And he rises from the ashes of the innocent..

[Kira Angel]

Kiras slørede blik fangede svagt hans ændrede udseende, mærkede så den dejlige bløde fornemmelse af friskhed og healing af sin krop. Hendes sår i pande blev healet, ribbenet også plus at foden nu virkede optimalt igen. Men tåren havde ikke kunne heale det hele, så hendes ene overarm var stadigvæk halvt lammet i smerte. Men nu kunne hun overskue det hele igen, hun følte nærmest at en tåge var forsvundet fra hendes sind og nu så det hele med klarhed.
Men synet hun så, var ikke som forventet. Al den død og ødelæggelse og så sin elskede kærlige William der foran sig. Han lignede sig selv igen, de gyldne hår, de vildt smukke øjne og hans venlige sind. Men der var noget galt, det kunne hun fornemme. Hun hørte hans tanke, smilte mildt, men kunne alligevel ikke lade være med at frygte hvad han kunne finde på. Der var et eller andet grueligt galt og så skete det. Han tog sin kniv, rettede den imod hjertet og trykkede til. Hun gispede bange, hendes hjerte hamrede nu igen som slag i hendes bryst og hun stod med åndenød og så ham dø der midt i det hele. Det gav et mindre sæt i hende, hun hoppede op og stormede hen til ham. Mærkede sine øjne blive blanke igen, mærkede den overvældende sorg skylde sin over sig og forsøgte så med gråd i stemmen at hive ham op til sig og halvt kvalt sige ”nej, du må ikke dø. Bliv ved mig. Jeg kan ikke leve uden dig!” men hun vidste allerede at han var død, det hele var for sent. Hun forsøgte at hive hans overkrop op og trykke ham ind til sig. Han måtte ikke dø.
Et tåre trillede af hendes blodige ansigt og landede på hans hoved. Hun hulkede og græd som enhver lille spæd. Han måtte bare ikke dø. Hvad skulle hun gøre? Alt omkring hende var lagt i ruiner, døde folk og brændende huse. Men det hele var som forsvundet for hendes sanser. Han var død. Hendes William.. Han var død..

[William Quiles]

Han følte sig selv flyde opad væk fra sin krop og væk fra verdenen. Kunne se at Kira havde det bedre nu og så hende sidde grædende ved hans dødekrop. Han følte ikke smerten af kniven der havde genneboret hans hjerte, følte ikke noget overhovedet, hverken fysisk eller følelsesmæssigt. En befriende følelse fyldte hans krop, men han vidste at det ikke kunne vare ved, vidste at han var nød til at leve igen, han havde ikke muligheden for at lade være.
Nu huskede han hele sit lange liv, så det hele med en fantastisk klarhed, men ville han huske det når han levede igen? Ville Nagato stadig være der, ventende på sin chance for at slippe fri og overtage kontrollen over deres fælles krop. Han så med sørgmodigt ansigt ud mod den destruktion han havde forsaget og vidste at han var nød til at hjælpe med at rette op på tingene. Det ville aldrig være muligt for ham at vælge en side i den kommende krig, han var for kraftfuld til at det ville være fair. Nej, han måtte forsøge at opretholde balancen, for det måtte altid være balance mellem godt og ondt ligesom der måtte være mellem alt andet. Han svævede ned mod sin krop igen og blev et med den.
Startende fra hans fingerspidser begyndte Williams temperatur at stige, højere og højere til han var varm som en smelteovn.

[Kira Angel]

Kira knugede hans livløse krop ind til sig, græd og mærkede tårerne varm blodet fra ansigtet op igen. Nu rendte det hele, både blodet og tårerne. Men hun tog sig ikke af det, knugede bare hans krop ind til sig imens det pludselig blev varmere og varmere.
Hun ville ikke slippe ham, ville aldrig. Men varmen fik hendes krop til at skrige og bede om at hun skulle slippe. Så hun slap ham.
Hun kiggede forgrædt og forbavset ned på hans krop, den var så varm, så glødende. Hvad skete der? Hun sad der på knæ ved siden af ham, sad der bare og kunne ikke forstå hvad der skete. Hans varme krop blev varmere og varmere og håbet i hendes sind begyndte vokse.
En død krop varmede ikke på den måde, kun en føniks ville varme som ild. Men var han den gode eller onde? Håret var stadigvæk som det skulle, men måske havde den onde bare finde en måde hvorpå han kunne narre hende? Hun tøvede lidt, kunne have rykket tilbage og flygtet, men vidste godt at lige meget hvor langt hun kom væk herfra, ville han ved et splitsekund kunne være ved hende igen! Hun kunne lige så godt side her, som flygte. For chancen for at overleve, hvis han var den onde, var lige store! Hun smilte roligt frem for sig, nærmest som havde hun accepteret sin skæbne. Enten var han den gode og hun ville trykke ham ind til sig i et lettet knus eller så var han den ond og ville hun være så godt som død. Hun kunne kun håbe på det bedste!

