 11, 2008 11:29:45 GMT 1
Sai kom op at stå med Kira's hjælp og sagde "det rigtigt nok. det gør ganske vist ikke ret ondt mere men det betyder jo ikke at sårene lukker sig" han ville ikke sige nej til hjælp og han så ikke just for godt ud lige nu med fugle ben og blødende sår i den ene arm og skulder. han regnede ikke med at skaderne var så slemme igen for han have ikke hørt noget knase da hun bed ham
|
|
|
Post by Kira Angel on Jun 12, 2008 20:03:07 GMT 1
Kira smilte roligt til ham, lod ham gå først ned at vise ham vejen med sin hånd og fulgte så efter. Hun kiggede bedømmende imod hans sår, havde helt glemt blodet hu stadigvæk havde om munden og sagde så bare bekymret "har du brug for hjælp, for jeg kan sagtens finde på et eller andet at forvandle mig til!" hun smilte nærmest omsorgsfuldt til ham, håbede hun virkelig kunne hjælpe med et eller andet, for hun var begyndt at få dårlig samvittighed over det hele her. Hun lod blikket dale og sagde så som vidste hun det fra tidligere hændelser "det er ikke absolut godt at du ikke føler smerte, for det kan tegne på at du er i chok!" hun lod gen blikket vandre op imod hans blik og afventede så svar og eventuelle reaktioner..
|
|
|
Post by Sai Mardek on Jun 15, 2008 11:50:06 GMT 1
Sai nikkede og sagde "lad os håbe vi når hospitals fløjen før jeg går i chock for ellers må du nok slæbe mig resten af vejen" han ville vitterligt ikke opleve at gå i chock over blodtab for det var så vidt han vidste rimelig farligt og sikkert heller ikke rart for ham overhovedet. han så hun havde blod om munden og tørrede det forsigtigt væk og ventede ellers på at de begyndte at komme afsted
|
|
|
Post by Kira Angel on Jun 15, 2008 12:02:12 GMT 1
Hun smilte roligt, ville helt klart slæbe ham det sidste stykke hvis det blev nødvendigt, om hun så skulle op af alle trapperne med ham på ryggen. Han skulle bare derop og hun skulle hjælpe ham med det, for det var hendes skyld at det hele her var sket. Hun smilte roligt, fulgte hans bevægelser og kiggede så overrasket på ham da han pludselig nærmede sig for at tørre hendes mund af. Hun kiggede først undrende, men da det så gik op for hende at hun havde blod om munden og at det bare var det han ville fjerne. Så smilte hun venligt og sagde muntert "tak, det havde jeg helt glemt igen!" hun tørrede sin mund også, mere som vane end nødvendighed og kiggede så afventende imod skolen som var der flere hundrede kilometer bjerg de skulle til at bestige og sagde roligt "nå, men skal vi tage afsted?" hun vendte blikket imod ham, kiggede kort imod hans sår og konstaterede så tøvende da hun igen kiggede ham i øjnene "jeg kan sagtens forvandle mig til en hest eller et eller andet, så du ikke skal gå hele den lange vej med de sår?" hun kiggede spørgende på ham, håbede faktisk næsten at han ville sige ja til det, bare for at hun kunne komme til at hjælpe på et eller andet punkt og det kunne tydeligt høres i hendes stemme. Hun havde store samvittighedskvaler og det eneste der kunne hjælpe imod det, var hvis han gav hende lov til at hjælpe på en eller anden måde..
|
|