Skalkeskjul

[Kyrie Eleison]

Hvordan havde hun gennemskuet ham... Det måtte være noget med hendes evne, for han var sikker på at facaden havde holdt tæt. Han smilede roligt og lavede et lille skuldertræk, som for at vise at han var lidt ligeglad "Det er nemmere bare at være ligeglad med det, frem for at gå og sige til alle man hilser på at man ikke behøver en oversættelse" Hvis han kunne lade som om at det ikke rørte ham, og folk troede således så var det jo klart nemmere. Det var jo heller ikke verdens undergang at folk ville oversætte hans navn hver gang. "Men hvordan vidste du at det generede mig?" Lød det roligt fra ham... Han vidste at der var andre folk til stede, men hvis hun kunne forklare sin evne uden at afsløre at hun var mutant så kunne han jo stadig få det at vide, men det krævede selvfølgelig også at Candy tænkte sig lidt om, hvor de fleste nok ville vælge bare ikke at svare, da det var langt nemmere

[Candy Sweet]

Candy satte koppen ned igen ”Det er det vel” sagde hun stille med et lille skuldertræk. Det kom man jo bare ikke så langt med. Men hvis man kunne leve med irritationen, så var det vel fint nok! ”Det var vel bare et gæt… Kunne forestille mig det kunne ske med sådan et specielt navn. Tro mig, jeg kender følelsen, hvis jeg havde en dollar for hver dum kommentar jeg har hørt om mit navn, ville jeg være en rig kvinde” sagde hun med et lille smil. Candy Sweet. Et tåbeligt navn at vælge, men det virkede tilpas dumt til at ingen ville mistænke det. Men hendes ord var sådan set sande nok. Enhver ville da finde det irriterende at få kommenteret sit navn hver eneste gang man skulle introducere sig.

[Kyrie Eleison]

"Et gæt?" Han smilede venligt igen, selvom han følte en smule tvivl. Ja det kunne da godt være et gæt? Alt behøvede jo ikke at relatere til en mutants evner, det havde han jo også så småt erfaret i løbet af sin levetid. "Men du har alligevel valgt det?" Han vidste jo hvad navn hun var efterlyst under, og regnede sig frem til at det måtte være det oprindelige.. Hun havde skiftet navn, for at skjule sig og leve mere anonymt, men hun havde alligevel valgt et forholdsvis opsigtsvækkende navn, som oven i købet også medførte dumme kommentarer? Fra Kyries synspunkt virkede det ikke særlig intelligent gjort, men hun havde vel sine grunde? Han gnavede lidt mere af sin småkage, og havde efterhånden mistet appetiten for dem. Han havde ganske vidst kun spist 3 indtil videre, men han fandt dem bare så kedelige og intetsigende.

[Candy Sweet]

Candy smilte svagt ”Ja, det virker tilpas dumt til at ingen ville tro det var noget jeg selv havde valgt” sagde hun lavmælt for at være sikker på der ikke var andre der hørte hende. Navnet var ikke et hun var helt vild med, men hun kunne vel leve med det og vende sig til det med tiden. Hun havde også bare skulle bruge et navn rimelig hurtigt. ”Men ja, et gæt… Det var nu heller ikke svært at se det irriterede dig. Du ved, du dør ikke af vise lidt følelser? At droppe facaden? Det skulle faktisk være rimelig sundt har jeg hørt” sagde hun roligt. Det var vel enlig rart nok at sidde og smalltalke lidt i det offentlige. Hun havde aldrig været bleg for at snakke med fremmede før i tiden, men det var bare ikke rigtig en mulighed længere.

[Kyrie Eleison]

Han nikkede lidt.. Hun havde ret omkring sit navn, ikke mange ville tro at hun havde valgt navnet selv, netop fordi det virkede som et belastende navn... Ingen teenager ville kalde sig selv Candy Sweet, medmindre det var for at narre andre, som i Candy's tilfælde... Da hun valgte at konfrontere ham med hans facade, smilede han bare roligt... Der var egentlig ikke mange der havde valgt at snakke om hans facade direkte til ham... Jo der var selvfølgelig mange der havde bemærket den, når folk igennem længere tid havde set ham være rolig og afslappet emd et lille smil på læben uanset hvad der så var sket, så havde folk gættet at han havde en facade på hele tiden, men de fleste nøjes med at tænke at han skulle droppe facaden, eller også talte de om den til deres andre venner.. "Droppe facaden... Vise følelser?" Han trak på skulderne og gnavede lidt af den snart smagsløse småkage "Der er ikke mange som opdager at jeg holder en facade, og slet ikke efter første samtale" Lød det tænksomt fra ham "Hvordan fandt du ud af det?" Han havde ikke lyst til at kommentere sin facade ved at svare på hendes sætning, istedet stillede han bare et nyt spørgsmål, der dog var inde i samme emnekategori, så det virkede naturligt istedet for end undvigelse.

