Eftersidning til slemme drenge. XD

[William Quiles]

Han vidste at Jack ville regne ud hvad han ville gøre, og der var derfor han gjorde det. Han havde jo allerede lovet sig selv at han ikke ville gå for offensiv mod den unge lærer, ved det minde han havde overværet sammen med rektoren, havde han lært nogen ganske interessante angrebsmetoder. Sagen var at alle de angrebsmetoder var nogen der skadede for meget og William vidste ikke hvor meget kraft der skulle til at smadre energiskjoldet. Uden at ville det kunne han komme til at overvurdere skjoldets styrke og skade Jack for meget, de fleste kendte jo til myterne om føniksens styrke, de var måske lidt overdrevede, men idéen var rigtig nok.
Han dukkede sig for sparket og blokerede med næsten overmenneskelig fart Jacks næver da han så dem komme farende mod sig, han vidste hvilken retning de havde haft. Han havde ikke gjort andet end at sætte sine håndflader op hvor han vidste Jacks næver ville komme, men for Jack ville det være som at ramme en mur. Selvfølgelig var hans hænder ikke så hårde som en mur, men blokeringen kombineret med hans styrke gav samme modstand som en mur ville have gjort, dog mere fleksibel.
Han kiggede ham direkte ind i øjnene og smilede koldt, var det virkelig alt knægten kunne byde på. "Kom nu Fox, der er mere i dig end det" sagde han muntert.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack smilte koldt frem for sig, mærkede slet ikke den stenhårde modstand han pludselig fik, på grund af sit beskyttelsesskjold og var derfor hurtigt klar til næste angreb.
Han slog en gang ud efter hovedet, forsøgte sig med et cirkelspark mere og lod så endnu en energibølge suse imod ham. Men denne gangs tod de helt tæt og det var ikke sikkert at han ville kunne undvige det.
Jack var dog forberedt på det, hvis han kunne. For så ville han være forberedt til eventuelt endnu en teleportation og ville derefter sende endnu en energiudladning. Men denne gang skulle han virkelig være hurtig for at kunne nå at undvige, for Jack ville kunne fornemme hans energi allerede inden han ville være der helt og derfor ville energi næsten være der før ham. Men kun næsten..

[William Quiles]

Han smilede kold og rystede på hovedet, kunne Fox virkelig ikke finde på noget bedre end cirkelspark og energibølger? William dukkede sig for sparket og lod sig blive ramt af energibølgen, der slyngede ham bagud. Stadig i luften trak han benene op under sig og fortsatte i en baglæns salto for derefter at lande, stadig smilende, solidt på benene 3,5 meter fra knægten.
Han stillede sig i en afventende position, ville stadig ikke gøre for meget for at skade knægten, men ville heller ikke nøjes med at forsvare sig selv. Et flammeskær skinnede kort over hans øjne da han lod sin ene hånd antændes med glohede flammer. Det virkede som om knægten kunne forudsige hvor han ville dukke frem når han teleporterede sig, så den taktik var der ikke meget sjov ved.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack rejste sig mere ret op, smilte koldt frem for sig og nikkede så anerkende. For i modsætning til William, lod Jack til at være mere rolig og accepterende. Efter Jacks mening, virkede William mere arrogant og.. ja han havde bare utrolig høje tanker om sig selv. Måske var det hans svaghed?
Jack smilte roligt frem for sig, nikkede kort og sagde så med venlig stemme "du er ikke helt uden evner, nu må det være din tur til at angribe!" hans stemme var mild, dog koncentreret og årvågen. Han kiggede iagttagende på William, holdte nøje øje med hans bevægelser og var forberedt på det han end måtte have af planer med det ild..

[William Quiles]

