Knock knock knock. KNOCK KNOCK KNOCK ...knock...

[Candy Sweet]

((Ja, det er "The secret sneevil knock" fra Dragonfable))

Tirsdag 14:55

Candy stod et øjeblik og kiggede på døren til rektorens kontor, inden hun tog en dyb indånding og bankede på 3 gange. Hun stod roligt og ventede på svar fra den anden side af døren. Var Rektoren overhoved tilstede? Hun virkede som en rimelig travl kvinde, så det var hun sandsyneligt at hun var ude. Men Candy havde set kontoret som det mest sandsynelige sted at fange hende. Hun havde været det en tid nu, og havde allerede været ude i byen et par gange i forklædning. Dog var det temmelig anstrengende altid at skulle gå med store solbriller og hat for at skjule sit let genkendelige hår og ansigt. Hun havde overvejet at farve det, men ville det overhoved værer til nogen nytte? Der ville jo nok være nogen der genkendte hende alligevel. Generalt holdt hun sig mest på skolen, og tog kun ud i byen på korte 'besøg'. Hun havde efterhånden brugt alle de kontanter hun havde nået at hæve inden banken slugt hendes kort.

[Rektor (Angel)]

((hva..? o.O))
Der kom ingen respons fra bag døren af, men ca. ti sekunder efter at Candy havde banken på, kom der pludselig en kvinde roligt gående imod hende.
Hun gik i sine egne tanker, virkede både eftertænksom, men også urolig. Hendes tynde bryn var presset ned imod de rødbrun øjne og hendes ene mundvige var en anelse hævet i en eftertænksom gestus.
Hun havde ikke set Candy, men vidste dybt nede i sin bevidsthed, at hun var der. Hun var dog så begravet i sine egne tanker, at hun var lige ved at gå lige ind i hende, for derefter at give et mindre gip i sig af forskrækkelse. Hun stoppede brat op og kiggede så spørgende på hende, for derefter at blive mere rolig og afslappet. Hun lod blikket vandre kort hen imod døren, hævede brynet kort og spurgte så venligt, da hun igen kiggede på hende "god eftermiddag, vil du med ind?" hun gik hen imod døren og åbnede den roligt op, imens hun stille lyttede til hendes svar..

[Candy Sweet]

Candy hørte skridt nede af gangen og vente hoved for at se Rektoren komme gående. Et smil kom frem på Candys læber, og hun skulle til at åbne munden for at hilse, da hun hurtigt måtte træde et skridt væk, for at rektoren ikke skulle støde ind i hende. Rektorens aura afspejlede hendes urolighed og tanker. "Meget gerne, hvis det da ikke er et dårligt tidspunkt?" spurgte hun med en smule bekymring i stemmen. Rektoren virkede bestemt ikke som en person der blev urolig uden grund, og hun ville nødig afbryde på et dårligt tidspunkt. Hun var kommet her for at takke rektoren, og muligvis få nogle svar på alle de spørgsmål der plagede hende dag ud og dag ind.

[Rektor (Angel)]

Kate smilte venligt hen over skulderen, imod Candy og svarede med en let rysten på hovedet "nej kom du bare ind!" hun havde en hel del at tænke på lige nu og faktisk også ret vigtige og temmelig alvorlige ting, men hendes elever og generelle beboerne på skolen, kom altid i første række.
Hun smilte venligt til Candy, åbnede døren og holdte den så åbent for Candy. Hun lukkede derefter døren efter hende og begyndte roligt at gå hen imod sit skrivebord. Hendes udtryk blev igen en anelse bekymret og alvorligt, men Candy ville kun kunne fornemme det og ikke se det, for Kate gik nu med ryggen til hende.
Hun tog en lap papir hen til sig og begyndte at skrive få stikord ned, for at kunne huske dem:

• Nightwalkers?
  
• Tyde drømmene.
  
• Sammenhæng?
  
• borgmesterens alliance?
  
• kri...
  

Ved det sidste ord, gik hun pludselig i stå. Kunne det virkelig betyde krig? Hun sukkede dybt, lod blikket sitre eftertænksomt frem og tilbage imod ordene, for så igen at stoppe ved det sidste ord. Var det virkelig det næste skridt ved disse stridigheder..?
Hun gik helt i stå med sine egne tanker, havde helt glemt Candy og ignorerede hendes tilstedeværelses prikken i Kates eget sind. Hun vidste at Candy var der, men hendes egne tanker var et helt andet sted henne og var derfor gået i stå ved skrivebordet og det ildevarslende ord.. Krig.

