And he rises from the ashes of the innocent..

[William Quiles]

Et lysglimt afslørede var det eneste der afslørede hans position da han teleporterede sig hen i villakvarteret. Med et ansigtsudtryk der var koldt og neutralt, men med øjne der lyste af had vandrede han fremad som havde han altid gået ned af denne vej. Han var iklædt sin lange sorte trenchoat, en rød tanktop og et par mørke bukser. Han havde ikke været tilage på skolen siden sin kamp mod Fox-knægten, men havde transformeret sig tilbage til menneskelig form og vandrede nu bar åp gaderne.
En græsslåmaskine larmede i et af husene til venstre for ham og larm var ikke noget William syntes om lige p.t. Med et ondt og koldt blik fremmanede han en ildkugle i sin håndflade og slyngede den i retning af det generende objekt. Så snart ilden ramte græsslåmaskinen eksploderede den og satte ild til manden der kørte den. Han skreg og løb forvildet rundt førend flammerne tog hans liv.
Hvor han dog hadede de 'almindelige', de skabte intet andet end problemer, og så troede de at de kunne kontrollere de evnede.. Ha.. som om en dødelig kunne kontrollere en gud.
Endnu en ildkugle dannedes i hans håndflade og denne kastede han så mod huset hvor den nu brændte mand boede. Ildkuglen eksploderede og udvidede sig da den ramte huset og snart stod det hele i flammer, lige så mørke og dystre som hans sind.

[Rektor (Angel)]

En falk skød hen over himlen, baskede let med sine kompakte vinger og svævede elegant på den lette vind. Men pludselig så hun en tyg mørk røg skyde imod himlen og brede sig i alle retninger.
Hun satte fart under vingerne og pillede lige derhen imod. Hun havde en dårlig fornemmelse, fornemmede noget ond, eller var det tanker? Hun havde virkelig bare en dårlig fornemmelse hvad angik det her, hun fløj ned til flammehavets kilde og landede der i røgen som menneske. Ingen ville have kunnet se hendes forvandling, da den tykke tåge dække for hende.
Men lige nu bekymrede hun sig heller ikke spor om det, hun stod bare bange og kiggede på sin elskede William. Hvad var der dog sket med ham, hvad var der sket med hans sind og hår?
Hun gispede svagt, tog hånden op til munden i forbavselse og viskede så stille nærmest til sig selv ""hvad er der dog sket? Hun kiggede forskrækket hen imod den forbrændte mand, farede hen til ham og mærkede hans puls. Han var død, død af Williams gerninger lod det til. Men hvorfor? Hvorfor gjorde han det her?

[William Quiles]

Han smilede ondt over den destruktion han havde været årsag til, glædede sig over den smerte han havde påført manden før han døde. Pludselig mærkede han nærværet af en anden i nærheden. Eller det var i hvert tilfælde hvad han gik ud fra på grund af den bølge af fremmede tanker og følelser der skyllede over ham. Han ignorerede de fremmede tankebølger og fortsatte fremad.
Som han kom længere og længere frem ad vejen skød flammetunger ud fra fingerspidserne af han sænkede hænder og satte ild til alle han fik øje på, hele tiden med ond koldt og ondt smil på læberne. Hans opmærksomhed blev dog hurtigt fanget af lyden af sirener der nærmede sig hastigt. Han så en skræmt pige på ikke mere end 10 år, med en mobil ved øret, der tydeligvis talte med politiet, så det var derfor at politiet var på vej.
Han samlede sin energi og teleporterede sig hen bag ved hende og trak sin kniv. I en flydende bevægelse skar han halsen over på hende. Blodet sprøjtede ud over hans hånd og han kiggede med en mine af afsky på den livløse krop af den 'almindelige'. Et kort øjeblik flammede hans hånd op og blodet fordampede.

