Endelig [først til mølle]

[Cedric Antropolitus]

Døren gik op og en knægt på 17 år trådte ind. Noget kunne tyde på at han havde haft en hård tur, for hans tøj var møgbeskidt og kom man for tæt på kunne man lugte at han heller ikke havde fået et bad for nylig. Han havde heller ingen medbragt bagage, så det eneste han havde var sandaler hvor i han havde bare tæer, nogle hvide shorts på (som efterhånden var mere brune og grønne end hvide) og så en blå skjorte, der var gået hul af flere steder. Han sad på knæ lige indenfor den nu lukkede dør og holdt hænderne for øjnene, som om han ville skærme dem for et eller andet. Hans evne var aktiveret lige nu.. Han kunne sagtens se, men desværre var det ikke dette rum han så lige nu. Hans syn havde både røgten og langdistance aktiveret, så lige nu så han ikke andet end trafikken på en gade, gud ved hvor langt væk.
Han sad sådan et par minutter, før hans evne deaktiverede og alt blev helt sort. Han spidsede derfor ører og prøvede at lytte sig til om der var nogen. Han kom vaklende op at stå og de hvide øjne.. Øjne uden pupillere, der vidnede om at han var blind, så rundt i rummet "Ha-Hallo" Lød det forpustet fra ham

[Kira Angel]

Kira kom muntert gående udefra, åbnede døren roligt og lukkede den så efter sig da hun var komet indenfor. Hun vendte sig om imod hallen, da hun så stirrede lige ind i en fremmet nakke. Hun bøjede kroppen lidt ud til den ene side, kiggede uden om ham og spurgte så med undrende stemme, da han bare stod der midt i det hele "hva, er du strandet?" hun havde selvfølelig ikke set hans øjne, så hun kunne ikke vide at han rent faktisk var noget man godt kunne kalde strandet. Men hendes stemme havde ikke været bebrejdende, nok mere munter og drillende. Så hvis hun senere lagde mærke til det, ville det stadigvæk kunne være sjovt..

[Cedric Antropolitus]

Cedric hørte fodtrin bag sig, og kort efter en stemme der spurgte om han var strandet. Han drejde hurtigt rundt og de hvide øjne så direkte imod Kira, hvilket nogen mennesker nok kunne finde skræmmende hvis ikke de var forberedt på et par pupilløse øjne. Hans vejrtrækning var stadig tung og forpustet efter den hårde tur. "Jeg.. Jeg er ny her" Lød det forklarende fra ham... Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, for han anede ikke hvem det var der stod foran ham. Han kunne høre at det var en pige, og at tyde ud fra stemmen var det nok en under 18, så en professor var det ikke. Altså måtte det vel være en anden elev.. "Det her..er godt nok en skole for.. folk med evner?" Lød det spørgende fra ham. Tænk nu hvis hans nu døde mutant ven, havde angivet en forkert retning, eller at Cedric var ankommet til et helt andet sted fordi han var gået forkert? Måske var det her slet ikke det sted han skulle hen? Nu måtte han vel bare håbe at det var det rigtige sted, for ellers ville pigen nok tilkalde en masse vagter der kunne fange ham. Han faldt på knæ igen af ren udmattelse og de arme der nu bare hans krop rystede af anstrengelse... Ingen tvivl om at turen havde været hård og slidt godt på Cedric.

[Kira Angel]

Kira kiggede nysgerrigt ind o hans øjne, en hvilket som helst anden ville nok normalt havde mærket bare en smule angst eller urolighed. Men hun følte nysgerrighed som altid.
Hun kiggede nysgerrigt, bemærkede at øjnene ikke lod til at følge hende små bevægelser og konstaterede så derved at han måtte være blind!
Hun skulle lige til at svare ham, da han så faldt sammen og hun gispede. Hun bukkede sig ned til ham, forsøgte at tage ham under armen og hjælpe ham op, imens hun forklarede "mig navn er Kira, du er det rigtige sted. Men skal vi ikke lige få dig lidt væk fra døren, den er ikke altid så sikker at stå ved!" hun havde oplevet sære ting med den dør. Folk var stormet ind af den så den blafrede, men engang havde den vidst også være eksploderet og da ministeriet overfalde huset, var den også brændt ned. Lige nu stod den godt nok lukket og fredeligt, men synet kunne bedrage.
Så hun forsøgte behjælpelig og med smidige og forsigtige bevægelser at hjælpe ham hen til siden. Han måtte til lægen, men først skulle han lige føle sig bare lidt mere tryg ved det hele. Så han ikke ville føle sig helt lost her..

