Skalkeskjul

[Candy Sweet]

Lørdag kl. 16:37

Candys hår var godt gemt oppe under hendes strikkede, sorte, rasta hat og hendes ansigt godt skjult bag et par enorme solbriller. Solen skinnede fra en skyfri himmel ind af vinduerne, så det virkede ikke mistænkeligt på nogen måde. Ellers sad hun blot og nød en Irish coffie, iført en brun kortærmet og trekvart jeans. Hun havde brugt en uge på mutant skolen, men hun kunne simpelthen ikke holde det ud længere. At være fanget af sin egen frygt. Hun måtte bare komme ud! Så hun havde fundet en 'forklædning' og var taget ud for at shoppe fra morgenstunden. Nu sad hun så her med 4 fulde poser og et lille smil. Der var ikke sket noget. Hun havde kunne gå frit på gaden, uden problemer! Hun havde ikke engang set mistanke i de mange auraer hun havde passeret i løbet af dagen.

[Kyrie Eleison]

Kyrie havde besluttet sig for at bruge denne dag på at slappe af. Han havde pjækket fra endnu en fysik time, som først skulle slutte om en times tid, og som altid var han der ikke. Han brgute istedet tiden på andre ting, og lige nu nød han vejret ved at sidde og slappe af i Café cross. Nogle småkager lå på en lille tallerken foran ham, og engang imellem gnavede han af den som han holdte i hånden. Engang imellem skævede han over til en pige med enorme solbriller. Han syntes at havde set hende før på skolen, men fordi hun var skjult bag et par enorme solbriller og havde gemt håret væk kunne han ikke bedømme det ordenligt. Derfor skævede han engang imellem over til hende, imens han håbede hun ville lade hatten, eller solbrillerne falde af.

[Candy Sweet]

Candy lagde ikke videre mærke til fyren der holdt øje med hende, selvom han ikke var videre diskret, så havde hun alt for travlt med at holde lav profil. Hun tog et sip af sin kaffe og trak sin mobil op af lommen efter at havde følt den velkendte vibrerende bevægelse. Hun holdt mobilen frem for sig, men rykkede hele tiden på den. De mørke glas i solbrillerne og genskinnet i mobilskærmen gjorde det simpelthen umuligt at se noget som helst! Hun kiggede sig kort omkring inden hun trak solbrillerne lidt ud og op så hun kunne se skærmen. Stellet løftede lidt i hatten, så en lille lok af knald rødt hår faldt ned foran hendes øre. Hun lagde hurtigt mobilen fra sig, skubbede brillerne på plads og skubbede håret tilbage op under hatten igen, mens hun så sig lettere paranoidt omkring. Havde nogen set det? Og hvis de havde, ville de så ligge to og to sammen? Selvfølgelig ville de det når hun opførte sig så mistænkeligt! Hun sukkede dybt og tog endnu et sip af sin Irish Coffie.

[Kyrie Eleison]

Kyrie smilede lidt for sig selv, inden han rejste sig nonchlant op og tog sin småkage tallerken med. Afslappet gik han hen til Candy's bord, satte tallerken og lænte sig ind over bordet med hænderne i bordpladen så han ikke faldt forover "Gemmer du dig for nogen?" Lød det stille og afslappet fra ham. Han havde set lidt af det røde hår, og var overbevist om at hun var en han havde set på skolen, men han kunne stadig ikke se hvem det var. Han kunne huske Cessily havde rødt hår, men hendes hud var rent kviksølv så det var ikke hende. Samtidig med at hun så febrilsk havde stoppet det røde hår væk og skubbet solbrillerne op igen, var Kyrie overbevist om at hun måtte skjule sig for en eller flere personer?

[Candy Sweet]

Candy satte kaffen fra sig, og hun kunne mærke sin puls stige idet hun så en lettere bekendt gut rejse sig og gå mod hendes bord. Havde han genkendt hende? Hun kiggede lidt på tallerkenen da han satte den, men hendes blik for op ved hans spørgsmål. Hun fugtede roligt læberne, selvom hun havde mest lyst til at skrige og løbe langt væk ”Kender jeg dig?” spurgte hun roligt. Endelig kunne hun bruge alt hendes teater og drama undervisning i det virkelige liv. Hun kiggede stille på fyren. 17-18 år, veltrænet, mutant og stille og rolig i fremfærd. Nysgerrig, og en kende mistænksomhed.