[William Quiles]

Hans hud begyndte at sprække, store flænger overalt på hans krop. Flammer brændte hans krop, hans kød og blod. Men alligevel følte han ingen smerte, han var jo trods alt efter alle hendeender død og borte. Dette var sket for ham så mange gange før, det var ikke noget nyt, ikke mere. Flammerne omsluttede hans krop, men brændte ikke andet end ham selv indtil der ikke var andet tilbage end gråt ulmende støv. Føniks-sang hørtes i baggrunden en sørgmodig melodi der overdøvede alt andet. Han fløj over markerne og skovene, et flammespor efter sig i himlens klare luft. Han vidste ikke hvor han var, men det betød ikke noget. Med bare en tanke var han tilbage på Villavejen bag ved Kira.

[Kira Angel]

Kira kiggede på ham med skrækken igen placeret i blikket, hvad skete der. Neej, vent, han måtte ikke forsvinde. Var han alligevel død?
Hun gav et panikslagen spjæt fra sig, kom hurtigt op på benene og stod så der med blikket stift fæstnet på den askede klump. Hvorfor var han brændt op, hvor var han og var han virkelig død?
Hun mærkede panikken slå ned i hende, hun ville ikke kunne leve, hvis han ikke var her. Hun tog hånden langsomt op for munden, mærkede angsten overtage hende krop og panikken hamre i hendes hurtige hjerte. Han måtte bare ikke være død!
Hun gispede pludselig, en ny fornemmelse slog ned i hende. Lyden af den smukke sorgmodige melodi hørtes og hun lukkede trist sine øjne i. En tåre trillede af hendes kind og så var fornemmelsen der igen.
Hun spærrede sine øjne op, vendte sig om og der var han. Hun gispede af forskrækkelse og glæde. Hun stod helt målløs og chokket og kiggede på ham. Det var virkelig ham.
Hun stod lidt og bare stirrede på ham, så trillede en tåre mere og hun smilte lykkelig. Hun smilte mere lykkelig end hun nogensinde havde følt sig før og sprang så om halsen på ham. Lagde sine arme om hans hals, trykkede sit hoved ind til ham og mærkede endnu en glædens tåre trille. Han levede virkelig. Han var ikke død, han var lige her og så levende som han nu engang kunne være.
Hun smilte glad og trykkede sig glad ind til ham. Tænkte slet ikke på om han måske havde glemt hende med resten af minderne, eller om det i virkeligheden kunne vare den onde som skjulte sig under den godes smukke krop. Hun var helt ligeglad med det hele lige nu, bare tanken om at han levede, var nok til hun kunne glemme det hele og blot nyde dette moment. Han levede virkelig..

[William Quiles]

Han så som gennem en tåge at Kira løb hen imod ham og lagde sine arme om hende da hun nåede ham. Han huskede alt hvad han havde husket fra før han døde, vidste at Nagato stadigvæk var et sted dybt i hans sind, dog gemt væk for et øjeblik. Den viden om at han ikke måtte slutte sig til nogen af siderne i den kommende krig, var det eneste der blev i hans hukommelse fra det klarsind han havde oplevet da han var død.
Han lagde sit hovedet på Kiras "Jeg er ked af det Kira" sagde han lavmeldt. Det havde på ingen måde været hans mening at lade Nagato få overtaget, men kampen mellem ham selv og den irriterende Fox-knægt havde fået ham til at bruge for megen destruktiv kraft og det var det der gav Nagato et vindue til at tage kontrollen.
Han døde sjældent af alderdom medmindre han selv valgte det og hver gang han døde blev hans menneskelige forbindelse til hans fønikssjæl forstærket. Han frygtede at når han havde været død et vist antal gange ville han ikke kunne blive menneskelig igen, men det var jo selvfølgelig kun teori, ikke noget han vidste med sikkerhed.

