Isbjørne har det også sjovt.

[Kira Angel]

Kira smilte varmt til hende og svarede så venligt "jeg er nu godt nok også glad for at have dig her!" hun smilte venligt igen.
Kira trak kort på skuldrene til hendes anden kommentar og svarede så "måske ikke, men nu er det her jo også meget mere end bare mælk!" hun forstod godt ordsproget, kendte det. Men pointerede bare at ikke alle ting var simple nok til at man ikke skulle vise sin sorg over dets tab. Nogle ting skulle man have mulighed for at sørge over, for det ville hjælpe en videre og lære en måske at acceptere det som det var.
Hun smilte venligt til hende, aede hende mildt på skulderen hvor hendes hånd lå og fjernede den så roligt..

[Mirage Nerrissa Carlson]

"Ja..det er det. Og det ved jeg." Mirage spindede lidt da Kira aede hende. Ren refleks. Hun forvandlede sig til sin katteskikkelse, strøg hovedet lidt op af Kira og så op på hende med sine store, bedrøvede gule øjne. Hendes pels var velplejet, om dog lidt pjusket. Hun var ved at miste den allersidste vinterpels. Hun miavede sagte. Bedrøvet. Katten græd. Mirage ville ikke græde foran en anden...men en kat som græd, det var ikke nær så ynkeligt. Jo, hun følte sig svag og ynkelig når hun græd.

[Kira Angel]

Kira kiggede bedrøvet ned på hende, rakte sine arme ud og lokkede hende derved op på sit skød.
Hun smilte venligt til hende og sagde omsorgsfuldt "sååå, det skal nok gå! Vi finder på noget. Vi finder på noget, så du kan komme til at se dit barn igen og Arrai.. Ham skal vi nok også finde en løsning på!" hun aede hende blidt langs pelsen, aede de steder hun vidste at katte elskede og smilte omsorgsfuldt til hende..

((sorry, den blev lidt kort))

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage spandt lavmældt, men tudede fortsat. Hun puttede sit hoved indtil Kira og gemte ansigtet i hendes trøje. Hendes pels var silkeblød og velplejet. Mirage gik meget op i at holde sin pels acceptabel, og det samme med hendes hår når hun var menneskeskikkelse. Hun håbede virkelig noget så brændende at Kira havde ret i det hun sagde. Hun savnede virkelig Arrai...og selvfølgelig også sit barn lidt. Hendes moderinstinkter bød hende at savne barnet, og Mirage havde altid meget svært ved at kæmpe imod sine instinkter. Der var mere kat i hende end hvad øjet umiddelbart kunne se.

(( Helt ok ^.^ ))

[Kira Angel]

Kira smilte roligt frem for sig, holdte kærligt om hende da hun puttede sig ind til sig og begyndte så med bløde strøg at ae den bløde og smukke pels.
Hun smilte sagte, vendte blikket imod det beroligende brusende vand og begyndte så med bløde toner at nynne en melodi hun kendte fra barndommen af. Den var rolig, havde bløde toner og virkede altid beroligende på hende selv når hun sang den. Hun sang normalt ikke så ofte, til trods for at hun havde en utrolig beroligende stemme. Den var ikke vildt smuk i tonerne, men hun kunne ramme dem hun behøvede og hendes stemme havde bare altid noget afslappet og trygt over sig. Den plejede at berolige de fleste.
Hun aede hende fortsat kærligt, satte så ord på sin melodi og fortalte med smukke egne i vildt flor og nærmest paradis..

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage lagde sig helt ned. Spidsede ørerne. Lyttede. "Jeg er taknemmelig Kira...for alt din hjælp...og jeg undskylder for alt det besvær jeg må bringe.." Sagde katten stille, med en dog lidt lysere og lavere udgave af den stemme man kendte fra Mirage. Katten lukkede øjnene helt i. Hun spandt stille. Hun kunne simpelthen ikke lade vær, selvom hun egentlig slet ikke ville spinde. Hendes hale var lidt pjusket og hang slapt ned fra Kiras skød. Mirage nød denne opmærksomhed. Den beroligede hende, gjorde hende lidt tryggere og lidt gladere, selvom at hun endnu ikke var så tryg som hun kunne blive. Hendes ører var stadig spidsede og viste, at hun var opmærksom på sine omgivelser.

