Eternal

[William Quiles]

Lysglimtet fra et lyn oplyste et kort øjeblik skoven op, kort efterfulgt af et højt tordenskrald. Regnen var for længst begyndt at sile ned i store tunge dråber. Træernes stammer og grene knirkede højlydt i den eller så stille skov og man kunne let forestille sig at dette var en dyster eventyrskov, ligesom dem i historierne. Mellem træerne kunne en bevægelse skimtes, ja han lyste nærmest op. han var iklædt en hvid t-shirt og et par hvide jeans, hans hår var gyldent og hans øjne som rav.
Han havde taget sin beslutning, vidste at der ikke var andet han kunne gøre, kunne ikke tage parti i den forestående krig, han havde for megen kraft. Hvis bare han kunne holde sin tidligere onde personlighed Nagato i skak ville det kunne lade sig gøre, ellers ville den gode side være fordømt. Påvirket af sine tunge tanker løb hårtynde gyldne flammer over hans tøj og lyste ham op fra lang afstand af.

[Jocelyn Faa]

*Lort Lort Lort Lort!* Sådan lød Jocelyns tanker. Hun var ude på en af sine daglige løbeture, og da hun var taget afsted fra skolen havde solen skinnet og vejret havde været rigtig godt. Hendes tøj var derfor også klædt på til solvejret. Stramme shorts der gik til midt på låret, og en hvid t-shirt der nu var gennemblødt og halvt gennemsigtig. Hvorfor havde hun også valgt så lang en løbetur, og så uden ekstra tøj med? Nu gik hun istedet i skoven, hvor træerne stod tættest, i håb om at få så meget ly for regnen som muligt. Der var altid en lyd af knækkende grene hver gang Jocelyn tog et enkelt skridt. Hendes hår der normalt var flettet i en lang hestehale og med et lidt vildt pandehår hang nu alt sammen løst og fladt på grund af regnen. Håret gik hende til midt på ryggen cirka, og var utrolig upraktisk i denne del af skoven. Tit sad hendes hår fast i en gren og flere gange udbrød hun enten et av eller et bandeord, som for at komme af med nogle frustrationer over at hun frøs, var våd, fik rifter fra træerne og kunne se frem til en lang kold tur hjem.

[William Quiles]

Han var bevidst om alt i sin nærhed, fordybet i en slags meditation, tanker uden tanker. Selvom han vidste hvad han måtte gøre, kunne han ikke lade være med at have lyst til at slutte sig til de 'gode', men han vidste også at kamp var det der højst sandsynligt ville være det der gav Nagato muligheden for at tage over.
Han havde levet flere tusinde år, selvom han nu kun kunne huske en syvhundrede stykker spredt over årene. Alligevel var en indre fred kommet over ham, så længe Nagato blev holdt nede kunne han koncentrere sig om det der var vigtigt, nemlig at beskytte alle. Det var meget muligt at han ikke kunne tage nogen side i kampen, men han kunne rede de tilfangetagne og helbrede de sårede. Måske kunne han samle flere der kunne hjælpe ham med at opretholde balancen. Den balance der var nødvendig for al eksistens, der var altid nød til både at være godt og ondt.

[Jocelyn Faa]

Jocelyn begyndte at ryste lidt af kulde, og vidste at det ikke var sundt at gå rundt i vådt tøj. Hun hev derfor sin t-shirt af så hun kun stod i shorts og bh. Derefter gav hun sig til at vride t-shirten så den kunne blive lidt tør. Selvfølgelig ville den aldrig blive helt tør, men det var heldigvis kun få dråberr der nåede igennem træernes tætte kroner. Endnu et lysglimt oplyste skoven og Jocelyn syntes at hun skimtede en anden person. Hun skyndte sig at tage t-shirten på igen, selvom den ikke var blevet meget tørere "Hallo?" Lød det usikkert fra hende, imens hjertet begyndte at hamre i brystet af nervøsitet. Havde hun bare set syner, eller var der virkelig andre i den her skov? Hvis bare hun kunne kontrollere sine evner lige nu. Hvis bare hun kunne gøre sig usynlig kunne hun gå tættere på og se personen, men hun kunne ikke styre det og forblev derfor synlig, og helt stille stående.

[William Quiles]

Han hørte en stemme bag sig og løftede med rolig mine ansigtet. Troede eller han havde styr på alt der var omkring sig, men lod sig ikke mærke med sin umiddelbare overraskelse. De gyldne flammer dansede på hans tøj da han vendte sig om på stedet og med et lysglimt stod bag ved pigen.
Hun så en anelse gennemblødt ud og også en smule kold. Selv havde han aldrig haft problemer med kulde.. eller varme for den sags skyld.. ildens væsen var jo trods alt en del af ham og ligeså meget var han en del af den. Hver gang en dråbe faldt på hans tøj fordampede den med det samme og efterlod derfor hans tøj hundrede procent tørt.
"Ja?" svarede han og smiledee rolig til hende.

