Nostalgisk..?

[Cassie Abovo]

Cassie vandrede formålsløst rundt. Når man var hjemløs havde man ikke så mange steder at gå hen eller fortage sig når man ikke søgte efter mad.
Hun havde fundet frem til domkirken og besluttede at se lidt nærmere på den. Den var stor, gammel med rigtig flot. Kunstfærdige udskæringer i sten og marmor, statuer, gargoyles..
Hun gik stadig formålsløst rundt, mumlende en sang hun engang havde hørt.
"... masqurade, paper faces on parade, masqurade..."

[Leroy Sullivan]

Leroy sad allerede inde i kirken, han havde haft brug for at komme lidt ud og væk fra alt den larm og kaos der nogle gange var på skolen. Leroy havde ikke direkte noget imod hans nye skole, men han var ikke vandt til alle de folk og alt den kaos. han så op på det store kors som hang i enden af kirken, hans forældre havde altid vært kristne og Leroy følte sig et eller andet sted sikker her. han smilte lidt for sig selv, hvor efter han lå sig ned på den lange bænk, hans blik gled lidt rundt på det store loft med de mange malerier på, han havde altid godt kunne lide de mange lofte, som var i kirker.

[Cassie Abovo]

Cassie vandrede rundt om kirken, mens hun studerede alle statuer og marmor udskæringerne nøje og fascineret. Hun var ikke just den kristne type. Ikke noget hendes familie lærte hende meget om.
Efter at havde været gangen rundt om kirken, besluttede hun at tage en kigger indenfor. Der så ikke rigtigt ud til at være nogen i øjeblikket hun kunne forstyrre. Så hun åbnede forsigtigt døren op så stille hun kunne, for at liste indenfor i kirken.

[Leroy Sullivan]

Leroy hørte døgen gå op, han satte sig op for at se hvem der kom ind i kirken. Leroys øjne bevægede sig ned af den lange gang, han kunne ikke rigtig se en skikkelse, men tænkte han vel lige så kunne begynde at gå hjem af når der alligevel begyndte at komme folk. Han rejste sig op og begyndte lige så stille at bevæge sig ned af gangen. Leroy kunne ikke lade være med at smile, efter at have vært på skolen, så han hvor heldig han var, han kunne gå steder uden at blive mistænkt for at være mutant som så mange andre ikke kunnem. han lod igen sit blik søge efter den person som havde åbnet døren.

[Cassie Abovo]

På grund af det naturlige ekko der opstod i tomme kirker, hørte Cassie at der var nogen inde i kirken udover hende selv. Hun så sig nervøst omkring mens hun stadig stod i døråbningen. Hun var ikke så meget for at møde fremmede.

[Leroy Sullivan]

Leroy kom næsten helt hen til udgangen og kunne nu se pigen som stod der. han så lidt på hende, han var lidt i tvivl om han skulle sige noget. Leroy smilte stille til hende da han kom inden for hendes synsfelt Hej han smilte stille til hende, hun var et par år ynger end ham, men stadig en flot pige. Leroy kom helt hen til hende, han lod de mørke øjne betragte hende lidt.

[Cassie Abovo]

"Erhm, uhm.. hej.." mumlede Cassie nervøst til svar, mens hun så ned i jorden. Hun var ikke god til at hilse på fremmede. Og hvad var det for en mærkelig snurrende fornemmelse?
Hun kunne mærke hans øjne betragte hende, hvilket kun gjorde hende endnu mere nervøs og utilpas. Hun flyttede sig ud af døråbningen, ind i kirken, for ikke at stå i vejen hvis han var på vej ud.