[Candy Sweet]

Candy smilte stille og varmt tilbage til ham ”Jeg er en god menneskekender” svarede hun bare med et lille smil ”Men hvorfor klamre du dig sådan til den?” spurgte hun og lænede sig lidt frem, men lænede sig så en smule tilbage igen ”Sig endelig til hvis jeg er for nærgående” halvt undskyldte hun så. Det var jo et meget personligt spørgsmål. Ikke fordi han just selv havde været tilbageholdende med spørgsmålene, men det gav jo ikke hende frit leje til bare at spørger ind til hvad hun ville. Der var mange ting folk ikke ville snakke om, og hun af alle havde gode muligheder for at ramme disse emner på grund af sin evne, og sit store hjerte. Når hun fandt ting der nagede, havde hun svært ved at lade dem ligge. Hun blev nød til at hjælpe, eller i hvert fald forsøge på det!

[Kyrie Eleison]

"Hvorfor jeg klamre mig til den?" Han smilede forsat roligt, dog trak han let på skulderne "Jeg ved ikke hvorfor" Lød det så ærligt fra ham "Det ligger bare så naturligt til mig tror jeg?" Han havde udvist denne rolige og afslappede facade i utrolig lang tid, så det nærmest var blevet hans personlighed? "Med en facade behøver man ikke at tage unødvendige konflikter op, og så kan man bruge tiden på mere fornuftige ting?" Selvfølgelig var der tider hvor han følte at der var alt for meget holdt inde i ham, og hans følelser var ved at koge over, men til de tider gik han et sted hen for sig selv og afreagerede.. Kølede af og fik kontrol over sig selv igen, før han så igen vendte tilbage med den evig holdbare facade. Han havde kun nedbrudt facaden for en person.. En tidligere elev på skolen, som nu var forsvundet i den blå luft... Hvor sukker sødt det end lød, var denne person den eneste han havde elsket her på skolen.. Virkelig holdt af... Alle andre havde kun fået set det som han mente de skulle se

[Candy Sweet]

Candy fik en lidt mere alvorlig mine ”Men hvad vil du gøre når den falder sammen? Når facaden krakelere, og du står tilbage med en knust skal og et tomt sind fordi du har glemt hvem du er, efter at have levet facaden så længe?” spurgte hun roligt. Det var ikke for sjov psykologi havde været et af hendes ynglings fag i skolen. Hun var faktisk ikke helt blank når det kom til hvordan den menneskelige psyke virkede. Facaden var en af de mest klassiske, men ikke nær så hyppige som man skulle tro. Men en ting var sikkert. Lige meget hvor god ens facade var, eller hvor længe den allerede havde holdt, så var det sikkert at den ville falde sammen på et tidspunkt, og efterlade personen blottet. Det ledte ofte til paranoia, da det var naturligt at føle sig jagtet af alle, nu hvor ens ’forsvar’ var nede.

[Kyrie Eleison]

Han lagde nu den halvt spiste småkage fra sig, da lysten til den simpelthen var blevet for lille. "Min facade vil aldrig bryde sammen, medmindre jeg tillader det?`Selv når jeg ligger i graven vil der være et smil på mit ansigt, hvis det er hvad jeg ønsker" Han havde så godt selvkontrol at han kunne vise det han ville... Han virkede glad når en døde, han kunne virke trist over en glædelig nyhed.. Hans kontrol var så god at han kunne lave hvilket som helst ansigt til hvilken som helst situation.. At den skulle krakelere?? Det ville aldrig ske.. "Det er jo ikke sådan at min facade er oppe hele tiden.. Jeg viser da mit rigtige jeg, en gang imellem?" Hvilket var sandt, men dog ikke i så høj en grad. Han havde da godt nok vist sit rigtige jeg, men sidst det skete var snart et år siden... Nogen gange kunne han ligge om natten, afslappet uden at holde en facade, og så spekulere på hvem han egentlig var... Han kunne give sig selv den personlighed han ønskede i enhver given situation, og så overbevisende at han nogen gange overvejde hvem han oprindeligt var. Det var længe siden han havde været sig selv, og der ville gå lang tid før det skete igen... "Der er ingen grund til at droppe min facade, at kunne tilpasse sig enhver situation med enhver personlighed er rimelig praktisk.. Nemmere at komme uden om problemer..."

