Nattens vand

[Satoshi Hiwatari]

Satoshi kom stille ud til basinet. Det var aften og solen havde lagt sig ned.
Han havde lyst til at øve sin evne lidt og kunne komme i tanke om dette sted, som var det rette sted for øve.
Han stilte sig på kanten og brugte sin evne til at lade vandet holde ham oppe, så han på en måde gik på vandet.
Han lavede nogle bølger i vandet og dannede flere forskellige figure.
Han havde en hvid skjorte, med en blå undertrøje indenunder, som begyndt at blive tydeligt efter alt vandet. Han var også iklædt nogle jeans.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn kom stille ned mod bassinet. Hun havde lyst til at tage en aftendukkert, så hun havde taget sin bikini på indenunder den lette, blå kjole, hun havde på. Da hun var ikke så langt fra bassinet, lagde hun dog mærke til, at der var ved at ske noget underligt dernede. Hun gik nysgærrigt, men forsigtigt videre, og så så, at der var en, der legede med vandet. Hun satte sig på jorden ikke så langt fra bassinet, men så hun ikke ville forstyrre. *Det er sjovt, hvordan der altid kommer noget i vejen, når jeg har planer om at lave noget,* tænkte hun med et lille smil. Hun hev benene ind til sig og holdt om dem, mens hun betragtede vandmanden.

[Satoshi Hiwatari]

Satoshi lavede stille en historie ud af sine evner.
En enkel lille hest, kom sammen med sin folk. Men en dag var folken pludselig væk, den lille hest kiggede over alle bjerge efter den, men kunne ikke finde dem.
Den blev mødt af en gruppe enhøjringer, som stille så på den, snuste til den, men straks skyldte sig væk, da den ikke var ligesom dem. Den gik igen stille og ensomt, til den faldt død om, folken fandt den til sidst, moren valgte at blive der for den og ville ikke acceptere at den var død.
Det var en barsk, men den virkede mere som en ting fra virkeligheden, end de små eventyr, som altid endte godt.
Han gik stille tilbage til bredden og vandet lå helt stille igen. Han tog fat i sit lagte håndklæde, da han vidste hvor våd han blev hver gang.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn sad med åben mund og betragtede historien. Hun fik næsten helt tårer i øjnene - havde det været et eller andet salgs kattedyr, var hun nok begyndt at græde en smule, for det var dem, hun følte sig tættest på. Hun sad lidt og betragtede manden, da han gik ind på land, og vidste ikke, om hun skulle sige noget - og i så fald, hvad hun skulle sige. Ud fra det, hun havde set, gættede hun på, at han nok ikke var en elev, så måske var hun stødt på en af de nye lærer? Så kunne hun vel ikke være bekendt ikke at sige noget, da hun jo også var lære. Stille rejste hun sig og begyndte at gå over mod manden. "Det var virkeligt flot," sagde hun sagte, men så han stadig ville kunne høre det. Han ville ikke have hørt hende, inden hun sagde det, for hun bevægede sig lydløst, som altid.

[Satoshi Hiwatari]

Han kiggede over imod stemme for at se, hvem der havde kommenteret hans lille show.
Satoshi havde ikke haft hørt hende, så han regnede med at hun havde en evne, som gjorder hun kunne bevæge sig lydløst.
Han tog sine brille af og begyndte at kappe den våde skjorte op.
"Tak" sagde han kort og smed den våde skjorte og lagde håndklædet om sig selv.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn smilede til ham, idet hun var kommet helt over til ham. "Jeg er Everlyn Sentillio Melai, professor i musik, sang og dans," hun rakte hånden frem mod ham. Det var det høfligste at gøre på nuværende tidspunkt. Måske ville hun også nu få svar på, om han var lære, som hun havde gættet på - hvis altså han præsenterede sig selv på samme måde. For hende var det bare blevet en ren vane at introduceres sig på den måde, så folk ikke var i tvivl om, hvem hun var. Det var bedst på den måde, for med hendes højde og barnlige natur var det sommetider svært at bedømme, om hun var elev eller lære - hun var blevet fejlplaceret som elev flere gange i løbet af sin læretid.