[Cedric Antropolitus]

Cedric gispede lidt efter vejret. Han følte pludselig at hun tog ved ham og følte egentlig det var lidt underligt. Han havde ikke ligefrem regnet med at der var nogen som ville for tæt på en lugtende, beskidt og ukendt person. "Rigtige sted" Mumlede han.. Han var det rigtige sted.. Hun var også en mutant.. Hun var.. Han var.. Han var i sikkerhed "Kira.. Mit navn er Cedric" Lød det stille fra ham, imens han kom op at stå med hjælp fra hende. Hans ben rystede svagt under ham, men holdt ham da oprejst "Jeg.. et bad..og så rektor" Han talte en smule usammenhængende, fordi han var meget forpustet... Han ville i bad.. Så hurtig som muligt.. Han havde godt nok ikke noget skifte tøj, men han havde brug for et bad, så måtte han jo bare gå med et håndklæde omkring sig til han fandt noget tøj, eller fik vasket det tøj han havde på. Derefter måtte han tale med rektor. Han skulle bo her, og han ville spørge om hjælp.,. Spørge om hun kunne gøre noget ved ham.. give ham en eller anden ting der kunne få ham til at se, uden at evnerne gik amok.. Noget der holdt det hele stabilt.

[Kira Angel]

Hun kiggede nærsten uforstående på ham, kom så til at tænke på at han nok ikke ville kunne se det og spurgte så derfor uforstående "et bad? Jamen.. Ja du trænger godt nok til det, men.. altså skal du ikke lige have noget at spise først eller sådan noget. Du er jo ved at.. øh falde helt sammen!" hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forklare det hele. han havde brug for bad, mad, vand og Rektor. Der var jo en 7 meter lang liste over alle de ting han havde brug for.
Hvad havde han dog alt været ud for? Hun blev helt forvirret af bare alle de tanker og også bekymret for ham. Hun spejdede kort hen imod trappen og op hvor gangene begyndte bag døren. Hun kunne hurtigt hente et eller andet, hun skulle bare have at vide hvad han havde brug for. For han skulle i hvert fald ikke bevæge sig mere lige nu, han skulle bare blive siddende der og hive lidt kræfter til sig selv igen.
Hun lod blikket flakke bekymret hen på ham og spurgte så med tydeligt bekymret stemme ”hvad har du brug for, jeg kan hurtigt hente det til dig. Lige meget hvad!” hun kiggede roligt på ham og afventede så spændt på svar..

[Cedric Antropolitus]

Han begyndte at grine.. eller nej.. Det havde han ikke kræfter til, så det blev bare et venligt smil "Du kan ikke.. Ikke hente alt" Hans hvide øjne havde hele tiden fokus på Kira, da han kunne høre hvor hun var "Du kan ikke.. hente et bad?" Lige meget hvad? Nej der lovede hun vidst lidt for meget, medmindre hun kunne manipulere vand eller sådan noget. "Men.. derudover.. Derudover kunne jeg godt bruge.. Noget vand..og lidt mad" Han var ved at gå til at sult og tørst... Han havde ikke fået mad i 2-3 dage og det eneste vand han havde fået, var det han fik drukket når det endelig regnede. Når han så havde fået lidt at spise, lidt at drikke og kommet til kræfter igen, så ville han havde et bad.. Han kunne i hvert fald ikke tillade sig at møde rektor, sådan som han så ud nu.

[Kira Angel]

Hun smilte muntert, for nej et bad kunne hun vidst ikke lige komme med. Men senere, når han havde fået flere kræfter, kunne hun få ham til et bad i stedet for.
Hun smilte muntert, grinte lidt og svarede så muntert "nej, men vi skal nok finde på noget!" hun nikkede beslutsomt frem for sig og smilte så kort igen.
Da han så spurgte om noget at drikke og spise, nikkede hun indforstået og sagde så forklarende "jeg er formskifter, så bliv ikke bange, når jeg lige om lidt forvandler mig til en ulv!" hun ventede slet ikke på svar, for hendes udseende begyndte allerede at ændre sig. Hendes skikkelse blev lavere, længere o fik en snehvid pels. Hun fik fire stærke poter, en lang pjusket hale og store brede øre. Hendes øjne var dog stadigvæk rødbrune som altid, det var hendes kendemærke i alle hendes skikkelser. Selv dem som umuligt ville kunne have den øjenfarve, det var altid hendes kendetegn.
Hun logrede kort med halen og satte så i løb, op af alle trapperne og hurtigt var hun væk.
Der gik godt ti minutter, hvorefter hendes poter så kunne høres imod fliserne igen. Hun trippede smidigt ned a alle trappetrinene og satte sig foran ham. Hun lod en pose dumpe ned foran ham og ventede så hans reaktioner, uden af forvandle sig tilbage i nu..