[Kyrie Eleison]

"Det ved jeg ikke om du gør" Lød det ganske ærligt fra ham imens han så ind i hendes solbriller som genspejlede hans ansigt "Men jeg tror jeg kender dig" Han smilede og satte sig ned. Han vidste stadig ikke helt hvem hun var, men stemmen virkede også bekendt. Rødt hår.. Stemmen.. og hendes opførsel? Der var ikke mange elever der skjulte sig for mennesker medmindre de havde pels, men der var en på skolen som var eftersøgt... Candy hed hun vidst nok.. Candy... Der var den squ. Kyrie var overbevist om at den overfor sig var Candy Sweet, men han ville ikke drage forhastede konklussioner, og sad derfor bare afslappet og betragtede hende "Du går på skolen for "begavede" børn right?" Lød det fra ham.

[Candy Sweet]

Candys hjerte sprang et slag over ved hans anden kommentar. Han virkede bekendt, og det samme med hans aura. Han var mutant, altså nok ikke efter hende af samme grund som alle andre. Med mindre han var ude efter dusøren? ”Kender mig? Hvorfra dog?” spurgte hun, og selvom hun gjorde hvad hun kunne, kunne hun ikke undgå at hendes stemme skælvede en smule. Han var afslappet. Mistanken lod til at forsvinde, men nysgerrigheden varede ved. Havde han gættet det? ”Jo, det gør jeg. Er du selv derfra eller?” spurgte hun roligt. Han lagde trukket. Han var mutant. Han var helt sikkert fra skolen, hvilket også ville forklare at hun genkendte ham.

((btw. Så er hun efterlyst som Diana McDiggens, men går under navnet Candy Sweet på skolen))

[Kyrie Eleison]

Han smilede lidt. Hun gik på skolen, så måtte det være Candy, ingen tvivl om det. Han nikkede kort som svar på hendes spørgsmål "Jeg er jo yderst begavet" Han tog en af sine småkager op fra tallerknen og tog en bid af den. Da han havde tygget af munden snakkede han igen "Det må være derfra jeg kender dig" Da han havde sagt det kom han en smule i tvivl. Ikke noget der kunne ses på hans ydre facade, men måske kunne Candy's evner se at han kort var i tvivl? Han vidste ikke om han skulle bruge det navn hun var eftersøgt under eller det navn hun brugte på skolen og dog.. Det var egentlig ikke så svært igen. Hun gik under navnet Candy, så ville hun nok helst kaldes det, og så var det iøvrigt direkte dumt at bruge en eftersøgtsnavn i fuld offentlighed, overfor en som prøvede at gemme sig. "Candy right?"

[Candy Sweet]

Candy nikkede stille og tog en tår af sin kaffe. Han viste tydeligvis hvem hun var, men hvor ville han hen med det? Ville han afpresse hende, eller var det af rent nysgerrighed? Hun så ingen gul grådighed i hans aura, så kunne hun håbe det var af ren nysgerrighed? Jo, det var fra skolen han kendte hende. Hun nikkede stille til det også, kunne ikke rigtigt finde på noget at sige. Hun tog endnu en tår at drikke lige idet han talte igen. Hun satte koppen fra sig igen og smilte stille "Jo det er mig. Jeg må nok indrømme at jeg ikke lige kan sætte fingeren på hvem du er?"

[Kyrie Eleison]

Han var ikke overrasket over hendes manglende kendskab til hans person, og da slet ikke når hun var ny på skolen. Han tog en bid mere af sin småkage, som nu var væk. Hun forventede vel også en præsentation af ham? "Well, så kan jeg informere dig om at mit navn er Kyrie Eleison" Han krydsede armene foran sig og lænede sig godt tilbage i stolen. "Såeh? Hvor mange penge er du værd?" Lød det smilende fra ham. Han havde ingen intentioner om at indkassere denne dusør, først og fremmest fordi det var for besværligt, men også fordi han ikke så nogen grund til at indlevere en anden mutant. Næh hans spørgsmål kom egentlig bare af ren nysgerrighed og så også for at havde noget at sige, uden det blev tomhjernet pladder.