[Kira Angel]

Kira trykkede sig ind til ham, mærkede hans muskuløse krop imellem sine arme og smilte glad. Han levede virkelig, han var ikke død.
Hun hørte hans ord, lod blikket falde kort og spurgte så med en stemme der svagt sitrede af bange anelser "hvad var det, hvad skete der. Hvem er han og hvorfor.. Du døde, du var væk.. men du kom tilbage, hvordan?" hun havde millioner af spørgsmål som var ved at sprænges for at komme ud og få svar. Hun måtte vide det, hvorfor var alt det her sket og ville det ske igen? Hvad nu hvis han næste gang ikke ville kunne komme tilbage, ville han så bare helt forsvinde, eller ville det modbydelige menneske overtage hans krop og ødelægge alt hun og ham havde kært?
Hun trak sig en anelse væk, holdte stadigvæk om ham, men ikke længere så stramt og kærligt. Hun vidste ikke længere hvad hun skulle føle eller gøre. Det hele var så overvældende. Krigen der var ved at bryde ud, Williams onde bagside og det faktum at det hele blev slynget ud på én gang. Det var for stor en mundfuld og hun vidste ikke hvor hun skulle begynde..

[William Quiles]

Hans ansigtsudtryk var roligt, kontrolleret, men i de ravgyldne dybder der udgjorde hans øjne kunne man skimte en dyb sorg, en anger over hvad han havde gjort. Et dybt suk undslap ham da han pludselig blev bombarderet med spørgsmål fra Kiras side. han vidste at han var nødt til at svare på dem, men han havde lige nu mest lyst til bare at sove. "Kira, jeg er forbandet.. forbandet med evigt liv, jeg kan ikke dø." startede han med rolig stemme og kiggede ind i hendes øjne "Gennem årene har jeg gjort mange ting.. ting jeg ikke er stolt af." Han vidste ikke hvordan han skulle fortælle hende alt dette, men hun fortjente svar og han var den eneste der kunne give dem. Han lod sin venstre hånd blidt massere hendes skadede overarm, et blidt helende lys dansende om hans fingre. "Her for ikke lang tid siden havde jeg en samtale med den nye rektor, og hun hjalp mig med at få låst op for nogle minder. Sagen er at jeg engang var... ond er vel det bedste ord for det.. jeg var emotionelt skadet af al den lidelse og smerte jeg havde set og oplevet. Til slut satte jeg ild til London og var dermed skyld i utallige uskyldige menneskers død. Det værste var..." hans sorg over hændelsen kunne nu tydeligt høres i hans stemme "At jeg nød det!" Han lukkede sine øjne med et smertende udtryk i ansigtet og så for sit indre blik mindet igen, hørte skrigene, gråden.

[Kira Angel]

Hendes rødbrune øjne begyndte at danse i tåre som ville frem, han havde været ud for så meget og havde lidt mere end nogen anden. Men alligevel bearbejdede han sig selv. Han var jo ikke dette onde væsen, han var William. Fyren som ikke ville nogen noget ondt, som ville hjælpe hende hvor end han var.
Hendes øjne blev igen matte, rolige og et lille forsigtigt smil begyndte at forme sig på hendes læber. Hun kiggede først tøvende, men sagde så med en stærk og kærlig stemme "William, du er ikke ond. Du har.. Der er bare.. " hun vidste ikke selv hvad det have været, var det en anden personlighed, ham fra et tidligere liv, eller måske noget helt andet?
Hun vidste ikke hvad det.. 'Ting' havde været, men det var ikke ham. Hun lod blikket dale lidt, hun gjorde det vidst kun meget være, hun vidste jo slet ikke selv hvad det var.
Hans healende hænder beroligede hende lidt, han var god. Han kunne ikke være ond, det var bare ikke en mulighed..

[William Quiles]

Han rystede på hovedet over hendes ord, hun forstod ikke. "Lad mig tale ud" sagde han efter en dyb indånding. "Sagen er, når jeg pludselig stod der med en masse minder hvor jeg var... skal vi sige, ikke helt god.. så havde jeg flere minder af mig som ond, end som god. Jeg forsøgte at få rektoren til at låse op for flere minder, tidligere minder, for at få skabt en form for ligevægt. Men hun nægtede, og derfor var der en uligevægt i min personlighed." han vidste at han bare snakkede og snakkede, men han var ikke helt klar over hvordan han ellers skulle få tingene sagt. Alt handlede jo i bund og grund om balance, altid balance. Han sænkede sit blik "Den William der dræbte alle de her mennesker, satte ild til husene og... næsten myrdede dig." hans stemme gav et lille knæk ved mindet og han rømmede sig før han fortsatte "Var ikke mig, men alligevel var det mig, Det var en tidligere personlighed der skinnede igennem. Og han er der stadig, gemt væk for nu i hvert tilfælde."

