Gåtur

[John Smith]

John så på hende, "ifølge loven gælder 'selvforsvar' som du kalder det, når du er truet på livet, hvis det er på din grund, og når man ikke kan løbe fra den anden," han så på hende og smilte, "hvem siger jeg har en moar, men jeg kunne også bare lære det selv, med dig som forsøgs kanin, det lyder nemmere," han rykkede dog ikke nærmere, han stod bare og begloede hende, men snart blev det kedeligt, og han begloede de andre piger, selvom de var langt væk.

[Sammy Reich]

Sammy smilte sleskt "Jamen teknisk set kan jeg jo heller ikke løbe væk" sagde hun med en stemme der dryppede af sarkasme "Jeg er jo bare en hjælpeløs pige" sagde hun men påtaget uskyldighed i stemmen, og et håndligt smil. Hendes smil ændrede sig til et skævt, overlegendt smil "Hvis du ikke har nogen moar, så kan du jo bare gå ud i busken og rykke i banditten! Eller er den for lille til det?" fortsatte hun hånende. Det var ikke svært at se hvad han gloede på, men han havde jo set det. Måske havde han også set tatoveringen på hendes lænd? Naaah, med den mængde hjerne han havde at gøre godt med, så ville han nok havde kommenteret det hvis han havde.

[John Smith]

John gabte kort, "sandt," han gabte inddu en gang, "sandt," han gabte inddu engang, og denne gang under hele hendes sidste tale, "undskyld, hva sagde du," han smilte og tog klappen væk, han deaktiverede sin evne, ikke at Sammy kunne se det, han kunne ligeså godt stadig stå med den fremme, men den var ret tærende på hans krafter.

[Sammy Reich]

"Jamen hvis jeg keder dig så meget, hvorfor tager du så ikke og gør os begge en tjenest og skrider?". Han lagde da SÅ MEGET op til øretæver! Men det måtte nok vente lidt endnu. Hvertfald til hendes ben var til at have med at gøre igen! Hun lavede en affejende bevægelse med hånden "Såååå gør som en mandel og smut Kaptajn!". Det var dog utroligt så nederen ham her var! Det var jo lige før han grænsede sig til at være Tanner-nederen!

[John Smith]

John så på hende, "desværre, men det lader til du har problemerne, jeg er bare træt, så du må hellere gå," han smilte ondt, det var tydeligt han mente hendes ben, han var direkte led nu, han vidste det, men måske var denne pige sejere end som så, han aktiverede sin evne igen og smilte, hun kunne umuligt ramme ham lige nu og her.

[Sammy Reich]

Sammy røstede opgivende på hoved. Han havde faktisk gjort det. Han havde opnået at blive Tanner-nederen! K imponerende måtte man sku sige "A som om. Hvis du er så træt, så smut da op og sov til middag baby-boy" sagde hun hånende og kastede med håret. Hun viste at han havde alle fordelene i en real kamp, med mindre hun selvfølgelig bare sendte hans ben til Alaska. Men det ville nok ikke være smart her på hendes første uge. Måske kunne hun ikke skade ham fysiks, men ord ramte nogengange hårdere. Men hun var hård. Selvom man ikke direkte boede der, så gjorde gaden en hård. Især når man var mutant.

[John Smith]

John smilte og grinte næsten, "uha dullen bider fra sig, det må man sige, der fik du mig virkelig," han sagde det virkelig sakastisk, han syntes dog hun havde lidt ret, han kunne bare gå op og ligge sig til at sove, men så måtte han først gå fra hende her, og det var bestemt ikke en nydelse hun skulle få.

[Sammy Reich]

Sammy rulled med øjnene. Helt ærligt. Hvad var han, 10 år gammel og skændes om en sandkasse? Nu måtte han sku lige stramme sig op engang. "Hvis du ikke kan klare varme, så ta' da dine kolde fødder og pis a" sagde hun nedladende og kiggede lidt på sine negle med en afslappet holdning. Uhh hvor var hun bange nu. Det var jo lige så gåsehuden løb op af hendes protese. NOT! Helt ærligt.

[John Smith]

John så på hende, han så gennemborende på hende, "ja tænkte det nok, du er rodden helt ind til knoglerne," han smilte og gabte igen, han var virkelig træt, utroligt med hjernen, den kunne snydes så nemt, han smilte men smilet forstummede, hans syn var praktitalt væk, han så godt nok på hende, men han så intet, der var intet igen.

[Sammy Reich]

Sammy fnøs "Hvis du vil se noget råddent, så kig dog i et spelj" svarede hun ligegyldigt og kiggede på ham så var han bare noget af snavset under hendes negle. Dog var der noget hun lagde mærke til. Hans blik var helt væk. Total ufokuseret, fjernt. Hun flyttede lidt på fødderne, som om hun tog et skridt, men gjorde det på stedet. Ville han nu reagere på lyden, eller på hendes faktiske bevægelse? Hun betraktede ham køligt og holdt sit intense bilk på ham.

[John Smith]

John stod stille kiggede stadig på hende, han var dog stille nu, reagerede ikke på hendes svar, han lyttede det var tydeligt, *fuck hvorfor sker det her for mig nu, det er lidt noget lort,* han smilte heller ikke men lyttede kun, koncentrerede sig, den lyd der kom, det var ikke et skridt, hun ville have flyttet stokken kort efter nemlig, den lyd kom aldrig, hun prøvede at snøre ham gjorde hun.

[Sammy Reich]

Sammy smilte. Smilet bredte sig og blev til en kort, håndlig latter "Hva fanden! Har katten taget din tunge, eller er du bare blind som en muldvarp, hva'?". Han blik var så ufokuseret at selv ikke en telelinse kunne rette op på det! Hun flyttede stokken om foran sig og hvilede hænderne på den mens hun blot stod og nedstirrede ham. Det var jo ikke engang sjovt. Det var som at sparke til en der lå ned! Der var simpelhent for lavt for hende.

[John Smith]

John rettede på hoved, "sandt jeg er blind, min evne har den bivirkning mit syn mindskes efter brug, og lige nu er jeg komplet blind, men bare rolig, jeg er jo fra gaden selv, jeg kender alt til livets regler, du kan vel selv regne ud jeg reagerer ret hurtigt på bare min hørelse, det er også derfor jeg altid bruger et øje, for at træne mine sider til at være blinde," han smilte ikke så meget, men lidt mere end før.

[Sammy Reich]

Sammy lagde hoved lidt på skå. "Gaden sir du? Så er du sku ikke her fra egnen baby-boy". Hun viste han bluffede. Hun håbede han bluffede! Hvis han havde boet på gaden, var det sku et rent mirakel han stadig levede, hvis han altid var så dum at fortælle om sine svagheder! Hun løftede stokken fra jorden og stod bare lidt med den i hånden. Hun havde ingen problemer med bare at stå, det var først når hun skulle til at gå der blev problemer.

[John Smith]

John flyttede hoved så hans øre var vendt lidt mod hende, "nej jeg er ej, jeg har boet på gaden, men sjældent bruger jeg min evne så meget, de fleste gange bliver jeg heller ikke blind, men bare nær eller langsynet, men det er blevet slemmere her på det seneste, lige siden dragen ragede med min evne," han bluffede ikke, han kendte til gaden, han kendte til det hele, "jeg flyttede endda et år væk for kun at bo med min søster, det var nok hårdest," han smilte lidt igen.