[Leroy Sullivan]

Leroy smilte stille til hende, han var ikke helt klar over om han skulle gå eller blive, men han havde en eller anden underlig fornemmelse, ligesom når hans bror var i næreheden af ham. Leroy stod lidt og så på hende, i tvivl om han skulle gå eller blive. Er du fra skolen af hvis hun var en af dem som han lige nu mistænkte hende for at være, ville hun da vide hvad det var han snakkede om. han lod stadig de mørke øjne betragte hende, og prøve at gennemskue hende. Den snurrende fornemmelse som altid kom når nogen mutanter kom ind i hans radius, og hans evne forhindrede dem i at aktiver deres evner.

[Cassie Abovo]

Cassie følte sig utilpas ved hans stirrend og det faktum at han ikke så ud til at have travlt med at komme af sted. Og så den trælse snurrend inde i hende...
"Øhm.. hvad for en skole..?" Hun håbede hun ikke afslørede for meget bare med en enkelt sætning. Hun anede ærlig talt ikke hvad han snakked om. Hun håbede bare ikke han fandt ud af hun slet ikke gik på nogen skole. Ikke siden hun løb hjemmefra..

[Leroy Sullivan]

Leroy smilte stille til hende, han blev ved med at holde det mørke blik på hende, han var temmelig sikker på at hun var mutant, ellers ville han ikke føle sådan som han gjord nu. hvordan har du det ligenu efter ordne kom ud af hans mund kunne han godt høre hvor dumt det faktisk lød jeg mener har du ikke en underlig snurrende i dig han havde tit snakket med sin storebror om det, det var ikke nogen ubehaglig snurren men, bare så man lige kunne fornemme der var et eller andet. han stod stadig og smilte til hende, han lod igen blikket glide rundt i den store kirke, han lod tog et par skridt tilbage så han kunne stå op af væggen, men han var stadig ikke langt nok væk til hun ville være ude af hans felt.

[Cassie Abovo]

Cassie så op på ham med et mærkeligt blik. Hvad mente han med det?? Og.. hvordan vidste han om den mærkelige snurrende fornemmelse?
Hun blev kun mere nervøs, undgik at se på ham ved at se i alle andre retninger mens hun trådte et skridt væk fra ham. Han gjorde hende bare mere nervøs.

[Leroy Sullivan]

Leroy så på hende, han kunne ikke lade være med at grine lidt, han kunne godt se hvordan han virkede overfor hende. tag det nu roligt jeg har ikke planer om at gøre dig noget han smilte stille til hende. Leroy viste ikke rigtig hvordan han skulle spørg og valgte bare at gøre det direkte hør jeg ved du er en mutant, den snurrene fornemmelse du føler er på grund af mig han så igen på hende med de mørke øjne, han håbede han ikke skræmte hende helt væk, og at hun faktisk ville blive og snakke med ham.

[Cassie Abovo]

Cassie havde ingen ide om hvordan hun skulle forholde sig til den oplysning. Han vidste hun var mutant.
Hendes eneste reaktion var blot at stirre skræmt op på ham, mens hun prøvede at bevæge sig diskret hen imod døren igen.

[Leroy Sullivan]

Leroy smilte stille til hende, han kunne forstå hvorfor hun begyndte lige så stille begyndte at gå mod døren. hør nu her, du er en mutant og det er jeg også han kunne ikke lade være med at grine, han smilte stille til hende og håbede et eller andet sted hun ville blive lidt og snakke. den eneste måde jeg kan regne det ud, eller ja få dig til at føle den snurren er på grund af jeg selv er mutant han håbede at det ville hjælpe lidt og at hun faktisk ville blive, men han var ikke helt sikker, for hun virkede meget skræmt.

[Cassie Abovo]

Cassie så stadig meget nervøs ud, hun vidste simpelthen ikke hvordan hun skulle forholde sig til det. Hun havde ikke just talt med mange mutanter.
Men dog havde hun allerede talt med nogen. Og fyren her så i det mindste mindre skræmmende ud end Nigle havde gjort første gang de mødtes. Hun var bare mere nervøs overfor drenge ældre end hendes selv.
Hun så blot på ham i tavshed.