tale med Rektor

[Dane Xanders]

Dane kom hen mod døren til Kates kontor da han ville se om der var noget han kunne lave for idag havde der ikke været sket noget indtil nu hvilket var ret sjældent syntes han for uheld var jo nærmest dagligt her på skolen. han kom helt hen til døren og bankede roligt på imens han tænkte på om hun mon var i færd med noget vigtigt for hvis det var tilfældet så ville han komme igen senere

[Rektor (Angel)]

Kontoret var helt tomt da Dane kom ind på Kates kontor, der stod et køleskab og summede lidt fra døren, der var et skrive bord fyldt med papirer, henne i det ene hjørne og utroligt mange reoler stod hist og her med bøger i alle størrelser og aldre.
Men det første man lagde mærke til, var et smukt springvand som stod midt i rumme. Det havde gådefulde indgraveringer på siderne, som lignede folk der tilbad ild og ofrede ting dertil. I selve springvandet kar var der et hav af flammer, som bølgede og strømmede som vand, men som helt klart var en form for ild. I bundet af dette ild, var der en rund sten, den var grønlig og udstrålede en kraft mægtigere end de fleste havde set. Men den advarede også, truede en og sagde at der ville ske alvorlige ting, hvis nogen berørte stenen.

((Kate kommer lige om lidt.. XD først skal han lige have mulighed for at kigge lidt rundt.))

[Dane Xanders]

Dane gik rundt på kontoret da kate ikke lod til at være her. han vidste ikke engang hvorfor egentlig da det ikke lignede ham men han var blevet nysgerrig og det der tiltrak sig hans opmærksomhed mest var det unaturlige springvand af ild. han kiggede på det og stene som lå i bunden men selvom han var nysgerrig vidste han bedre end at stikke armen ind i ild om den så naturlig ud eller ej for han var sikker på den var meget varm

[Rektor (Angel)]

Ilden bølgede roligt til siderne, som havde et blad ramt en vandoverflade og nu sendte sine ringe afsted. Stilheden var øredøvende, kun køleskabets summende lyd afbrød denne stilhed.
Men pludselig skar en bange kvindestemme stilheden, det var Kates stemme. Hun snakkede til hans sind og det var derfor kun ham der ville kunne høre det #jeg har brug for hjælp, bliv hvor du er. Der er morfin i skabet over køleskabet. Jeg har en såret med!# så hærgede stilheden igen og køleskabet begyndte igen at summe. Under ordenes skrækslagne rumlen, havde det næsten virket som om at al anden lyd var gået i stå, som om at hele rummet var stoppet i tiden og kun tillod hendes bange stemme at trænge igennem, men nu vendte det hele tilbage og alligevel virkede det mere stille nu hvor lydende vendte tilbage end før..

((I næste svar kommer hun tror jeg.. XD))

[Dane Xanders]

Dane var først overrasket over hvor bange hun lød men fattede sig hurtigt og ledte efter morfinen i skabet. han fandt den til sidst sammen med en kanyle heldigvis men håbede at skaden ikke var så slem men at dømme ud fra skrækken i hendes stemme var det sandsynligt han nok ikke ville ende med at reagere normalt bagefter. han håbede bare ikke han dummede sig imens han var helt væk i morfinen

[Rektor (Angel)]

Stilheden fortsatte, men pludselig hørtes der en dør der smækkede, vinger der baskede og så til sidst kom Kate farende ind af døren og ramlede lige end i gulvet. Hun mærkede selvfølgelig kun en lille prikken, men hun farede alligevel op at stå og kiggede bange ned på fyren i sine arme. Han var voldsomt forslået, havde brækket en arm og blødte fra et langt snitsår ned over brystkassen og ned over maven. Han klynkede svagt af den overdøvende smerte, lå halvt bevidstløs i hendes arme og kæmpede bravt for at holde sig vågen. Kate stormede hen til Dane, kiggede nærmest febrilsk på ham og sagde så med en stemme der var ved at knække over af bekymring "vær sød at rede ham!" hun bevægede sig hen imod sit skrivebord og skubbede så alle papirerne og tingene ned med sin ene vinge. Alt røg på gulvet og landede der med et ordentligt brag. men det eneste hun tænkte på var at få lagt ham stille og roligt ned der og så nærmest gene Dane hen til ham..

[Dane Xanders]

Dane fulgte kate og lod sig gene hen til fyren hun havde taget med sig men inden han gjorde noget fyldte han kanylen med morfin i maks mængde og lagde den så han kunne bruge den bagefter. han så lige hurtigt på skaderne og lavede en grimasse for det ville komme til at gøre ret ondt men han tog handskerne af og smøgede ærmerne op inden han placerede sin ventre hånd på fyrens brystkasse og koncentrerede sig så mærket på hånden begyndte at gløde grønt imens skaderne blev helbredt og smerten forsvandt men han fik smerten istedet men ville ikke lægge mærke til det før han var færdig

[Rektor (Angel)]

Kate mærkede en dejlig lettelse overmande sig, men den varede kun meget kort, for hendes opmærksomhed blev rettet imod Dane og hun vidste at han nu ville føle smerterne. Hun trak brynene op i en bekymret mine igen, kiggede roligt fra den sårede og så op Dane. Den såredes sår blev mindre, for så til sidst helt at forsvinde, hun åndede lettet ud, men vendte så blikket mod Dane og spurgte bekymret "er du okay Dane?" hun kiggede omsorgsfuld på ham, hun kunne ikke lide at se sine kære lide på den måde og da slet ikke en som hun var begyndt at føle så meget for..

