Isbjørne har det også sjovt.

[Mirage Nerrissa Carlson]

"Du kan jo ikke gøre for det, såå... eller...Hmm...hvad med at bede ham lade vær?" Mirage gjorde et kast med hovedet i retning af Kiras, egentligt meget kønne, beundre. Hun spidsede ørerne i hans retning. Studerede ham kort. Vendte så blikket mod Kira igen og sendte hende et muntert smil. Hun var i utroligt godt humør, lige idag. Det føltedes virkelig godt at have nogen at tale med. Det havde hun på en eller anden måde savnet, selvom hun ikke var så glad for at indrømme det for sig selv.

[Kira Angel]

Kira vendte usikkert blikket over imod ham, var tydeligt ikke sikker på om hun bare sådan kunne bede ham om at lade være. Det ville jo være som at vende ryggen til en der snakkede med sig. Hun sukkede kort, smilte usikkert og nikkede så beslutsomt.
Hun rejste sig op, smilte usikkert til Mirage og kig så hen til fyren imens hun smilte venligt.
Han vågnede pludselig helt op, fulgte hende med blikket da hun nærmede sig og spidsede så øre da hun begyndte at snakke.
Hun stod ved ham i nogle minutter, hvor der blev nikket, snakket og sendt triste blikke. Han forstod hende, hun var optaget, men smigret af hans optræden. Hun undskyldte flere gange, han smilte og sagde at det ikke var nødvendigt og inden længe var hun igen på vej hen imod Mirage.
Hun var knald rød i hovedet, hun skammede sig grueligt og satte sig derfor blot tungt ned fora n hende o stirrede tænkefuldt frem for sig. Hun følte sig selv som jordens ondeste pige. For nu havde han sat og smigret og været så sød og så var hun blot gået he til ham og bedt ham holde op. Hun kunne skrige af fortvivlelse. Hun hadede sig selv lige nu, men vidste et eller andet sted i sit hjerte at det var bedst sådan. Hun mærkede Williams smykke om halsen, mærkede den varme og huskede hvor smuk den var. Hun smilte varmt frem for sig og inden længe havde hun glemt hvor ond hun faktisk havde været. Hun elskede jo William og kun ham..

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage sendte den yngre et varmt, nysgerrigt smil. "Din...kæreste...hvordan er han?" Spurgte hun, interesseret. Dog også lidt genert. Hun var ikke glad for at blande sig i andres sager, men hhun følte, at med kærlighed var det naderledes. Hun ville gerne høre andres kærlgiheds historier. Specielt de lykkelige af dem. Det kunne minde hende om, at historierne ikke altid endte som hendes. De elskende kunne nemt være lykkelige sammen og have et ubesværet forhold. Mirage havde vel nok bare været uheldig. Men nu turde hun ikke forelske sig mere, i frygt for at opleve det igen. Og hun kunne ikke...bun var jo stadig håbløst forelsket i ham.

[Kira Angel]

Kira smilte venligt til Mirage, sad så lidt og kiggede drømmende frem for sig, ind til hun så med bløde blikke begyndte at forklare han er der når jeg har brug for ham, vil beskytte mig imod selv de farligste ting og da jeg oplevede.. kom ud for det der i skoven.. hændelsen.. Var han der for mig, støttende og hadede faktisk sig selv for ikke at havde været der for at beskytte mig. Men selvfølgelig uden grund, for han kan jo ikke altid være der! hun smilte kort til hende og fortsatte så med blød stemme han er virkelig bare sød, kærlig og ser faktisk også ret godt ud! Men så er der jo bare det.. hun tav brat, hun vidste ikke hvordan hun skulle sige det, for kærlighed burde gøre en blind og få en til at glemme alder og den slags. Hun veg blikket ned imod jorden, smilte en anelse usikkert frem for sig og vendte så igen blikket imod hende og fortsatte han er en føniks og derfor flere tusind år gammel.. Men altså han ligner selvfølgelig en på min alder skyndte hun sig lige at sige. Hun smilte nu mere roligt, huskede hans ansigt da han tøvende havde forsøgt at forklare hende det! Hun savnede ham lige nu, ville gerne trygge sig ind til ham og mærke hans betryggende aura. Han havde bare den effekt på hende, hun følte sig altid tryg i hans nærvær og så var han bare så.. uff, ja ganske enkelt bare vidunderlig..