Han lod flammerne omkring sin hånd blive varmere og varmere til en temperatur der var perfekt for hvad han havde tænkt sig at gøre. Smilende koldt da han hørte knægtens ord, knægten bedte jo selv om det. Et strejf af sort skinnede over hans hårpragt som han mindedes den flamme han havde skabt i det minde han havde oplevet på rektors kontor, det her var ikke helt så stærkt men ikke langt fra, han var ikke i tvivl om at det ville kræve en god mængde energi at smadre det kraftfelt omkring knægten.
Med en hurtig bevægelse lod han en ildtunge fare mod knægtens ben, førend han teleporterede sig bag ham og sendte endnu en flammetunge afsted denne gang en halv meter over hans hoved, i tilfælde af at han skulle finde på at hoppe over den første ildtunge. Til sidst teleporterede han sig hen ved siden af den unge lærer og rettede et spark mod hans side, sparket var timet så det kom næsten præcis samtidig med den første ildtunge. Han vidste at Fox kunne træde til den modsatte side af hvor han selv stod, så derfor var han parat til at teleportere sig derhen med endnu et spark skulle dét være tilfældet.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack smilte koldt frem for sig, iagttagede Williams skabelse af den støre ild og var så forberedt på at der snart ville ske noget.
Hun så den første ildsøjle flamme imod sig, sprang over og mærkede så energien af William over sig. Han lod sin krop dækkedes af en beskyttelseskuppel som gik godt en halv meter til alle sider ud fra hans ben af og godt en halv meter over ham også. Han så ilden der dækkede hele beskyttelseskuplen, så det nedefra og kunne derfor kun se et hav af ild som omsluttede sig. Ilden forsvandt, han bemærkede igen Williams energi der dukkede om bag sig og lod så kuplens beskyttelse falde. Han så Williams spark, mærkede det ikke, men hans krop blev slynget nogle meter hen af jorden. Han smilte koldt, rejste sig op ved at springe op og vendte så opmærksomheden imod William igen. hans milte koldt, hyggede sig tydeligt ved alt det her og ville blot have mere..

[William Quiles]

Han iagttog knægten blive slynget hen af jorden og rejse sig igen. Atter lod han sine håndflader flamme op, en glohed flamme der snart spredte sig op ad hans arme, brændte ærmerne af hans t-shirt væk. Et kort øjeblik følte han en trang til at skade Fox, denne trang blev fulgt af endnu en skær af kulsort over hans hår, men følelsen var væk igen ligeså hurtigt som den var kommet. Det havde i et sekund føltes som var han tilbage i mindet, og det var dybt forstyrrende. Hvorfor kunne øglen ikke bare have gjort som han sagde hun skulle, han vidste at det var en fejl ikke at grave dybere, man kunne ikke bare lukke op for én del af en persons sind, han vidste at noget som det her ville ske.
Han løftede blikket og kiggede direkte ind i knægtens øjne, lod et par flammer danse gennem sit hår. "Din tur" sagde han med en stemme der var uden nogen speciel tone eller følelse.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack bemærkede den glohede ild om hans arm, smilte kort og afventede så et angreb. Men i stedet for et angreb, så han at noget af Williams hår blev kulsort. Han hævede det ene bryn i en undrende gestus, men kun lige kort, for så var han igen årvågen og forberedt på kamp. Han tænkte stadigvæk svagt på det, men kun meget svagt, for nu var det hans tur til at angribe.
Han smilte koldt, styrede sit energiskjold hen imod ham imens han løb, sådan at det gik endnu hurtigere og lod så et flyvespark sigte lige imod ham. Derefter lavede han et cirkelspark, i tilfælde af at William igen ville dukke op bag ham og sendte så til sidst endnu en energiudladning afsted, men dette kom denne gang alle steder fra. Den var kraftig, satte afsted i alle retninger og ville derfor have svært ved ikke at ramme ham.
Han smilte roligt, stod så afventende og forberedt i midten af banen, som nu var blevet et mindre bjerg omgivet af en cirkel af et dybt hul. Hans energiudladning havde været for voldsomt, kunne han nu se. Men han havde trænet dette millioner andre gange, havde endda gået rundt med sin tykkeste beskyttelsesskjold i flere år, bare for at træne sin udholdenhed og styrke ved sine evner. Så da han stod på den lille bakke der, virkede han helt rolig og frisk som altid.
Hans tætsiddende beskyttelsesskjold var nu blevet helt snehvid, hvilket viste at han morede sig herligt over at få brugt sine kræfter. Han var munter og glad i sit indre. Hans øjne skiftede nu også fra lysende lyseblå, til snehvide lysende øjne. Men kun folk som kendte ham, vidste at hans evner viste hans følelser..

[William Quiles]