[Kira Angel]

((Sorry, kom til at bruge den forkerte person. Det var meningen at Kira skulle være her.. XD))

Kira kiggede på ham med stor forbavselse og skræk, hvad var der dog sket? Hendes krop rystede af bange anelser, hendes øjne sitrede af sorg og hendes hænder var knugede af had. Hvor kunne han.
Hun lod brynene hamre ned imod øjnene i en sur mine og begyndte så godt demonstrativt at marchere hen imod ham. Han skulle stoppes og det lige nu. Hun ville ikke kunne gøre stor skade på ham, for hun elskede ham virkelig lige meget hvor meget han kunne finde på. Men noget skulle der gøres.
Hun gik hen til ham, stoppede op kun få meter fra ham og sagde så med ord der næsten kunne dryppe fra hendes tunge af som syre "hvad i alverden er det du laver William?" hendes øjne havde hamret sig fast i hans nakke, da han stod med ryggen til hende. Man hun vidste at nu hvor hendes følelser og temperament var så meget oppe at køre, så ville han sikkert kunne modtage nogen af hendes fortvivlede, dog rasende tanker. Hun ville frelse byen fra ham, ville frelse ham selv fra dette helvede, om hun så skulle falde i forsøget..

[William Quiles]

Han smilede koldt og fortsatte fremad, da han pludselig mærkede en bølge af fremmede tanker igen. Langsomt vendte han sig om på stedet da han hørte hende snakke "Hvad jeg laver? Hvad tror du jeg laver" sagde han i et koldt og ondt, men alligevel underligt tiltalende tonefald. Han vidste at han burde kende pigen, men kunne ikke komme på hvem hun var lige p.t. Han vidste dog at hun var en af de evnede, så han ville ikke dræbe hende som han dræbte de uudviklede, dem der kaldte sig selv normale og kaldte de evnede for underlige og unormale. Han knipsede med fingrene og en flammekugle fløj fra hans hånd mod en af vejens beboere der var kommet ud for at se hvad der dog skete.
Lyden fra sirenerne kom tættere på og et par sekunder efter så han den første politibil der med stor hast nærmede sig, førend den stoppede 20 meter fra William. Flere politibiler sluttede sig til den første og han kunne se politifolkene træde ud af bilerne med deres pistoler trukket. De fleste af dem så ud som om de ikke troede at en enkelt person kunne forsage så megen destruktion på så kort tid. "Læg dine våben og overgiv dig nu" råbte de over flammernes buldren.
Som om han ville overgive sig til dem, til slaverne. "Mener i disse?" sagde han koldt og løftede sine hænder. Spiraler af ild bevægede sig i hans håndflader i to korte sekunder før de fløj fremad som ildtunger og ramte 3 politibiler i én stor eksplosion.

[Kira Angel]

Kira kiggede forskrækket på ham, helt bange og alligevel rasende på et eller andet punkt. Hun stirrede ham forvirret ind i de ellers så smukke gyldne øjne og råbte så instinktivt, da han affyrede kuglen efter en af naboerne "neeeeeej, stop!" synet af endnu en død, fik tårerne til at komme frem. En enkelt tåre begyndte at trille, hendes øjne var helt blanke af angst og sorg. Hendes elskede William, hvad var der dog sket med ham?
Hun hørte politibilerne, hørte en mand råbe og så braget fra de eksploderende biler. Hun var vendt sig om imod bilerne da de var kommet, kiggede bange på dem, som vidste hun hvad der ville ske. Tanken om hævn, om kulde og blodtørst, strejfede hendes tanker og hun vidste hvad der ville ske, allerede inden det sagnomspundne brag.
Endnu en tåre trillede, hun knugede hænderne ind til brystet og vendte sig så om imod ham, som var hun vildt bange og alligevel var der noget tomt og følelsesløst over hendes blik. Fyren hun stolede på, den eneste hun i sig liv havde betroet sig fuldt ud til, var blevet et monster. Han hærgede og ødelagde hendes drøm om en bedre verden, en verden med mennesker og mutanter side om side. Han ødelagde det hele.
Alt håbet lod til at have visnet i hendes sind, hun kiggede tomt på ham. Bed så arrigt tænderne sammen, gik hen til ham og forsøgte at hamre sine hænder ind i brystet på ham. Forsøgte at hamre siden af sin knyttede hånd imod hans bryst, som var den en dør ind til al hendes frustrationer og angst.
En tåre trillede igen og hun stoppede, hun vendte de blanke rødbrune øjne imod ham og sagde halvt kvalt i gråd "hvorfor?.. Du ødelægger det hele!" hun hulkede svagt, forsøgte at holde gråden i sig. Men det hele var bare for meget, de døde mennesker, branden og de bange politifolk. Hendes kæreste som nu ødelagde hendes store drøm og tanken om det hele, fik hende til at bryde ud i gråd. Hun vidste ikke hvad der ville ske med hende, vidste at det ikke kunne være godt, nu hvor hun rent faktisk havde slået ham. Men lige nu var hun ligeglad, var ligeglad med det hele. Det hele var jo alligevel ødelagt..