[Kira Angel]

Kira blev en anelse forbavset over at hun pludselig snakkede for hende selv kunne ikke sige et eneste ord i en skikkelse som ikke var lavet til at sige noget. Hun havde hadet det så mange gange, havde nærmest blevet helt frustreret og så lå Mirage her og mare snakkede.
Hun stoppede straks op med at snakke af bare forbavselse, men fortsatte der hurtigt derefter igen med et lille smil på læberne. Det var sejt at hun kunne snakke, det syntes hun helt klart. Hun smilte roligt og svarede så, stadigvæk med forbavselsen i stemmen "jamen.. øhh.. Ja det var da så lidt Mirage. Skule det være en anden gang og tænk endelig ikke på noget besvær, for du har ikke givet mig noget. Jeg er bare glad for at kunne hjælpe! Meget glad endda!" hun smilte venligt imod den smukke pjuskede kat og aede så kærligt videre langs dens sorte pels..

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage så op på Kira med sine store, skinnende øjne. Det trak i kattens mundvige, og der dannede sig et lille smil. Meget lille, men det var der. "Jeg...er glad for at jeg ikke er til besvær." Sagde hun. Sådan var Mirage. Hun var så let, at gøre taknemmelig. Man skulle bare gøre hende en lille tjeneste, og det ville føles som alverden for hende. Hun var slet ikke vant til at folk gav hende ting, viste hende omsorg, eller ensidige lagde mærke til hende. Hun gik altid i ét med omgivelserne. Man lagde ikke mærke til hende ved første øjekast, men hvis man gav sig lidt tid, bare et øjeblik, ville man lægge mærke til hvor smuk hun egentlig var.

[Kira Angel]

Kira smilte venligt til hende, glad og kærligt lod hun hånden nusse hende blidt på siden af hovedet og sagde "du vil aldrig være til besvær over for mig, så sig endelig til hvis du nogensinde vil få brug for hjælp. For jeg vil meget gerne være der for mine venner!" hun smilte venligt til hende, betragtede virkelig denne smukke kat som ven og ville ikke tøve det mindste, for at hjælpe hende i nødens stund.
Intet kunne være for besværligt for hende, hun ville straks være der for sine venner og beskytte dem, hvis de skulle for brug for det..

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage nikkede lidt. "Iligemåde... Jeg vil altid hjælpe dig så godt jeg kan, hvis du har brug for det." Sagde hun stille. Hun lagde hovedet ned og hvilede det på sine poter. Lukkede øjnene lidt. Hun begyndte at blive døsig. Det var jo også varmt, hun lå godt, og så blev hun også aet. Det kunne ikke blive bedre for en kat end det var lige nu. Det var jo ligefør Kira kunne gøre Mirage tam.

[Kira Angel]

Kira smilte glad ned til hende, aede hende kærligt videre og begyndte så igen at nynne beroligende.
Hun mærkede vandfaldets beroligende plasken, hun vidste ikke hvorfor men rendende vand havde altid en beroligende effekt på hende.
Hun lukkede roligt sine øjne i, nussede hende ned af kroppen og nynnede sine toner ud til hende. Hun følte en dejlig træthed og sindsro overmande hende og føre hende til et sted med fred og harmoni. Et sted som ikke fandtes, men som de fleste alligevel længtes efter i stressede situationer..

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage mærkede, hvordan at en dejlig ro bredte sig i hendes krop. Hun begyndte at længes utroligt efter at verden bare ville være et bedre sted. Et sted uden sorger, vrede og ufred. Hun ønskede at alle skulle være glade og fri. Det var noget af det hun altid havde ønsket... Bare menneskene kunne gå af helvede til, så mutanterne også havde en chance for at være glade og fri, og kunne leve i fred og fordragelighed uden at være bange. "Bare...vi ikke behøvede gemme os og være bange.." Hvorfor kunne folk ikke acceptere mutanterne?

[Kira Angel]

Kira nød den sindsro hun efterhånden havde anskaffet sig, den var beroligende og fredelig. Hun nynnede fredeligt videre, hørte hendes ord og blev så straks skubbet ud af al freden og hevet ind i forvirring og bekymring.
Hun stoppede med at nynne, kiggede omsorgsfuld ned på den smukke lille kat og spurgte så med blød stemme "frygter du mange ting Mirage?" hendes stemme var mild og nysgerrig. Hun frygtede selv mange ting, men ikke nok til at det kunne tynge hende ned. Hun havde trods alt William og nogle venner her som hjalp hende op igen efter frygtelige hændelser..


((sorry ventetiden, men havde helt glemt tråden.. -_-''))

[Mirage Nerrissa Carlson]

"Ikke mange ting... Men til tider, frygter jeg mennesket." Mirage vendte lidt sløvt og deprimeret sit lille kattehoved op mod Kira og så på hende med store, gule øjne. Som så mange andre mutanter, frygtede hun selvfølgelig mennesket som hadede mutanter og ville gøre dem fortræd uden nogen som helst grund. Sådan var mennesket, men det var temmeligt svært at forholde sig ordentligt til.