[Candy Sweet]

Candy smilte stille og fulgte med indenfor. Det var ikke svært, selv uden sin evne, at fornemme hvor anspændt rektoren var ”Er det bedre hvis jeg kommer tilbage en anden gang? Jeg vil ikke forstyrre dem her i noget vigtigt” sagde hun lidt forsigtigt efter at rektoren havde siddet i sine egne tanker en tid. Candy så de trykkende tanker hos rektoren, og hendes uro. Det var helt sikkert ikke småting hun sad og tænkte på! Det var ting der bekymrede hende dybt nede. Hendes blink faldt kort på rektorens noter, men hun fik ikke meget ud af det. Håndskrift var ikke helt let at læse på hoved, og hendes blik faldt kun på det et øjeblik. ”Jeg kom enlig bare for at sige tak. Jeg ved virkelig ikke hvad der ville være blevet af mig, hvis De ikke havde ladet mig blive her. Jeg kan slet ikke udtrykke hvor taknemmelig jeg er” sagde hun, og hendes stemme afslørede tydeligt hendes taknemmelighed. Selvom hun ikke viste det, var det enlig ikke det eneste hun var der for. Men rektoren havde vist mere end nok at se til lige nu. Hun kunne godt vente til et bedre tidspunkt til at får svar. Et par dages uvidenhed mere slog hende jo ikke ihjel. Hvert fald ikke klinisk.

[Rektor (Angel)]

Kate vendte tøvende blikket p imod Candy, nærmest som havde hun ikke hørt ret meget af det første som hun havde sagt, men svarede så overraskende alligevel "nej bliv her endelig, jeg klare bare det andet senere!" hun smilte derefter venligt til hende og nikkede kort da hun igen svarede "selvfølgelig skulle du da være her! Der er plads til alle!" hun lod kort blikket vandre ned imod papiret, lod det så ligge og gik hen til et lille køleskab hun havde stående i hjørnet.
Hun åbnede det op og så til sin store irritation at hun ikke havde fyldt det for nyligt, der var kun en tun sandwich og en kande med iskoldt vand. Hun kiggede nysgerrigt på kanden og spurgte så hen over skulderen "vil du have noget koldt vand? Jeg har desværre ikke ret meget andet, med mindre at du er sulten?" hun vidste at Candy havde mere at gøre her, hun havde spørgsmål. Så de kunne jo lige så godt gøre det så hyggeligt som muligt..

[Candy Sweet]

Candy nikkede med et smil ”Vand er helt fint, tak” svarede hun. ”Jeg kan se det er vigtigt det du er i gang med, så jeg skal nok gøre det kort” forsikrede hun hende hurtigt. Rektorens urolighed smittede en smule af på Candy. Det var sært at se dette noble drage-væsen fanget af en sådan bekymring. ”Men det var enlig bare det jeg kom for” halv løg hun. ”Jeg ville bare fortælle hvor taknemmelig jeg er”. Det var jo kun en halv sandhed, men det andet måtte vente til senere. Hun kunne ikke bringe sådan et emne op, nu hvor rektoren i forvejen havde så mange bekymringer. Det var jo gået fint indtil videre. Candy skulle bare holde ultralav profil, så skulle det nok gå alt sammen. Hvert fald for nu.

[Rektor (Angel)]

Kate tog kanden fra køleskabet, fik et par glas til at komme flyvende imod sig og gik så hen til et lille bord et par meter derfra. Hun hældte vandet op i glassene og lod så det ene af dem svæve hen imod Candy. Så tog hun sit eget, tog en slurk og smilte venligt. Hun lod blikket vandre kort hen imod papiret, smilte så kort og vendte blikket tilbage imod Candy. Hun drejede kort på hovedet og spurgte så med tålmodighed "Du er ikke den eneste der kan se sandheden min kære, men hvis du ikke vil snakke om det. Så er det din beslutning!" hun smilte venligt til Candy, tog en slurk mere og afventede så hendes svar med et roligt blik imod hende..