((Uhh, jeg elsker spænding, bare lad ham angribe hende eller sådan noget. Men dræb hende nu ikke.. XD))

[William Quiles]

Politifolkene så ud som om de ikke rigtigt kunne fatte hvad der lige var sket, at William havde fået bilerne til at eksplodere uden så meget som et strejf af anstrengelse. Et koldt smil sad på hans læber og et morderisk lys glintede i de ravgyldne dybder af hans øjne. Bare en knips og så ville politifolkene være døde, tilsæt lidt mere kraft og så ville de ikke være end sorte uformelige genstande. Han ignorerede ordene fra pigen og blev ved med at sende ildkugler rundt i kvarteret.
Snart stod fire huse i brand ud over det han havde sat ild til før, beboerne løb skrigende ud derfra med flammerne i hår og tøj. Hvis han ikke var en gud ville han ikke have fået tildelt en så stor magt over livet ville han.
Svagt mærkede han slag mod sin brystkasse og kiggede ned i øjnene på den skræmte pige, en hadefuld vrede lysende i hans øjne. Hvor vovede hun at slå på ham? Hans muskler var allerede fra han havde teleporteret sig til villakvarteret større end normalt og han slog ud efter pigen med overmenneskelig styrke for at få hende væk fra sig. *Jeg ødelægger intet, jeg skaber et grundlag for noget bedre. Engang vil hun forstå* var en af tankerne der for igennem hans hoved.

[Kira Angel]

Kira kiggede bare skræmt op på sin elskede William, han sårede flere og dræbte blot endnu flere. Hvorfor gjorde han det her?
Hun gispede svagt da han vendte blikket imod hende. Hun ville ikke frygte ham, forbød sig selv det. Men alligevel mærkede hun en voldsom uro vokse i sit indre, ved synet af de iskolde øjne.
Hun stoppede brat op, kiggede forskrækket på ham og mærkede så slaget imod sig, endnu inden hun havde set det komme.
Hun fløj afsted i luften, fløj hen imod politibilerne og landede der som en stor snehvid isbjørn. Hun havde kun lige og lige nået at forvandle sig. Men til trods for den voldsomme store og tykke pels, følte hun nu smerterne springe ind over hende uden nåde.
Hun lå over en af de få resterede biler, lå i den knuste forrude og kunne slet ikke sætte ord på hvor mange smerter hun følte, eller hvad der foregik.
Hun forsøgte langsomt og smertende at komme op at stå på alle poter. Hun dalede ned af bilen med kluntede bevægelser og blot endnu flere smerter og forvandlede sig så tilbage til sit menneskelige jeg.
Hendes ansigt havde fået et sår lige i den ene side i panden og hun havde derfor blod ned over øjet og ned af kinden. Hun holdte den ene hånd for maven, for at støtte det brækkede ribben og hun humpede svagt ved en ankel hun ikke vidste hvad fejlet.
Hun humpede vaklende og forslået nogle skridt frem imod ham, smilte så nærmest kærligt og spurgte med rystende stemme "hvorfor gør du d-det her skat? D-det ligner dig s-slet ikke!" hun stod midt i al virvaret af ild og hvirvlende politibiler. Folk skreg af smerte og sorg, men tiden var som standset for hende. Hun var simpelthen gået i chok. Der skete for meget omkring hende, alt for meget til at hun kunne håndtere det alt sammen. Så her stod hun med lig liggende for sine føder, med brændende hus til begge sider og med gerningsmanden, sin elskede William, foran sig blot 10 meter væk..