[Candy Sweet]

Candy rystede let på hoved ”Den vil krakelere, og når det sker vil du være fortabt” Hun studerede hans aura og den gav hende ret. Hans kontrol var for god, og det ville blive hans undergang ”Der vil ikke være nogen til at hjælpe dig, for der er ingen der ved hvem du enlig er, vel?” spurgte hun så roligt. Det var tydeligt. Hele hans liv afhang af hans facade. Når den var væk, ville der så overhoved være noget tilbage? ”Du bliver ved med at snakke om den nemme løsning, om at undgå problemer og komme nemt udenom dem. Hvorfor? Er du bange for at tage en diskussion op? Livet er ikke nemt, og det er ikke problemfrit. Alle bliver stillet overfor problemstillinger, og det er af dem vi lære noget om livet, og om os selv, lige meget om de valg vi tager er rigtige eller forkerte. Vi for erfaring som kan bruges når vi bliver stillet overfor stører problemer som vi så vil være i stand til at overkomme. Men ved at undgå alle problemerne får man ikke den erfaring, og når der så endelig kommer et virkelig stort problem som man ikke bare kan valse udenom, så er man bare screwed!”. Hvis han altid bare undgik problemerne, ville det bide ham i røven senere, og være 100 gange værre, det var sikkert.

[Kyrie Eleison]

Kyrie så lidt på hende... Ingen der vidste hvem han egentlig var? "Jo.. Der er en.." Lød det ærligt fra ham.. Problemet var bare at hun var forsvundet for et år siden, og han kunne ikke huske hendes navn... Som en meget tidlig erindring der smuldrede som sand der løb ud mellem hænderne, og der nu kun var små stumper tilbage af... "Der...var...en" Rettede han så sig selv imens han smilede roligt til Candy... Han var jo ikke engang sikker på om den kvinde levede mere, og derfor skænkede han hende ikke mange tanker i hverdagen. Han tænkte lidt videre og alt det hun sagde, imens de klare grønne øjne betragtede hende "Bange siger du?" Han kom til at give et kort lavt grin fra sig "Ikke bange nej... " Igen talte han ærligt, for der var ikke noget for ham at skjule lige nu "Der er bare spild af tid... Der er mere fornuftige ting man kan bruge sin tid til, end at løse små problemer som man bare kan gå udenom" Hvorfor skulle han f.eks. bruge tiden på at forklare folk at han ikke ville høre kommentarer om sit navn, hvis han kunne bruge den tid til noget andet? Hvorfor skulle han vise sorg over dårlige ting, så folk kunne spilde deres tid ved at trøste ham, når han kunne virke glad og de så kunne bruge tiden til bedre ting? Nej.. Ikke bange... bare uinteresseret... Alt dette her var dog ikke den eneste grund til at han beholdt sin facade... Dybt nede i sig selv, følte han en begyndende tvivl.. Tvivlede på om han overhovedet kunne droppe facaden? Om allerede var forsent.. Kunne han frivilligt droppe facaden? Var han overhovedet sikker på hvem han var mere uden sin facade... Den tvivl, den nagede ham dybt nede, men han havde intet ønske om at finde ud sandheden.. Om tvivlen var begrundet.. Det var så meget nemmere bare at blvie ved med at holde facaden oppe..

[Candy Sweet]

Candy sukkede lydløst. Han forstod det simpelthen ikke, men havde hun kunne forvente det? Hun havde givet ham noget at tænke over, og hun kunne se han gjode det og det var det vigtigste. Måske ville han finde meningen med det senere. "Det er ikke et spørgsmål om at det tager tid, det er et spørgsmål om at det er en del af livet man, i dit tilfælde, må tage sig tid til" konkluderede hun blot roligt og ignorerede hans latter. Han virkede nu som en kvik knægt, han skulle nok finde meningen med hendes ord før eller senere. Hvis det da ikke blot var et problem han bare gik udenom. Hun løftede sin kop for at tage en tår, men stoppede midtvejs. Hun holdt den stille der et øjeblik mens hun betraktede ham, indne hun sænkede den igen "Selvom du er så sikker på din facade og på at det er 'nemmere', så tvivler du stadig?"

