And he rises from the ashes of the innocent..

[William Quiles]

Mens hun snakke lod han sit blik flyve over villakvarteret og over den destruktion Nagato havde været skyld i. Han så de forkullede lig der lå rundt på græsplænerne og liget af pigen hvis hals han havde skåret over. Intet skar ham mere i hjertet en dét, måske lige bortset fra at han næsten havde dræbt Kira.
Nagato havde leget med Kira, havde ikke dræbt hende på stedet som han gjorde med de andre. Og det var kun fordi hun havde en speciel betydning for ham, William. Næste gang det skete ville Nagato måske bare dræbe hende med det samme, eller fange hende og torturere hende først. Og der ville komme en næste gang, det vidste han, det var uundgåeligt.
Måske ville det have været bedre hvis han ikke var kommet tilbage, hvis han bare havde valgt at leve i en grotte et eller andet sted, langt væk fra civilisationen. Han sukkede og rettede atter sit blik mod Kira "Kira, den eneste grund til at du er i live nu, er fordi han ville lege med dig før han dræbte dig. Næste gang er vi måske ikke så heldige og den chance kan jeg ikke tage." sagde han stille. Han slap hende og vendte sig om "Nogen gange må man vælge mellem hvad der er rigtigt og hvad der er let."

[Kira Angel]

Luften blev tyk og frisk, hvorefter der så kom regn kort derefter. Men Kira stod blot som forstenet der midt i det hele og kunne ikke få et ord sagt. hendes tåre blandede sig med regnen, hendes hår blev pjusket og begyndte at stritte lidt i spidserne. Regnen silede voldsomt ned nu, alt henlå i mørke og regn, men Kira rørte sig ikke ud af flækken.
Hun kiggede bare helt bange og fortvivlet på William, åbnede svagt munden lidt, for så blot at lukke den igen. Hvad var der at sige? Han ville forlade hende. Hun vidste at det ville være bedst sådan, men bare tanken gjorde hende helt fortabt og hun følte sig allerede alene.
Hun sukkede kort, tørrede langsomt sit ansigt i ærmet og sagde så med en svag og næsten ukendelig stemme "hvordan skal jeg kunne klare mig uden dig? Jeg..." hun lod blikket dale lidt, men rettede det så igen op imod ham og kiggede næsten for roligt på ham..

[William Quiles]

Han lukkede øjnene og mærkede regnen gennemvæde sit tøj og sit hår. I teorien kunne han vel bare få vandet til at fordampe og derved ikke blive den mindste smule våd, men lige nu føltes regnen svalende og afslappende. Det han var ved at gøre var hårdt, ville sikkert blive hårdere jo længere tid der gik, men det var det eneste rigtige at gøre.
"Jeg kender dig, du er stærk og du skal nok klare hvad der end sker i fremtiden." sagde han med en rolig tro i stemmen og vendte sig om mod hende en sidste gang. Han tog hendes hænder i sine og mødte hendes øjne "Kira.. jeg lover at gøre alt i min magt for at udrydde Nagato, så det en dag bliver sikkert for os at være sammen igen" sagde han fast *Du er mit lys for enden af tunnelen* sendte han og kyssede hende blidt, fokuserede sit sind og forsvandt med et gyldent lysglimt.

//OUT

[Kira Angel]

Vandet fossede end i stive stænger, hele gaden var lagt i ruiner og halvt kvalte flammer.
Kira trykkede hans hånd og så var han væk. Hun åbnede munden, rystede på hovedet og satte så hænderne imod hovedet og skreg af sine lungers fulde kraft "neeeej" hun fadt sammen, landede hårdt imod jorden og stod så blot der på sine knæ og hamrede hænderne imod jorden. Han var væk.
Hun pressede sine øjne sammen, tåre trillede frem og hun stoppede sin hamren imod jorden. Hun var stærk havde han sagt, men hvorfor lå hun sp her på alle fire og følte sig allerede fortabt? Det var ikke retfærdigt, intet var retfærdigt. Hun havde mistet den eneste hun stort set havde elsket og nu var han væk..

OUT//