[William Quiles]

Han så pigen flyve over mod politibilerne, så hvordan hun i farten ændrede form, hvordan hun blev til en bjørn og til sidst hvordan hun rejste sig i sin menneskelige skikkelse, forslået og såret, nu vidste han da hvad hendes evne var.
Det var ikke fordi han nød at skade evnede, men hun slog jo først og et kunne han jo ikke tillade. Han kiggede rundt på al den destruktion han havde forsaget, nød synet der mødte ham. Dette var kun første skridt på vejen til de evnedes herredømme og de uudvikledes dom.
Med et lysglimt teleporterede han sig hen bag en betjent, trak sin kniv, jod den ind i nakken på ham og hørte knækket fra knoglen der knustes. Et par flammetunger fløj fra hans fingerspidser og gjorde det af med de sidste tre betjente. Som om de nogensinde ville kunne få en chance mod en gud, de måtte lære at kende deres plads, som slaver for de evnede.
Han langsomme skridt var han på vej mod pigen, kniven hævet og dryppende af blod, med enhver hensigt om at gøre det af med hende. Der var trods alt ikke plads til ballademagere i den nye samfundsorden. Han hørte hendes ord og mødte hendes øjne "Jeg skaber grundlaget for en bedre verden. Og hvad ved du om det ligner mig, jeg har aldrig set dig før tøs" sagde han med samme onde og kolde stemme han før havde brugt. I sit sinds dybeste afkroge kunne han føle nutidens William forsøge at tage kontrollen, forsøge at forhindre den kontrollerende personlighed i at dræbe Kira.
Han nåede helt hen til Kira og greb ud efter hendes hals for at kvæle hende.

[Kira Angel]

Kira fulgte ham med blikket, han forsvandt og pludselig hørte hun skrig ude ved sin ene side. Hun vendte sig forskrækket om imod synet af skræk og rædsel og så var de også døde.
Hendes blik blev mere og mere dødt, hun lukkede sig efterhånden helt ude af dette mareridt, som en ren refleks af hendes skrøbelige sind og sagde derfor intet for nu.
Hun stod bare med fraværende blikke og kiggede på dem flamme op og blodet fra mandens hals som strømmede ud og dækkede ham helt ind.
Hun lod blikket blive ved blodpølen, vendte det så imod William som nu bevægede sig hen imod hende og blinkede fraværende med øjnene.
Hun registrerede knap nok hvad der skete af bare chok. Men hans iskolde øjne, fik hende til at vende tilbage til virkeligheden. Hun blev ramt af en øresønderrivende larm af skrig og eksplosioner. Følelser farede op i hende, hun gispede ved synet af ham og begyndte så humpende at vakle bagud. Han ville dræbe hende, han havde virkelig tænkt sig at dræbe hende.
Hun kunne ikke fatte det, det var som et mareridt som varede evigt. Hun var ved at vælte over en murbrok, humpede videre, for så at stå mejslet op af muren til et flammende hus. Flammerne var endnu højt oppe, så hun mærkede kun en svag varme derfra. Men hun var fanget, fanget i hans mareridt.
Hun tog sig smertende til maven, bed tænderne sammen og forsøgte så at fokusere sig nok til at forvandle sig. Hun havde slet ikke kontrol nok til at forvandle sig til ret meget og hendes tanker var hele tiden kredset om ham af ren panik.
Hvad skulle hun forvandle sig til, hvordan skulle hun forvandle sig og kunne hun virkelig slippe herfra levende?
Hun kiggede bange på ham, kom så pludselig i tanke om noget og forvandlede sig inden hun fik tænkt sig ret meget om.
Hun forvandlede sig, hendes krop blev flammerød, øjnene var fortsat de samme rødbrune bange blikke, men hun udstrålede nu kraft og mystik. Hun havde forvandlet sig til det eneste hun lige i dette øjeblik kunne komme i tanke ham. Nemlig ham. Hans skikkelse som fuglen føniks.
Hun baskede med vingerne, mærkede ribbenets hamrende smerte, hovedet der dunkede for hvert hjerteslag og benet som knap nok kunne holde hende oppe længere. Hun kom op i liften under store og voldsomme anstrengelser og begyndte så febrilsk at baske med sine vinger. Hun kom op i en ti meters højde og baskede febrilsk videre, imens hendes hjerte hamrede i hendes bryst af ansigt.
Hun troede aldrig at hun nogensinde skulle blive så bange for nogen som hun nu var. Hun frygtede ham virkelig lige nu, hendes elskede William. Hvem eller hvad, var han dog blevet til..

