Isbjørne har det også sjovt.

[Kira Angel]

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, det var omkring middag og mange børn og voksne hyggede sig ved vandfaldet.
Det var en dag som kun mirakler kunne skabe, solen var hed og næsten ingen vind forstyrrede.
Midt i vandfaldet, sad en isbjørn og plaskede omkring sig med vandet.
Den havde det tydeligt meget sjovt og legede vidst også. De plyssede øre stor lige op, den lille klump af en snehvid hale var godt trykket imod vandfaldets bund og den plaskede så omkring sig med de store luffede lapper..

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage kom gående i den varme sol, med håret sat op i en høj hestehale og iklædt en kort nederdel og en t-shirt. Hendes fødder var bare. Hun missede lidt mod solen med sine store, mørke øjne og skyggede for den med den ene hånd. Et lille smil prydede hendes kønne ansigt, og hun spidsede sine katteører. Mirage elskede når solen skinnede, selvom det var varmt for hende på grund af hendes mørke tøj, hår, og pelsen på hendes ører og hale.
Mirage tog plads på bredden, i det kølige græs ved vandfaldet nedenunder et træ og satte sig ned, mens hun fra skyggen betragtede isbjørnen. Det var vidst ikke en mutant som hun kendte. En isbjørne mutant... hvor spændende.

[Kira Angel]

Isbjørnen brummede lidt i ny og næ, som snakkede den med sig selv med en hyggelig samtale. Den lod lidt vand flaske op på maven af sig, brummede højlydt og næste grinende frem for sig og plaskede så igen.
Så rejste isbjørnen sig pludselig op, stor og mægtig i sin pelsede skikkelse, vandrede majestætisk hen imod den dybere ende og lod så hele kroppen synke den i krystaldybet under vandet. Dens mægtige lapper baskede den fremad under vandet, den snehvide pels dansede smuk omkring den i det krystalklare vand. Intet ord til at kunne skubbe den ud af denne fantastiske verden af vand og legesyge tanker.
Pludselig med ét, sprang isbjørnen op af vandet, vandt plaskede alle vegne, mægtig so den var, vandrede den stolt hen imod Mirage. Dens rødbrune øjne iagttagede hende vildt og majestatisk, men besad også et glimt af nysgerrighed.
Dens store poter løftede den hen imod hende, tunge og fleksible. Dens fulde opmærksomhed var nu rettet imod Mirage, vildt og dyrisk..

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage så op på Isbjørnen og afventede hvad den mon ville hende. Imellemtiden overvejede hun, om det mon var en kvinde eller en mand, som gemte sig inde i dette koloenorme, majestætiske væsen. Hun rejste sig op, og rettede nysgerrigt sine sorte ører mod den. Snusede lidt ud i luften. Den duftede ikke udelukkende af isbjørn, nej.
Mirage gav sig, mens hun betragtede den anden, til at stramme sin hårelastik. "Halløj." Hilste hun, med et venligt glimt i de mørke øjne og hendes mundvige løftede sig til et lille smil.

[Kira Angel]

Isbjørnen drejede roligt hovedet i en nysgerrig gestus, stod der blot som en støt klippe. Kæmpemæssig i sin fremtræden og ikke til at rokke fra sin plads i den vilde natur.
Hun satte så pludselig i bevægelse, lod de store lapper føre sig frem imod den spinkle kattepige. Troppede op foran hende, helt tæt ved, så den kæmpemæssige isbjørn nu stod som et bjerg af pels og knivskarpe kløer.
Den lod roligt hovedet bevæge hen til hende hoved, snuste så hendes øre og hår måtte danse og lod så en slimet tunge glide sig fra hage til hårrod i en venlig hilsen.

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage strøg den åbenbart venligt sindede isbjørn hen af pelsen og fniste lavmældt da den slikkede hende. "Så fandt du ud af at jeg ikke er ond, var?" Sagde hun, venligt smilende. Hendes ene øre lavede en hurtig fluff bevægelse, og hendes hale hang afslappet ned langs hendes ben. De ting gjorde hun uden at lægge mærke til det. Rent instinkt.

[Kira Angel]

Isbjørnen nikkede kort som svar, hvilket i sig selv så sjovt nok ud. Men så pludselig, satte hun sig ned foran Mirage blinkede med det ene rødbrune øje og forvandlede sig så tilbage til sin menneskelige skikkelse. Pelsen forsvandt, den lange snude blev mindre og de pjuskede øre bevægede sig ned på siden af hovedet på den brunhårede unge kvinde som kom.
Kira smilte glad til sin veninde, de havde ikke set hinanden i meget lang tid og hun havde savnet Mirage forfærdeligt.
Hun smilte kærligt til hende og sagde så med munter og hilsende stemme hva så, hvordan går det..? hun smilte hjerteligt og lyste næsten af glæde og savn..

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage lyste op i et varmt smil. "Okay, tror jeg..Hvordan går det for dig?" Hun tog plads ved Kiras side og lænede sig tilbage mod træets stamme. Vinden hvislede gennem græsset og ruskede lidt i træets blade, så det hele fik en helt idyllisk effekt, som et maleri. Mirage havde selv savnet nogen hun kunne være lidt sammen med. Specielt efter det der var sket mellem hende og Arrai, med barnet og det hele. Hendes pjuskede ører spidsede sig muntert i Kiras retning. Hun så på den yngre pige med et glad og imødekommende blik.