[Candy Sweet]

Candy stussede kort over navnet "Betyder det ikke 'Herre forbam dig' på latin?" nåde hun lige at spørger inden hans anden kommentar kom. Hun kiggede væk "Hvorfor åbner du ikke bare en avis og finder ud af det?!" sagde hun vredt men lavmælt. Hun kiggede på ham skråt op, gemt bag sine solbriller. Hun så ingen skadende intentioner, blot nysgerrighed. Men det var tydeligvis et ømt punkt, og hvorfor skulle det ikke også være det? Hun kunne ikke gå nogle steder, uden at være forklædt, og selv der var det en stor riciko.

[Kyrie Eleison]

Han tog åbenbart hendes udbrud med kølig ro, for hans ydre facade ændrede sig ikke det mindste. Hans indre facade blev heller ikke påvirket. Samme rolige jeg... "Fordi jeg ikke har nogen avis?" Lød det ganske logisk fra ham. Hans stemme var dog lavmælt som om hun bare havde stillet et ganske normalt spørgsmål. Derefter valgte han at besvare hendes spørgsmål omkring hans eget navn. Det var egentlig utroligt som folk altid ville vide hvad det betød, og hvis de vidste det, så skulle de altid spørge for at være sikker. "Jo det skulle jeg mene" Lød det med et venligt smil fra ham. Igen en perfekt facade, selvom han følte et lille stik af irritation et sted inde i sig. Kunne det i princippet ikke være en smule ligegodt hvad det var hans navn betød? Han hed Kyrie Eleison, det var jo ikke fordi de skulle gå og kalde ham Herre forbarm dig, eller noget i den stil?

[Candy Sweet]

Candy kiggede bare ned i sin kop. Han var rolig, for rolig. Ejede den gut ikke medfølelse? Ingen reaktion overhoved! Ja, hun havde set mange der kunne holde masken, men få der faktisk overhoved ikke blev påvirket af andres lidelser. Hun svarede ikke yderligere på hans spørgsmål. Hvad fanden var det også at spørger om? ’Hvor meget er du værd’, som om hun var et objekt, eller en eller anden ludder? Men han havde jo nok bare tænkt det som en vittig bemærkning. Han viste nok ikke hvor ondt sådan en tankeløs bemærkning kunne gøre. Hun rettede blikket op på ham igen da han talte anden gang, og irritationen var tydelig, som en kort, stikkende farve. ”Undskyld, du har jo nok hørt det en million gange før” sagde hun roligt som undskyldning, men også for at skifte emnet.

[Kyrie Eleison]

Kyrie nikkede kort til hendes sætning, og roligt forsvandt irritationen igen. "Tjaeh.. Tror jeg har hørt det sådan cirka hver gang jeg har præsenteret mit navn, for et nogenlunde intelligent væsen" Han smilede kort og gnavede lidt af endnu en småkage. Hver eneste gang han præsenterede sit navn for en der havde set anime, læst manga eller kunne en smule latin så syntes de at de lige skulle lave en oversættelse af navnet "Men det går jo no, jeg..." Der gik han så i stå midt i sætningen, fordi en altoverskyggende tanke lige pludselig slog ned i ham... Hvorfor undskyldte hun overhovedet? Han havde da vidst venlighed og forståelse? Havde hun gennemskuet hans facade? Nej det var umuligt... Han rømmede sig kort før han forsatte "Jeg dør jo ikke af at folk spørger" Lige i det mellemrum hvor han var stoppet med at snakke, var selv hans facade væk, fordi han mente at der ikke var behov for at bruge den. Hun måtte godt vide at han var blevet forvirret i et par sekunder.

[Candy Sweet]

Candy rystede svagt på hoved ”Nok ikke nej. Men når det nu irritere dig sådan, så er det vel bedre at folk ved det, i stedet for at de bare tror du er helt cool med det” sagde hun roligt og tog en tår af sin Irish coffie. Tvivl? Ja, og meget af den. Men hvad tvivlede han på? Sig selv? Hende? Der var mange variabler, for mange til at hun kunne finde et svar. Men det var kommet efter hun havde kommenteret hans irritation. Men da den forsvandt var der hvor den var mest tydelig. Hans facade. De få sekunder af forvirring, tvivl også… Perfekt kontrol og to igen. Det var næsten uhyggeligt, ja nærmest direkte skræmmende. Og alligevel noget man så forbløffende ofte, dog ikke så forbløffende godt.