[Kira Angel]

Hun kiggede tøvende på ham, vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre. Men alligevel tanken om at der gemte sig en iskold person sig i hans indre, virkede helt... Usandsynligt. Men hun havde jo set hvad der var sket og da hun vidste at han på nuværende tidspunkt ikke var ond, kunne det kun være en fortid som hun ikke kendte til.
Hun nikkede dog roligt frem for sig og sagde så med en pludselig målbevidst stemme "så må vi finde en måde hvorpå vi kan holde ham derinde for altid! Der må være en måde!" hun nikkede beslutsomt frem for sig og vendte så blikket imod ham og afventede hans svar med en tydelig beslutsomhed..

[William Quiles]

Han hævede sit ansigt atter en gang og kiggede på hende. Det stod klart i hans sind hvad han var nødt til at gøre, hvorfor han ikke kunne udsætte det eller tilsidesætte det. Han kunne ikke være sammen med Kira så længe Nagato stadig lurede bag facaderne. Det var bare så svært at sige det højt, én ting var at tænke det, en anden ting var at føre det ud i livet.
"Kira.. vi kan ikke være sammen mere. Ikke så længe der stadig er en chance for at han kan få overtaget, det er for farligt." sagde han stille. Tænk hvis der skete noget ligesom der skete idag, tænk hvis han på et tidspunkt ikke kunne genvinde kontrollen over sin krop. Tænk hvis han dræbte Kira.

[Kira Angel]

Kira havde hele hovedet fyldt med spørgsmål og tvivl, men hans sætning, fik pludselig det hele til at stoppe. Hun kiggede forbavset på ham, helt paf og fraværende. Hun åbnede munden svagt, men ingen ord kunne undlade hendes strube. Hun kunne ikke begribe at det var hans forslag til det her, hun havde lige været en del af grunden til at han var blevet normal igen. Hvad ville der dog være sket hvis hun ikke ville være der for ham, han ville havde udslettet hele byen før han blev normal igen, hvis han da var blevet det.
Hun stod helt forbavset i et tidsløst øjeblik og bare stirrede tomt og forvirret på ham. Men da hun endelig fik ordene til at blive hørbare, var hendes stemme svag og indeholdte kun få ord hv.. hvad? hun kunne slet ikke begribe at det var hans forslag, han måtte da ikke være rigtig klog. Det ville da kun give bagslag og hun ville bryde totalt sammen..

[William Quiles]

Han kiggede hende lige i øjnene, ville ikke såre hende, men vidste at han måtte gøre det rigtige. "Så længe han stadig kan dukke frem når som helst er det ikke sikkert for dig at være i nærheden af mig. Jeg holder for meget af dig til at du må komme til skade." Det gjorde ondt at sige disse ting, men hvis der skete noget yderligere med hende ville han ikke kunne leve med sig selv, specielt ikke hvis det var hans egen skyld.
"Du må forstå at det ikke er fordi jeg ikke vil være sammen med dig. Det er bare ikke sikkert for tiden, og din sikkerhed er det eneste der betyder noget for mig."

[Kira Angel]

Hun blinkede forvirret med øjnene et par få gange og kiggede så mere direkte på ham nu. Hun holdte dog kun øjenkontakten i få sekunder, for så at lade det dale i fortvivlelse.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, alle tanker var som forsvundet fra hendes sind. Hun havde ingen spørgsmål overhovedet, hvilket var temmelig nyt for lige hende, men hvad var der at spørge om?
Hun var fortvivlet, på et eller andet punkt havde han vel nok ret. Men alligevel. Hun ville ikke give ham ret, ville ikke miste ham her. Hun elskede ham for meget!
Hun sukkede dybt, vendte så blikket imod ham og sagde næsten arrigt "det kan ikke lade sig gøre, vi bliver sammen. Jeg kan sagtens klare mig selv. Du vover lige på at sige andet, eller give mig skylden for det hele. du.. du.." hendes stemme blev mere og mere rystende og ustab il. Hun endte i tårer og kunne slet ikke få et eneste ord sagt af bare tårer og gråd. Hvor vovede han på at efterlade hende sådan. Hun var så fortvivlet at hun ikke vidste hvordan hun skulle reagere og så endte hun med at blive arrig af fortvivlelse..