[Jocelyn Faa]

Jocelyns hjerte begyndte at falde lidt til ro da der ikke kom nogen reaktion, men det begyndte straks at banke kraftigt igen da der pludselig stod en bagved hende. Hun skreg forskrækket og fik vendt sig om med en overrasket mine, imens hun bakkede tre fire skridt indtil et træ blokerede hendes rute. Hun var blevet ekstremt overrasket over den pludselige tilsynekomst af en fremmed person og hendes hjerte truede nu med at hoppe ud af halsen på hende. Da forskrækkelsen havde lagt sig lidt, så hun overrasket på ham. Hvordan kunne hans tøj være så tørt, når hendes egen t-shirt nærmest klæbede sig ind til hende. Han måtte selvfølgelig være mutant.. "U-u-undskyld" Lød det mumlende fra hende imens hun så ned i jorden. En rødmen steg til hendes kinder, fordi hun syntes hendes reaktion havde været yderst pinlig.

[William Quiles]

Et øjeblik følte han sig ligeså overrasket som hun så ud til at være. Pigen lignede jo Yo og så alligevel ikke, ligheden var slående, men Yo havde da ingen søskende havde hun? Dog sås intet tegn på overraskelse i hans ansigtsmimik eller kropssprog, i en verden hvor man kunne stole på meget få var det vigtigt ikke at virke overrasket over ubetydelige ting.
Ved hendes undskylding lyste hans ansigt op i et skævt smil "Der er intet at undskylde for, det var jo mig der forskrækkede dig" sagde han muntert. Var hun evnet eller almindelig? Hvis hun var i familie med Yo var det meget sandsynligt at hun var evnet, men man kunne jo aldrig vide. "Du ser en smule gennemblødt ud" kommenterede han stille.

[Jocelyn Faa]

Jocelyn trak vejret i små stød imens hun prøvede at få sin puls til at falde. Efter et par dybe vejrtrækninger så hun op på ham og rankede igen ryggen. "Man kan da vidst ikke skjule noget for dig" Lød det sarkastisk fra hende, dog med et skævt smil på læben. Gennemblødt? Ja det kunne man da vidst godt påstå. Hvs ikke det var fordi hun havde armene krydset over brystet ville man endda kunne se farven på hendes bh, så gennemblødt var hun. "Er du.. mutant?" Lød det spørgende fra hende. Det måtte han jo være siden han kunne være så tør i det her lorte vejr. Han var direkte kontrast til hendes egen situation.. og han virkede så rolig? Som om hans ro var overmenneskelig... "Mit navn er Faa..." Det var sjældent hun sagde sit fornavn, det var mest kun når hun lærte folk at kende og vidste hun skulle snakke mere med dem, for da var det ganske praktisk at de kunne ens navn.

[William Quiles]

Han smilede over hendes sarkastiske tone og vidste at hun ikke mente det så hårdt, hvad skulle hun eller have svaret på hans kommentar til hendes gennemblødte tilstand. De gyldne flammer på hans t-shirt samledes til omridset af en føniks og blev sådan et par sekunder førend flammerne atter en gang farede rundt i hårtynde tunger og holdt hans tøj tørt. Det var egentligt lidt unfair at han kunne rende rundt i tørt tøj når hun nu stod der og frøs. Han tog fat i sin t-shirt, trak den af og rakte den frem. Istedet for at danse på t-shirten dansede de gyldne flammer nu over hans overkrop. "Nej.. jeg er ikke mutant... Her, tag dog den våde t-shirt af og tag den her på istedet.. der er ingen grund til at fryse unødigt" sagde han smilende. "Jeg hedder forresten William" tilføjede han.

[Jocelyn Faa]

Jocelyn så lidt undrende på ham. Hvad fanden lavede de flammer så rundt på hans krop hvis han ikke var mutant? Et eller andet illusions bedrag? Da han tog sin t-shirt af og tilbød hende den smilede hun taknemligt "Mange tak" Før hun tog imod den og vendte ryggen til. Derefter trak hun sin egen t-shirt af og tog hans på, som til hendes forbløffelse var knas tør. Den så ikke bare tør ud, den var det også! Hun vred sin t-shirt igen og holdt den derefter bare i sin hånd. Da han præsenterede sig med sit fornavn, bød Jocelyns almindelige høflighed at gøre det samme "Jocelyn... Jocelyn Faa" Hun smilede en smule genert til ham, mest fordi hun ikke var helt vant til at tale med fremmede mennesker, men der var en underlig ro over ham... "Og undskyld.. Undskyld at jeg troede du var mutant" Det var jo ikke alle mennesker, faktisk næsten ingen som brød sig om at blive forvekslet med en mutant.