[Cedric Antropolitus]

Han lyttede til hendes gang. Det var tydeligvis ikke menneskeben længere.. Hun var altså rent faktisk formskifter... Gad vide om hun så kun kunne skifte til en ulv? Eller andre dyr også? Måske endda forskellige mennesker.. Da poterne kunne høres igen, smilede han og begyndte at åbne for den pose hun havde bragt med sig "Kan du snakke, når du har skiftet form Kira?" Spurgte han venligt "Hvis du kan, må du godt fortælle mig hvad der er i posen?" Så skulle han nemlig ikke til at føle på hver eneste ting han puttede i munden, og han kunne jo ikke mærke hvad der var at drikke til, eftersom alt væske mærkede ens. Han fik et kort glimt af Kira, før der pludselig var en vej foran ham. Nej.. vejen og bilerne forsvandt og nu var det en stue han kunne se.. Tre mennesker sad og så fjernsyn.. At se noget langt væk, var faktisk mere nedern end at være blind, for nogen gange kunne han ikke være sikker på om det han så var langt væk eller tæt på. Hvis ikke han vidste at han sad i en indgangshal med Kira - en formskifter... Ja så kunne han meget vel tro at han nu var inde i den stue.

[Kira Angel]

Kira lod hovedet dumpe ned imod jorden, hun sukkede kort og peb så på ægte ulvemanerer. Nej hun kunne ikke snakke mere end de skikkelser, hun var i, kunne.
Hun forvandlede sig tilbage til sig normale udseende. Hendes brune hår, hendes lille kjole og de lette sanddaler ved fødderne. Hendes øjne var stadigvæk de samme, de var rødbrune og venlige.
Hun smilte roligt og forklarede så venligt "nej desværre, jeg kan kun snakke så meget som min skikkelse kan!" hun smilte roligt og hev så den ene side af posen lidt ned, så hun bedre kunne se hvad der var.
Så tog hun den første ting ud og begyndte at gennemgå alle varerne i beskrivelse og kendemærke "jeg ved ikke helt hvordan du lettest kan finde dine ting, men jeg har forsøgt at tage så forskellige former af ting som muligt! Her en flakse vand" hun gav ham den i hånden, så han lige kunne få en fornemmelse af dens størrelse og form og fortsatte så "så tog jeg et par sandwich, en med tun, skinke og så også en med æg. Jeg vidste ikke helt hvad du kunne lide, så jeg tog lidt af det hele!" hun rakte det til ham og gik straks videre, da hun vidste at han ville kunne lugte deres indhold, hvis han foldede lidt af sulfatet af den "så tog jeg nogle gulerødder, to frikadeller og en æblejuicebriket!" hun rakte ham dette også og smilte så tilfredst frem for sig..

[Cedric Antropolitus]

Han smilede efterhånden som hun fortalte alt det hun havde bragt med til ham. "Jeg kan aldrig takke dig nok, for den venlighed" Lød det høfligt fra ham. Han gav sig til at tage en slurk af vandet, og følte hvor dejligt det var endelig at få vædet ganen. Han nød hver en dråbe der røg ned i halsen, og følte at vand aldrig havde smagt så godt før. Da der var halvdelen af flasken tilbage stillede han den igen på jorden, hvorefter han tog en sandwich frem.. Han lugtede lidt til den og kunne konstatere at det var den med tun. Han satte roligt tænderne i den, og efter at havde tygget første mundfuld sagde han igen noget "Er alle mennesker på skolen så flinke som dig Kira?" Lød det venligt fra ham, hvorefter han tog endnu en mundfuld af maden. Han var dybt taknemlig overfor Kira's venlighed, og anede ikke hvordan han skulle takke hende for det... Ja han ville faktisk gøre hvad som helst for at udvise samme form for respekt.