[Mirage Nerrissa Carlson]

"En phoenix...? Jeg tror jeg har mødt ham før." Mirage smilede stort til den yngre pige. Glad for at have gjort en ny opdagelse. Det var sikkert William, Kira mente. William virkede også som en virkelig flink fyr. Og også virkelig galant. Hvor dejligt!
Der gled så en mørk skygge over Mirages udtryk, og hun vendte lidt bedrøvet blikket ned. Forøgte dog at bevare smilet, og lade som om at der intet var galt. Men det var der. Emnet kærlighed var et rart, og dog ømt punkt hos hende. "Han...er en sød fyr. Jeg er glad for at i er sammen."

[Kira Angel]

Hun mærkede det smykke William havde lavet, under trøjen, lige ved hjertet hvor det varmede mildt. Hun ville til at forklare om det, tog det endda ud så Mirage kunne se det.
Men tøvede brat.
Medaljonen var en udhulet rubin på størrelse med en femkrone, med ild, der blev holdt kunstigt i live i midten. Ildet var ikke varmt nok til at ødelægge smykket eller skade hende når hun havde det på. Men den var lun og ilden dansede roligt deri. Rundt om rubinen var der lagt sølv i et delikat mønster, rubinen hang i en læderkæde, da hun endnu ikke havde skaffet sig andet. Men det så da egentligt også ganske pænt ud sådan.
Hun fortalte dog ikke noget, for da smykket kom frem og hun havde set på Mirage. Kunne hun ikke få sig selv til at ignorer det.
Hun kiggede tøvende på Mirage, var der mon noget galt? Hun smilte roligt til hendes ord, men smilet var lagt fra så muntert som ellers. Hun kiggede undersøgende på hende og spurgte så med venlig og nærmest omsorgsfuld stemme er der noget galt Mirage? hun kiggede bekymret på hende. Hun ønskede ikke at se hende sådan, der burde være noget hun selv kunne gøre eller hjælpe med for at få Mirage i bedre humør..

[Mirage Nerrissa Carlson]

"Nej, selvfølgelig ikke." Mirage vendte hurtigt ansigtet op mod Kira igen, da hun opdagede at hun var begyndt at hænge med hovedet. Hendes katteører blev dog ved med at hænge lidt bedrøvet. "Slet ikke." Prøvede hun at forsikre Kira om, da hun ikke selv synes at det havde lydt særligt overbevisende første gang hun sagde det. Det generede hende lidt. Mirage vidste at de måske ville hjælpe hende at tale med Kira om det, men det gjorde så ondt. Hun ville bare glemme det hele. Hvis hun glemte det, ville hun måske være i stand til at komme videre fra den håbløse tilstand hun befandt sig i lige nu. Hun lagde lidt nysgerrigt hovedet på skrå da hun så et lille glemt af rubinen i lædersnoren. Mirage var fascineret af skønhed, og den rubin, så i det lille glimt, ud til at være virkeligt smuk. Var den mon en gave fra William?

[Kira Angel]

Kira kiggede tøvende på hende, hævede det ene bryn op i en skeptisk tone, som var hun ikke helt overbevidst og sagde så med venlig stemme øh okay. Men his der skulle være noget, så lov mig at komme til mig hvis du får brug for hjælp på nogen måde! Lige meget hvad, okay? hun havde bemærket Mirage nyvundne nysgerrighed. Men hun ville lige fastslå dette først.
Hun smilte venligt til hende, var tålmodig og afventede så hendes svar, før hun ville gå videre til det der nu havde fanget Mirage opmærksomhed. Smykket..

[Mirage Nerrissa Carlson]

"Uhm...Jo...Ja..okay..måske kunne jeg godt tale lidt med dig om det...det er nok det eneste jeg har brug for i min situation, lige nu.. Men fortæl mig først om smykket! Det ser virkelig pænt ud." Mirages øjne glimtede mens hendes øjne hvilede på lædersnoren som holdt smykket. Hun ville så gerne se det og vide noget om det! Mirage var en kat, men havde næsten samme tiltrækning til glimtende ting, som en skade. Hun kunne dog aldrig drømme om at tage den kønne, glimtende ting hvis den tilhørte en anden person.
Hendes hale svingede lidt frem og tilbage. Viste tydelige tegn på hendes ivrighed.