[Candy Sweet]

Candy tog roligt imod glasset med et kort "Tak" og tog en tår med det samme. Hun smilte stille ved Kates kommentar "Jeg ser ikke sandheden, jeg ser bare tingne som de virkelig er" kommenterede hun roligt og så lidt ned "Men hvis du ikke mener timeingen er for dårlig, så vil jeg gerne tale om det ja" svarede hun med et lille nik og så op igen. Så mange spørgsmål. Hvem var efter hende? Hvorfor? Hvornår ville det stoppe? Ville hun nogensinde kunne leve et normalt liv igen? Mange af spørgsmålene viste hun godt Kate ikke ville kunne svare på, men de for stadig rundt i hendes hoved. "Men du ved jo allerede hvad jeg vil spørger om" sagde hun så med et lille smil. Til tider kunne den støreste lettelse komme ved blot at få svaret, uden at stille spørgsmålet.

[Rektor (Angel)]

Kate smilte roligt, nikkede kort og sagde så det spørgsmål som Candy hungrede efter at få svar på "ja jeg ved det, du vil vide hvem der er efter dig!" Kate smilte roligt frem for sig, nikkede så kort og konstaterede så med en smule munterhed "du har mange spørgsmål, men som du allerede ved, kan jeg ikke svare på alle spørgsmålene. Nogle spørgsmål er bedst selv at finde ud af, men jeg kan besvare dig på nogle af dem!" hun holdte en kort pause og fortsatte så ved at besvare "du har en meget vidunderlig gave, du kan se tingene som de rigtigt er og det kan hjælpe mange! Nogle vil gøre alt for at have den viden og da du blev opdaget, satte nogen straks en søgning i gang! Jeg skulle mene at regeringen har fundet det vidunderlige ved din gave, men bare rolig, skolen er det mest sikre sted du i øjeblikket kan befinde dig på!" Kate undlod med vilje ikke at besvare på spørgsmålet om denne eftersøgning nogensinde ville ende, for der ville hun kun kunne give sørgelige nyheder. Søgningen ville vare ved, lige indtil regeringen fandt noget der var mere spændende eller værdigfuldt. Kate smilte venligt til Candy og konstaterede så kort til sidst "jeg skulle mene at jeg nu har besvaret dig på nogle af de mest vigtige og største spørgsmål du i øjeblikket rummer! Ikke sandt?" hun ventede tålmodigt, for at se om hun skulle have mere at spørge om, imens hun tog en lille slurk af vandet igen..

[Candy Sweet]

Candy lyttede intenst og nikkede stille. Hendes blik faldt ned på vandglasset og hun så hvordan vandet i glassets overflade rystede og blev forstyret fordi hendes hånd.. rystede? Måske ikke så underligt. Hendes frygt havde været begrundet. Regeringen var efter hende, det ville sige alle. Politit, befolkningen, swat, CIA, FBI? Det ville bestemt ikke være smart at vade for meget rundt udenfor skolen, men at blive på skole ville bringe mange andre i fare. Hun tvivlede ikke på at dette nok var det sikreste sted hun kunne være, men hvis de alligevel fandt hende, ville de risikere at alle de andre også blev afsløret. Candy så igen op og nikkede taknemmeligt, men lagde mærke til noget i Kates aura "Jo.. Mange tak. Hvis der er andet, både godt og skidt, du kan fortælle ville det være rart. .Jeg vil hellere vide det, og vide hvor jeg står, end at famle rundt i mørket" sagde hun så roligt hun kunne. Hendes greb om vandglasset blev en smule strammere. Hun skjulte noget, men ville hun fortælle hvad, eller lade det ligge i det uvisse?

[Rektor (Angel)]

