afsløret

[Windy Frances]

Windy kom løbende med en mindre flok efter sig, hun var i sin rigtige form og sekundtet efter var hun væk, de jagtende var mennesker, gadedrenge, der jagtede hende, man kunne ikke sige dem imod, Windy's rigtige skikkelse var ikke den mest normale, hun stod op på taget af en efterladt bygning, bange for den andre, hendes lunger arbejde på højtryk, og sidestikket kom nu, hendes tøj var et par bukser bare comboy bukser, en t-shirt, og en sort jakke ovenover, en sommerjakke.

[Kyrie Eleison]

Kyrie havde betragtet jagten på afstand og set hvordan en mutant tydeligvis var på flugt. Pludselig spærrede han øjnene op fordi mutanten forsvandt, og de mennesker der havde jagtet hende var også lige så forvirret. Kyrie så sig lidt omkring og fandt til sidst mutanten, stående på et tag. Han lavede en lille platform af sand, og lod sig svæve op til taget, som han trådte ud på, hvorefter sandet røg ned i en æske der lå i hans lomme. Kyrie kørte en hånd igennem det røde hår, imens de grønne øjne betragtede pigen "Hey Windy" Han vidste ikke om hun kunne hans navn, kunne hun højst sandsynlig ikke, men han vidste allerede hendes. Han vidste også at hun var elev på skolen, men vidst nok boede alene i en lejlighed.

[Windy Frances]

Windy så overrasket på den anden, hendes lilla øjne var bange lige nu, bestemt efter han sagde hendes navn virkede hun rædselsslagen, hun gik et skridt bagud men faldt, hun kunne ikke klare et menneske lige nu, ikke klare at løbe, og at slås var umuligt, hun var slap, og modstanderen var endda en dreng, dette her kunne måske endde galt.

[Kyrie Eleison]

Han grønne øjne betragtede hende bare roligt og hele hans attitude var afslappet og fredelig. Det rødbrune hår bevægede sig let i den blide brise "Sig mig er du bange for mig?" Lød det roligt og stilfærdigt fra ham. Det var første gang han havde oplevet nogen være bange for ham, udover den gang i skolen inden han var kommet på mutant skole. Der var der mange som var bange efter han var kommet til at slå en ihjel da han ikke kunne kontrollere sine kræfter. Men siden han kom på mutant skole har han aldrig oplevet noget være bange... Well.. Hun var trods alt også en pige, et år yngre end ham og lige blevet jagtet af en flok mennesker, så det var vel forståeligt nok at hun var bange "Jeg gør dig ikke noget" Lød det så fra ham. Hans stemme var ikke specielt varm og venlig, men heller ikke kold og hård. Det var en stilfærdig neutral stemme.

[Windy Frances]

Windy nikkede til det første og var usikker på det andet, hun var blevet liggende mest af frygt, men nu rejste hun sig stille op, "hvordan kan jeg stole på dig, det kan være du lyver," hun virkede usikker men også parat, ihvertfald til at teleportere, hun var glad for hendes evne bare var som om hun aldrig havde været det sted hun forsvandt men altid det sted hun kom, der var ingen lyd eller biefekter fra hendes teleportering.

[Kyrie Eleison]

Han stod bare og så roligt på hende. Hvordan hun skulle kunne stole på ham? Ja den var svær, men nu havde han heller ikke noget behov for at hun skulle stole på ham. Det var hendes eget valg "Jeg har ingen grund til at skade andre mutanter" Lød det bare fra ham. Det var jo hendes problem om hun ville tilbringe resten af tiden med at være bange og ikke stole på ham, eller om hun valgte at tro han talte sandt. b]"Jeg kan ikke se nogen grund til hvorfor jeg skulle gøre dig noget?"[/b] Og Kyrie gjorde sjældent ting uden grund. Nej han holdt af at være den stille obsevatør der bare lyttede og fangede de informationer mange andre overså. At han på nogen måde gjorde sig synlig i et fællesskab var meget sjældent og krævede en god grund, ligesom han aldrig sladrede om andres hemmeligheder, simpelthen fordi han ikke så nogen grund til det.

[Windy Frances]

Windy så på ham og nikkede kort, "andre, vil det sige du er en mutant også," hun så spørgende på ham, hun ville stole på ham hvis det var en mutant, hvis ikke ville hun forsvinde, hun tog sit ur af, på grund af hun havde faldet og slået det var det nu i stykker, hun skulle tilbage til skolen og få et nyt, ingen vej udenom.