Han bemærkede at Fox endnu en gang brugte samme taktik som før med at blande spark og kraftbølger. Han burde da efterhånden have lært at William bare kunne teleportere sig væk, teleportere sig hvorhen han ville. Men det var ikke så sjovt i længden, det var meget sjovere at se hvor meget han kunne klare fysisk, det var også efterhånden lang tid siden han sidst havde gjort noget sådan.
I stedet for at teleportere sig væk trådte han et skridt bagud for at undgå knægtens spark, samtidig med at han sendte en kontinuerlig strøm af ild der hvor han trådte hen, så jorden smeltede. Lige i sidste øjeblik før kraftbølgen ville have ramt ham, trådte han ned i det smeltede jord, kunne mærke sine sko brænde væk, men mærkede ikke selv varmen.
Og så kom kraftbølgen, det føltes som at løbe ind i en mur og William kunne mærke et lille sår åbne sig på sin kind. Han kiggede rundt og så at jorden omkring ham var blevet kastet væk af kraftbølgen, så de nu stod på en mindre bakke. Han teleporterede sig ud af det smeltede jord, hvor der nu var to dybe huller fra hans fødder og ben. Med den ene hånd helbredte han såret på sin kind og nikkede anerkendende i retning af knægten. "Imponerende" sagde han muntert før han sendte en ildstråle mod ham, som William blev ved med at lægge energi i indtil luften omkring ikke var til at se igennem for bare varmeflimmer.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack smilte glad frem for sig, bemærkede de to dybe huler fra hans føder af og smilte så kort. Den knægt var da fyr og flamme.
Han så skoene forsvinde i brand og hævede så brynene, nu havde han vel ikke tænkt sig at klæde sig selv af sådan stykke for stykke, vel?
Hans smil forsvandt og han spurgte lige før flammerne ville komme "nu smider du vel ikke alt tøjet her i offentligheden, vel?" han lød en anelse alvorlig, men det var også tydeligt at han fandt det lidt komisk.
Han smilte muntert, hvorefter søjlen af ild så hamrede lige imod ham. Han lod det snehvide skjold blive dobbelt så tyk, nåede det kun lige og vidste så at han nu ville være næsten usynlig, eller nærmest gennemsigtig som glas. Han ville lyse en del mere op nu til trods for at det stadigvæk var højlysdag og alle ville kunne se igennem ham, men stadigvæk kunne se hvor han var.
Ildsøjlen hamrede lige imod ham, han mærkede trykket voldsomt og måtte da også tage et skidt tilbage for ikke at vælte. Ilden dansede omkring ham, omsluttede hele hans krop og farede videre bagefter. Han mærkede varmen mildt, men ikke nok til at det ville kunne såre ham. Han var trods alt dækket så meget ind sit beskyttelsesskjold nu at selv om at han havnede i lava eller var fanget i en blok af is, ville han ikke kunne mærke forskellen ret meget..

[William Quiles]

Han smilede over knægtens kommentar og råbte over flammernes buldren "Nej da! Men nutidens sko holder sig ikke så godt når de er omgivet af smeltet jord og sand." Man kunne tydeligt høre munterheden i hans stemme, det føltes godt at bruge sine evner. Følelsen af magt der kom med den kontrol han havde over flammehavet foran sig gjorde atter at et skær af sort farede over hans hår og flammerne så også et kort øjeblik mere dystre ud. Det var ganske imponerende at knægten kunne holde til flammehavet, han havde vidst tydeligvis trænet i mange år.
I stedet for at fokusere al heden på Fox og hans skjold og rettede sin ene hånd mod jorden under knægten i et forsøg på at fange ham i det smeltede jord og også måske få bakken planet mere ud.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack lod en skive af energi forme sig under hans føder, så da flammerne begyndte virke anderledes, mere onde. Begyndte han at lette fra jorden og op til godt ti meters højde. Hvordan ville han mon have med at tage en kamp i luften?
Jack var nemt kommet udenom problemerne med Williams flammer imod jorden, for nu hvor han hang i luften kunne det ikke nå ham i nu.
Jack ventede roligt på at William ville skride til handling, for ville han kunne indrette sig efter de nye omstændigheder eller var kampen dømt til at blive holdt på jorden?

((sorry, blev lidt kort..))

[William Quiles]

Da han så knægten svæve op fra jorden standsede han flammehavet øjeblikkeligt. Han kunne føle adrenalinen pulsere i sin krop, følte stadig en snert af den magt han havde følt over sin kontrol af de dødelige flammer. Skulle han tage den sikre vej og antage formen af den så velkendte gyldne fugl eller skulle han forsøge sig med en delvis transformation, ligesom dengang han først mødte Mirage? Ville adrenalinens smertestillende virkning være nok til at han ikke ville føle samme knusende smerte som første gang han prøvede lige præcis dén delvise transformation? Eller måske havde han bare været uheldig dengang?
Med en fast blik mod knægten teleporterede William sig et par hundrede meter op i luften. Han lukkede øjnene, følte sig selv falde mod den sikre død. Ikke at det ville gøre ham så meget at dø, han ville jo bare blive genoplivet igen, men stadigvæk.. det gjorde ondt.
Han kunne føle den flammende energi strømme gennem sig, hvordan den ændrede ham, omgjorde ham. En flammende kugle bredte sig om ham og brændte hans t-shirt væk. Fra hans ryg voksede et par store rødgyldne flammende vinger frem, sammenfoldede på hans ryg. Han kunne føle smerten, hvordan den paralyserede hans krop, vidste nu at han ville ramme jorden, kunne ikke tage sig sammen til at teleportere sig længere op i luften for at vinde mere tid.
Han åbnede øjnene og så jorden fare mod sig, da han pludselig så et minde for sig som han ikke før havde set. Han mindedes hvordan han så ofte havde fløjet i sin føniksskikkelse, hvor naturligt det var og hvordan dette ikke var anderledes, vingerne var bare større.
En energi farede gennem ham, ligeså brændende som ilden omkring ham og et sekund før han ville have ramt jorden var smerten væk. Han åbnede sine vinger og fløj i et loop omkring knægten der stadig stod på sin energiskive. Han standse et par meter fra ham lod sine vinger holde ham i en nogenlunde stille position og ventede.