[William Quiles]

Han smilede fortsat roligt til hende "Mig en glæde at møde dig Jocelyn" Hvad var der med alle de undskyldninger, de havde kun kendt hinanden i få minutter og allerede havde hun sagt undskyld tre gange, der var jo intet at sige undskyld for.
"Jeg er ikke mere en mutant end alle andre mennesker her i verden er.. faktisk er jeg mutant i mindre grad end de fleste." Det sidste sagt mere til ham selv end hende. han smilede til hende med et glimt i øjet og en munter tone i stemmen "Jeg er en af de evnede" sagde han forklarende. Han nægtede pure at bruge ordet mutant om de evnede, som om alle de 'normale' ikke også var mutanter.

[Jocelyn Faa]

"Åh" Lød det stille fra hende, da William fortalte at han var en mutant.. eller en af de evnede som han valgte at udtrykke sig "Undskyld at jeg kaldte dig mutant" Endnu en undskyldning? Det lod til at Jocelyn led af et eller andet mindreværdskompleks, med alle de undskyldninger hun hele tiden kom med. Hun stod og betragtede William lidt og skulle til at spørge om han ikke fryste nu hvor hans t-shirt var taget af, men så kom hun i tanke om at t-shirten jo var hel tør, og han virkede heller ikke kold. Mon han kunne manipulere med ild eller sådan noget? "Er det tilladt at spørge hvad din evne er William=" William var egentlig et pænt navn.. Meget britisk egentlig... Hun anede ikke selv hvad hendes navn mindede om? Hun havde tit undret sig over hvor hendes navn havde oprindelse henne og selv syntes hun Faa lød lidt kinesisk, men hun havde jo ingen kinesiske træk? Mon Yo vidste noget om hvor navnet stammede fra?

[William Quiles]

Det var ikke noget problem for ham at hun havde kaldt ham mutant, det var jo et udtryk der betegnede de evnede og var noget hendes generation var vokset op med. Gennem årene var han blevet kaldt heksemester, dæmon, messias og så videre, der var næsten ikke det han ikke var blevet kaldt. Men sådan var det jo når man levede for evigt, det værste var kirkens jagt på alle evnede under heksejagten. "Du skal ikke sige undskyld, jeg er blevet kaldt det der er værre" sagde han muntert og med et skævt smil. Da hun spurgte om hans evne lyste en flamme kort op i hans øjne "Jeg er phoenix" svarede han med en kryptisk tone.

[Jocelyn Faa]

"En føniks" Lød det mumlende fra hende. "Så har du garanteret levet i mange år?" Han holdt sig satme godt... Men.. Nå ja en føniks bliver jo genfødt hver gang den dør, altså ville det være umuligt at fastlå hans sinds alder, kun kroppens. "Går du så også på skolen?" Spurgte hun lidt nysgerrigt. Hn kendte nemlig ikke nogen fra skolen udover Yo Faa... Hun havde dog hørt lidt om Nightwalkers og en eller anden Nigle måske var med i det, og rygterne om en modstandsbevægelse var også til stede.. Navne havde hun også hørt lidt af, men aldrig fået snakket med nogen udover Yo. Ikke fordi hun var asocial, hun var simpelthen bare ikke stødt ind i andre mennesker endnu, hvor der havde været tid til en snak, og når der endelig var en at snakke med havde hendes evne for det meste gjort hende usynlig..

[William Quiles]

Han kløede sig på skulderen og sænkede sin hånd igen, men stoppede halvvejs og betragtede sin håndryg. Ja han havde levet i langt flere år end han havde lyst til at huske, og det værste var at han endnu ikke kunne huske alt, kun ca. 500 år ud af flere årtusinder. Havde den unge rektor dog bare set fornuft og hjulpet ham til at låse op for de sidste minder, så var der måske ikke gået så mange uskyldige liv tabt. Han huskede stadig med sorg alle de uskyldige mænd og kvinder han nådesløst havde slået ihjel for bare et par uger siden, da Nagato tog over. Han huskede hvordan han næsten havde slået Kira ihjel og var nød til at stikke kniven gennem sit eget hjerte for at redde hende, huskede hvorfor han ikke kunne være sammen med hende mere.
"Jeg er evig" svarede han bare til hendes første spørgsmål, kendte hende ikke godt nok til at ville uddybe mere, det var nok at han havde afsløret sin sande natur over for hende, men han gad ikke skjule den mere. Han lod sin hånd sænkes helt og rettede sit ravgyldne blik mod hendes "Jeg går ikke på skolen.. Jeg bor der for tiden, men jeg kan ikke bruge skolens undervisning til noget" sagde han tonløst.