[Kira Angel]

Kira smilte venligt til ham, drejede så kort på hovedet og konstaterede så venligt "du behøver ikke takke, det var jo ikke så svært for mig!" hun smilte venligt til ham, iagttagede ham hælde vandet i sig som var det en sjælden art af flydende godt smagende masse. Hun smilte roligt igen, men glædede sig blot over at kunne hjælpe ham. Hendes humør dalede dog en smule, da han gik over til næste spørgsmål. Hun sukkede og forklarede så venligt "nej ikke alle er lige flinke her, men her hader folk ikke hinanden for deres evner, men derimod personligheden, som det burde være!" hun smilte venligt til ham og konstaterede så tilføjende "ingen steder er alle flinke og venlige, det e forskelligt fra person til person. Så man skal altid være på vagt, men selvfølgelig ikke støde alle fra si, bare fordi at man er bange for om de er venlige eller ej!" hun smilte igen kort, men denne gang mere eftertænksomt end bare venligt og afventede så hans reaktion..

[Cedric Antropolitus]

"Det var måske ikke svært for dig, men det var utrolig værdifuldt for mig" Lød det høfligt fra ham. Havde det ikke været for hende, var han nok kollapset i indgangshallen af udmattelse, sult og tørst, indtil der var en barmhjertig sjæl der ville hjælpe ham... Takket være Kira var der en som hjalp ham, inden han kollapsede, og det betød utrolig meget for ham.

Da den anden bid information kom, nikkede han eftertænksomt. Ja det var da altid noget at folk hadede hinanden af de rigtige grunde, istedet for evnerne. "Man skulle næsten tro at et tilflugt sted hvor alle havde de samme problemer, ville være et utopia hvor alle kunne lide hinanden, men det er jo nok for meget at håbe på" Lød det roligt fra ham, imens han gav sig til at drikke resten af vandet, og efterhånden som tun-sandwichen blev spist, gik han i gang med en af frikadellerne som forsvandt hurtigt, og så var det ægge-sandwichen der blev begyndt på "Men så har jeg heldigvis været så heldig at møde en af de søde mennesker på skolen" Lød det komplimenterende fra ham. Tænk hvis han havde mødt sådan en pumper der bare ville jokke på ham, som var han en eller anden form for laverstående væsen..

[Kira Angel]

Hun smilte roligt til hans første ord, nikkede indforståede og konstaterede så venligt "jamen, så er jeg da glad for at kunne hjælpe!" hun smilte igen og iagttagede ham så med hans næste gang mad der skulle fortæres. Han havde vist ikke fået noget at spise og drikke længe, hun burde måske havde hentet mere vand?
Hun kiggede roligt på ham, nikkede så og svarede "ja det skulle man tro, men nogle har forskellige meninger. Nogle mener at mennesker er undermålere at de skal leve som slaver for mutanter og andre mener og håber så at det en dag vil ende med at alle er ligeværdige!" hun kiggede spørgende på ham og spurgte så tilføjende "hvad mener du?" hun kiggede nysgerrigt op og ned af ham, som han begyndte på sin ægge sandwich og smilte så muntert og rødmede svagt, da han gav hende komplimentet. Hun lod blikekt dale svagt, men vendte det så op imod ham igen og sagde "tusind tak, det var venligt sagt! Men jeg har nu heler ikke været hel så uheldig selv, jeg mødte jo dig her!" hun smilte venligt til ham..

[Cedric Antropolitus]

"Hvad jeg mener?" Han tænkte sig lidt om, og for at give ham ekstra tid, drak han af æblejuicen. Det var jo en svær beslutning egentlig. Hans liv havde godt nok været i fare flere gange, på grund af mennesker... Hans familie havde smidt ham ud, fordi han var mutant og mennesker havde dræbt hans eneste anden mutant ven.. Men alligevel.. De gjorde det jo nok bare af frygt.. frygt for det ukendte..frygt for det anderledes.. "Jeg kan ikke sige at jeg elsker menneskerne, efter alt det de har gjort, men det er heller ikke sådan at jeg ønsker at dræbe dem. Jeg balancere fint i midten, men jeg håber selvfølgelig på at vi en eller anden dag, kan leve frit side om side" Men det skete nok aldrig. Det mest realistiske var at menneskerne ville uddø og mutanterne ville leve videre.. ikke bare på grund af de fordele deres evner gav dem i krig, men simpelthen fordi darwins udviklingsteori sagde sådan. Menneskerne har altid udviklet sig, og langsomt forsvandt de første racer og gav plads til de nye mennesker... Det var vel bare sådan et race skift der var ved at ske nu? Da hun valgte at komplimentere ham, nikkede han kort som for at anerkende komplimentet