((Det er ok))

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack så ham på jorden, hvorefter han så mærkede hans energi i luften og der dukkede han så op. Han nikkede anerkendende, så hvad ville han så bruge den position til?
Han fulgte ham med blikket, så ham dale med afsindig fart og mærkede en uro vokse i sig for hver meter han faldt. Han skulle lige til at forsøge at gribe William, da Jack så mærkede Williams energi stige, hvorefter han bredte sine vinger ud og fløj op.
Jack åndede lettet ud, smilte roligt og fulgte ham med blikket op så han igen stod foran ham.
Han smilte stadigvæk en anelse uroligt frem for sig og konstaterede så roligt "det var tæt på, for tæt på efter min mening!" han lod et vurderende blik hvile på William. Hans store vinger klædte ham ikke ligefrem, men de var nyttige, det måtte Jack erkende.
Han var da fyldt med overraskelser ham William. Jack smilte roligt og nikkede kort. Hvad ville han nu gøre, nu hvor deres kampfelt var blevet udvidet til himlen også? Jack lagde sine hænder over kors, smilte koldt og afventede så hans angreb. Men da det så gik op for Jack at det vidst måtte være hans tur, smilte han koldt og farede så pludselig lige imod William.
Jack havde en næsten helt usynlige krop, virkede svær at se nogen gange i hvert fald, når farten var hurtig nok til det. For så kunne synet bedrage og ende med at gøre ham usynlig når baggrunden passede til det.
Han farede afsted imod William, styrede sin skive lynhurtigt lige imod ham, lavede så endnu en kæmpe udladning af energi og derefter ville han forsøge at fange ham med en beskyttelsesskive rundt om en af Williams lemmer, og så derefter lade skiven og William fare imod jorden. Hvis det altså lykkedes..

[William Quiles]

Han smilede muntert til knægten da han begyndte at snakke "Den der lever sikkert, lever kedeligt" sagde han. I hans hår og øjne dansede glodhede flammer rundt i abstrakte mønstre. Ilden over hans øjne faldt så til ro og dækkede det hele, så det så ud som om han havde ild i sine øjenhuler istedet for øjne.
Han lagde mærke til at knægten bevægede sig, men han bevægede sig for hurtigt til at man klart kunne se ham eftersom han var gennemsigtig. Stadigvæk svækket over sin forvandling nåede William ikke at reagere førend han blev ramt at knægtens energiudladning, hvilket gjorde hans svækkede koncentration værre. Han så et kraftskjold dannes omkring sin arm og følte kort efter armen blive trukket nedefter. Men et lysglimt var han ude af beskyttelsesskiven og tilbage hvor han havde været få sekunder før.
Med sin svækkede koncentration stadig ikke normal følte han sig igen tilbage i det tidligere minde og hans hår og vinger flakkede sort et par gange, samtidig med at hans hud så blegere ud. Han følte en tørst efter magt og kontrol. Flammerne i hans hår og øjne virkede mørke og dystre, ondere, mere grusomme. Og han havde ikke nogen minder til at give dette modspil, havde rektoren dog bare hjulpet ham med at grave dybere var dette ikke sket så meget vidste han da.
Flammerne over hans øjne forsvandt og han rettede kolde øjne mod Fox "Det der var en meget dum idé" sagde han koldt med en stemme der var dybere end den plejede at være.
Han følte styrke.. kontrol... magt... mærkede flammerne brænde i sig.. ventede på at komme i brug.. på at ødelægge.. at dræbe..
Han rettede en enkelt hånd mod knægten, gav slip på ildens kraft og lod en flamme fare mod ham. Flammen bredte sig og blev snart så stor og ødelæggende at et træ under dem gik i brand bare fra varmen. Fuldstændig opslugt af sit tidligere jeg's idéer, var William ligeglad med den ødelæggelse han forsagede.