[Kyrie Eleison]

"Du er satme skarpsindig" Lød det roligt fra ham. De grønne øjne betragtede Windy lidt, inden han gik ud til kanten af taget og så ned på gaden. Der gik lidt tid inden han drejede rundt og igen så på hende "Jeg kan manipulere med sand" Lød det oplysende fra ham. Han gad dog ikke til at vise hende evnen, medmindre hun nærmest tryglede om at få en demonstration. Det var nemlig alt for besværligt at vise sin evne, og han havde egentlig ikke lyst. Så var det vel op til hende at tro på hans ord eller lade være "Og det er vidst ingen hemmelighed at du er en teleportør" Stemmen var som altid afslappet og stilfærdig som om alting bekymrede ham en rygende fis, og han bare så tingene ske, uden de påvirkede ham.

[Windy Frances]

Windy smilte svagt til ham, "du har ret, det er jeg," hun smilte og gik hen ved siden af ham, "men hvorfra kender du mig, og så enda i denne form," hun rødmede svagt, det var ikke svært at se, men det virkede underligt til hende, at rødme, denne skikkelse passede ikke til en genert pige.

[Kyrie Eleison]

Kyrie betragtede hende kort, da hun gik hen ved siden af ham, før han igen nød lidt af udsigten "Jeg ved mere end folk regner med" Nogle havde endda spurgt om han havde en særlig mutant evne der gjorde han vidste så meget, men det var simpelthen en kombination af et godt lytteøre, klæbehjerne og simpel opmærksomhed. "Rygterne går jo.. Jeg mener også jeg overhørte en samtale mellem en professor og rektor, omkring et hologram ur der var tilddelt dig, som skulle ændre dit udseende... Det udseende som du normalt viser dig i" Det undrede ham egentlig lidt at hun ikke brugte det nu? Så havde hun nok sluppet for de mennesker jagtede hende.

[Windy Frances]

Windy så på den anden og smilte ikke så meget, "det sandt, men det er i stykker, det skete for lidt siden, jeg landt på det," hun så virkelig trist ud, at gå op til rektor og be om et nyt, det var bestemt ikke sjovt, det værste var at hun skulle gøre det hurtigt, hun så på ham og tog stille fat i hans arm, "generer det dig jeg er sådan her," hun så ned i jorden/taget, hun virkede ikke trist men alligevel.

[Kyrie Eleison]

Aha.. Så hun havde altså ødelagt hologram uret? Der kunne man bare se, nok ikke noget rektor ville blive glad for, men shit happens. Da hun tog ved hans arm og stillede ham et spørgsmål smilede han bare roligt "Hvis du hentyder til udseendet, gør det mig intet at du viser dig i din rigtige skikkelse" Hvorefter han afslappet tilføjede "Men jeg undre mig lidt over hvorfor du tager ved min arm?" Han kunne ikke lige se grunden til hvorfor hun tog fat i armen, men Kyrie havde nu intet imod det... Ja egentlig var han lidt ligeglad, selvom han trods alt gerne ville havde en forklaring. Der var ikke mange personer der gik hen og bare tog fat i folk, helt umotiveret

[Windy Frances]

Windy så på ham, overrasket og så lidt op på ham, "ren refleks, det er bare det folk forsvinder nogengange, og jeg vil ikke miste indu en ven, det er jo det vi er, os mutanter er vel venner," hun smilte og var rent faktisk glad, hendes øjne var dog stadig en lille smule triste, men ikke noget specielt.

[Kyrie Eleison]

Han stod tavs i lidt tid "Venner?" Lød det spørgende fra ham, før han sukkede og smilede kort "Ja det er vel det vi er.. Os mutanter" Det var dog et meget bredt begreb. Han vidste jo at der også var fjender indenfor mutanterne. Nightwalkers havde jo også modstandere indenfor mutanter, så der var de alle i hvert fald ikke venner. "Har du læst avisen eller set nyheder inden for den seneste tid?" Spurgte han roligt. Han ville gerne vide om hun vidste noget omkring nightwalkers.

[Windy Frances]

Windy så nervøst på ham, hun var ikke helt sikker på hun havde set alle programmerne, men måske var hun blevet opdaget i sine røverier, måske referede han til det, hun var bestemt nervøs, "øhh ja sådan ja, hvorfor," hun gav slip på ham igen, men var klar til at teleportere væk derfra, det ville ikke være godt hvis han ville fange hende.