[William Quiles]

Pludselig var der ikke nogen hals han kunne gribe fat i, foran ham var i pigens sted en flammerød brændende fugl, en efterligning af hvad han selv var. Før han nåede at gøre noget var fuglen fløjet op i luften over ham. Han følte en bølge af angst skylle gennem sig, men vidste at det ikke var hans egen men pigens. Hvorfor skulle han dog føle pigens følelser, det var da overhovedet ikke logisk.
I hans sind kunne han føle sin anden personlighed kæmpe for at komme i kontrol og han kunne føle sin krop stivne i et øjeblik hvor ingen af dem havde rigtig kontrol. Han kunne ikke tillade sig at den nutidige William skulle få kontrol, det ville ødelægge alt. Atter havde han kontrol over kroppen og han kiggede koldt og ondt mod fuglen, mens han vejede kniven i sin hånd. Hans muskler bølgede da han trak armen tilbage og gjorde parat til at kaste den mod fuglens hjerte, men i sidste øjeblik blev han forstyrret af den gode Williams personlighed og kniven for i stedet for mod fuglens vinge. Det gik lige så godt og så skulle den forbandede godsindede personlighed ødelægge det hele, men kniven kunne vel altid brække vingen så fuglen ikke kunne flyve.

[Kira Angel]

Kira mærkede William få nogle af sine tanker, eller det var nærmere en fornemmelse. Hun kunne have grædt af bare fortvivlelse, fornemmede kampen i hans hjerte, men vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun måtte væk, måtte skaffe forstærkning eller et eller andet. Noget måtte hun gøre.
Inden hun nåede at tage en ret stor beslutning, mærkede hun en voldsom smerte skyde igennem hendes overarm. Hun vendte de rødbrune øjne imod sin venstre vinge, alt for tæt på hjertet og bemærkede spidsen af en kniv stikke igennem der.
Hun gispede af skræk, et skrig af evig sorg og fortvivlelse bredte sig ud over den tilrøgede himmel, for så at forstumme i en febrilsk basken med vinger og et styrtdyk imod jorden.
Hun dalede, baskede febrilsk, men kunne ikke komme op på grund af de store smerte er den delvise lammelse i overarmen. Hun dalede langsomt imod jorden og landede så ved muren igen. Hun kunne ikke holde nogen skikkelser længere, smerterne og fortvivlelsen var for store til at hun overhovedet kunne overveje en forvandling mere. Hun sad hun der i sin menneskelige skikkelse, rad op af muren, hendes sårede arm rystede af blodmangel og smerter der lammede den halvt. Det halve af hendes ansigt var nu dækket ind i blod, blodet havde fundet sin vej ned af hendes hals og end over tøjet. Hun sad der med benene fladt liggende på jorden, ryggen træt lænede op imod muren og øjnene ængsteligt rettet imod ham. Hun frygtede det værste og håbede alligevel på det bedste. Hendes hjerte hamrede så voldsomt i hendes bryst nu at hun næsten frygtede at han ville kunne høre det, hun havde smerter over alt i sin skrøbelige krop og her sad hun i en gade fyldt med brand og lig liggende over alt og intet kunne hun gøre.
Hun kiggede bare op på ham med angsten malet i ansigtet, frygten sitrende i de rødbrune øjne og tankerne der febrilsk farede rundt i hovedet på hende og frygtede det værste. Der var intet hun kunne gøre nu..