[Dane Xanders]

Dane smilede og nikkede imens han bed smerterne i sig og tog kanylen inden han stak den i en blod åre og sprøjtede indholdet ind i sit blod omløb. han sagde "jeg kommer helt sikkert til ikke at tænke klart i et stykke tid" og smilede undskyldende som han satte sig ned på gulvet og lænede sig op af skrivebordet imens han begyndte at føle side effekterne af meget morfin

[Rektor (Angel)]

Fyren op på bordet begyndte at røre lidt på sig, Kate gik hent i ham og sagde omsorgsfuld "så rolig Kevin, lægen har healet dig. Jeg sender dig lige end til sygestuen så du akn komme dig lidt, okay?" Fyren nikkede og lukkede så igen træt sine øjne i. Kate tog et blankt papir fra gulvet af og skrev så en kort besked derpå, hvor hun forklarede hvad der var sket med Kevin. Derefter lagde hun papiret i fyrens hånd og gav ham besked på at vise det til en af sygeplejerskerne når han kom derned. Hun koncentrerede sig lidt, Kevin begyndte at svæve op i sin liggende stilling, hvorefter han satte kurs imod døren som åbnede sig for ham og væk var han.
Kate åndede lettet ud, smilte kærligt ned imod Dane og satte sig så ned ved siden af sig. Hun lagde sine hænder om hans arm og sagde glad "det er okay, jeg skal nok passe på dig!" hun smilte glad frem for sig og trykkede sig bare ind til hans arm i den trygge forvisning om at han sad lige ved siden af hende..

[Dane Xanders]

Dane var godt væk i morfinens dulmende effekter og så på Kate da hun lagde sine hænder om hans arm kort inden han sagde "du smuk... ved du det?" fuldstændig ligeglad med om han lød som en fuld eller ej eller hvordan han nu lød lige nu. han mente dog hvert et ord han sagde til hende

[Rektor (Angel)]

Kate smilte muntert frem for sig og sagde så med en munter stemme "tak, det er jeg glad for at høre! Nu skal jeg nok hjælpe dig lidt, sid helt stille!" hun slap hans arm og bevægede sig elegant om foran ham og lagde begge sine hænder ud for hans hoved. Hun holdte dem få centimeter fra hans hoved af, kiggede intenst ind i hans dvælende øjne, med sine dyriske orange øjne og begyndte så at koncentrere sig. Hun mærkede omverden forsvinde, sine egne følelser dulme og den summende lyd fra køleskabet der blev helt opslugt af intetheden. Billeder af minder og følelser susede hastigt forbi hende, men hun ignorerede dem blot og svævede hurtigt hen imod hans dulmende smerter og morfinens effekt. Hun kunne ikke heale den form for smerter, men hun kunne lukke dem inde og derved gøre dem knap så voldsomme. Morfinen lukkede hun med inde, men af sjove grunde kunne hun ikke tage særligt meget af det. Så hun måtte gøre noget andet. Hun foldede sine hænder ud, lukkede øjnene og mærkede så de hvide små klatter af morfin strømme imod sig. Hun mærkede fornemmelsen af bedøvelse og høje tanker strømme imod sig. Hun måtte ud inden det blev farligt. Hun svævede hurtigt tilbage, men blev langsommere og langsommere. Hun kunne ikke bevæge sig frem af, morfinen hev og sled i hende. Hun skreg af smerte, hun måtte ud.
Hun lavede en sidste bevægelse og udgangen kunne ses, hun krøb derhen og mærkede så pludselig sin krop blive slynget afsted. Hun landede hårdt på jorden tre meter fra Dane og blev så bare liggende. Hun var igen på sit kontor. Hun havde aldrig prøvet at tage morfin fra folk før, havde aldrig forsøgt at hjælpe på den måde før og hun havde nær været spæret inde i hans sjæl for evigt. Så det havde taget voldsomt på hende, hun var dødtræt og tankerne snorede rundt i hovedet på hende. Sjove farver begyndte at hvirvle rundt på alle omgivelserne, hvad skete der lige? Hun havde aldrig fået morfin før, for med hendes næsten uigennemtrængelige skæld, havde hun ikke haft brug for det. Hun lå svimlende på jorden nogle meter fra ham og bare kiggede forarget op på loftet som dansede rundt i regnbuens farver..

[Dane Xanders]

Dane mærkede intet til det der foregik i hans sind men da Kate pludselig fløj tilbage var han mere klar i hovedet og skyndte sig så godt han nu kunne over til hende og spurgte "er du okay Kate?" og for at være venlig fik han hende blidt op at side. han så kærligt på hende og lidt bekymret selvom han var godt klar over at hun var så tæt på usårlig som noget andet væsen kunne blive

[Rektor (Angel)]

Kate kiggede svimmelt op på ham, hans ansigt virkede så blidt og smukt. Hun smilte muntert frem for sig og sagde næsten overgiret "jeg har det heeeelt fint. Hjalp det?" hun kiggede en anelse omtåget på ham, som vidste hun i virkeligheden ikke helt hvad hun havde gjort eller at hun nu var påvirket af det.
Hun smilte muntert, satte sig mere lige op da han hjalp hende op og kiggede så indgående på ham. Eller hun stirrede næsten, hun opfattede det bare ikke helt, for efter hendes mening kiggede hun bare nysgerrigt. Hun afventede hans svar med overdrevent nysgerrighed, som galt det liv og død..

[Dane Xanders]

Dane smilede og sagde "ja det hjalp virkelig men du kunne vist ikke helt tåle det for du helt omtåget" han trykkede hende blidt ind til sig i et kærligt kram. han vidste ikke hvor groggy hun var nu men hun havde jo nok ikke fået skader i sit liv og dermed nok heller ikke haft brug for ting såsom morfin