Kate smilte omsorgsfuldt til Candy lagde hovedet en anelse til den ene side og spurgte så nærmest som var det det mest naturlige hun kunne spørge om "hvorfor hader du folk der ikke fortæller alt?" hun ville ikke kalde dem løgnere, for nogle havde jo sine gode grunde til ikke at afsløre alt de havde i tankerne.
Kate virkede helt rolig og eftertænksom, hun havde nu lagt alle tankerne om krigen bag sig og fokuserede nu kun på at hjælpe Candy. Hu n tog en mundfuld af sit vand, hvorefter hun lod glasset flyve væk og spurgte omsorgsfuld igen "Du skal vide at her på skolen er vi som n familie, vi beskytter hinanden for enhver pris og derfor har du intet at frygte. Det at du vil være en fare for os andre, er ikke grund til bekymring. Alle her ved at nogle er mere farlige end andre og faren for at være her er der også. Men på denne skole føler de fleste sig alligevel mere tryg end de nogensinde har gjort det før, ved du hvorfor?" Hun smilte kærligt og gik hen til det lille springvand som stod midt i rummet. Det forstillede ild, som flød og sprøjtede som vand. Der lå en sten-ligende ting i bunden og udviste en mystik som kun var sjældent set. Rund på siden af bundkaret var der smukke udsmykninger, der var billeder som forestillede en serie og hvad der kunne blive eller som allerede var. Kate gik hen til det, lagde sine hænder på karets kant og kiggede nærmest hypnotiseret og kærligt ned på den lidt aflange sten..

[Candy Sweet]

Candy rystede på hoved ”Jeg hader dem bestemt ikke. Folk skal have jo til selv at bestemme hvad der vedkommer mig. Men i det her tilfælde vil jeg nu mene det vedkommer mig temmelig meget. Men hvis du er uenig, er det jo stadig dit valg om du vil fortælle det” svarede hun blot roligt. Ikke alle havde den luksus. F.eks. med Kate selv. Hvis hun ville vide noget, fandt hun det blot selv. Hun lod ikke til at have nogle skrupler med at læse folks tanker, om hun havde deres tilladelse eller ej. ”Fordi alle bære på den samme hemmelighed her” svarede hun roligt, og skulle til at uddybe det en smule da Kate gik over til springvandet og virkede temmelig.. fjern. Hvad var det hun så på nede i vandet? Svømmede der en eller anden fisk rundt hun var utrolig glad for, siden hun pludselig fandt den mere interessant? Hun overvejede lidt at gå over for at kigge, men holdt sig fra det alligevel.

[Rektor (Angel)]

Kate hørte hvert et ord hu sagde, smilte roligt til trods for sine lidt fjerne blikke og spurgte så roligt "Hvad ville du mere sige? Jeg lytter Candy!" Hun smilte roligt frem for sig, lod håndfladen bevæge sig hen over ildvandets overflade, men rørte det ikke. Hun var få centimeter fra det, fjernede hånden og vendte så igen blikket imod Candy og smilte venligt.
Hun drejede hovedet til den ene side, hvorefter hun nærmest kiggede såret på hende og konstaterede så roligt "jeg graver ikke i folks hjerner uden grund og heller ikke uden tilladelse. Du ønskede hjælp, ikke sandt?" hun kiggede vurderende på hende, nærmest roligt og alligevel en anelse såret..

[Candy Sweet]

Candy stod et øjeblik blot og betraktede Kate, inden hun fortsatte "Vi er alle knyttet sammen af den samme.. gave, selvom hver enkelt gave er unik, ligeså unik som hver af de personer der besider dem. Det er et fristed for os alle, og der er vel næppe nogen der vil resikere at det forsvinder" fortsatte hun roligt. Hun fuldte Kates bevægelse med øjnene og havde efterhånden fået så meget styr på sine hænder at hun kunne tage en tår af vandet. Straks efter hun havde tænkt tanken, så hun dumheden af det i Kates aura, og slog skamfuldt blikket ned. Hvordan havde hun overhoved kunne tænke sådan? Kate havde gjort så meget for hende, sat så meget på spil ved at skjule hende her! "Undskyld.. Jeg kan slet ikke udtrykke hvor glad jeg er for din hjælp, men..." Candy gik lidt i stå. Visse ting var bare svære at indrømme omkring sig selv, selvom man godt viste det ".. som du nok allerede ved har jeg.. lidt svært... ved at stole på folk for tiden" fik hun til sidste frem. "Jeg ved dine hensigter er reelle og fra hjertet, men... Undskyld" afsluttede hun. Hun kunne slet ikke finde ord eller tanker til at beskrive det. Selvom hun viste folk var reelle nok, og kun ville hende det bedste, havde hun stadig svært ved at stole på dem, efter alt det der var sket. Hun havde stolet på sin psykolog, der havde hjulpet hende gennem så meget. Hun havde stolet på regeringen, på systemet... Men nu var de tilsyneladende allesammen imod hende.