((vi skal lige holde skrækken, bare lige én post mere hver.. XD))

[William Quiles]

Han smilede koldt da han så kniven gennembore fuglens vinge og falde ned. Det var næsten alt for let det her, det kunne godt være at han ikke havde ramt hendes hjerte i første forsøg, men nu var hun fanget. "Du burde vide at de uudviklede fortjener det her tøs. Der er ikke plads til blødhjertede personer i den nye verdensorden, ergo er du vidst nød til at forlade os meget snart." sagde han koldt, ingen følelser i sin stemme.
Han vidste stadig ikke hvorfor han før havde modtaget pigens følelser, var det en ny evne han ikke havde opdaget endnu? Hans øjne lyste med et ondt lys da han trådte et par skridt frem, bøjede sig ned og trak med en voldsomt ryk kniven ud pigens overarm. De ravgyldne øjne mødte hendes rødbrune, men han genkendte hende stadig ikke. Han vidste dog at den gode William havde følelser for hende, eftersom han kæmpede så hårdt for at få kontrollen. Den viden, at det ville gøre ond på den gode William, gjorde det at dræbe pigen så meget mere tilfredsstillende.
Et koldt smil spillede på hans læber og et morderisk glimt kunne ses i hans øjne "Nogen sidste ord?" spurgte han koldt og nød den frygt han kunne se i hendes øjne.

((Hvis du nu ikke flytter for meget rundt på Kira har jeg en rigtig god idé))

[Kira Angel]

Kira mærkede hjertet springe et slag over ved smerten i hendes overarm, hun lukkede smertende sine øjne i da han trak den ud og gispede så svagt, for ikke at begynde at skrige af smerte.
Hendes åndedræt var hurtigt, hjertet hamrede i hendes bryst og alligevel orkede hun ikke længere at rykke sig en tomme. Hun sad der helt forslået og med det halve af kroppen dækket ind i sit eget blod nu. Hun satte den højre arm op for såret i venstre overarm, i håb om at bremse forblødningen der, men det resulterede bare i et hun nu også havde blod imellem sine fingre og ned af højre underarm.
Hun pressede fingrene imod den delvist lammede arm og halvt gispede og stønnede i smerte. Hun kunne ikke holde det her ud ret meget længere, det var for voldsom en smerte at skulle håndtere.
Hendes øjne blev mere og mere tomme af blodmangel og træthed, så da hun igen vendte blikket op imod de modbydelige kolde øjne, lignede hendes slet ikke sig selv mere. For hendes øjne besad normalt altid en stor passion og glæde, der var altid liv og lykke i dem, til trods for hendes skrækkelige fortid. Men nu var al livet i hendes rødbrune øjne forsvundet, de var tomme og fraværende.
Da han spurgte hende, tog det lidt tid før hun opfangede hans ord, hvorefter hun langsomt vendte blikket imod ham og svarede med rystende og knap hørlig stemme "j-jeg vil altid elske d-dig William! Altid!" hun holdte kun blikket kort, hvorefter blikket automatisk begyndte at flakke væk og vandre hen imod al virvaret af døde mennesker og bragende ild. Hun mærkede ilden over sig der blev varmere, men det virkede så fjernt og alligevel så nært at hun slet ikke opfattede det.
Hun sad bare fraværende der, med hele kroppen dulmende af smerte og trætheden der var ved at tage hånd om hende. Hun behøvede alvorligt hjælp, men hvem skulle hjælpe hende? William virkede for kold og ond til overhovedet at ville overveje det. Hendes liv lå nu i skæbnens hænder, det var en trist konstatering, men trods alt alligevel sand..