[Kira Angel]

Kira hævede igen brynet, men nikkede så indforstået og begyndte at fortælle Det er en gave fra William, han har selv lavet den og den varmer blidt. og så når det bliver mørkt, lyser den rigtigt godt og gør mig tryg! hun smilte drømmende frem for sig, kiggede kort ned på smykket og mindedes så tilbage til da han havde givet hende det. Han var så sød, som han stod der og ventede på at hun pakkede gaven op.
Hun smilte roligt frem for sig, men blev så igen alvorlig og kiggede roligt på Mirage og så er det din tur, fortæl! hendes stemme havde været mild og venlig. Hun ville så gerne hjælpe hende, hun så ud til at kunne bruge det..

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirages hale stoppede sin viften, og hun vendte blikket ned mens hendes ører begyndte at hænge ned. Pjuskede. Hun sukkede lidt. Kom med et bedrøvet smil. "Arrai forlod mig...fordi jeg fik et barn. Det er det korte af det lange, sådan set.. Jeg elsker ham stadig, men mine kattegener ville ikke lade mig skille mig adf med barnet.."

[Kira Angel]

Kira kiggede bare måbende på hende, baby, Arrai og skille.. Hendes tanker hvirvlede rundt i hovedet på hende.
Ordet baby, fik hende til at lade blikket falde, hun havde selv mistet en baby. Men det havde ikke været stor nok til at hun havde set den. Den havde været i hendes mave, noget havde angrebet og efterladt hende forblødende og med et mistet barn.
Hun tav helt, alt var helt stille og hun agtede ikke at sige noget for nu. Hun sad sådan lidt, vendte så ansigtet imod hende og smilte så meget hendes triste sind kunne præsterer "et.. et barn.? Hvad gjorde du så?" han holdte vejret, smilet blev mere og mere en grimasse. Hun forsøgte ihærdigt at holde smilet oppe. Men inden længe sad hu bare og kiggede tavst på hende lyttede og afventede svar..

[Mirage Nerrissa Carlson]

"Mit barn...bor hos min mor og far for tiden. Til jeg er færdig med min uddannelse og klar til at tage mig ordentligt af det og være omkring det, men i starten, tog jeg mig af det som en mor bør. Men det er et stykke tid siden nu.. Men det gør stadig lige ondt. Herinde." Mirage lagde hånden over sit hjerte da hun sagde det sidste. Hun havde en næsten konstant smerte lige derinde. Det gjorde ondt, men hun var begyndt at lære at lave med smerten. Hun lagde mærke til, at hendes historie gjorde Kira trist. Hun lagde en hånd på Kiras skulder. Lidt opmuntrende.

[Kira Angel]

Kira lyttede roligt til hendes ord, Mirage havde været heldig. Men det måtte på den anden side også være meget smertende ikke at kunne se sit barn hver dag. Ikke at kunne se dens første skridt, barnets smil om morgenen og høre dens rene latter når den grinede. Det måtte være yderst pinefuldt.
Kira sat roligt ved hende, iagttagede hendes kropsprog og lyttede til hendes ord. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det, hun kunne ikke komme på bare et fornuftigt ord at sige.
Hun sukkede kort, lagde ligeledes en hånd på hendes skulder og smilte så meget hun kunne imens hun sagde hør, jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det, ud over at det virkelig gør mig ond det hele! Hvis du skulle få brug for hjælp eller bare et eller andet, så sig endelig til!" hun smilte denne gang mere ægte, det var ikke stort. Men det var der og fyldt med omsorg til Mirage..

[Mirage Nerrissa Carlson]

"Mange tak. Jeg...er glad for at jeg har dig. Jeg savner bare Arrai så forfærdeligt meget... Jeg ser barnet af og til, men..Han vil ikke se mig igen." Mirage sukkede stille. Sendte Kira et uskyldigt smil, og vendte så til sidst hovedet ned efter. Verden var et ondt sted, og det havde Mirage altid vidst..men hvorfor hun skulle fortjene dette, anede hun ikke.
Hun vendte så, et minut eller sådan efter, hovedet op mod Kira igen. "Men man skal jo ikke græde over spildt mælk, vel?"