[Kira Angel]

Hun smilte venligt til hende, glædede sig over at hun havde det godt og måtte da også selv indrømme at hun havde fået det bedre siden voldtægten og overfaldet. Hun havde haft det bedre, men som tiden gik, blev det bedre og bedre.
Hun smilte venligt til sin veninde, nikkede glad og svarede så med rolig stemme okay godt! Jeg har det bedre, det går frem af! hun var ikke sikker på at hun havde fortalt Mirage hvad der alt var sket. Det var jo længe siden de sidst havde set hinanden. Hun men ville vel forsøge at forklare, hvis hun ville. Men hun hungrede ikke ligefrem for at åbnede op for alle tankerne igen og forklare hvor forfærdeligt det havde været..

[Mirage Nerrissa Carlson]

"Det er jeg glad for at høre." Mirage smilede venligt og forstående til den yngre. Okay, Mirage havde måske ikke ligefrem prøvet at blive voldtaget, men hun havde prøvet så meget andet. Døden havde åndet hende i nakken flere gange i løbet af hendes tilværelse.
Hun så ned på en lille blomst. Pillede lidt ved den. Ville egentlig gerne plukke den, men mente alligevel, at den var smukkere som den stod der nu, end den ville være hvis hun plukkede den. Hun så op på den yngre pige med et opmærksomt og kærligt glimt i øjet. Hun havde altid syntedes godt om denne pige. Hun havde en underlig evne til at gøre Mirage i meget bedre humør.

[Kira Angel]

Kira smilte glad frem for sig, ja det gik bedre, så hun ville ikke dvale ved fortiden nu.
Hun lod roligt blikket vandre ned til den smukke blomst, men lo den ligeledes være. Den var for smuk, til at kunne tages fra naturen. Hun smilte kort og vendte så igen opmærksomheden imod Mirage og sagde når men det er dejligt vejr og det hele, hvad havde du tænkt dig at lave i dag? hende selv havde ikke haft de helt store planer, hun ville bare skifte lidt rundt i nogle former og så nyde vejret. Måske kunne hun træne lidt senere, men for nu havde hun ikke de helt store planer..

[Mirage Nerrissa Carlson]

"Jeg har egentlig ikke nogle planer...det har jeg aldrig. Jeg nyder at tage tingene som de kommer og ellers bare slappe af." Mirage trak lidt på skuldrene og sendte den anden et energisk og livsglad smil. Hun elskede frihed. Det ville hun ikke lade noget så kedeligt som planer tage fra hende. Hun daskede bare rundt på må og få og gjorde hvad hun ville. Sådan gik dag efter dag. Måske formålsløst, men under alle omstændigheder, let og frit.

[Kira Angel]

Kira smilte roligt frem for sig ved hendes ord og svarede så med venlig stemme ja jeg ved hvad du mener, jeg tager også sådan nogle dage en gang imellem! hun smilte roligt. Men hendes opmærksomhed blev hurtigt revet væk fra Mirage, da en dreng pludselig stod på lidt derfra og begyndte at lave svævende figurer af vandet. En isbjørn dukkede op forn ham, han lod til at 'forme' den med sine hænder, som stod han og skubbede til en usynlig mur, som så lavede et ben og andre ting.
Hun smilte venligt til ham, forstod hentydningen og sagde så med venlig stemme den er smuk din bjørn! drengen smilte venligt tilbage og svarede med drillende stemme ja jeg havde jo en smuk model til opgaven! hun mærkede en let rødlig farve brede sig over næseryggen, smilte muntert til ham og skyndte sig så at vende ansigtet imod Mirage med et let smil..

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage hævede drillende et øjenbryn af den yngre og hendes ene mundvig kørte op i et smirk. Hun var selv vant til den slags kommentarer, men det virkede ikke som om at lille Kira var specielt vant til det. "Du er godt nok populær, eller hvad?" Konstaterede hun, glad. Hun bukkede sit ene, feminine og dog muskuløse ben, lagde armene om det og støttede sit hoved på det. Dovent og alligevel stadig opmærksom, som det nu var kattens natur.

[Kira Angel]

Hun kiggede igen kort hen på drengen, som nu lavede bjørnen sådan at den omfavnede en dreng. Hun smilte muntert, veg hurtigt blikket væk og hen imod Mirage og svarede så med en anelse skeptisk stemme ja jeg ved det nu ikke helt. Jeg kender ham ikke og er også optaget! Så han måtte nu gerne stoppe igen! hendes blik vandrede diskret hen på ham, for at tjekke om han stadigvæk lavede lave de det, så da hun så et bjørnen nu blev en mindre skikkelse af hende, vendte hun febrilsk ansigtet imod hende og smilte usikkert. Det behagede hende ikke helt at han gjorde det og hun vidste tydeligt ikke hvad hun skulle gøre med hverken følelsen af at nyde hans opmærksomhed eller følelsen af at det virkede forkert...