((jeg rykkede ikke på hende, så nu er jeg spændt på at se hvad du har i tankerne.. XD))

[William Quiles]

((For at mindske evt. forvirring kalder jeg fremover den gode personlighed for William og den onde for Nagato))
Han så udtryksløst på hende, så let det var, hun var svag som et offerlam. Det ville have været bedre hvis hun havde forstået, en med hendes evner var utrolig nyttig i infiltrationsopgaver. Og han var ikke i tvivl om at der ville blive brug for det i den kommende krig. For der ville komme en krig, evnede mod evnede, dem der accepterede deres skæbne mod dem der holdt med de almindelige. Han hævede sin kniv, lyset fra ilden skinnede i det blanke stål parat til at smage blodet fra pigen, da hans øjne pludselig sløredes.
((Det næste er set fra Williams synspunkt))
William stod over for Nagato i en verden skabt af deres fælles sind. De stod på en slagmark, blod og døde kroppe spredt ud over det hele. Han vidste at det var et billede fra de gamle dage dengang der stadig fandtes samuraier og æren ved sværdet. Det havde ikke været let, men han havde endelig opnået at trække Nagato ind i en kamp om kontrollen over deres fælles krop, han kunne trods alt ikke tillade at Nagato dræbte Kira, den person han holdt mest af.
"Hvad er det du har gjort?" råbte Nagato vredt "Forstår du ikke at dette er den eneste måde?" hans øjne lynede med den ondskab der residerede i ham. "Det er den forkerte måde og hvis du virkelig føler så stærkt for at de evnede skal hærske, skulle du ikke have forsøgt at dræbe hende jeg holder mest af" råbte William tilbage. Han vidste at han måtte vinde ligegyldigt hvad, måtte vinde kontrollen over kroppen og stoppe Nagato's hærgen.
"Som du vil" lød det stille fra Nagato førend han trak sin katana og løb frem i et angreb mod William. William selv trak sin egen katana og parerede slaget, svarede med et angreb af sit eget.
Kampen fortsatte i hvad der føltes som flere dage, ingen af dem kunne få overtaget, de var lige stærke i enhver henseende. Han vidste at han måtte vinde, men hvorfor skulle det være så svært? En tanke slog ham og han rettede sine tanker mod Kira, mærkede sig selv flyde opad, væk fra kampen. Det kunne godt være at han ikke kunne vinde kampen, men han kunne i hvert tilfælde overtage kroppen midlertidigt, mens Nagato havde travlt med at kæmpe mod en fjende der ikke var der mere.
Det havde ikke varet mere end et splitsekund siden William havde trukket Nagato ned i kamp og da William igen åbnede sine øjne så han Kira. Han havde kontrollen over sin krop, men kunne mærke Nagato prøve at komme fri.
Williams hår ændrede sig fra sort til gyldent og hans øjne var ikke mere fyldt med had og ondskab, men med sørgmodig kærlighed, han var atter William Quiles den sidste Kensei. Han forsøgte at sende en tankebesked til Kira, vidste at det ville virke denne gang hvis ikke ellers *Og dragen krævede som sin pris, livet fra den prinsesse Kensei elskede. I stedet skar Kensei med sit sværd sit hjerte ud og rakte det til dragen. 'Min kærlighed er heri, tag den' sagde han og døde.* og tilføjede *Jeg er ked af det Kira* før han lod en helbredende sølvtåre falde på hende i håb om at redde hende.
Han jog kniven i sin brystkasse gennemborede sit hjerte med et enkelt stød. Vidste ikke om han ville leve igen efter dette, havde aldrig prøvet at gennembore sit hjerte på den måde, men det var den eneste måde at rede Kira fra Nagato. Han faldt bagover, landede på asfalten og var død.