[Kyrie Eleison]

Han smilede roligt af hendes sætning... En del af livet.. Da hun skulle til at drikke af sin kop, ville han til at se rundt for at orintere sig, imens tavsheden varede, men ud af øjenkrogen så han at hun sænkede koppen inden hun fik drukket noget og hans blik gled nysgerrigt tilbage på hende. Da hun sagde at han trods alt tvivlede fik han et chok.. Som altid kunne det ikke ses udenpå, hvor et skævt smil bare bredte sig på læberne, men inden i var det som om selve hjertet var holdt op af overraskelse.. Som om hver en celle i kroppen standsede for at finde en mening med det hele... Hun kunne ikke vide at han tvivlede? "Tvivler.. Tjah.." Hans stemme var tænksomt og stilfærdig "Men jeg tvivler ikke på min facade.. Den er fast som en klippe, min tvivl er et andetsteds" Han følte ikke for at pointere hvor tvivlen var, for han havde ikke lyst til at fortælle til alle og enhver om frygten for at miste sig selv. Istedet smilede han roligt som altid "Men omend du er menneskekender, vil jeg ikke tro at dette bare var endnu et heldigt gæt.. Du så min tvivl, skønt min overflade var rolig, tidligere så du min irritation... Jeg tror ikke det er gæt, men at du kan se.. følelser?" Det var hans gæt på hendes evne.. Det måtte være noget i den stil, for selv en menneskekender ville ikke kunne se hans følelser igennem facaden. Hans stemme var stille og lavmælt for at ingen skulle høre det, og med det omgivende larm der var, så var der heller ingen chance for at nogen ville overhøre samtalen... Han tog endnu en bid af sin småkage simpelthen for at havde noget at bruge sine hænder til, selvom smagen blev mere og mere tør, mere trist og farveløs..

[Candy Sweet]

Candy betragtede ham blot mens han talte. Hun så overraskelsen blive til frygt, så til desperation. Han var virkelig ikke van til at folk kunne se igennem hans facade. Ufatteligt at han kunne smile sådan, selvom hans indre var så oprørt! Hun spurgte ikke mere ind til hans tvivl. Det var tydeligt at det ikke var noget han ville snakke om, hvert fald ikke med hende. Hun lyttede da hans talte videre, og et lille smil spredte sig på hendes læber ”Jeg ser følelser, ja” indrømmede hun blankt ”Men jeg ser også meget mere” tilføjede hun roligt. Følelser, tilstand, mutant eller ej, intentioner… Ja, hun så meget mere end blot følelser. Hun løftede sin kop igen og fik denne gang taget en tår. Dog blev det kun en lille en, før hun med en grimasse fjernede koppen og satte den fra sig ”Pis… Den er blevet kold” sagde hun små irriteret men smilet faldt hurtigt tilbage på hendes læber.

[Kyrie Eleison]

Kyrie smilede roligt.. Så det var hendes evne.. Hun kunne se folks.. hvad udtryk var det der tit blev brugt.. Aura? Hun kunne altså se den såkaldte aura? Det var da meget bekvemt, så overfor hende var facaden ubrugelig.. Hun kunne se hvis han løj, kunne se hvis han var ked, oprørt, vred eller andre ting.. og mange andre ting... "Så det er bare en permanent aktiv evne du har? eller kan du slå det til og fra?" Lød det roligt fra ham.. Han kunne godt forestille sig hvis det var en der var aktiv hele tiden, for det var de fleste øjenevner som regel.. Da hun pludselig udbrød at hendes Irish Coffie var blevet kold smilede han lidt for sig selv.. Nu ville det da være praktisk med en ildmanipulatør eller sådan noget.. Var der overhovedet sådan en på skolen? Ikke så vidt han huskede... "Så ville det vel være praktisk at bestille en ny?" Lød det roligt fra ham.. Der var jo ikke meget ved at drikke kold Irish Coffie.. Han kom pludselig i tanke om sin tallerken men småkagerne, som for ham var blevet uspiselige og han skubbede den lidt længere ind på bordet "Åh forresten, bare tag for dig.. Jeg har mistet appetiten" Lød det venligt fra ham