[Satoshi Hiwatari]

Satoshi tørte sin hånd inden han tog hendes.
" Satoshi Hiwatari, Vikar i Vandnærhed" sagde han og tog kort efter sin hånd til sig og begyndte at tøre hans blå hår. Hans blå øjne var rettet imod hans skjorte. Hans briller hang i hans mund, for han ikke skulle komme til at knuse dem, under hårtøringen.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn smilede. "Så gættede jeg rigtigt," sagde hun, mens hun satte sig på en af læggestolene, der var ved bassinet. "Så du må være ny her på stedet?" spurgte hun. Det måtte han næsten være, for hun havde aldrig set ham før - og hun havde været der et godt stykke tid nu - men det var jo en stor skole, så det var muligt, at de bare ikke lige var stødt på hinanden før nu. Uanset hvad, virkede han flik nok. Hun så op på ham, mens hun stadig smilede.

[Satoshi Hiwatari]

Satoshi nikkede kort, da han stoppede med at tøre sit hår.
Han satte sine briller tilbage og smed det ved siden at skjorten, som han tog op og lagde udfoldet på en stol, så den kunne tørre.
"Jeg er næsten lige begyndt her, men De har så været lærer her længe?" spurgte han med en venlig tone, men stadig uden smil.

[Everlyn Sentillio Melai]

"Det kan man godt sige," sagde Everlyn en smule forsigtigt, "jeg har i hvert fald været på skolen siden jeg var femten," hun smilede lidt. Normalt syntes folk, at det var forfærdeligt lang tid at være på samme sted, men det syntes hun ikke. Hun holdt jo af skolen og alle, der beboede den. Hun så dem alle som sin familie - på sin vis. Hun var kun udenfor skolen, når hun skulle handle ind eller sådan noget. Ellers forgik hele hendes liv på skolen, og det havde hun det faktisk helt fint med - i modsætning til datteren, der var begyndt at blive restløs. På et eller andet tidspunkt blev hun vel nødt til at lade hende komme ud og opleve verden - men det skulle bare ikke være endnu.

[Satoshi Hiwatari]

"Jeg har selv haft gået på skolen, men startede som 13 årige.. Ved ikke om du havde haft rygterne om drengen der ikke kunne gøre andet end oversvømme lokaler?" spurgte han med et venligt smil, hans første smil i den aften. Han kunne ikke lade vær med at smile over sine egne elendigheder tilbage da han gik på skolen. Ingen mobning, men bare mange gange hvor hans evne ikke havde været til at styre.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn tænkte sig om. "Tjoo," sagde hun så, "men dengang havde jeg så meget at se til," hun trak på skuldrene, "jeg havde hænderne fulde med Zamia, så jeg lagde ikke rigtigt mærke til, hvad der ellers forgik på skolen. Men, hvis du har været på skolen, siden du var 13, undrer det mig, at vi aldrig er stødt på hinanden før," hun rynkede brynene og lagde hovedet på skrå. Hun havde været på skolen næsten 10 år, så det var da en underlig ting, at de aldrig havde mødt hinanden før - eller måske havde de mødt hinanden før, men bare ikke rigtigt faldet i snak eller noget i den stil; det kunne sagtens være.

[Satoshi Hiwatari]

Satoshi trak på skulderne.
"Skolen er stor og der er mange elever, så det sker" sagde han med et sit andet smil den aften, stadig venligt, men ret lille. Han mærkede på sin skjorte om den var ved at være tør, men den var stadig meget våd, selvom den var en smule tørre.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn nikkede. "Sandt," sagde hun og lagde sig tilbage i stolen, "men stadig, det er lang tid, hvor vi slet ikke har vidst, at den anden eksisterede," hun lagde armene bag hovedet og så på stjernerne. Hun havde helt glemt, at hun var kommet herned for at svømme - sådan skete det tit for hende, hvis der kom noget andet, hun kunne lave i stedet for. Hendes håndklæde havde hun også bare ladet ligge der, hvor hun havde siddet først, for hun regnede ikke med, at der ville ske det noget.

[Satoshi Hiwatari]

Hans smil forsvandt stille og han så selv op på stjerne.
Han satte sig på en stolene og bevægede sine finger lidt og prøvede at skabe universet ud af vandet og pga. mørket og lyset kom det til at være glittende vand, som kørte om hinanden istedet.
Hans briller var en smule dukket endnu, men han så over brilleglassene lige nu, men hans holdte sin koncentartion.